Annonce

København
9. maj 2013 - 21:17

Aktivister besætter nedlagt skole på Nørrebro

50 venstreradikale aktivister har torsdag aften indtaget en tom bygning på Jagtvej på Nørrebro i København i protest mod boligspekulation. Happeningen er en del af en aktionsuge mod kapitalisme.

»Vi har besat Jagtvej 155B. Vi er imod at huse står tomme udelukkende på grund af spekulation. Vi har set vores kvarter blive lukket for mennesker med lav indkomst og for folk, der ikke passer ind i det smarte cafeliv. Vi ønsker at bryde isolationen hvor alle bor i små dyre lejligheder. Vi vil bo kollektivt og bryde med den normalitet, som styrer alle dele af vores liv.« 

Sådan skriver en gruppe venstreradikale aktvister i en erklæring udleveret til Modkraft, som var tilstede, da omkring 50 unge torsdag aften besatte en nedlagt skole på Nørrebro i København.

Aktionen udspringer af en demonstration vendt mod »gentrificering« indkaldt af gruppen »Flere Frie Steder«, som tidligere på dagen samlede omkring 100 mennesker.

Både demonstrationen og besættelsen er en del af den igangværende »Aktionsuge 19«, der har til formål at sætte kritisk fokus på kapitalisme.  

Læs artiklen »Nu går de efter kapitalismen« om aktionsuge 19 hos Modkraft.

Læs artiklen »Fristed på Frederiksberg?« om gruppen 'Flere Frie Steder' hos Modkraft. 

Politiet var massivt tilstede i området umiddelbart efter, at aktionen fandt sted, men valgte omkring klokken 19:30 at trække sig tilbage.

Den vagthavende hos Københavns Politi oplyser til Modkraft, at man vil lade de unge blive i bygningen foreløbig.

Aktivisterne fortæller til Modkraft, at man torsdag aften vil holde i fest i bygningen og på sigt ønsker, at indrette stedet som kollektivt og kulturelt fristed.

Læs grundlaget for demonstrationen mod gentrificering her:

Gentrificering er betegnelsen for et byområdes sociale skift gennem byfornyelse og værdistigning. Et skift, der betyder, at mindrebemidlede må flytte fra et område på grund af generelt stigende levepriser, blandt andet stigende huslejer.

Alt imens boligpriserne stiger, er ungdomshjemløsheden samtidig også eksploderet i København.

Mere end 1000 unge mangler en bolig, da huslejen i store dele af byen er begyndt at blive så høj at den er umulig at betale på en SU.
Man kunne håbe på at kollegierne i så fald ville kunne være en mulighed, for mange af disse boligsøgende studerende. Men der må mange blive skuffet.
For realiteten er sådan, at der er årelange ventelister på kollegierne, og de er samtidig også blevet så dyre at bo i, at de også er utroligt vanskelige at få råd til, som ung studerende.

Alt imens denne stigende hjemløshed blandt unge studerende vokser, eksploderer antallet af unge arbejdsløse, som hungrer efter jobs at få. Jobs som ikke er der.

Dette er slemt nok i forvejen, men ikke nok med det.

Samtidig advarer SAPU (Sammenslutningen af Private Udlejere) imod at leje boliger ud til unge på kontanthjælp, da deres økonomi er for skrøbelig.

Dette sker samtidig med at den såkaldte "røde" regering har skåret ned på unges kontanthjælp, så de nu får en endnu mere skrøbelig økonomi, og dermed endnu sværere ved at få sig et sted at bo, der i hvert fald er til at betale.

Et andet og ligeså overset og trist problem, er den destruktive kraft gentrificeringen fører med sig. Mindre ressourcestærke grupper i samfundet bliver tvunget væk fra byen, da huslejen bliver for dyr.

Dette er i sig selv et stort problem, men det formår også at forvandle København fra at være et mangfoldigt og unikt sted, som er helt sit eget, til at være så ensformigt at man skulle tro byen var tegnet op med lineal.

Større kommercielle foretagende ender med at overtage det særprægede. Dette kommer som direkte konsekvens af gentrificeringen, som overtager København.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce