Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
anmeldelse
17. maj 2013 - 10:55

Brændende fantasier i faste rammer

Burnin Red Ivanhoes nye album er præget af syret fantasi og velformede kompositioner. Men også af en gennemgående undren.

Et af dansk rocks mest originale og ældste bands, Burnin Red Ivanhoe, udgav i sidste uge sit niende album, kaldet »BRI«.

Siden forrige album er der gået 15 år, og i dag er der kun Karsten Vogel og Kim Menzer med fra den mest kendte besætning, som turnerede landet tyndt i højglansperioden 1970-72.

Burnin Red Ivanhoe udgør en forgrening af en meget lang avantgardistisk musiktradition, der lægger ligeså meget vægt på udforskning af musikkens muligheder som på den umiddelbare kommunikation. 

Kommunikationen og tilfredsstillelsen af det forventede får aldrig lov at stå i vejen for udfoldelsen af musikkens væsen - og omvendt. 

Derfor har Burnin heller aldrig, trods en historie, der rækker tilbage til 1967, udviklet sig til et nostalgi-trip.

Karsten Vogel har sine rødder i den Ornette Coleman- og Albert Ayler-inspirerede free jazz - en musik og et miljø, som i anden halvdel af 60'erne krydsede spor med dengang helt nye tendenser i den elektriske musik, der gik i retning af mere free form improvisation. 

I vores del af verden betød det, at en række yngre jazzmusikere skiftede til over til rock og skabte nye jazzrock-former. Det var før, den egentlige fusionsmusik tog form i USA, og på det tidspunkt var Nordeuropa på forkant med udviklingen med grupper som britiske Soft Machine, tyske Amon Düül II, svenske International Harvester og danske Burnin Red Ivanhoe.

Burnin blandede sine rock og jazz elementer med fantasifulde tekster, der berørte seksuel frigørelse, længsel og dagdrømmerfantasier med en barnlig glæde og legende musikalitet, der trak ligeså meget på udfordrende nyskabelser som på folkelig cirkustradition.

BRI

Således også på det nye album, der indledes med kompositionen »Tiden Om Tiden«, en rundtur i tidsbegrebet, man let bliver rundtosset af, hvis man nøjes med at lytte efter teksten. Musikalsk åbner et melankolsk rum af psykedelisk stemning, præget af fri fantasi på en klangbund af forvrænget guitarbevoksning og blomstrende blæsere. Og det holder sammen på teksten, så man ikke bliver så rundtosset alligevel.

Generelt præges lydbilledet på flere kompositioner af en lignende komprimeret atmosfære af guitartæppe og markante linjer spillet af altsax og fløjte. Både lydmæssigt og kompositorisk er disse tættere på debutalbummet M144's sange, end noget Burnin Red Ivanhoe har lavet siden. 

Men der er også mere intime lyriske stemninger, som i de jazz&poetry-prægede »Café Blåhat« og »Ironman Ivanhoe«.

Et enkelt nummer, »Det Er Det«, skiller sig ud fra resten stilmæssigt og stemningsmæssigt. Med sin kombination af visesang i tradjazz/akustisk setting virker det altmodisch i sammenhængen. Men til gengæld leverer Vogel en smuk, lyrisk solo på altsax.

Den instrumentale komposition "M144" (opkaldt efter debutalbummet) skiller sig positivt ud fra resten ved at være helt tæt på klassisk Burnin Red Ivanhoe og 200 procent Vogel: Efter en harmolodisk inspireret indledning, sætter den solide rockbund scenen, og skæve toneranker vokser frem: Et meget smukt tema, som man får lyst til at nynne med på, udfolder sig, og det veksler med energi-eksplosioner i fløjte og altsax.

Man undrer sig

Det generelle tekstmæssige perspektiv på albummet er betragterens. Med et skarpt øje for poesien i relationerne, vekslende med sløret sansning og frit flydende fantasier. 

Et gennemgående træk i udtrykket er en følelse af undren.

Og på den måde træder Burnin Red Ivanhoe jo meget aktuelt ind på den samfundsmæssige scene, for der er da meget at undre sig over for tiden, og det må meget gerne få et musikalsk/tekstmæssigt udtryk.

I de fleste konstellationer af Burnin Red Ivanhoe, siden gruppen første gang blev opløst, har Ole Fick været med på guitar og vokal, og det er han ikke længere. Det kan lytteren til gengæld undre sig over.

Det nye album er lidt præget af, at Karsten Vogel og Kim Menzer har allieret sig med studiemusikere på Ole Ficks plads.

Guitaristerne Jens Runge og Aske Jacoby gør et godt stykke arbejde, især sidstnævnte brillerer flere steder, f.eks. i »Mind The Gap« og »Air II«. 

Men vokalt betyder det, at stemmerne virker lidt anonyme i sammenhængen, de er her blot Vogels forlængede instrument, hvilket ikke er tilfældet, når Fick tager fat. Han gør i højere grad det vokale udtryk til sit eget.

Dette præg af hyrede musikere har også betydning for forholdet mellem det frie flow og de faste rammer i musikken. Udtrykket virker generelt mere stramt, styret og afmålt af komponisten end tidligere.

Men alt i alt er »BRI« en samling kompositioner, der igen fastslår Burnin Red Ivanhoes og især Karsten Vogels format og betydning for innovativ, dansk musik. Stadig med fremtiden foran sig.

Burnin Red Ivanhoe består på "BRI" af: Kim Menzer, Karsten Vogel, Jens Runge, Aske Jacoby, Assi Roar, Klaus Menzer.

Burnin Red Ivanhoe: "BRI" (Sony - cd)  (producer Richard Plougmann og Burnin Red Ivanhoe) Udkom 6.5.2013.

Burning Red Ivanhoe spiller fredag den 17. maj på Loppen, Christiania, når Loppen fejrer 40 års fødselsdag.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce