Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
reportage
14. maj 2012 - 17:33

»The man with the pussy«

»Fissen var hele symbolet på hans seksualitet og lyst«. Sune Køter rapporterer fra The Feminist Porn Awards i Toronto, Canada. Dette er første del.

Kære læser.

Du skal nu til at læse en kaotisk øjenvidne beretning fra Feminist Porn Award i Toronto, Canada, skrevet af undertegnede, der i sin egenskab af komponist og medforfatter på den erotiske tegnefilm »NAKED LOVE Ea's Garden« sammen med animator og geniet bag filmen Sara Koppel, blev inviteret til uddelingen af den årlige award for feministisk porno!

Det er på ingen måde en objektiv fortælling, da jeg i den føromtalte egenskab er dybt engageret i en seksual politisk/kunstnerisk sammenhæng, men det er heller ikke en insiderfortælling, da Sara og jeg kom med til noget, der selvfølgelig minder om miljøer, vi har herhjemme, men alligevel overhovedet ikke.

Til trods for den politiske approach er sex omdrejningspunktet for awarden og beretningen, og hvis der gemmer sig en bonert victorianer i maven på dig, vil jeg love dig for, at den bliver udfordret, for i valget imellem et tørt medicinsk, et litterært metaforisk eller et vulgært slang sprog, har jeg ikke holdt mig fra det sidste, da det oftest er det, der bedst beskriver tingenes tilstand.

Så: Parental Advisory - Explicit Language Ahead, så er du advaret.

På samme måde håber jeg, at jeg ikke støder nogle køns- eller seksuelle væsener med mit sprog, og når jeg snakker om bøsser, transer eller lignende, er det - til trods for min trods alt åbenlyse hetero-normalitet - ment fordomsfrit, kærligt og dybt respektfuldt, og selvom jeg er lykkelig gift med et dejligt væsen af det modsatte CIS køn, er jeg queer in heart.

Jeg har heller ikke tænkt mig at gå ind på en diskussion om pornoens lyksageligheder og problemer generelt (hvilket jeg har mange meninger om, men det er en anden historie), og hvis du synes, jeg glorificerer den eller moraliserer over den, så er det fordi, jeg alligevel ikke helt kan lade være.

Læs artiklen »Femi-porno festival hylder dansk tegnefilm« hos Modkraft.

Nu begynder min fortælling.

Da Sara Koppel og jeg fandt ud af, at vores film var nomineret til en Feminist Porn Award, ville jubelen ingen ende tage. Og vi var sindssygt spændte, da vi tog af sted, for i virkeligheden havde vi ingen idé om, hvad vi gik ind til. Bare det at kalde noget for feministisk porno er en øjenåbner.

Noget som for et årti tilbage stod som totale modsætninger af hinanden, bliver nu pludselig to sider af samme sag. Er det virkelig sandt? Er det en hel ny vinkel på feminismen og pornoen?

Måske ovenikøbet en frigørelse af vores seksualkultur, der gør op med både puritanismen og den traditionelle mandsdominerede pornos kvindeundertrykkelse?

Eller er det bare et scam fra pornoindustrien for også at vinde kvinderne for pornomarkedet?

Vi tog til Toronto uden at vide, hvad vi gik ind til, men vel vidende, at vi ville komme hjem efter at have deltaget i noget, som ingen danskere havde prøvet før, og derfor lovede jeg Rune Eltard at skrive en beretning derfra.

Besøg Feminist Porn Awards hjemmeside.

Et symbol på mandighed

Vores første møde med miljøet omkring Feminist Porn Award, foregik på Toronto Universitet, nærmere bestemt »center for sexual diversity studies«, der havde arrangeret et kombineret foredrag, filmvisning og efterfølgende spørgerunde med pornostjernen Buck Angel.

Auditoriet var pakket med et klientel, der er som taget ud af en Almodóvar film: Freaks og queers, transvestitter, feminine mænd og maskuline kvinder og i det hele taget mennesker, der for længst har gjort oprør imod det omkringliggende samfunds stereotyper og kønsroller.

Det mest umiddelbart stereotype individ, vi kan spotte, da vi sætter os ned på næstforreste række, er Buck himself: Amerikansk hvid macho-mand, pumpet trænet krop, skaldet med skægstubbe, og igennem hans langærmede skjorte kunne man skimte et hav af tribal tatoveringer. Men som du sikkert kan regne ud, bedrager skinnet.

For da »the man with the pussy«, som han præsenterede sig selv, begyndte at snakke, blev det klart, at Buck nok var så langt fra kendte stereotyper, man kunne komme.

Buck var født i en kvindes krop, og de første 20 år af hans liv havde været en helvede. Han havde levet på gaden, med hardcore stofmisbrug og prostitution, og efter utallige selvmordsforsøg opsøgte han en læge, som han fik til at hjælpe sig med at skifte køn fra kvinde til mand.

Han fik hormoner, stemmen blev dyb, han fik skæg og mere kropsbehåring, fik opereret brysterne væk, men før, han fik foretaget den sidste operation af kønsorganerne, stoppede han op.

For skæbnens ironi ville, at han faktisk var blevet totalt lykkelig for sin fisse, som han før transformationen havde hadet og stort set aldrig rørt, men pludselig blev han som besat af den. Og den blev ikke en hindring for hans mandighed, tværtimod: Den blev symbolet på den!

For fissen var hele symbolet på hans seksualitet og lyst, den seksualitet og lyst, der brølede igennem kroppen på ham, som en effekt af lige dele testosteron og lige dele lykkefølelse over endelig at føle, at han var den, han følte sig som.

Dicks eller clitoris?

»Sexing The Transman«, filmen vi snart skulle til at se, er en dokumentar, hvor han igennem et års tid havde fulgt en håndfuld unge mænd, der alle – som han selv – var født i de forkerte kroppe, men havde været igennem transformationen med hormoner og operationer for at blive de mænd, de følte sig som.

De havde alle - ligesom Buck - beholdt deres kvindelige kønsorganer, og de fortalte om, hvordan transformationen havde ændret deres seksualitet totalt.

Buck havde desuden filmet onani- og seksuelle seancer med flere af mændene, og ved siden af dokumentaren - der var efterspurgt på store mainstream festivaler verden over - havde han lavet en pornoudgave af filmen, hvor mændene viste deres kroppe og liderlighed frem, blandt andre havde James Darling – som vi skal stifte nærmere bekendtskab med senere – sin porno-debut her.

Til aftenen havde Buck lavet et sammenklip af de to.

Så for at sige det, som det var: Efter interviews fra dokumentarfilmen med nogle vidunderlige eftertænksomme og passionerede transmænd, der strålede af nyvunden selvtillid, klippede det uden varsel til skud nedefra med deres transmanddom i centrum – som flere af dem for øvrigt kaldte deres »dicks« da clitoris på grund af de mandlige kønshormoner ændrer mærkbart størrelse og nærmer sig en meget lille penis.

Sex- og onani scenerne var meget »ligepå og hårdt« og gav mig helt klart mere associationer om mænd, der spillede den af, end kvinder der kælede for sig selv. Kønsrollerne vendt på hovedet eller cementeret?

Mændene fortalte grinende i deres interview, hvordan de grundet testosteronen var blevet »horny as fuck«, hele tiden tænkte på sex og helst skulle »skyde den af« fem gange om dagen.

Som en af dem sagde: »Pludselig forstår jeg, hvorfor drengene i highschool var, som de var«.

Og de fleste fortalte også en anden ting: Før transformationen havde de kun været sammen med og tændt på kvinder. Men efter transformationen havde de fået brændende lyst til også at være sammen med mænd, de var stort set alle blevet biseksuelle.

Efter filmen fortalte Buck videre om sit liv og svarede på spørgsmål fra publikum.

Se traileren for Sexing The Transman her:

 

Læs mere og se klip fra »Buck Angel's Sexing The Transman XXX« hos HotMoviesForHer.

Deprogrammering og tårer

Han fortalte om, hvordan hans familie, der havde slået hånden totalt af ham før transformationen, havde lært at acceptere ham som mand, og han havde fået et rigtigt godt forhold til dem (selvom hans macho far havde skullet sluge noget af en kamel).

Han fortalte om, hvordan han havde mødt sin kone, Elayne Angel, en af verdens førende piercere, på nettet i løbet af en halv time første (og sidste) gang, de begge to havde prøvet netdating. Om deres forhold, der var totalt fri for jalousi, om hvordan Elayne havde været 100% støttende i hans valg om at blive verdens første transmand i porno.

Og han fortalte om, hvordan det på ingen måde havde været let. Om, hvordan han havde troet, at pornoindustrien ville være vildt frisk på en som ham, men hvordan de bogstaveligt talt havde smækket døren i hovedet på ham, indtil han tog skeen i egen hånd og begyndte at lave sine egne film.

Han fortalte om, hvordan det at lave porno havde befriet ham, hvordan det havde givet ham lov til at være »den liderlige gris«, han var, og om hvor ufatteligt sjovt, han syntes, det var.

Men han fortalte også om, hvordan han gerne ville nå udover pornoen, som han syntes var sjov, men ikke god til at komme ud til folk. Fordi han havde et budskab, han gerne ville sprede.

At alt for mange mennesker gik rundt og havde det dårligt med sig selv og havde så meget brug for at putte sig selv og hinanden i kasser, og på et tidspunkt begyndte den store karismatiske machomand at græde, og sagde, at det havde taget ham 40 år at lære at acceptere sig selv fuldstændig som han var.

Men at det virkelig var lykkedes at blive et åbent og kærligt menneske, der ikke tog det til sig hvad andre mennesker mente om ham, men følte den dybeste kærlighed til sine medmennesker.

Og at han ville ønske, at alle mennesker – også i queer miljøerne – ville prøve at »deprogrammere« sig selv i forhold til alle deres fordomme og kigge på folk, som de mennesker, de var, og ikke deres hylstre.

For som han sagde: Ligesom mainstream verdenen ikke kunne holde ud at kigge på hinanden uden kasser og stereotyper, blev han ulykkelig, når han så det samme i queer- trans- og homo- miljøerne.

Når man skulle definere sig selv som lesbisk/bøsse/trans whatever i stedet for, at folk kunne få lov til at være som de var: Mennesker. Og i forhold til sex: Seksuelle væsener.

Og med tårerne trillende ned af kinderne på både Buck og salens i stående bifald hujende og i den grad rørte queers, sluttede foredraget, og vi gik ud i Torontos nat med hjerner, der sjældent havde kværnet så meget for at prøve at forstå, hvad det egentlig lige var, der skete den aften med Buck Angel.

Dette er første del af Sune Køters rapport i 3 dele fra The Feminist Porn Awards, der fandt sted den 19. og 20. april 2012. Fortsættelsen kan læses her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce