Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
kommentar
22. april 2013 - 14:20

Bør Enhedslisten skifte strategi?

EL har ingen parlamentarisk indflydelse og får det ikke. Partiet bør drage konsekvensen af Johanne Schmidt-Nielsens ord om, at regeringen har meldt sig ind i Blå Blok, ved at gå i egentlig opposition. Tiden arbejder for os, men den gamle strategi arbejder imod os.

 

Så vidt jeg kan se, er alle i EL enige i analysen af regeringens politik.

Topskattelettelser, forringelse af vilkårene for arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, væktspakkens sænkning af selskabsskatten og nu på det sidste et generalangreb på de offentligt ansatte og deres fagforeninger. Vækstplanens ønske om en offentlig vækst på 0,4% (1,4% før valget) siger alt om regeringens prioriteringer, og om dens vilje til at skære hårdt i velfærdsstaten. Plus at alt det grønne er hældt ned ad brættet. Dette er nedskæringspolitik af reneste karat. Regeringens nyliberale filosofi er skåret ud i pap: Hvad der er godt for overdanmark og skidt for underdanmark, er godt for Danmark.

Vi er også stort set enige om den alternative politik. Begge dele er en stor styrke for partiet.

EL’s strategi

Derimod kan der være uenighed om strategien. Jeg håber på en nøgtern diskussion på EL’s landsmøde, hvor alle argumenter for og imod et definitivt brud med regeringen vurderes nøje.

Partiets oprindelige strategi gav sig selv. EL støttede regeringen og ville søge at trække den mod venstre.

EL har prøvet og prøvet og prøvet. Vi har vist, at vi ikke er et ’alt eller intet’ parti, og at vi er villige til at stemme for ubehagelige ting, hvis vi får nogle indrømmelser (princippet om at stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse kan kun fungere for et parti uden parlamentarisk relevans).

EL har trods alt kun 12 mandater og må derfor være indstillet på begrænset indflydelse.

På denne baggrund kan ingen komme og sige, at EL ikke har gjort sit, hvis det kommer til et brud.  Jeg mener således, at det var rigtigt at indgå finanslovsaftalen, selv om det var på grænsen.

I den forbindelse erkendte EL, at dets indflydelse på regeringen var meget begrænset; på det parlamentariske plan var der ikke meget at gøre. Partiets negative magt (til at afsætte regeringen) kan ikke omsættes i positiv magt til at påvirke den.

Derfor justeredes strategien, og partiet satsede derefter på at skabe mobilisering i fagbevægelsen mv., for på denne måde at lægge pres på regeringen.

Krisen for den hidtidige strategi

Det er nu klart, at den strategi ikke har virket efter hensigten. I HB’s beretning erkendes at lyttemøder mm. ikke rigtig har rejst en protestbølge, og under alle omstændigheder viser Vækstplanen, at regeringen er ubøjelig.

Og når selv katastrofale meningsmålinger ikke kan få socialdemokraterne på andre tanker, hvad kan da?

Hvad Johanne Schmidt-Nielsen sagde efter skatteforliget med de borgerlige – at regeringen har meldt sig ind i Blå Blok – er nu blevet helt klart.

Regeringens plan er oplagt at gennemføre de store forlig med de borgerlige, og derefter kaste et par lunser til EL ved finanslovsforhandlingerne for at få partiets stemmer.

Det eneste tilbageværende argument for at holde hånden under regeringen er det negative, nemlig at en Venstre-regering vil være værre.

Det er jeg nu ikke helt sikker på. Den skal tage hensyn til DF, som er nødt til at tage hensyn til sine vælgere. Og DF vil have meget større indflydelse, end EL har i dag. Hertil kommer naturligvis, at EL dermed frivilligt giver afkald på enhver indflydelse under den nuværende regering: Den véd, at den trygt kan ignorere EL.

Hvis regeringen havde ført en zig-zag kurs mellem højre og venstre, ville EL’s strategivalg havde været vanskeligere. Men det er jo ikke tilfældet.

Når mange alligevel tøver med at vælte regeringen, tror jeg, det hænger sammen med, at vi ikke tror på, hvad vi faktisk ser.

Det kan da ikke passe, at S er blevet anti-socialdemokratisk i sin politik? Mon ikke det er en kortvarig afvigelse, fremkaldt af lokkeri og pres fra Vestager? Mon ikke de finder deres gamle jeg, hvis tilstrækkelig mange demonstrerer?

Jo, det kan passe og er set før. I New Zealand drejede en entreprenant finansminister i begyndelsen af 80'erne Labour til at blive et rent nyliberalt parti med nedskæringer, liberaliseringer og privatiseringer; det tog vist en måneds tid. Tony Blair revolutionerede tilsvarende Labour og udråbes nu – med rette – til Thatchers arvtager. I Tyskland var det en socialdemokrat (Schröder), der gennemførte Hartz IV reformerne, der skabte fænomenet ’working poor’.

Vi må desværre tro på, hvad vi selv siger: At det danske socialdemokrati er blevet et højreparti.

Her kan S siges at gå forrest i en generel udvikling i Europa. I England og Tyskland er der kun marginale forskelle mellem socialdemokraterne og de borgerlige, i Frankrig stemte socialisterne ja til Finanspagten, og Hollande omfavner nu stort et nedskæringsprogram, og i Italien var Bersani fra det Demokratiske Parti (tidligere indgik ’venstre’ i partinavnet, men det var åbenbart for radikalt) finanskapitalens foretrukne kandidat (efter Monti). Det socialdemokratiske projekt om en modereret form for kapitalisme er afgået ved døden.

EL-politikere har til tider glædet sig over fremgangen for EL, men samtidig beklaget tilbagegangen for regeringspartierne (så meget at nogen gerne ville ’bytte’ nogle af EL’s mandater med regeringen). Sådanne holdninger sidder i rygraden.

Men når det erkendes, at socialdemokratiet er et rent og endda aggressivt nyliberalt parti, må dets tilbagegang hilses med glæde. Hvis Corydon’s politik – meget hypotetisk – belønnes med en fremgang på 5% for SD, vil det da være et eklatant nederlag for EL!

Det har også sine omkostninger at holde regeringen i live.

I længden kan man ikke blive ved at sige nej og alligevel stemme ja i sidste instans, dvs. ved finansloven. Vi risikerer at blive et utroværdigt parti i stil med SF.

EL har ingen indflydelse i dag og vil ikke få det under en Venstre-regering. Her er der ingen forskel. Men forudsætningen for, at vi engang i fremtiden kan få indflydelse, er, at vi tages alvorligt, både af vælgerne og af de andre partier. Her aner jeg en meget stor risiko for EL, hvis vi fortsat holder hånden under regeringen.

Den alternative strategi

Hvis EL trækker tæppet væk, definerer vi et nyt politisk landskab i Danmark med EL på den ene side og alle de andre partier på den anden.

Vi bliver den eneste opposition. Vi kommer til at dække hele det politiske område, som S og SF tidligere indtog: Forsvar for velfærdsstaten og den offentlige sektor, for lønmodtagerne, for folk på overførselsindkomster. Hvis det håndteres rigtigt, kan EL blive et stort parti, som Syriza i Grækenland.

Når EL træffer sin beslutning om at fastholde eller bryde med den hidtidige strategi, skal man også medtænke, hvordan de økonomiske vilkår udvikler sig de næste år.

Her må vi tage os selv på ordet, nemlig at den europæiske nedskæringspolitik leder Europa ned i et sort hul (i bedste fald mange års stagnation), med stigende arbejdsløshed og fattigdom.

Intet tyder på, at finanskapitalen og dens politikere kan få skidtet til at hænge sammen. Det vil nødvendigvis have en negativ afsmitning på Danmark (rent bortset fra regeringens bidrag med at fyre offentligt ansatte).

Det er en trist udvikling (og det mener jeg: mere økonomisk krise kan meget vel føre til fremmedhad og nationalisme). Men det betyder også, at en ægte socialistisk opposition står til at få en masse vind i sejlene. Igen: Under forudsætning af, at EL ikke i mellemtiden er blevet utroværdigt ved gennem vor stemmeafgiving i praksis at støtte den nyliberale politik.

Der er et yderligere argument for at trække den parlamentariske støtte til regeringen, nemlig at det vil være den bedste hjælp til socialdemokrater og folkesocialister til at finde sig selv.

Hvis regeringen falder, og S og SF bliver decimeret ved det efterfølgende valg, kan jeg ikke forestille mig at Thorning og Corydon kan fortsætte som ledende politikere. Deres strategi – at føre borgerlig politik trods et surt, men dog medgørligt EL – vil være slået fejl. Det vil blive klart, at deres politik har været den mest partiskadelige i partiets levetid. Der må nødvendigvis komme et opgør med god mulighed for, at vi får det gamle socialdemokrati tilbage.

Imidlertid er det oplagt, at en ændret strategi skal forberedes grundigt (så derfor bør det næppe være i form af et mistillidsforslag i morgen, men snarere ultimative krav ved finanslovsforhandlingerne).

Ikke mindst fordi vi må være forberedt på et overfald, hvor Corydons arrogance overfor Johanne Schmidt-Nielsen i fjernsynet bliver ren julestue til sammenligning. Jeg mener, at især to forberedelser er vigtige.

 1) EL bør udforme et kort valgprogram, der i 5-10 punkter lysende klart kritiserer regeringens politik – altså årsagen til bruddet – og SAMTIDIG giver vores positive bud på en politik. Punkter, der både forsvarer velfærdssamfundet mm, men også indeholder vore visioner for et andet samfund.

 2) EL vil blive beskyldt for at være kommunistisk, udemokratisk osv. Corydon vil prøve at få 90% af diskussionen til at dreje sig herom, så deres egen højreorienterede politik glemmes. Desværre er der formuleringer i det gældende principprogram, der kan rejse tvivl om vort demokratiske sindelag. En udtalelse fra et landmøde bør skære ud i pap, at EL er 100% tilhænger af ytringsfrihed (især for dem der er uenige med os, som Rosa Luxembourg sagde, vendt mod Lenin). Og at vi er 100% tilhængere af det parlamentariske demokrati, som vi har i dag. Ikke nødtvunget, men med fest i stemmen: Gennemførelse af parlamentarisk demokrati i 1901 og senere udvidelser af valgretten var gigantiske sejre for arbejderbevægelsen. Faktisk er demokratiet så godt og smukt, at vi arbejder for, at økonomien også demokratiseres. Dette er naturligvis ikke i modsætning til at forstærke det udenomsparlamentariske arbejde.

Konklusion

EL har ført den helt rigtige politik, men nu er det tid at skifte gear. Jeg forstår betænkelighederne, for det er at kaste os ud i en svømmepøl, hvis vanddybde vi ikke kender. Jeg mener blot, at alternativet er farligere.

Partiet har ingen parlamentarisk indflydelse og får det ikke. Hvis partiet fortsætter med at støtte regeringen, risikerer det at ende som SF: Magtesløst og med principper, som ingen tror på, fordi de ikke praktiseres.

Som jeg ser det, er den eneste rigtige strategi nu at drage konsekvensen af Johanne Schmidt-Nielsens ord om at regeringen har meldt sig ind i Blå Blok. EL bør gå i egentlig opposition til højreblokken. Tiden arbejder for os.

Hjemmeside: www.anderslundkvist.net

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce