Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
anmeldelse
9. juli 2012 - 11:58

Blod! Vold! Død! Roskilde!

Weedeater er sjovt opløftende, Warbringer synger om eksploderede hoveder, og Mew klinger smukt i Roskilde.

Fredag formiddag på Roskilde Festival, efter den eneste regnskylle under festivalen, hørtes en lydprøve fra Odeon-scenen i det fjerne. Det lyder for undertegnede som noget af det mest lovende af årets lineup. Tung, riffdrevet, groovy stener rock.

Weedeater

Inden de gik på, var trommeslageren inde og anbringe en six-pack ved sit trommesæt, og den skæggede bassist og forsanger Dave 'Dixie' Collins blev set luske rundt med en flaske vodka ude i kulissen. Vi introduceredes til trioen med et tilbagelænet sydstats "Hey" og en start af dyb feedback fra bas og guitar, mens de tre amerikanere lige strakte deres sikkert mørbankede kroppe og gjorde sig klar. Stilen var lagt.

Starten gik med to rundgange fuzzet bas riff, som med brug af tritonus-intervallet sværgede troskab mod genrens hellige gral fra 1970 - Black Sabbath. Trommerne slog ind, og vi var igang, tungt og svedigt pulserende.

Det kan godt være, de var snaldrede, men det er de i så fald tydeligvis vant til, for der er ikke skyggen af tvivl om, at de ved, hvad de laver. Overlegen hurtig fristil på bassen samtidig med den hæse sludge-vokal og evig tungt trommespil, tilsat passende mængde sikre finesser.

Ude i venstre side af scenen kunne man se hr. Hank Williams III stå og rocke med i sin sydstatsflagsbemalede læderjakke, og skulle det undervejs ske, at de tunge riffs trak én lidt for meget ned i mudderet sammen med de begyndende tømmermænd, behøvede man blot at betragte trommeslageren eller bassisten, der med hver deres udsyrede måde at være ét med musikken på var et opløftende sjovt show i sig selv.

'Dixie' står det ene øjeblik skeløjet og bræger i mikrofonen, det næste skyder han snot ud af næsen eller triller rundt på scenen som en 'Weedmonkey', som sidste nummer hed.

Weedeater's stil er en fed rendyrket blanding af stoner rock og sludge metal hele sættet igennem. Måske på grænsen til det for ensformige, men bandet er så sikker i denne opskrift, og det eksekverede den så godt, at det virkelig holdt. Det eneste, man kunne have ønsket, var, at guitaristen var en tand mere på, både hvad angår lydniveau, sceneopførsel og mere fremtrædende lead-passager.


Warbringer

"Good evening! We are Warbringer, and we're born in the USA!"
Lørdag aften havde det amerikanske thrash metal band fået den tjans at spille på Junior Pavillionen, mens Bruce Springsteen var midt i sit 3 timers sæt på Orange. Men det gjorde sgu nok ikke så meget, for enten er man thrasher, eller også er man ikke.

Hvis man er thrasher, så stod man selvfølgelig forrest til Warbringer, og så snart bandet satte igang med thrash rytme nummer 1, smed man den halvfyldte nachos-bakke, man havde fundet efterladt ovre ved Gringos mucho macho boden ud over resten af publikum, og begyndte at svinge sit lange, beskidte hår.

Det var, hvad der skete, da kvintetten - der trodser det faktum, at de er født 20 år for sent til at være en del af midt-80'ernes thrash-eksplosion - lagde ud med første hurtige riff. De er et af de nyere bands, der stadig holder liv i den mest headbang-indgydende genre af dem alle.

Herfra blev det kun vildere endnu - tomme ølkander og fyldte vandkrus fløj til højre og venstre til lyden af de fræsende guitarriff og -soli og den aggressivt råbende vokal, der også nu og da ramte højere toneleje.

Det var nok en tand for voldsomt for publikums eget bedste, da forsangeren opfordrede til circle-pit og wall of death, og desuden fortalte, at han gerne ville se noget "... Blood! Some violence! And some death!", til crowd safety-folkenes store fortvivlelse.

Det er egentlig slet ikke nødvendigt at opfordre til den slags, for når man spiller denne genre så godt, som Warbringer gør, skal folk nok gå tilstrækkeligt amok alligevel.

Undertegnede nåede selv at se en gut flygte ud med, hvad der lignede en brækket næse og dertilhørende blod i hele ansigtet, og en bevidstløs pige, der måtte bæres ud fortil.

Sådan gik det til under festivalens eneste rigtige thrash metal koncert. Ingen eksploderede hoveder, som teksterne ellers gerne handler om, men tæt på.

Mew

Klokken halv to natten til søndag havde Mew fået job på Orange. Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om noget større, man kan opnå som dansk band, og det skinnede også klart igennem fra Mew-drengenes side af.

I et næsten rørstrømsk "tusind tak" fra forsangeren Jonas efter første nummer, og senere guitarist Bo, der fortalte om, hvordan de to havde kendt hinanden, siden de var små, lod de os forstå, at det var et af de største øjeblikke i deres musikalske liv.

Første del af sættet indeholdt en række af de gode og velkendte numre fra gennembrudspladen Frengers.

Deres originale smukke indierock gjorde sig rigtig godt på den kæmpe scene, og Jonas karakteristiske lyse vokal klingede smukt ud i natten.

Weedeater, Roskilde Festival 6.7.2012.

Warbringer, Roskilde Festival 7.7.2012.

Mew, Roskilde Festival 7.7.2012.

 

Læs "Rødder og magt i rytmiske mønstre".

Læs "Liflig country og gentagelsens melankoli".

Læs "Israels mur på Roskilde Festival".

Læs "Roskilde Festival åbnede med et brag og lyriske fangarme".

Læs "De rige fattige på Roskilde".

Se også linkbox om Roskilde Festival gennem årene på Modkraft.dk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce