Annonce

MiljøAnalyser og kommentarer om klima- og miljøspørgsmål
Kommentar
5. november 2014 - 10:58

Alarmråb fra klimapanel kalder på antikapitalistisk alternativ

Klimapanelets advarsler er stærkere end nogensinde, men regeringerne styrer mod en aftale, der er økologisk utilstrækkelig, socialt uretfærdig og teknologisk farlig.

FN's klimapanel, IPCC, offentliggjorde den 2. november 2014 sin sammenfattende rapport for den femte evalueringsrapport og det dertil hørende sammendrag for beslutningstagere.[1] Diagnosen kom næppe bag på nogen:

  • Den globale opvarmning er i gang, den skyldes primært forbrænding af fossile brændsler, og de negative virkninger er meget større end de positive virkninger.
  • Det er sandsynligvis stadig muligt at forhindre, at de gennemsnitlige temperaturstigninger bliver på mere end 2° C over førindustriel tid, men de foranstaltninger, der er truffet i løbet af de sidste 20 år, fører os direkte mod en opvarmning på mellem 3,7 og 4,8° (mellem 2,5 og 7,8 °, når man tager hensyn til klimausikkerheden), og det medfører »høj til meget høj risiko for alvorlige, udbredte og uoprettelige konsekvenser«.

En uro, der er til at tage og føle på

Vurderingen i denne femte rapport er ikke fundamentalt forskellig fra tidligere, men nøjagtigheden i advarslerne er øget, der kastes lys på områder, der før var uklare, og forfatternes uro fremstår tydeligere end nogensinde. Udtrykket »stort set sikker« (mere end 99 procents sandsynlighed) anvendes stadigt oftere, når de skal beskrive graden af sandsynlighed for det ene eller det andet fænomen. Øget optøning af permafrosten og fortsat stigning i havniveauet i mange århundreder anses for eksempel for at være »stort set sikkert«, selv i tilfælde af en drastisk reduktion af udledningerne.

Rapporten holder en »objektiv«, videnskabelig tone, men det er ikke desto mindre et alarmråb, IPCC her udsender. Eksperternes uro til at tage og føle på. Den understreges af, at sammendraget for de politiske beslutningstagere har et afsnit om den øgede risiko for »pludselige eller irreversible forandringer« efter år 2100. Der står for eksempel, at »tærsklen for bortsmeltning af Grønlands indlandsis, som ville hæve havoverfladen op til 7 meter i løbet af et årtusinde eller mere, ligger over 1 grads global opvarmning, men under 4 graders«. På langt sigt eliminerer en begrænsning af opvarmningen til 2° C altså ikke helt risikoen for en yderst dybtgående omvæltning af »Jordens økosystem«.[2]

Fossile brændsler er hovedårsagen

Medierne bringer jævnligt nyheder, der peger på klimavirkningerne af metan fra drøvtyggere eller CO2 udløst af skovrydning. Disse meldinger er ikke uden substans, men IPCC-rapporten sætter tingene i deres rette proportioner: »CO2-udledningerne fra forbrænding af fossile brændsler og industrielle processer bidrog med 78 % af de samlede drivhusgasudledninger i perioden 1970-2010, og med en lignende andel fra 2000 til 2010.« Det nedenstående diagram over de forskellige gassers andel fra 1970 til 2010 bekræfter, at det er her, det største problem befinder sig: brugen af kul, olie og naturgas som energikilder.

Denne konstatering er afgørende, når det drejer sig om at udvikle løsninger. IPCC's eksperter har sammenfattet den eksisterende litteratur om modeller for »afhjælpning« af den globale opvarmning. De skelner mellem otte scenarier, som afhænger af, hvilket niveau den atmosfæriske koncentration af drivhusgasser vil blive stabiliseret på ved udgangen af dette århundrede. For hvert af disse scenarier viser en tabel, hvilke emissionsreduktioner der skal nås inden 2050 og 2100, samt sandsynligheden for, at temperaturstigningen over førindustriel tid forbliver under et vist niveau (1,5°, 2°, 3°, 4°) i løbet af dette århundrede. I hvert af disse scenarier spiller en reduktion af CO2-udledningerne fra afbrænding af fossile brændsler en central rolle.

Scenarier mellem mareridt og revolution

Det mindst restriktive scenario er et, hvor udledningerne fortsætter med at stige i den nuværende takt. Her er sandsynligheden for, at temperaturen stiger over 4 grader »større end sandsynligheden for, at det ikke sker«. Listen over sociale og økologiske katastrofer, som følger heraf, er alenlang og mareridtsagtig. Med hensyn til for eksempel menneskers sundhed, viser rapportens fremskrivninger, at »kombinationen af høj temperatur og fugtighed i bestemte områder på bestemte tidspunkter af året vil gøre normale menneskelige aktiviteter umulige, herunder dyrkning af afgrøder og udendørs arbejde«. Landbrugets produktivitet og fiskeriet vil blive meget hårdt ramt. Tilbagegangen i biodiversitet vil tage til.

I den anden ende af de mulige udviklinger er der et meget lille antal studier, der ser på en stabilisering af den atmosfæriske koncentration på 430 ppm CO2-ækvivalent [3]. Da vi allerede har nået dette niveau, vil scenariet kræve en yderst restriktiv eller ligefrem kolossal indsats: I 2050 vil de globale udledninger skulle være faldet med 70 til 95 % (i forhold til 2010-niveauet), og i 2100 skulle de være faldet med 110 til 120 % [4]. Sammendraget for beslutningstagere kommer ikke nærmere ind på det. Dette scenario indebærer et revolutionerende kursskifte på alle områder af samfundslivet. Men det er det eneste, der ville give en chance for ikke at overskride 1,5 graders opvarmning – et mål, som mange forskere inklusive IPCC-formanden anser for nødvendigt.

Rapporten fokuserer i realiteten på de følgende to scenarier: et med en stabilisering på 450 ppm og et med en stabilisering på 500 ppm. Afhængig af forudsætningerne gør disse scenarier en overholdelse af 2 graders-loftet »sandsynlig« som mål (dvs. med over 66 procents sandsynlighed), »mere sandsynlig end usandsynlig« eller »lige så sandsynlig som usandsynlig«. At forblive under 1,5 graders stigning kan eventuelt tænkes som led i en stabilisering på 450 ppm, men chancerne er her spinkle; det er »mere usandsynligt end sandsynligt«.

En gigantisk omstilling

De nævnte scenarier efterlader et (lille) spillerum til at øge mængden af drivhusgasser udledt til atmosfæren en smule, dvs. endnu i nogen tid afbrænde en vis mængde fossile brændsler. Ikke desto mindre er scenarierne ekstremt restriktive. I tilfælde af en stabilisering på 450 ppm bør de globale udledninger f.eks. falde med mellem 42 og 57 % i 2050 og med mellem 78 og 118 % i 2100 (i forhold til 2010). Frem til 2050 bør andelen af »kulstoffri« eller kulstoffattig energi stige med 90 % på verdensplan [5]. Når man ved, at 78 % af udledningerne skyldes CO2 fra afbrænding af fossile brændsler, og at afbrændingen er kilde til 80 % af den energi, der anvendes af menneskeheden, kan man forestille sig, hvor stor udfordringen er.

Udfordringen har helt sikkert en teknisk dimension, som vi ikke vil dvæle ved her, men frem for alt har den sociale og politiske dimensioner. IPCC-rapporten lægger vægt på en retfærdig fordeling af indsatsen mellem landene ud fra deres historiske ansvar, på teknologideling, på behovet for internationalt samarbejde, på vigtigheden af at kombinere bekæmpelse af den globale opvarmning og bekæmpelse af fattigdom, på de etiske imperativer i denne kombination og på, hvad der står på spil for menneskehedens fremtid. Det er afgørende pointer, som potentielt står i modsætning til nyliberalismen. Aldrig før har en IPCC-rapport leveret så stærkt et budskab.

Fossile aktiver bør være værdiløse

Samtidig er der et samfundsproblem, som der står meget lidt om i sammendraget for beslutningstagere, selv om det har afgørende betydning. Et sted står der: »Afhjælpningspolitikken vil måske forringe værdien af aktiver i fossil energi og reducere indtægterne for eksportører af fossile brændstoffer [...]. De fleste scenarier for afhjælpning indebærer mindskede indtægter for de store kul- og olieeksportører.«

Disse to små diskrete sætninger henviser i virkeligheden til en afgørende problematik: For ikke at overskride 2 graders opvarmning, vil 80 % af de kendte reserver af fossile brændsler skulle forblive under jorden og aldrig blive udvundet. Men disse reserver er en del af aktiverne i olieselskaber og (de herskende familier i) de olieproducerende lande. Det er en underdrivelse, når man skriver, at politikken for modvirkning måske kan devaluere aktiverne i fossil energi. I realiteten kræver en »afhjælpning« ret og slet en ødelæggelse af det meste af denne kapital.

Den fossile energisektors chefer kan godt fornemme den fare, der lurer. Det er derfor, de massivt har finansieret »klimabenægtere«, hvorved de har vundet tid. Men i det lange løb kan disse charlataners løgne næppe dæmme op for de foruroligende videnskabelige beviser, som IPCC har fremlagt. Derfor satses der i stigende grad på at finde en afhjælpningspolitik, som – i »realismens« navn – kan forenes med at opretholde de størst mulige profitter for kul-, olie- og naturgasindustrien.

Reelle løsninger kræver angreb på kapitalen

Indfangning og underjordisk lagring af CO2 (CCS) står centralt i den sammenhæng, og IPCC-rapporten tillægger CCS-teknologien stor betydning. Det skal man være klar over, når medierne fokuserer på den »gode nyhed«: at det kun koster 0,06 % af den årlige vækst at holde os under de 2 graders stigning. Tallet optræder faktisk i rapporten. Men rapporten siger også, at det er beregnet under forudsætning af, at CCS udbredes massivt. Ifølge rapporten vil energiomstillingen frem til 2030 kræve investeringer på flere hundrede milliarder dollar om året på verdensplan. I sig selv en net sum. Men uden CCS vil omstillingsomkostningerne være 138 % eller endda 200 % højere.

Imidlertid er de fossile brændsler kun ét aspekt af et mere omfattende spørgsmål: Det er akkumulationstvangen, der er i spil. Det er snart sagt mange gange: Endeløs vækst i en endelig verden er en umulighed. For at kunne nedbringe udledningerne drastisk inden 2050 – udledninger, der primært kommer fra energiomdannelse – må man nødvendigvis reducere det endelige energiforbrug, og det må ske i en sådan grad, at det uundgåeligt sætter spørgsmålstegn ved kravet om vækst. Kort sagt: Det er nødvendigt at reducere den materielle produktion og transport.

En sådan reduktion kan godt lade sig gøre uden at undergrave velfærden – den kan faktisk øges, hvis vi afskaffer unyttig og skadelig produktion, planlagt forældelse, vanvittig varetransport i forbindelse med globaliseringen osv. Og reduktionen kan også lade sig gøre uden at skade beskæftigelsen – den kan faktisk øges, hvis vi deler arbejde, velstand, viden og teknologi... Men hver af disse forudsætninger fører uvægerligt til den samme konklusion: Vi er nødt til at angribe kapitalen.

Den mulighed indgår ikke i overvejelserne hos flertallet af de forskere, der laver modeller for afhjælpning. For dem er akkumulationen en del af landskabet, nærmest en naturlov. Derfor inddrager de fleste af dem i deres strategi både CCS, udvidet brug af atomkraft og massiv afbrænding af biomasse. Man kunne kalde det at lappe på akkumulationen. Sammendraget for de politiske beslutningstagere nævner visse risici ved disse teknologier, herunder at biomasse til energi kommer til at konkurrere med fødevareproduktion. Men IPCC sammenstykker blot eksisterende undersøgelser og er derfor afhængig af dem.

Meget mere end en miljøkamp

COP 21-topmødet i Paris i slutningen af 2015 forventes at levere en klimaaftale. Rapporten fra IPCC kalder alle parter til ansvar, og den vil sikkert veje tungt. Men man kan roligt sige, at heller ikke regeringerne har antikapitalistiske løsninger inde i billedet. Selv om katastrofen tegner sig sikrere, klarere og mere skræmmende end nogensinde, og selv om hundreder af millioner af fattige allerede er ofre for den globale opvarmning, vil disse regeringer ikke være i stand til at brygge mere sammen end en klimaaftale, som er økologisk utilstrækkelig, socialt uretfærdig og teknologisk farlig. De seneste beslutninger i den Europæiske Union viser, hvor reel denne fare er.

Se f.eks. kommentaren »EU’s opskrift på at koge Jorden« hos NOAH (oversætterens anbefaling)

Det behøver ikke at gå så galt, men det afhænger udelukkende af den folkelige mobilisering. Det drejer sig nemlig ikke kun om et miljøspørgsmål, men om en grundlæggende menneskelig udfordring, om et valg af samfund og civilisation, der vil være bestemmende for alle andre valg. Modstanderen er uhyggeligt stærk og viger kun for kollektiv handling fra alle undertrykte og udbyttede. Nu gælder det om at bruge IPCC's alarmråb til at opbygge den bredest mulige front for et både socialt og økologisk alternativ. Et økosocialistisk alternativ.

Daniel Tanuro er belgisk agronom og miljøskribent.

Artiklen er oversat fra La Gauche (Belgien) af Finn Kjeller.



[1] Det Mellemstatslige Panel om Klimaforandringer (IPCC) består af tre arbejdsgrupper med fokus på henholdsvis 1) videnskaben om klimaændringer, 2) virkninger og tilpasning, 3) afhjælpningsstrategier. Hver af disse arbejdsgrupper udarbejder en rapport, og hver af disse rapporter resulterer i et sammendrag for de politiske beslutningstagere. Derefter udsendes der en sammenfattende rapport, også den med et sammendrag for beslutningstagere. Rapporterne er skrevet af forskere. Sammendragene for beslutningstagere er skrevet i samarbejde mellem af forskere og repræsentanter for staterne, og dermed er de forpligtende for regeringerne.

[2] På kort sigt (2100) ville det sandsynligvis (dvs. med over 66 procents sandsynlighed) gøre det muligt at begrænse havvandsstigningen i 2100 til ca. 40 centimeter. Men denne fremskrivning inkluderer ikke opløsningen af den mest skrøbelige del af indlandsisen på Antarktis. To amerikanske forskerhold nåede for et halvt år siden til den konklusion, at denne opløsning er startet, er umulig at stoppe og vil medføre en uundgåelig stigning på 1,8 meter over de næste 300 til 400 år.

[3] Koncentrationen af gasserne udtrykkes i dele per million volumen (ppm), dvs. antallet af molekyler af en given gas ud af en million molekyler. Strålevirkningen (varmeeffekten) af de forskellige drivhusgasser omregnes til strålevirkningen af CO2, og man taler da om CO2-ækvivalent (CO2eq).

[4] Et fald på mere end 100 % betyder, at Jorden absorberer mere drivhusgas, end den udsender, hvilket især er muligt, hvis store områder tilplantes med skov, der optager CO2 gennem fotosyntese.

[5] Der gælder tilsvarende restriktioner i de to andre scenarier.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce