Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
4. december 2012 - 13:08

Barrosos stille revolution (I)

Bruxelles har sat hårdt ind i Irland, Portugal og Grækenland. Men EU version 2.0 handler ikke bare om lande med låneprogrammer. Der er en mere autoritær og nyliberalistisk union på vej, og den gælder for alle, skriver Kenneth Haar i den første af tre artikler om "Barrosos stille revolution".

Siden eurokrisens udbrud i 2010, har EU-kommissionen og Ministerrådet vedtaget en lang række EU-love, indført strammere procedurer og regler, indgået aftaler og endda ratificeret en traktat - alt sammen for at møde krisen med en enkel formel; nedskæringer, lønpres og angreb på velfærden.

Et kompliceret system for håndhævelse af det nye regime har gjort vigtige beslutninger til et anliggende for teknokrater i Kommissionen, og vil gøre det det svært eller umuligt for borgere i almindelighed at få indflydelse på centrale beslutninger om økonomisk politik i fremtiden.

Kort sagt, vi oplever et frontalangreb på velfærd, demokrati og sociale rettigheder.

Dette er tydeligst demonstreret i den politik, der påføres Irland, Grækenland, Portugal og Spanien som betingelse for lån. Det kan ses i de mange ”Memorandums of Understanding” , der trods det tilforladelige navn blot er de krav, som trojkaen (EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF) har stillet.

Resultatet af trojkaens programmer har været en social krise og recession.

Selvom det seneste år har været dramatiske, så fremstår alt dette som fjern torden for de fleste danskere. Krisen her til lands tåler da heller ikke sammenligning. Men omvendt skal vi ikke bilde os ind, at det kun er de fattigste i nogle få lande, der betaler en pris for EU’s krisestrategi.

Et komplekst system af regler er ved at blive opbygget, som skal sikre, at en tilsvarende politik gennemføres i alle EU-lande. Det er møjsommeligt opbygget siden juni 2010, hvor formanden for Kommissionen José Manuel Barroso frejdigt betegnede den nye udvikling ”en stille revolution”.

Dengang troede han knap sine egne øjne, da han så hvad Ministerrådet pludselig var indstillet på. Reformer han selv og erhvervslivet har krævet i mange år var pludselig på tapetet.

”Tak, græske krise”

Hvad er det så Kommissionen og Ministerrådet har gang i?

Er det ikke reformer, der udgør et smertefuldt, men nødvendigt svar på eurokrisen?

Spørger man i erhvervslivets lobbyorganisationer, såsom arbejdsgiverorganisationen BusinessEurope eller den eksklusive klub for ledere af multinationale selskaber, European Roundtable of Industrialists, så vil svaret lyde, at vi blot er ved at få den slags reformer, erhvervslivet har tigget om i mindst et årti: Reformer, der skal gøre det muligt for EU-institutionerne at gribe ind, når et medlemsland taber konkurrencedygtighed og statsfinanserne halter.

Angreb på løn og krav om nedskæringer – og helst på sociale ydelser – har længe været deres formel for en velfungerende eurozone. Det samme gælder Kommissionen, og forhenværende Kommissærer som Italiens premierminister Mario Monti, der på en konference i januar 2011 glædede sig ved udsigten til reformer med ordene: ”Tak, græske krise!”

Krisens rod

Den egentlige årsag til krisen skal søges på flere niveauer. Grundlæggende er eurokrisen udløst af en systemisk krise. Et vildtvoksende, dereguleret finansielt system er rejst som et svar på en kapitalistisk krise, og nu har også den formel vist sine begrænsninger.

I EU har krisen dog ramt åbenlyst skævt på grund af euroen. Siden indførelsen af den fælles mønt er de deltagende lande blevet delt i tabere og vindere. Og et angreb på sociale ydelser og lønninger i Tyskland for ca. ti år siden, satte trumf på.

Den styrkede konkurrencedygtighed, der kom af løntrykkeri i Tyskland førte lukt til en stærkere position for den tyske industri på det europæiske marked. I Sydeuropa og Irland tog den private sektor lån for at kompensere for svækkelsen.

Samtidig havde banker og andre finansvirksomheder glade dage, mens de opbyggede de spekulative bobler, bl.a. i fast ejendom, som alle begyndte at briste med finanskrisen i 2008. (Læs mere om eurokrisen i Anders Lundkvists artikelserie.)

Krisen skyldtes derimod ikke uhæmmet offentligt forbrug og låntagning. Selv den græske offentlige gæld steg ikke synderligt i årene op til krisen. Men med kreditklemmen i tiden efter Lehman Brothers’ kollaps gik det stærkt. Den offentlige gæld i eurozonen eksploderede.

