Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
anmeldelse
20. juni 2012 - 18:15

Beach Boys og de uendelige muligheder

Beach Boys har altid besunget sommeren som et rum af muligheder. Men sommeren er ved at være slut. Gruppens kreative kraft Brian Wilson fylder 70.

I deres livs efterår har de overlevende Beach Boys skabt et album om de somre, der snart er slut.

Det lyder trist for et band, som gennem hele sin levetid har hyldet sommer, sol og harmoni.  

Det nye album That’s Why God Made The Radio pløjer videre i det selvskabte lydspor, men lyden er blevet tyndere med tiden.

The Beach Boys er uden sammenligning en af de mest indflydelsesrige grupper i amerikansk rock- og popmusik. Gruppens musik er fast forankret i den kerne af kreativitet, så forskellige grupper som The Ramones, Jesus And Mary Chain, The Carpenters og MGMT trækker  eller trak på.

Læg dertil alternative grupper som Of Montreal, Animal Collective og High Llamas, der alle står dybt i gæld til Beach Boys’ mest kreative perioder.

Ikke den oprindelige gruppe

I anledning af Beach Boys' 50 års jubilæum er gruppen blevet gendannet med Brian Wilson som leder. Det vil sige, i virkeligheden er det i vidt omfang Brian Wilsons faste gruppe, der er blevet tilført nogle medlemmer med en fortid i Beach Boys: Mike Love, Al Jardine, Bruce Johnston og David Marks, en konstellation, som ikke har eksisteret tidligere.

David Marks var oprindelig stand-in for Al Jardine, og faktisk synger han slet ikke på den nye plade ”That’s Why God Made The Radio”.

På vokalsiden er de fire andre forstærket med Jerry Foskett, der også i Brians faste band synger de falset stemmer, som Brian Wilson ikke længere kan klare.

Alt i alt betyder det, at den vokale sound ikke er særlig meget mere Beach Boys-agtig, end den, Brian Wilsons band er i stand til at skabe.

Faktisk er lyden forholdsvis tynd, da de musikalske arrangementer i lange stræk er ret skrabede i forhold til, hvad man efterhånden forventer fra Brian Wilson.

Og der er sket noget med perspektivet i musikken i genforeningen af Mike Love og Brian Wilson. Selv om Wilson stadig ikke nøjes med at se tilbage, men ser fortiden udefra - ”From There To Back Again” er en af titlerne – så er albummet generelt tilbageskuende.

Måske et resultat af medlemmernes alder sammenholdt med, at de nok kun virkelig har fortiden tilfælles.

Historien

The Beach Boys blev dannet i Hawthorne, Californien af de tre teenage-brødre Brian, Carl og Dennis Wilson og deres fætter Mike Love. Med sig havde de en skolekammerat, Al Jardine, som i en periode i 1962-63 blev erstattet af David Marks, da Jardine ville gøre sin uddannelse færdig.

Helt fra starten var gruppen strakt ud mellem Brian Wilsons ambitioner  og kunstneriske integritet på den ene siden, og manageren Murray Wilson (Wilson-brødrenes far) og pladeselskabet Capitols krav om kommerciel succes.

En modsætning, som blev stærkere med årene, da Brian Wilson i 1964 efter et angstanfald nægtede at turnere med gruppen. Resultatet var, at Wilsons studiearbejde og gruppens live-optrædener begyndte at leve hver deres liv.

I processen fyrede gruppen den tyranniske Murray Wilson, forlod Capitol og dannede sit eget pladeselskab.

Men den kreative modsætning mellem kunst og pop skabte talrige kriser i gruppen, da resten af medlemmerne ikke altid forstod det geniale i Brian Wilsons ideer.

Den kreative modsætning var og er også en modsætning mellem en stræben efter et harmonisk utopia i musikalsk gestalt på den ene side, og en rendyrket eskapisme i nostalgisk længsel.

Denne modsætning går ned gennem det meste af gruppens udgivelser, men vejer forskelligt i forskellige perioder.

Medvirkende til kriserne var ikke mindst, at Brian Wilsons brug af det psykedeliske stof LSD ikke blot styrkede hans kreative evner og lydmæssige forestillinger, stoffet forstærkede også hans angst, og det begyndte at virke af og til, selv om han ikke havde taget det.

Det sidste album, hvor Beach Boys med Brian Wilson skabte et helstøbt værk, er faktisk helt tilbage i 1971, hvor ”Surf’s Up” udkom. På dette tidspunkt var Bruce Johnston, Brian Wilsons stand-in ved live-optrædener, optaget som fuldgyldigt medlem og sangskriver i gruppen.

I løbet af 70’erne isolerede Brian Wilson sig fra gruppen og fra omverdenen - dog med undtagelse af 1977-udgivelsen ”Love You”, der er et Brian Wilson soloalbum i forklædning - indtil han i 1988 udgav sit første egentlige solo-album.

Generobringen af det tabte land

Siden 1995 indledte han en proces med at generobre det tabte kreative land og har udgivet en række fremragende albums (og et par middelmådige), der viser, at hans evne til at skabe unikke lydlandskaber og tætte, fyldige harmonier stadig er intakt.

Resten af gruppen har til gengæld, efter en kreativ krise i 70’erne, efterhånden ladet sig indordne i et nostalgi-univers, der – efter henholdsvis Dennis' (1983) og Carl Wilsons (1998) død - koncentrerede sig om at udstille musikken i en stivnet konservativ form, der hylder alt, hvad der er specifikt amerikansk ved den.

Brian Wilson på sin side fortolker sine sange som en hyldest til en gud, der til forveksling ligner kærlighed. Harmonien i hans musik er en forsikring om harmoniens mulighed, en genopretning af forbindelsen til ikke blot en imaginær friktionsfri ungdom, men til et psykisk equilibrium, der minder om tidlig barndom og måske endda fostertilstanden.

Som lytter fornemmer man, at Brian Wilson i lige så høj grad skriver musik for fremtiden, for eftertiden, som han fremmaner minder om det forgangne – han forlener sine harmonier med ”det evige”, mens Mike Love blot søger tryghed i det velkendte.

At Brian Wilson ikke blot er nostalgiker kan bedst illustreres med sangen ”Caroline, No” (fra Pet Sounds).

I ”Caroline No” møder Brian en pige, han har kendt i skoletiden, og han spørger hende, hvor hendes lange hår er blevet af. Teksten er meget simpel, men musikken udtrykker en smertelig længsel. En vished om, at pigen ikke længere er den, han kendte, og der er noget i livet, der er gået tabt for evigt. En uskyld, en måde at betragte verden på, et paradis.

Men teksten udtrykker en tilstand, hvor fortiden betragtes udefra og som noget uopnåeligt. Dermed er den en desillusion, der understreges af musikken stræbende linjer, der er forankret i et nu og et her, og som forholder sig til en anden tid og et andet sted. Da det er afstandens smerte, der udtrykkes, er det ikke muligt at give sig hen til det forgangne.

Sangen peger altså på en anden verden set fra denne verden, og det er mere gennemgående i Wilsons sange end den rene tilbageskuen.

Et andet eksempel er ”Wouldn’t It Be Nice” (også fra Pet Sounds), her er en længsel efter en mere problemfri fremtid ("Wouldn’t it be nice if we were older / then we wouldn’t have to wait so long"). Teksten udtrykker en drøm om en fremtid, hvor sex ikke er noget, man skal vente på, en fremtid, hvor man ikke skal spørge sine forældre om lov.

Men når den sang stadig er populær 46 år senere hos mennesker, som ikke skal vente på deres seksuelle debut, og som ikke skal spørge deres forældre om noget, er det naturligvis, fordi det er et livsvilkår for de fleste at skulle vente på bedre tider, og sangen fastholder den tilstand, hvor alt er muligt i en solrig fremtid.

Alt dette er understreget af den tilstræbte harmoni og den visionære instrumentering af musikken, som ikke blot lægger sig tilrette i faste formler, men hele tiden (når Brian er ved roret) udfordrer forventningerne og bryder med vante skemaer.

Musikken peger på det mulige, på drømmene og på sammenhæng mellem mennesker. At dette i Brian Wilsons sammenhæng bliver sammenknyttet i et gudsbegreb (”musik er guds stemme”, har han sagt), siger nok mest om sprogets begrænsninger. Man kan i hvert fald sige, at denne konkrete gud materialiserer sig i form af lyd, dvs. luftsvingninger og lufttryk i det fysiske rum.

Agamben

Den italienske filosof Georgio Agamben har skrevet en hel del om sprogets grænser. I bogen ”Det kommende fællesskab” beskriver han for eksempel et ”udefineret, oprindeligt fællesskab”, som ikke kan træde frem i det sprog, vi kender, fordi det er baseret på repræsentation.

Dette oprindelige fællesskab har ifølge Agamben sit udgangspunkt i tilstedeværelsen af en menneskelig kraft, han kalder potentialitet. En kraft, der ligger i menneskets anlæg for at tilegne sig verden og i det faktum, at alle mennesker har en ubevidst erfaring om en barndom, hvor det er u-formet og har alle muligheder foran sig. Denne barndom med sine åbne muligheder er en vedvarende del af menneskets liv, selv om den skubbes til side blandt andet gennem sprogets indhegning.

Dette uberørte og unævnelige rum – som Agamben kalder kommunisme, og som Brian Wilson kalder gud – kan berøres mentalt og uudtalt i musik, ikke mindst i sange som God Only Knows og ’Til I Die, begge skrevet af Brian Wilson.

Det rum, der åbnes, er både erindring og forventning og en henriven til en tilstand. En perfekt verden, hvor alt er på plads, fordi det er i opbrud. Aldrig er denne tilstand bedre visualiseret end i George Lucas’ film ”American Graffiti” om en gruppe studerende i deres pure ungdom, som har den sidste nat sammen, og hvor hele livet ligger foran dem.

Her er tiden, der beskrives, heller ikke blot en tid, men et sted, en forestilling om en tilstand med uendelige muligheder

Den umiddelbare verden, vi lever i, er til gengæld en fremmed verden, men vi kommer igennem den fordi, vi er sammen, som det formuleres på det nye album i sangen ”Strange World”.

Gud skabte radioen

Selv om den nye plade ikke når samme højder som hverken Pet Sounds eller nyere solo-udspil fra Brian Wilson, er den ikke uden smækre momenter.

Pladen indledes med lyden af et meget harmonisk sted, som også er en erindring, ”Think About The Days”.

Stemmerne mødes, og i mødet sætter hver stemme luften i svingninger, og de forskellige lydfrekvenser danser sammen. Med luftens bevægelser åbnes et rum, både fysisk og i den lyttendes perception.

I titelsangen lyder teksten:

”Feel the music in the air / find a song to take us there / it’s paradise when I lift up my antennae / receiving a signal like a prayer”

Der er stor kontrast mellem denne sang og så Mike Love’s bidrag ”Daybreak Over The Ocean”. Forskellen består i at besynge det tabte paradis og lade sig inspirere af dets mulighed på den ene side, eller foregive en idyl omgivet af tryghed på den anden side. Mike Love idylliserer og stiller sig tilfreds med den givne skønhed.

Der er flere sange på dette album, som er mere ordinære, end man er vant til fra Brian Wilson. De fungerer, men indbyder ikke til evig genlytning og vil næppe blive hyldet som klassikere i fremtiden.

Men i albummets tre sidste sange sætter Wilson et fyldigt punktum for sit hidtidige værk, og måske også for skabelsen af flere drømme.

Det er ved at synke ind, synger Wilson, at sommeren er ved at være ovre. Sollyset toner ud, og der ikke meget mere at sige. Der var engang, livet lå foran os, det gør det ikke længere: ”I wish that we could get from there and back again”.

Disse tre sange med deres delvis usædvanlige musikalske strukturer og harmonier fra en anden verden giver en god belysning af det uendelige mulighedsrum, som står tilbage, når efteråret og vinteren har taget over.

Albummet slutter passende nok med lyden af regn i et mennesketomt rum.

Beach Boys:  ”That’s Why God Made The Radio” (Capitol - cd)

Beach Boys i den nye/gamle konstellation spiller onsdag 1. august på Amfiscenen ved Musikhuset Aarhus.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce