Adoption, nation, migration

Jeg er født i Sydkorea, et land der har bortadopteret op mod 200.000 børn til vestlige lande. De fleste bortadoptioner fandt sted i 1970’erne og 80’erne, et tidspunkt hvor Sydkorea var i rivende økonomisk vækst og ikke længere var blandt de fattigste lande i verden.

Så hvis forklaringen om, at fattigdom fører til adoption, hvorfor bortadopterede Sydkorea så flest børn på dette tidspunkt?

Hvis fattigdom er den afgørende faktor, burde de fleste bortadoptioner have fundet sted i 50’erne og 60’erne og have aftaget i takt med den økonomiske fremgang. I stedet toppede antallet af transnationale adoptioner fra Sydkorea i midten af 80’erne.

Måske skal noget af forklaringen findes i et bestemt kapitel af Sydkoreas historie, hvor en voldsom økonomisk og social transformation fandt sted under ledelse af et autokratisk militærdiktatur, hvis primære formål var at skabe hurtig industrialisering og vækst.

Den hurtige industrialisering og migration fra land til by skabte nye udfordringer såsom stor befolkningstilvækst, og at flere børn blev født uden for ægteskab.

Sydkoreas militærdiktatur kunne have tacklet denne udfordring ved at styrke det sociale sikkerhedsnet, men i stedet valgte det at bruge transnational adoption som en løsning frem for at prioritere opbygningen af en velfærdsstat.

Transnational adoption blev ikke opfundet til formålet. Det blev etableret efter Koreakrigen for især at finde hjem til børn af blandet race (primært amerikansk far og koreansk mor) som blev udsat for voldsom diskriminering og racisme i det sydkoreanske samfund.

Men fra begyndelsen af 60’erne skete der en ændring. Flere og flere børn af etnisk koreansk oprindelse blev bortadopteret. Eksplosionen af adoptioner fandt sted i begyndelsen af 70’erne, hvor den koreanske industrialisering for alvor tog fat under general Park Chung Hees ledelse.

Adoption i stedet for velfærd

Jeg blev adopteret til Danmark i 1980. Da var jeg 3 år. Min familie i Sydkorea var fattig, men ikke fattigere end de fleste andre i den landsby, hvor jeg voksede op.

Jeg blev placeret på børnehjem som en midlertidig løsning, fordi min familie gik gennem en vanskelig periode. Det var aldrig meningen, at jeg skulle bortadopteres. Da min far opsøgte børnehjemmet nogle få uger senere, fik han at vide, jeg var blevet bortadopteret.

Der var ingen muligheder for at appellere til det juridiske system, da min familie ikke havde nok penge eller indflydelse. Min familie ledte efter mig i 28 år, før vi blev genforenet. På det tidspunkt havde jeg søgt efter dem i 12 år.

I mine adoptionspapirer står der, at jeg er fundet på gaden, men det viste sig, at adoptionsbureauet i Sydkorea rent faktisk havde både navn og telefonnummer på min familie.

Det krævede altså ikke mere end et enkelt telefonopkald at finde dem. Jeg troede i flere år, at min historie måske var et enkelttilfælde, men efter have boet i Sydkorea i længere perioder og talt med andre adopterede, der også er blevet genforenet med deres familier, viser det sig, at min historie på ingen måde er unik.

Mange adopterede kan bevidne lignende historier om dokumentfalsk, brudte løfter og bortførsler.

Er dette et udtryk for korruption i adoptionssystemet? Og kan den sydkoreanske stat gøres ansvarlig for denne praksis?

Hvis man kigger på adoption i lyset af den sociale og økonomiske politik som blev ført i Sydkorea på daværende tidspunkt, er der nogle interessante sammenfald.

I begyndelsen af 70’erne var transnational adoption blevet et effektivt værktøj for reduktion af omkostningerne til to voksende udfordringer for staten: En voldsom befolkningstilvækst samt et stigende antal af børn som blev født uden for ægteskab eller på andre måder var socialt marginaliserede.

Transnational adoption sparede staten for at kanalisere penge til velfærdsydelser. Men adoption blev samtidig en lukrativ forretning for de private organisationer, som formidlede børn til adoption og som kom til at udgøre rygraden i det koreanske børnevelfærdssystem.

Gennem transnational adoption kunne de tjene penge til at drive børnehjem og fødeklinikker. Disse opererede med minimale tilskud fra staten.

For staten betød transnational adoption millioner af amerikanske dollars. Al handel med fremmed valuta blev kanaliseret gennem én sydkoreansk bank.

Dette blev gjort for at staten kunne sikre kontrol med fremmed valuta, der skulle bruges til at tilbagebetale udenlandske lån og indkøbe råstoffer fra udlandet, essentielle elementer for at fortsætte den koreanske industrialisering.

Adoption som økonomisk migration

Sydkoreanske børn var ikke de eneste, der blev sendt til udlandet for at generere valuta. Tusindvis af sygeplejersker, minearbejdere og byggearbejdere blev sendt til Japan, Tyskland, Mellemøsten og Vietnam for at tjene fremmed valuta i samme periode.  

Hvis man anlægger et sådant perspektiv, så skriver adoption sig ind i en lang historie af mere eller mindre tvungen økonomisk migration. På den måde må transnational adoption fra Sydkorea ses i et større perspektiv, som handler om udvikling, industrialisering og de sociale omkostninger af netop industrialiseringen.

Men hvorfor gør det en forskel for os som adopterede, hvorledes vi fortolker vores historie?

Hvis vi ser på en nutidig kontekst, så har situationen ændret sig. Sydkorea ser ikke længere transnationalt adopterede som en økonomisk byrde.

Tværtimod, er vi blevet et stærkt symbol på ”Global Korea” og statens markedsføringsinitiativer. Vi ses som den ultimative hybrid: Den globale koreaner, brobyggerne for et globalt orienteret Sydkorea. Vi er opvokset i Vesten og mange har fået gode uddannelser.

Vores viden, penge og kontakter gør os til et værdifuldt aktiv for det neo-liberale ”Global Korea” projekt. Dette forudsætter dog, at den adopterede skal identificere sig med Sydkorea som nationalt projekt.

Mange adopterede kommer til Sydkorea første gang gennem statsfinansierede ”kulturrejser”. Disse rejser giver os indblik i ”det moderne Korea”, en blanding af dynamisk kapitalisme og gamle traditioner eller som det beskrives af det koreanske turistkontor: ”Sparkling Korea”. Men hvad er det for et Sydkorea, vi bliver præsenteret for? Det er et land fyldt med højteknologi, funklende højhuse, smukke historiske paladser og gamle templer.

Som adopteret er det nemt at føle en stolthed over, at ens fødeland på få år har rejst sig fra fattigdom. Men disse ture undlader at vise en anden del af Sydkorea.

Social og økonomisk marginalisering er stadig et stort problem. Enlige kvinder stigmatiseres og opfordres til at afgive deres børn til adoption. De fleste ender med at afgive deres børn, da staten kun yder minimal støtte til enlige mødre.

Ældre må knokle til de lægges i graven, fordi det nationale pensionssystem ikke dækker alle. Sydkorea har den højeste andel af arbejdere ansat til en timeløn under det nationale minimum blandt alle OECD lande.

Det er ikke det Sydkorea, vi bliver vist. Men det er det Sydkorea de fleste af os kommer fra. Et Sydkorea hvor socialt marginaliserede bliver overladt til sig selv.

Adoption og det nationale projekt

Som adopteret skorter det ikke på invitationer til at træde ind i det nationale fællesskab. I Danmark bliver vi et symbol på anti-racisme og åbenhed overfor det ”fremmede”. I Sydkorea bliver vi et symbol på det Globale Korea. Spørgsmålet er, om vi ukritisk skal tage disse invitationer til os? Hvilke interesser tjener disse projekter?

Hvis vi ser på Danmark, og hvordan debatten om indvandring og integration har udfoldet sig gennem de sidste årtier, så er adopterede blevet et symbol på dansk tolerance.

Selv anti-immigrationspartier som Dansk Folkeparti fremhæver den adopterede som den ultimative migrant, fordi vi fremstår som velassimilerede i modsætning til de migrantgrupper, der anses for uønskede og problematiske.

Derved bliver den adopteredes ”danskhed” til en målestok, som er med til at definere andre migrantgrupper som mindre danske og derved som mindre ønskværdige. Vi inkluderes på bekostning af andres eksklusion.

Som adopterede kan vi også påberåbe os vores anden identitet. Vi kan fx dyrke den koreanske kultur og hylde den koreanske nation. Det er i hvert fald det, den sydkoreanske stat og andre interessenter i Sydkorea ønsker.

Men har vi lyst til at blive ambassadører for det globale kapitalistiske Sydkorea, som er styret af nogle få kæmpekonglomerater såsom Samsung, Hyundai og LG?

Skal vi stille os ukritisk til rådighed, når sydkoreanske politikere, diplomater og embedsmænd kommer til Danmark på besøg?

Eller skal vi forholde os kritisk til udviklingen i Sydkorea – hvor den økonomiske ulighed stiger, demokratiske rettigheder undermineres og reproduktive og seksuelle rettigheder ties ihjel?

På samme måde er der en fare for, at vi som adopterede skaber vores egen ”Adoptee Nation”, hvor vi kan identificere os som en særlig gruppe med særlige interesser og politiske agendaer.

Det er en position, som er stærkt problematisk. Såvel i Danmark som i Sydkorea kæmper adopterede (og adoptivforældre) for særrettigheder til adopterede. Der er en fare for, at særrettigheder etableres som en ny form for diskrimination, hvis ikke de indgår i en bredere politisk koalition.

For eksempel kan man spørge, hvorfor adopterede i Sydkorea skal have bedre rettigheder end for eksempel koreanere fra Kasakhstan eller Kina?

De fleste af disse diasporiske koreanere er også resultatet af tvungen migration. Skulle vi ikke arbejde i solidaritet med andre dele af den koreanske diaspora og migranter i Sydkorea?

Det samme gælder arbejdet for at få skabt en undtagelse for adopterede i forhold til den gældende 26-års-regel i den danske udlændingelovgivning.

Hvorfor skal adopterede undtages fra den regel, men ikke andre migranter?

Fællesskab, alliance, solidaritet

Der er mange faldgruber ved de nationale projekter, vi tilbydes som adopterede. 

Vi bør i stedet se vores adoption i et bredere globalt perspektiv, hvor adoption er en konsekvens af – men ikke løsningen - på politisk, social og økonomisk marginalisering.

Hvis vores fortælling om adoption ikke reduceres til et spørgsmål om fattigdom og nationale tilhørsforhold, men vi derimod ser adoption som en form for økonomisk migration, betinget af marginalisering og ulighed, åbnes der op for en bredere og mere solidarisk kamp i alliance med andre marginaliserede grupper. Her, der og resten af verden.

Anders Riel Müller / 송연준 er ph.d.-stipendiat på Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier.

Læs introduktionen til Adoptionskritik og migration her

Læs flere artikler til temaet Adoptionskritik her