Revolution og demokrati

Sommerens revolutionsdebat understreger det skrigende behov for at diskutere de formuleringer, der findes en del af i visse afsnit i Enhedslistens principprogram.

Undervejs i debatten er nogle grimme finker røget af panden. Ikke mindst er bemærkningerne om mulig lukning af aviser undervejs i den revolutionære proces virkeligt skræmmende.

Selvom det pågældende revolutionære hovedbestyrelses-medlem straks forsøgte at trække i land, så viser det fulde citat jo, at det faktisk er noget, som hun har overvejet.

Og der er noget helt galt, hvis et ledende Enhedslistemedlem i ramme alvor fantaserer om lukning af aviser i forbindelse med en udvikling af samfundet på vej mod socialisme.

Et af problemerne i den sammenhæng er, at Enhedslistens program er noget uklart og floskuløst, når det gælder vejen mod en socialistisk samfundsomvæltning.

At der skal være en revolution, arbejderne skal overtage virksomheder og fabrikker, og at der skal oprettes ”folkemagtsorganer” står klart.

To af de debattører, der forsøger autoritativt at definere og udlægge revolutionsbegrebet, er Michael Voss (Socialistisk Arbejder Parti/SAP) og Jørn Andersen (Internationale Socialister/IS).

Begge har beskrevet deres opfattelse af, hvordan vejen mod socialisme vil forløbe, og dermed ret konkret defineret, hvordan en revolution efter begges opfattelser vil forløbe.

Læs Michael Voss' artikel "En revolutionær vej til socialisme".

Læs Jørn Andersens blogindlæg "Den der revolution".

Samtidig forsøger begge at definere begreberne socialisme og revolution som kan – og vil - blive brugt til at slå andre oven i hovedet med ord som ”reformister”.

Skulle man være i tvivl, så se eksempelvis Anna Rytters seneste blogindlæg på Modkraft, hvor Pelle Dragsted får med den store pisk for at have tilladt sig at mene, at Enhedslisten bør tage bestik af, at vi er det eneste parti, der går imod nyliberalismen, og derfor bør åbne os for alle, der vil kæmpe for velfærd, mod nyliberalismen - Uden at alle af den grund på forhånd skal abonnere på den autoritative revolutionære vej.

Begge indlæg er udsprunget af trotskismen, og begge opererer med nogenlunde samme version af, hvordan en revolution vil forløbe.

Selvom de er medlemmer af hvert sit parti med hvert sit internationale netværk, så er forskellene mellem de to for en ikke-trotskist altså til at overse.

Begge lægger vægt på bevægelsen, bevidstgørelse gennem kamp og hvordan, arbejderklassen skaber egen organisering af (dele af) samfundet.  

Organiseringen sker i ”forsvar” for vundne rettigheder, i modstand mod forringelser på en lang række områder. Modstanden og organiseringen heraf betyder dels mulighed for opbygning af selvstændige organiseringer som første skridt mod en dobbeltmagtssituation, dels udvikling af bevidsthed om kapitalismens væsen og begrænsninger.

Heraf følger en næsten skematisk udvikling frem mod en situation, hvor den selvstændige organisering af arbejderklassen står overfor den eksisterende samfundsstruktur, med et revolutionært brud til følge.

Hovedproblemet er, at både Voss' og Andersens perspektiv grundlæggende er defensivt. Organiseringen - bevidsthedsspringet - kommer ud af en defensiv kamp. Af modstanden mod forandringer - forringelser.

Man må spørge sig selv, om det er en fornuftig strategi for at opbygge et alternativt samfund.

For det første kunne det friste en og anden til at ønske sig en god økonomisk krise med følgende nedskæringer og forringelser for at få folk mobiliseret. Altså en slags elendighedsteori, hvor mængden af elendighed vil få folket til at gøre modstand, og hvorved en revolutionær situation skabes.

Jeg kan ikke se aktuelle erfaringer, heller ikke internationalt, der understøtter disse tanker.

Vi ser andre europæiske lande, hvor samfundet er ved at smelte sammen, uden at der nødvendigvis kommer revolutionære situationer ud af det.

Vores strategi

Noget af det klogeste, der er sagt i hele debatten om samfundsforandringer, er, at vi ikke ved, hvordan forandringer vil ske. At vi ikke kan bruge de historiske erfaringer fra andre lande i andre fundamentalt anderledes situationer som skema til vores kampe.

Og så bør vi vel huske på, at det ikke er lykkedes at skabe socialisme i noget land endnu.

Det fritager os imidlertid ikke for at have en strategi for, hvordan forandringer kan finde sted. I stedet for at håbe på en pludseligt opstået bølge af protester, der slår over i arbejderråd m.m., må vi formulere en fremadrettet strategi for den udvikling af samfundet, vi ønsker.

Socialisme er i vores principprogram kendetegnet ved at være et samfund, hvor ”frihed, solidaritet, lige vilkår (…) er sat i centrum”. Og senere som et ”samfundssystem, hvor der produceres for at dække menneskelige behov og ikke for at opnå en profit”.

Socialisme er altså grundlæggende en udvidelse af demokratiet. At give folk større mulighed for at have indflydelse på egen hverdag.

Fordi socialisme netop handler om at give mennesker muligheder er solidariteten central. At vi har ansvar for og tager ansvar for andre. At vi derfor også giver afkald, fordi andre har mere gavn. Fordi vi ved, at mennesker kun udvikler sig sammen ved at være sammen med, og forholde sig til, andre mennesker.

Solidaritet giver et særligt ansvar overfor dem, der ikke kan selv - både praktisk og som et ideal for opbygning af samfundet.

Solidaritet sikrer, at mennesker har mulighed for et anstændigt livsgrundlag, fordi de ting, der produceres, fordeles efter menneskers behov.

Vi arbejder altså for demokratiske forandringer og solidariske løsninger.

Vi skal have konkrete forslag, der betyder demokratiske forandringer. Det kan være alt fra større indflydelse til elever - til bedre rammer for lokalområders indflydelse gennem lokalråd - og til etablering af statsbanker, der ikke tænker i kortsigtet profit.

Det handler om indflydelse på eget arbejde, demokratisering af økonomien gennem offentlig produktion osv. osv.

Det er krav, der bryder de kendte grænser for, hvordan man har indflydelse på sin hverdag, grænserne for hvilke valg, man kan træffe, og hvilke muligheder, der er.

Vi skal ikke bare foreslå konkrete forandringer. Vi skal også kunne gennemføre dem.  

For når først mennesker får mulighed for større indflydelse på hverdagen – i stort og småt - så vil mange benytte sig af det, opdage at indflydelse giver mening og skaber forandringer – i stort og småt - og så vil krav om yderligere demokratiske forandringer komme naturligt.

Krav, der på mange måder vil løbe mod grænserne af de samfundsstrukturer, vi kender, og som derfor vil presse de samfundsmæssige grænser, samtidig med at rammerne for den politiske debat flyttes.

Demokratiske forandringer kommer ikke ud af ingenting. Det forudsætter offentligt pres, debat og mobilisering for at udvide demokratiet. Men det er til gengæld også centralt, at kravene fremsættes og gennemføres i de demokratisk valgte organer. I kommuner, regioner og folketing.

Dels for at sikre, at de demokratiske forandringer faktisk bliver til virkelighed.

For det er oftest kun gennem det at arbejde konkret, opleve muligheder, skabe forandringer og møde begrænsninger, at ønsket om mere demokrati opstår.

Men også fordi at forandringer skal gøres til virkelighed. De skal skrives i lov. De skal have den legitimitet, som kommer af at være besluttet i de demokratiske parlamentariske systemer. Det gælder også den helt nødvendige demokratisering af økonomien. Hvor vi må udvikle flere strategier.

For det første skal vi hele tiden udvide den del af økonomien, der ikke producerer efter profitmotivet. Det handler dels om at etablere offentlig produktion af andet end velfærdsydelser. Men også at fremme og understøtte andre måder at producere på, eksempelvis socialøkonomiske virksomheder, der beskæftiger mennesker, der er langt fra arbejdsmarkedet, og ikke producerer for profit.

Den offentlige sektor er i dag så stor, at den enorme købekraft/efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser i sig selv kan skabe efterspørgsel efter varer, der produceres på andre vilkår, end efter klassisk profit. Det skal vi bruge aktivt.

For det andet skal vi udvide demokratiet ind i den private økonomi. Det er i den sammenhæng ikke vigtigt for mig, hvor mange frisørstole og ansatte, der er i en frisørsalon. Eller om frisøren har en eller flere saloner.

Det centrale er i første omgang at demokratisere finanssektoren.

Det kan ske ved etablering af offentlige banker, som kan sikre udlån og dermed finansiering til private og virksomheder, samtidig med at risikoen for spekulation forsvinder.

Samtidig skal virksomheder, der vil forlade landet, overtages i den forstand, at produktionen skal føres videre, enten i offentligt regi, eller eksempelvis som selvejende virksomheder.

En afgørende demokratisk forudsætning er et anstændigt livsgrundlag.

Trods fejl og mangler er velfærdssamfundet i sin kerne et demokratiudvidende projekt. Idet det løfter mennesket fra dets nøgne overlevelseskamp til i højere grad at kunne overskue at blande sig i udviklingen af samfundet.

Den københavnske fattigdomsundersøgelse viser, at mennesker, der lever i fattigdom generelt er mindre engagerede samfundet. Og engagementet i andet end ens eget liv bliver mindre, jo længere man lever i fattigdom.

I vores kamp har de demokratisk valgte forsamlinger en central rolle som steder, hvor bevægelsers og organisationers forslag fremsættes, og hvor de rammer, der udvider demokratiet, gøres til lov.

Man må forestille sig en vekselvirkning mellem bevægelser, organisationer og de demokratisk valgte forsamlinger.

At der i det nuværende principprogram tales om ”demokratiske folkemagtsorganer” er derfor et stort problem. Det viser en manglende forståelse for det danske samfund, hvor frie og demokratisk valgte organers - for eksempel kommunalbestyrelsers og folketingets - beslutninger følges, fordi de er legitime.

En legitimitet, som er opbygget gennem mange år, og som gennemsyrer vores samfund og fælles bevidsthed.

Og ligesom disse organer har udviklet i sig mange år, skal vi fortsat udvikle dem i retning af mere gennemskuelighed, åbenhed m.m.

I andre lande, med et meget nyt og usikkert demokrati – såsom Rusland i 1917 og en række 3. Verdens lande som Cuba og Nicaragua - kan det måske have været muligt - eller i visse situationer nødvendigt - at etablere andre organer.

Men i Danmark, med en hundredårig demokratisk parlamentarisk tradition, vil etablering af ”nye” organer, såsom ”arbejderråd”, betyde, at disse organer vil være illegitime i befolkningens øje og sandsynligvis – med rette – blive set som forsøg på at indskrænke demokratiet.

Der må heller ikke være nogen som helst tvivl om den lige valgret for alle til de organer, som har beføjelser.

Det er ude i hampen at forestille sig, at ”arbejderråd”, som kun vælges af en afgrænset del af befolkning, eksempelvis på arbejdspladser, skal have beføjelser, der i dag ligger hos eks. kommunalbestyrelser.

Det vil ikke bare opleves som en indskrænkning af demokratiet og naturligt føre til kritik og modstand mod de mennesker, der vil indføre dem – Det ER en indskrænkning af demokratiet. Dobbeltmagtsstrategien er derfor dybt problematisk.

På samme måde er det helt centralt at få slået fast – når nu det er lykkedes at skabe tvivl herom: De borgerlige retsprincipper er ukrænkelige. Ytrings- og pressefriheden er ukrænkelig. Retsvæsenet skal være uafhængigt osv. osv.

I det hele taget er det på tide at smide dobbeltmagts-strategien på den historiens mødding, hvor den hører hjemme.

Dobbeltmagtsstrategien er groet frem af en idylliseret version af den russiske revolution – der netop fandt sted i et samfund med ekstremt nye og svage demokratiske institutioner.

I øvrigt er det værd at diskutere, om ikke netop vægten på de ikke-demokratisk valgte råd – arbejder- og bonde-sovjetterne - gav et mindretal, bolsjevikkerne, mulighed for at tage magten fra det store flertal af andre partier, der vandt det russiske valg i november 1917.

Hvis ikke vi forstår den russiske revolution som et statskup, er det svært at kalde sig demokrat.

En af lærerne for, hvordan vi undgår den degenerering af socialistiske ideer, som Sovjet var udtryk for, er måske, at organer, der ikke er valgt ved lige og frie valg med stemmeret for alle myndige borgere, ikke er værd at samle på.

En samfundsmæssig ændring i Danmark skal ske med ubetinget demokrati, presse- og ytringsfrihed. Lige og frie demokratiske valg, hvor alle kan stille op.

En ændring af samfundet kræver et aktivt flertal af befolkningen bag – og dette kan og skal også manifestere sig i resultatet af demokratiske valg.

Mennesker på gaden og aktiviteter er uhyre vigtige, men ikke nok i sig selv. En ny grundlov – som vil være nødvendig for at gennemføre de grundlæggende demokratiske forandringer, vi ønsker, skal selvfølgelig vedtages efter de spilleregler, der eksisterer i dag; folkeafstemning og bekræftelse af et nyvalgt folketing.

Der vil – og skal være - et folketing, både før, under og efter forandringerne i vores land.

Også dem, der er modstandere af en samfundsudvikling, hvori kapitalens magt indskrænkes, skal kunne stille op og vælges. Får disse partier flertal, kan de selvfølgelig rulle vores landvindinger tilbage.

Al den snak om selvforsvar skal ud af programmet. En ændring af samfundet mod socialisme skal foregå fredeligt. Hvad ellers?

Et demokratisk samfund har naturligvis ret til at forsvare sig mod kræfter, der ønsker at omstyrte det med vold. Det har samfundet i dag, og det skal et socialistisk samfund naturligvis også have.

Enhedslistens strategi må baseres på ubetinget kamp for udvidelse af demokratiet. Det gælder både de klassiske borgerlige rettigheder, udvidelsen af demokratiet i hverdagen og i økonomien og en anstændig levestandard, der er en forudsætning for at give lige mulighed for samfundsengagement.

Det må også være på tide at få smidt de leninistiske træk, der stadig præger enkelte dele af Enhedslisten overbord.

En gang for alle få gjort op med alle tendenser til at tænke revolution og socialisme som noget, der kan forklare eller undskylde at gå på kompromis med demokratiet.  

For socialisme er udvidelse af demokratiet.

Mikkel Warming er socialborgmester i København, medlem af Enhedslisten.