BZ: Et familiedrama

Øvigs bog handler om den københavnske BZ-bevægelse 1981-1990, som han selv kalder »1980’ernes vigtigste danske oprørsbevægelse«

Jeg er en af de tidligere BZ’ere, der sagde nej tak til at fortælle Peter Øvig om min tid i BZ. Når jeg nu ser resultatet, er jeg glad for min beslutning. Det kan virke paradoksalt, for de personlige beretninger fra de BZ’ere, der valgte at medvirke, er fantastisk læsning.

Læs »Ex-bz'er: Derfor vil jeg ikke medvirke i Øvigs bz-bog«

1980’ernes BZ-miljø er et overflødighedshorn af spektakulære aktioner og et forrygende indre liv. Kombineret med Peter Øvig Knudsens velkendte evne til at dramatisere fortiden, kunne hans BZ-bog nærmest ikke undgå at blive spændende.

Læseren kommer tæt på flere af de sensationelle begivenheder, som gjorde BZ til »uden konkurrence den mest omtalte politiske gruppering i firserne«, som Peter Øvig skriver.

I bogen hører vi korte og længere erindringsglimt fra omkring 30 tidligere BZ’ere af forskellig slags, kunstnertyper, drukpunks, børnemagtere, gadedrenge, hippietyper, osv.

Svende, Tuden, Kusse-Kurt, Claus, Kate, Erik Sjon, Mariella, Janne, Schmidt, Simon, Muffe, Eva, Kokke-Bo m.fl. giver levende indblik i BZ-miljøet, og på hver sin måde erklærer de fleste deres kærlighed til den tid og det fællesskab, som de her oplevede.

Absolut anbefalelsesværdig læsning.

Læs artiklen »Øvig Knudsen efterlyser BZ'ere« hos Modkraft

Skurkene i Øvigs fortælling er i BZ-miljøet

Men på andre måder er bogen en lang gentagelse af den, fra medierne velkendte, nedturshistorie om BZ som i begyndelsen er et åbent og humoristisk oprør, der blev ødelagt indefra af voldsfascination og fanatisme.

De politiske magthavere fra dengang kan trygt læse Peter Øvigs bog. Det er ikke dem, som Øvig retter det kritiske lys mod. Skurkene i Øvigs fortælling skal findes inde i BZ-miljøet. 

Når jeg og mange andre sagde nej til at medvirke til Peter Øvigs bog, så var det ikke fordi vi var imod et kritisk lys på BZ-bevægelsens negative sider.

Jeg kender ikke nogen tidligere BZ’er, der benægter, at vold, kriminalitet, uformelle magtstrukturer, lukkethed og politisk selvhøjtidelighed også var en del af BZ. Det er noget som fx en stor gruppe gamle BZ’ere for længe siden tog op i bogen »De autonome« fra 1994. Her omtales problemet med de »stemninger af had og råhed«, der fulgte med gadekampene, ligesom der peges på »uformelle rangordner, intolerance og lukkethed«, »kliker der kunne være nogle rigtigt dumme svin over for hinanden«, og hvordan vi kunne være »ret nedladende og arrogante« over for udenforstående.

Det er dog ikke noget, vi siden har gjort meget ud af at bearbejde i fællesskab og mere grundigt.

Men som det fremgår af Peter Øvigs egen bog, hvor han plukker fra gamle BZ’eres facebookdebat, så er der en åbenhed over for bøger som »er kritiske og udfordrer de ofte romantiserede selvforståelser, som mange af os bærer rundt på«, som det udtrykkes af en af dem, som Øvig selv placerer i BZ’s inderkreds.

Fremmer én bestemt opfattelse af BZ

Sagen er bare, at Peter Øvig ikke formåede at give mange af os tillid til, at han var den rette facilitator til den proces.

Min mistillid til Peter Øvig er ikke blevet mindre af hans BZ-bog.

Her hører vi de medvirkende eks-BZ’eres forskellige beretninger, der sammen med andet materiale belyser BZ-historien.

Men Øvigs måde at lægge det hele til rette fremmer en ganske bestemt opfattelse. Og det er opfattelsen af, at en lukket inderkreds af konfrontationssøgende personer, senere suppleret af autonome ideologiske fanatikere, hele vejen igennem har styret BZ-miljøet med hård hånd, mens de førte miljøet ud i den ene unødvendige voldelige kamp efter den anden.

Der var unægtelig problemer i BZ. Men ikke som den skurkehistorie Peter Øvig her har sat sammen.

Læs artiklen »Aktivister advarer imod Øvig Knudsens bogprojekt om BZ-bevægelsen« hos Modkraft.

En lang gentagelse af den velkendte nedturshistorie om BZ

Hvorfor blev det voldeligt? BZ startede i 1981 som en mangeartet bevægelse for unges livsudfoldelse og selvstyrende fællesskaber.

Den vold, der udviklede sig i BZ-kampen, var først og fremmest nogle politisk afmægtige, men også handlekraftige unges forsøg på at finde en vej frem.

Hvordan skulle de forholde sig til at blive afvist af politikerne og gang på gang fjernet af politiet?

Man kan mene, at de unge burde have fundet på andre løsninger som fx en effektiv ikkevoldsstrategi. Men det fandt de bare ikke ud af, og i stedet lærte de, at hvis de barrikaderede deres huse og sloges med politiet, så havde de held til at beholde husene i længere tid og endda blive inviteret til politisk forhandling, fordi de unge selv havde vækket offentlighedens opmærksomhed.

Vi taler om en meget broget og kaotisk gruppe af ret unge mennesker, der stod over for dilemmaer og udfordringer, som de prøvede at finde svar på, og som de måske ikke altid fandt de bedste eller mest ønskværdige svar på.

Men det er i samspillet mellem BZ’erne og myndighederne, at man skal finde den grundlæggende årsag til den lejlighedsvise optrapning, og ikke i nogle unges indre fanatisme og voldsfascination.

BZ var aldrig nogen ensartet gruppe med fælles holdning til alting. Fx var det kun dele af miljøet, der engagerede sig i internationale aktiviteter, selvom mange troppede op, når der fx var demonstration mod Shells støtte til datidens sydafrikanske apartheidregime.

Ja, vi var selvhøjtidelige

Der blev også udført sabotage mod firmaer og institutioner, som nogle BZ-grupper mente var medskyldige i uretfærdigheder rundt om i verden.

Og jeg er enig med Peter Øvig i, at når man i dag læser disse gruppers pressemeddelelser, så kan det lyde meget selvhøjtideligt.

Men for os dengang var det hele ikke bare ord.

Vi følte en stærk solidaritet med fx de latinamerikanske indianere eller Nicaraguas sandinister, som flere af os besøgte og som også besøgte os, og vi følte os afmægtige i forhold til, hvordan vi skulle stoppe fx Mærsk i at betjene det umenneskelige apartheidregime.

Læserbreve og folketingsforespørgsler havde vi ikke megen fidus til. I stedet gik vi selv i direkte aktion. Ikke af fanatisme. Men fordi vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle gøre. Og det kan man naturligvis godt kritisere os for, men vores drivkraft var ikke den fanatisme og voldsfascination, som Øvig taler så meget om.

Vores drivkraft var solidaritet og retfærdighedstrang.

Peter Øvigs behandling af BZ’s nok største enkeltkonfrontation, den ni dage lange barrikadeopstand i Ryesgadekvarteret, er symptomatisk for hans måde at fremstille BZ-historien.

Øvig vil kun fortælle om fanatisme

Ifølge Øvig blev de omfattende uroligheder i september 1986 udløst af BZ’ernes sædvanlige søgen efter ballade.

Til trods for at en forhandlingsløsning om ungdomskollektiver i Ryesgade 58 ifølge Øvig næsten var på plads, så »havde et fællesmøde i BZ forkastet aftalen«. Mere hører vi ikke.

Her skylder Øvig virkeligt den undrende læser en forklaring. Er det rigtigt, at BZ ikke ville have ungdomskollektiver? Hvad skete der i de forhandlinger?

Men Peter Øvig interesserer sig ikke for hele det politiske spil, der ellers var afgørende for, at det kom til de større BZ-uroligheder.

Det er sandt, at BZ var svær for politikerne at forhandle med. Vi var meget skeptiske og bekymrede for at blive snøret og miste os selv i det spil, der var politikernes og bureaukraternes hjemmebane.

BZ’s første år havde lært os at tro på egne kræfter, og dertil var vi oprørske og antiautoritære og bøjede os ikke for politikernes første og bedste henstilling.

Men det er en total ommer, at Peter Øvig i bogen undlader at fortælle, at vores krav om at få legaliseret og kunne blive i vores Ryesgadekollektiv blev afvist. Hvorfor i alverden endte vi ellers på barrikaderne!?

Øvig vil hellere fortælle om den fanatisme, som han mener lurede i BZ, og som i hans optik er den egentlige årsag til BZ’s konfrontationer med myndighederne.

Læs artiklen »Øvig Knudsen i tænkeboks om BZ-bog« hos Modkraft.

Skuffelse over den frihed, der var begrænset

Når jeg selv tænker tilbage, så var BZ både håb og skuffelse. Det var mit håb om at opleve ægte fællesskab, det frie liv på egne præmisser og muligheden for at bekæmpe uretfærdighed og gavne ’den gode sag’.

Og som mange af de interviewede BZ’ere fortæller i Peter Øvigs bog, så lykkedes meget af det faktisk til tider. Men til andre tider blev livet i BZ en skuffelse over fællesskab der splittedes, friheden der alligevel var begrænset, og visioner om intern lighed, der aldrig blev fuld virkelighed.

Skuffelse kan man da også høre flere BZ’ere fortælle om i Øvigs bog. Det afspejler alt sammen, at vi ikke var menneskeligt modne nok og politisk for uerfarne til at føre vores oprør helt igennem og løse alle de problemer, vi kom ud for.

Det er en spændende problematik, men det er ikke med det blik, at Peter Øvig ser på vores historie.

De unges afmægtige vold

Mange steder i sin bog fremhæver Peter Øvig BZ’ere som nogle, der kom fra dysfunktionelle hjem, og i forlængelse heraf pådutter han enkelte personer en rolle som moder- og faderfigurer for de øvrige BZ’ere.

Øvig skriver fx at venstrefløjsveteranen Erik Jensen kom til at spille »en slags faderrolle«. Hvor har Peter Øvig dog det fra? Har mange BZ’er fortalt Øvig, at Erik Jensen var som en far for dem?

Det tror jeg ikke, men jeg ved til gengæld, at Erik Jensen var en politisk inspirerende figur for de BZ’ere, der kendte ham. Men Peter Øvigs tankelæsning passer bedre med fortællingen om, at BZ’ernes adfærd i virkeligheden bundede i psykologiske problemer og ikke i noget politisk og samfundsmæssigt.

Komisk læsning om mig selv

Om mig skriver Peter Øvig, at jeg efter min indflytning i Ryesgade 58 hurtigt blev »fascineret af de mere erfarne og hårdkogte BZ’ere.« Som eneste begrundelse bringer Øvig uddrag af min nekrolog over BZ’eren Martin Kat, der døde i 2009.

Men da jeg var ny BZ’er i 1983 var Martin blot en teenager, der lavede kakao og læste eventyr for os andre, og min tid gik i det hele taget med teater, leg, hash og sjov. Øvigs forestillinger om min »fascination af hårdkogte BZ’ere« er næsten komisk for mig at læse.

Anonyme kilder

Peter Øvig lader flere steder nogle være kilde til, hvad andre tænker og føler, oven i købet anonyme kilder. I 1988 ødelagde nogle et oplag af BZ’eren Mogens Voldens bog, »Storbyindianer«.

En yderst trist episode fra en tid med intern splittelse i BZ. Mogens Volden har siden modtaget en undskyldning, og selv om den pinlige sag nok fortjener mere debat, så bliver vi ikke klogere af, at Peter Øvig her lader en anonym kilde fortælle, at nogle (andre) i miljøet angiveligt har en teori om, at Mogens Volden skulle være ramt af det såkaldte Stockholm-syndrom (hvor gidsler forsvarer deres gidseltagere).

Mogens skulle derfor siden have forsvaret bogødelæggernes handling.

Et andet sted i bogen beretter Peter Øvig om det åbne møde tilbage i 2014, hvor Øvig fik lejlighed til at tale med interesserede BZ’ere om sit bogprojekt.

Ifølge Øvig fortæller en anonym mødedeltager ham bagefter, at da Gyda, som i Øvigs bog fremstår som en af BZ’s hårde ledere, trådte ind turde folk på mødet ikke længere være åbenhjertige.

Hvad er det Øvig her laver? Det er ikke den måde at bruge kilder på, som jeg lærte på historiestudiet. Og jeg tror heller ikke, at det er det man lærer på journalisthøjskolen. Man kan altså ikke bruge anonyme, eller for den sags skyld navngivne personer, som kilder til, hvad andre har tænkt og følt.  

Hvad kan man bruge andres vidneudsagn til?

Peter Øvig er i det hele taget meget optaget af Gyda. Hun er en af de stærke kvinder fra BZ, der havde initiativ og kunne tale højt.

Med vores mangelfulde interne demokrati fik de initiativrige og højttalende naturligvis ofte større indflydelse end andre.

Men Øvig er meget lidt konkret med hensyn til, hvordan, hvem og hvad Gyda så angiveligt styrede. Hvad gjorde hun helt præcist? Hvor ved vi det fra? Og hvor mange har oplevet det helt anderledes end Øvigs kilder?

Øvigs billede af Gyda er stort set sammensat af uspecifikke vurderinger fra nogle af de tidligere BZ’ere, der har følt sig trådt på eller set ned på.

Det er helt på sin plads, at Peter Øvig citerer tidligere BZ’eres skuffelse og utilfredshed med andre.

Selvom det ikke er nogen ny afsløring, så er det en af bogens fortjenester, at den tager fat på de interne uenigheder og problemer i BZ.

Men de skuffede BZ’eres citater er jo først og fremmest udtryk for de pågældendes egen oplevelse og ikke for, hvordan dem, som de udtaler sig om, faktisk har tænkt og opført sig.

Peter Øvig fremlægger i det hele taget ingen overvejelser om, hvilke motiver de forskellige kilder kunne have for at sige, hvad de gør. Når nogle har hangs på andre, hvilken vægt kan man så tillægge de forskellige udtalelser?

Vi har ikke hindret Øvig i noget

Peter Øvig udtalte i forbindelse med udgivelsen af BZ-bogen, at »Jeg har vristet historien om bz ud af hænderne på nogle få magtfulde personer.«

Det har nu ikke været svært for ham, da flere af dem, han mener er de magtfulde, har hjulpet ham godt på vej.

Ifølge Politikens optælling bruger Øvig 150 sider på et såkaldt nutidsspor i bogen. Det meste handler om processen med at researche til bogen og den modstand, som Øvig mener, at nogle gamle BZ’ere har udvist mod hans bog.

Mange af de 150 sider er således fyldt med citater fra BZ’eres facebookdebat tilbage fra 2014 om Øvigs projekt. Her bliver kritik, mistillid og fordomme om Peter Øvig luftet og diskuteret.

Men ærlig talt, vi taler om en facebookdebat, og lad mig sætte proportionerne på plads:

Det hele udmundede ret hurtigt i, at to af os, der var kommet i kontakt med Peter Øvig, fordi vi i forvejen var offentligt kendte som tidligere BZ’ere, nemlig Martin Tjek og jeg, arrangerede et åbent møde mellem Peter Øvig og folk fra BZ-tiden.

Mødets formål var, at give Peter Øvig lejlighed til at forklare sin bogidé over for interesserede BZ’ere. På mødet såvel som på facebook var der enighed om, at det (selvfølgelig) var enhver frit at deltage i Øvigs bog, og mødet – som jeg selv holdt mig væk fra – resulterede da også i, at flere efterfølgende valgte at medvirke i bogen.

Mener Peter Øvig virkeligt, at nogen på den måde har hindret ham i noget?

De mange sider med facebookopslag og mails, som Øvig bringer i bogens nutidsspor, handler jo ikke om, at nogen vil forbyde noget. Det handler om mange BZ’eres kritiske holdning og skepsis over for Peter Øvig.

Bringer intet nyt, blot navne frem

Peter Øvig har således haft meget svært ved at vinde tillid blandt de mest aktive BZ’ere fra sidste halvdel af 1980’erne.

Store dele af alt det, som Øvig skriver om den del af BZ-tiden er i stedet taget fra BZ’eres egne udgivelser eller andre forfattere og journalisters interviews med daværende og tidligere BZ’ere.

Øvig har ikke haft brug for at vriste disse åbent tilgængelige kilder ud af hånden på nogen. Han har tillige brugt en af de punkere, der siden har skrevet selvbiografiske bøger om BZ-tiden, samt et af de adskillige universitetsspecialer, hvor tidligere BZ’ere har ladet sig interviewe. Bl.a. BZ’eren kaldet Kokke-Bo, der medvirker i Øvigs bog, og som allerede for imange år siden var i medierne med sit kritiske syn på sine oplevelser i BZ.

Det har man nemlig længe kunnet, hvis man ville.

Ingen kunne styre hele flokken

Nu har Peter Øvig så udgivet sin bog med den velkendte historie om oprøret, der blev domineret af voldsfascination og indre fanatisme.

De kommer ikke ind på de årlige aktionsuger med politisk karneval og protester i gaderne, der fortsatte efter Kulørte Klat 1984, og hvor nye aktivister hvert år blev engageret, og den springer let henover BZ-miljøets kulturliv, som især udspillede sig i Ungdomshuset.

Det hænger måske sammen med Peter Øvigs opfattelse af, at »Bz’erne havde ikke deres egen kultur«, som han udtalte i Politiken 25.9.

Men selvom der var gnidninger, så gjorde blandt andre de i Øvigs øjne så forkætrede ’tjekkere’ i BZ en stor indsats med fx at køre biograf, gøre rent og lave toiletter i Ungdomshuset, så sumperne havde et sted at brække sig, hvis det skulle ske, og kunstnerne kunne underholde os alle sammen.

Og jeg kan forsikre, at det ikke var muligt for nogen at styre hele flokken på den måde, som Øvigs bog giver indtryk af, at Gyda, jeg og andre skulle have gjort. Det kan bevidnes af utallige gamle BZ’ere, som heller ikke Peter Øvig åbenbart har kunnet styre til at bidrage til sin bog.

For læsere uden forhåndskendskab til BZ vil Øvigs bog sikkert være en øjenåbner. Men bogen bringer ikke noget egentligt nyt frem om BZ-historien bortset fra at sætte navne på, hvem Øvig tror styrede det hele.

Trods bogens negative syn på BZ’s udvikling, så giver Peter Øvig plads til mange forskellige personer og deres oplevelse af både det opløftende og det problematiske ved BZ.

Det kan siges at være nyt i den forstand, at offentligheden ikke før har fået så detaljerede indblik, og det er bestemt værd at læse. Det vil sikkert også glæde Peter Øvig, at hans bog har inspireret flere BZ’ere til at fortælle deres personlige beretninger fra 1980’erne.

Det sker på den nye BZ-portalen, hvor fremtidige forfattere kan hente stof til flere spændende bøger om BZ.

Læs Modkraft-artiklen »BZ'ere markerer rydning af Ryesgade: En fest for fremtidens skyld«

Læs satireanmeldelsen af Øvigs bog fra 2014, der forudså, at Øvig ville ende med at genfortælle den velkendte nedturshistorie om BZ som et i begyndelsen åbent og humoristisk oprør, der så blev overtaget af mørke kræfter og ødelagt af unødvendig vold, social kontrol og politisk fanatisme.

Læs artiklen »Øvig Knudsen i tænkeboks om BZ-bog« hos Modkraft.

Læs artiklen »Aktivister advarer imod Øvig Knudsens bogprojekt om BZ-bevægelsen« hos Modkraft.

Læs »Ex-bz'er: Derfor vil jeg ikke medvirke i Øvigs bz-bog«

Læs artiklen »Øvig Knudsen efterlyser BZ'ere« hos Modkraft

Se også linksamling om Peter Øvigs tidligere bog "Blekingegadebanden"