Men det var en konsekvens af krisen – ikke årsagen.

 

Alligevel bruger de udslagsgivende politiske kræfter i EU-systemet krisen som bevis på nødvendigheden af nedskæringer på løn og offentlige udgifter – både for at løse den nuværende krise og for at hindre de næste.

Det er taberne i eurozonen, der skal betale. Og de skal om nødvendigt bringes under administration. Og med den opfattelse som omdrejningspunkt, er vi ved at få et nyliberalistisk EU, version 2.0

Ny økonomisk styring – et overblik

I kølvandet på eurokrisen er der nemlig vedtaget et helt katalog af reformer i EU, som skal fremme den samme slags økonomiske politik i alle EU-medlemslande. Reglerne lægger mest pres på landene i eurozonen, men målet er at alle skal omfattes. Det følgende er et overblik over de vigtigste reformer, der er vedtaget.

Det europæiske halvår

Det europæiske halvår blev prøvet af for første gang i 2011. Hvert år i april skal alle medlemslande indlevere dokumenter, der giver et omrids af planerne for det efterfølgende års statsbudgetter, d.v.s. finanslove.

De bliver så gennemgået af Kommissionen, som ender med at komme med konkrete anbefalinger. De fremlægges så for Rådet i juni, der stemmer om, hvilke anbefalinger, der skal gives til de enkelte medlemslande. Anbefalinger, der også angår økonomisk politik i bredere forstand.

Anbefalingerne har til dato været baseret på de sædvanlige antagelser om krisen - at den skyldes uansvarligt offentligt forbrug, rundhåndede offentlige ydelser, og alt for slap arbejdsmarkedslovgivning.

I 2011 blev de fleste medlemslande således bedt om at skære i pensionerne, enten ved at hæve pensionsalderen, eller – som i Danmarks tilfælde – at gennemføre en reform af efterlønsordningen.  For 2013 lyder to tværgående anbefalinger, at markedet for serviceydelser skal liberaliseres, og at beskatning på løn skal lempes.

Derudover går Kommissionen og Rådet, i anbefalingerne vedtaget i juli, igen efter pensionerne i en lang række lande (f.eks. Østrig, Belgien, Bulgarien, Cypern, Spanien, Tjekkiet, Danmark (invalidepensioner), Litauen). Og så går de efter lønniveauerne og i nogle tilfælde selve de ordninger, der anvendes til lønfastsættelse, bl.a. i Slovenien, Belgien, Cypern, Frankrig og Malta.

Anbefalingerne udstedes længe før medlemslandenes finanslove behandles i de nationale parlamenter, og da Det europæiske halvår var første gang EU så direkte bevægede sig ind på prioriteringer på medlemslandenes finanslove, var der en del nervøse trækninger i mange nationale parlamenter.

Men bl.a. fordi ordningen ikke indebar direkte pålæg fra Rådet og Kommissionen, gik det over igen. Nu vender den sag tilbage med fornyet styrke.

Europlus pagten

Europlus pagten blev vedtaget i marts 2011. Pagten var et klart fingerpeg om, hvilke politiske vinde, der blæser i Ministerrådet. Europlus Pagten er kort sagt brede retningslinjer for økonomisk politik, og for at håndhæve dem, rummer pagten en række formelle mekanismer, der skal sikre en slags ‘gruppepres’ i et forsøg på at holde landene på den udstukne kurs. Der er to nøglepunkter i Europlus Pagten:

1. Om offentlige budgetter siger pagten, at de skal gøres bæredygtige ved ”at sikre fuld efterlevelse af Stabilitetspagten, og ved at opmærksomheden først og fremmest rettes mod følgende: Pensionernes bæredygtighed, udgifter til sundhed, samt sociale ydelser.”

Så når der skal skæres i budgetterne – og det skal der stort set over hele linjen, når Stabilitetspagtens mål for lave underskud skal nås – må kniven først og fremmest svinges over sociale ydelser, pensioner og sundhedsydelser.

Det ligger i forlængelse af en anden tværgående EU-strategi, 2020-planen, som pålægger medlemslandene at prioritere områder på finanslovene, som fremmer vækst.

2. For at fremme ’konkurrencedygtighed’ peger Europlus Pagten på angreb på løn samt mere ’fleksibilitet’ på arbejdsmarkedet som de to vigtigste redskaber.

Som Det europæiske halvår, er Europlus Pagten ikke et instrument med skarpe tænder. Der er ikke indbygget andre metoder til håndhævelse end nogle årlige rapporter og et møde i marts, hvor regeringerne skal lægge gensidigt pres på hinanden for at holde sig på den smalle sti.

Men som politisk tilkendegivelse var pagten et væsentligt skridt, som har relevans som rettesnor for, hvordan f.eks. EU’s love og regler gennemføres. Og som med halvåret, sættes der nu spørgsmålstegn ved om pagten skal blive til mere end en politisk statement.

Six-pack’en   

Sixpack’en (en pakke af seks love, som trådte i kraft i januar 2012) underlægger medlemslandene en streng kontrol af finanspolitikken for at sikre overholdelse af grænserne for gæld (60 % af BNP) og underskud (3 procent af BNP). 

Hvis et medlemsland bryder reglerne for underskud, vil det kunne afkræves en hurtig tilpasning og, hvis det ikke sker, en hurtig bøde. Og for første gang – skønt det synes at være i strid med traktaten – kan også en for høj gæld føre til en bødestraf.

I alt kan en bøde drives op til 0,5 procent af BNP efter de nye regler. Alt dette kan gå stærkt, bl.a. fordi der nu ikke længere kræves kvalificeret flertal i Rådet for at skride ind, men omvendt; der skal være kvalificeret flertal imod, hvis det skal hindres.

Sixpack’en palægger også medlemslandene at reducere den offentlige gæld hurtigt til 60 procent, hvis den er højere. Og det er den i hele eurozonen, bortset fra Estland, Luxemburg, Finland og Slovakiet.

Som et resultat af skatte-dumping, den globale finanskrise, og ikke mindst de kostbare redningsaktioner for trængte banker, er den offentlige gæld i eurozonen oppe på 87 procent af BNP i gennemsnit. Med sixpack’en på plads (og finanspagten) betyder det, at landene er tvunget til at gennemføre nedskæringer indtil gælden er på 60 procent. Sker det ikke, vil Kommissionen tage sig af sagen indtil den er faldet på plads.

Om nødvendigt ved brug af sanktioner.

Sixpack’en indeholder også en ny mekanisme for overvågning af såkaldte ’makroøkonomiske ubalancer’. Det afgøres adhoc , primært af Kommissionen, hvilke ubalancer der skal kigges efter, men generelt har mekanismen for at rette op på tidens makroøkonomiske ubalancer til hensigt at forbedre ’konkurrenceevnen’.

Det er først og fremmest er rettet mod at sætte underskudslande under yderligere pres. Og for at det ikke skal blive ved snakken er der sanktionsmidler til rådighed: Rettes der ikke hurtigt nok op på ”ubalancerne” kan der i yderste konsekvens falde en bøde.

Det nok mest kontroversielle element i ordningen er, at den skal kunne bruges til at få medlemslandene til at presse lønnen.

Er det for besværligt for regeringen at gøre det direkte, må lønnen i det offentlige sænkes, i håbet om en afsmitning andre steder. Som en højtstående embedsmand sagde, da forslaget i sin tid blev lanceret af Kommissionen: 

”Når lønnen i den offentlige sektor skader konkurrencedygtigheden og prisstabiliteten, så vil det pågældende land blive bedt om at ændre politik. Lønudviklingen i den offentlige sektor har jo en stor indflydelse på den private økonomi.”

Oprindeligt var det tanken, at sanktioner for at have for store ubalancer kun skulle gælde landene i eurozonen, men en separat beslutning om reglerne for EU-støtte gør det nu muligt at give en indirekte bøde også til ikke-eurolande. Det sker ved at holde midler tilbage.

Så i landene uden for eurozonen, herunder Danmark, kan vi glæde os over, at vi ikke får en bøde. Der er bare nogle penge, vi ikke får! En egentlig bøde ville nemlig have været i strid med EU-traktaten. Det ville også have været i strid med EU-forbeholdet.

Men med denne bagdør har et stort flertal i Folketinget kunnet tilslutte sig.

Finanspagten

Finanspagten er en traktat, alle medlemslande har tilsluttet sig, bortset fra Storbritannien og Tjekkiet. Derudover har Sverige alene tilsluttet sig de mindre forpligtende dele af traktaten. Finanspagten træder i kraft i begyndelsen af 2013.

Den nye traktat handler først og fremmest om medlemslandenes underskud.

De tilsluttede lande skal indføre national lovgivning, der sikrer, at en til enhver tid siddende regering holder ’det strukturelle underskud’ på mindre end 0,5 procent af BNP, hvis landets gæld er på over 60 procent af BNP – og på under 1 procent, hvis gælden er mindre.

Dette er betydeligt strengere end regler under Stabilitetspagten, hvor medlemslandene kan have op til 3 procent af BNP i underskud. Det vil cementere nedskæringspolitikken på nationalt plan, især i krisetider.

I princippet skal finanspagten gælde i al fremtid. Det er ikke hensigten, at landene skal kunne forlade finanspagten. For eurozonens vedkommende er det snarere tanken, at det skal være helt umuligt.

De lande, som har underskrevet finanspagten, er tvunget til at tage reglerne meget alvorligt. De skal om muligt forankre dem i deres forfatninger, alternativt tildele dem en prominent plads i lovgivningen.

For Danmarks vedkommende er finanspagten gennemført via ”budgetloven”, der blev vedtaget af regeringspartierne, Venstre og Konservative i juni i år.

Alt i alt fører finanspagten til en svækkelse af de nationale parlamenter, og til et pres på offentlige udgifter, herunder offentlige investeringer, uddannelse og sociale ydelser. På denne måde følger pagten den samme logik som EFSF/ESM lånene, der sætte sociale rettigheder og demokrati under pres i lande, der har optaget lån.

Finanspagten har stadig et par løse ender, som endnu ikke er videreudviklet. Det gælder f.eks. en regel om, at lande der gennemgår den formelle procedure for lande, hvis underskud er for højt (proceduren for uforholdsmæssigt store underskud), skal gennemføre et ’makroøkonomisk tilpasningsprogram’. Programmer, hvis nærmere indhold skal fastsættes ved lov i EU.

Finanspagten markerer også endnu et skridt mod en fælles økonomisk politik ved at pålægge medlemslandene at høre Kommissionen og Rådet i forbindelse med optagelse af lån og vedtagelse af nye reformer af den økonomiske politik. Noget, de nuværende forslag om en ’integreret økonomisk politik’ udvikler videre på. 

Two-pack’en

Two-pack’en er ikke endeligt vedtaget, men prognosen er, at det sker snart. Når den træder i kraft kan medlemslande, der oplever ’alvorlige vanskeligheder’ blive sat under forstærket overvågning – et meget omfattende kontrolsystem.

Skulle et medlemsland modtage et lån fra et andet medlemsland, fra IMF, eller fra EU’s lånefond ESM, giver two-pack’en desuden mandat til Kommissionen til at udfærdige et ’makroøkonomisk tilpasningsprogram’. 

Med two-pack’en skabes altså et lovmæssigt grundlag for netop den slags struturtilpasningsprogrammer, som Irland, Rumænien, Portugal og Grækenland gennemlever.

Two-pack’en rummer også en procedure, medlemslandene i eurozonen skal følge, når de skal udfærdige finansloven for det efterfølgende år. En procedure, der ligger i forlængelse af Det europæiske halvår.

Under Halvåret kommer Kommissionen og Ministerrådet om anbefalinger til medlemslandenes finanslove, og dernæst sendes finanslovene til behandling i de nationale parlamenter. Men når two-pack’en er vedtaget slutter festen ikke dér. I slutningen af november skal medlemslandene sende et detaljeret udkast til finanslov den 15. oktober, og hvis Kommissionen identificerer ”særlig alvorlig brud på de politiske forpligtelser, der findes i Vækst- og Stabilitetspagten, vil Kommissionen” bede om at få et andet udkast” som det hedder.

Dernæst vil Kommissionen skrive en vurdering af finansloven, som skal til debat i kredsen af eurolande. Skønnes et medlemsland fortsat være på kant med Vækst- og Stabilitetspagten, vil det blive underlagt skærpet overvågning.

Fra trojkaen til ”kvartetten”

Samlet set udgør alle disse tiltag en stram spændetrøje for den økonomiske politik, hvor angreb på sociale rettigheder, velfærd og demokrati er dagens orden. Men det betyder ikke, at opbygningen af et system for ’økonomisk styring’ i EU er afsluttet.

De næste skridt kan allerede høres, og de er foreløbigt formuleret i forslagene fra en kvartet , en formandsgruppe på fire personer; Formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, formanden for Kommissionen, José Manuel Barrosos, formanden for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, og endelig formanden for eurogruppen, Jean-Claude Juncker.

På bundlinjen af forslagene fra kvartetten står i grunden noget meget enkelt: At den samme politik, som troika’en gennemtvinger i Irland, Portugal og Grækenland, også skal gælde for resten af eurozonen – og om muligt for hele EU.

Om disse forslag handler anden del af artikelserien.

Denne artikel er en redigeret og fordansket udgave af en artikel skrevet sammen med Steffen Stierle (ATTAC-Tyskland)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce