I hvilke situationer og under hvilke betingelser er frivilligt arbejde progressivt?
2011 var ”frivillighedens år” i EU, og hvert år fejres ”Frivillighedens dag”. Umiddelbart et velfortjent skulderklap til de utallige borgere, som dagligt bruger fritid på aktiviteter i deres nærområde.
Fra sportstrænere over spejderledere til besøgsvenner har alle vi frivillige fortjent et skulderklap fra ”det officielle Danmark”.
Nu findes der sjældent roser uden torne, og bagsiden af frivillighedsmedaljen er, at der pludseligt kan nedlægges arbejdspladser, hvor tidligere lønnet arbejde erstattes med frivilliges indsats.
Konceptet ”frivillighed” kaster os som socialister ud i et dilemma. På den ene side aflaster vi velfærdssamfundet med folkekøkkener, som indsamlere for Røde Kors eller som besøgsvenner mv. og baner dermed vejen for nedskæringer i det normerede personale. På den anden side opbygger vi samtidig det samfund, vi ønsker at leve i, ved at bruge vores fritid på meningsfulde aktiviteter til gavn for de sociale sammenhænge, vi har valgt at kaste vores kærlighed på.
Højrefløjen har valgt strategi og forfølger aktivt at inddrage frivillige på alle niveauer i samfundet, og har blandt andet kritiseret et socialdemokratisk forslag om statslig støtte til ”trængende” i juletiden med det argument, at det vil ødelægge det arbejde, de frivillige organisationer udfører.
Højrefløjen har for visses vedkommende overtaget en traditionel venstreorienteret retorik og argumenterer med omsorg, sociale netværk, solidaritet og civilsamfund, og samtidig benytter de anledningen til at konstatere, at venstrefløjen tilsyneladende er blevet materialister, når alt skal gøres op i lønarbejde og penge.
Det er vigtigt at venstrefløjen ikke falder i fælden og begynder at diskutere præmisser på bekostning af indholdet. Højrefløjen har nemlig ret et stykke hen ad vejen.
Som socialister skal vi overveje, hvordan vi selv ville indrette vores velfærdssamfund, hvis vi havde flertallet i parlamentet. Vil vi f.eks. indrette plejehjem uden at forvente, at de pårørende er en del af hverdagen? Jeg tvivler.
Jeg tror ikke, at vi ville acceptere en sådan grad af individualisering, at vi undlader aktivt at skabe rammerne for at styrke de ældre medborgeres sociale bånd til familien og/eller vennekreds. Jeg tror, at vi ville tage samtaler med beboeren og dennes pårørende, og sammen finde ud af i hvilket omfang, der fortsat skal være kontakt, og hvordan de pårørende kunne være en del af hverdagen. På den måde styrker man familiens sammenhold, og samtidig kan plejehjemmet bedre prioritere ressourcerne.
Når vi først har anerkendt behovet for mere frivillighed i samfundet, kommer vi til de vigtige diskussioner. I hvilke situationer og under hvilke betingelser er frivillighed progressivt?
Et eksempel på denne diskussion er Badeanstalten i Sjællandsgade i København. Tidligere en Badeanstalt med 9 fuldtidsstillinger og åbent 7 dage om ugen. En nedskæring efterlod 6 fuldtidsansatte og en 6 dages uge.
Gæsterne var få, men til gengæld løftede Badeanstalten en vigtig social opgave ift., at svage grupper som hjemløse, ældre og psykisk syge havde en løbende kontakt til ”det normale samfund”, og Badeanstalten fungerede for mange gæster som det fysiske mødested for deres sociale netværk.
Fra politisk side pressede man Badeanstalten hårdt med trusler om lukning og forskellige ”tilbud” om, at man måske kunne skære ned på antallet af ansatte, og i stedet benytte frivillige.
Jeg var dengang ansat på stedet, og vi diskuterede løbende, hvordan vi skulle forholde os til situationen. Vi endte med ikke rigtig at tage aktiv stilling til det, og i sidste ende besluttede Borgerrepræsentationen at lukke Badeanstalten helt.
Nu står Badeanstalten overfor at blive genåbnet med frivillige, og kommunen betaler husleje, vand, varme, el og en renovering af bygningen.
Hvad gør vi som socialister næste gang, vi står i en sådan situation? Der var en stærk brugergruppe omkring Badeanstalten, som kunne gå ind og arbejde for en genåbning, men det er jo ikke sikkert, at det er tilfældet næste gang, en gruppe ansatte presses.
Skal man i det tilfælde afvise at reducere antallet af arbejdspladser og inddrage frivillige?
Et andet centralt spørgsmål er, hvilke betingelser man skal acceptere at arbejde frivilligt under. Modkraft-blogger Eskil Hal problematiserer frivilligheden i et indlæg d. 4. september 2012, hvor han argumenterer for at betingelsen for frivilligt arbejde er, at man får ”absolut kontrol over produktionsapparatet”.
Det er en god ledetråd, men den kan ikke bringe os helt i mål. F.eks. er det oplagt, at frivillige ikke kan eller skal benytte et kommunalt/offentligt produktionsapperat (badeanstalt, spillested eller plejehjem mv.) til at berige sig selv økonomisk eller udøve ødelæggelser på vores fælles værdier.
Tilbage står det dog, at man som frivillig skal vurdere, om betingelserne for ens engagement er i orden. Man skal ikke blot acceptere de rammer, som plejehjemmet eller kommunen opstiller, men aktivt vurdere, om man bliver ”lønarbejder uden løn”, eller om man på afgørende vis får adgang til at præge sin og sine medmenneskers hverdag.
Der findes områder i dagens Danmark, hvor det giver mening via øget frivilligt arbejde at skabe strukturer, som fastholder og/eller integrerer borgere som aktive samfundsdeltagere, og venstrefløjen er pinedød nødt til at forholde sig til, hvilke områder det gælder, og på hvilke præmisser.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96