Annonce

Aktivisme
4. januar 2016 - 12:07

Aarhus: Asyl-besættelse ryddet på en formiddag

Aktivistgruppen Flygtningeaktionen besatte søndag i seks timer det tidligere Jydsk Pædagogseminariums tomme bygninger i Skejby for at skaffe et asylcenter til Aarhus. Aktionen har dog mødt kritik fra enkelte Venligboere.

Søndag den 3. januar besatte 19 aktivister fra gruppen Flygtningeaktionen kl. 5 morgen et tidligere pædagogseminariums lokaler i Skejby i det nordlige Aarhus. Det foregik under navnet: Aarhus Asylhjem’.

Formålet med aktionen var ifølge aktionens Facebookbegivenhed at vise, at »Aarhus har adskillige tomme bygninger til salg, som ville være oplagte at ombygge til asylcentre, hvis blot der vises en smule velvillighed til at investere i boligforhold for asylansøgere og flygtninge.«

Se Flygtningeaktionens beskrivelse af aktionen på Facebook

Den velvillighed blev gruppen dog ikke mødt med. Allerede søndag formiddag kontaktede bygningernes ejer, VIA University College, politiet, der ryddede bygningen ved 11-tiden.

Alle 19 aktivister fulgte frivilligt med, men blev sigtet for krænkelse af husfreden, og en enkelt for hærværk for at have smadret en rude, for at gruppen kunne komme ind i bygningen.

Tager næstflest flygtninge

Heller ikke hos rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus kommune, Kristian Würtz (S) møder aktionen den store sympati.

– Vi er blevet spurgt af Udlændingestyrelsen, som har den opgave, om Aarhus Kommune har en ledig ejendom. Vi kan ikke pege på en stor ledig ejendom, siger Kristian Würtz til TV2 Østjylland og påpeger, at Aarhus Kommune er den kommune, der tager næstflest flygtninge.

Han opfordrer folk til i stedet at støtte Venligboerne eller Røde Kors.

Læs »Aarhus rådmand: Ikke kommunens opgave at købe asylcenter« hos TV2 Østjylland

Anderledes positive toner lyder fra Enhedslistens medlem af kommunens Teknik og Miljø Udvalg, Peter Bonfils:

– Det foregik stille og roligt, og så synes jeg faktisk, at det er ganske fint. Det er glimrende, at de sætter spørgsmålet om hjælp til flygtninge på dagsorden, siger Peter Bonfils, ligeledes til TV2 Østjylland.

Læs artiklen »EL: Fint at besætte tom bygning« hos TV2 Østjylland

Kritik fra venligboer

Også fra medlem af Venligboerne Ina Dygaard møder aktionen med kritik:

»Hvad får I ud af at besætte seminaret? Det løser jo ingenting! Gå nu i dialog med politikerne. Hvad hvis politiet indblandes? Har I tænkt på, at dette kan have enorme konsekvenser for eksempelvis asylansøgere, hvis nogle af dem deltager?« skriver Ina Dygaard bl.a. på aktionens Facebookbegivenhed.

Hun kritiserer desuden annonceringen af aktionen:

»Jeg er enig med jer i, at Århus bør tage ansvar. Men jeg synes, I har holdt os alle sammen for nar - I kaldte det en demonstration og nu har I besat er hus. Der er kæmpe forskel på de to ting.«

Til det svarer Flygtningeaktionen:

»Vi har forsøgt andre veje til dialog med politikere, men uden held. Vi tog derfor skeen i egen hånd. (…) Vi ville gerne have fortalt det, som det var, men det ville være med risiko for at aktionen ikke kunne udføres i praksis, hvis de forkerte mennesker på forhånd havde forhindret det.«

I en videre diskussion (i anden ’tråd’) skriver Flygtningeaktionen at den helt bevidst ikke har inviteret flygtninge med til aktionen, men at den dog bygger på ønsker udtrykt i flytningekredse.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce