Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
anmeldelse
25. marts 2013 - 15:09

Caroline Henderson kærtegner Weills musik

Kurt Weills sange behandles nænsomt og kærligt af Caroline Henderson på hendes nye, meget vellykkede album.

Caroline Henderson har udgivet et atmosfæremættet og meget indtagende album med fortolkninger af Kurt Weills sange. Det er levende lydbilleder, man som lytter får lyst til at gå ind i.

"Lonely House", som albummet hedder, består af melankolske rum af mørke muligheder: I en organisk kombination af jazz og electronica har Henderson skabt et unikt udtryk, der lægger en hel del til Kurt Weills oplæg.

Et eksempel er klassikeren "Mack The Knife" med tekst af Bertolt Brecht, der nok bevarer den oprindelige melodi, men iscenesætter den i en helt anden musikalsk ramme. Arrangementet understreger derved en melankoli, der ikke findes i originalen, der på sin side normalt fremføres som en desillusioneret, grotesk satire over samfundets gennemkriminelle væsen.

Et andet eksempel er "The Soldier's Wife", Brechts sang om, at Hitlers erobringstogter ikke ville overleve mødet med Sovjetunionens Røde Hær, hvilket jo også blev tilfældet. Caroline Hendersons version er mere dyster end hoverende, som den var i Lotte Lenyas originalversion.

I de to oprindelige udgaver, som findes af sangen (Hanns Eisler komponerede en anden musik til samme tekst), er sidste vers om soldatens møde med Sovjetarmeen udført med et stemningsskift fra dur til moll, men Henderson lader melankolien herske hele vejen igennem, så soldatens og hans vivs lod er i fokus, ikke vinderhærens triumf.

Sangen "What Keeps Mankind Alive" skiller sig ud fra resten af albummet ved at være tættere på et punk/new wave udtryk med sin bastante rytme, desillusion og vrængen ad systemet.

Det er i denne sang, at Brecht udtrykte sætningen "Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral" (Først mad, dernæst moral). Stadig ligeså aktuelt i dag, som da det blev skrevet, og det burde vore ledere måske tænke over, når de har så travlt med at tage livsgrundlaget fra mennesker.

Sangen viser også Henderson fra en mere skarp og resolut side, hvilket klæder hende. Og så får hun afdækket påny, hvor skønne Weills melodilinjer er i denne sang.

Albummet er iøvrigt kraftigt præget af Weills amerikanske periode, og her hævder de to klassikere "Speak Low" og "September Song" sig. Især sidstnævnte om tiden, hvor alt går på hæld, og det er ved at være slut, formår Henderson at få til at lyde som en helt ny sang, selv om hendes fortolkning er oppe imod uomgængelige fortolkninger, som for eksempel Frank Sinatras og Lou Reeds.

Caroline Henderson har selv produceret albummet, og hun bakkes op af så markante musikalske profiler som Nikolaj Hess: keyboards, Jakob Høyer: trommer, Daniel Franck: bas, Frederik Henrik Møller: elektronik og beats, Gustaf Ljunggren: guitar, mandolin, ukulele m.m.

Lydmæssigt er der tale om det ypperligste, tiden kan tilbyde. Musikken lever og ånder. Ikke mindst overgiver man sig uden videre til Caroline Hendersons stemme, der som altid er varm og sensuel og kildrer øret.

Kurt Weill

Kurt Weill (1900-1950) startede ud som meget ekspressiv avantgardist, hvilket kan høres i hans første symfoni, der er domineret af store dissonante blokke med en for datidens europæiske musik usædvanlig underordning af melodierne.

Han kombinerede sit "seriøse" virke som komponist med sange og kortere musikstykker til kabareter og politisk teater i 20'ernes Berlin.

Her excellerede han især i rå, kantede og skarpe sangkompositioner, som i datiden blev forstået som en tysk, ekspressiv udgave af jazz (uden improvisation). Denne musik afspejlede perfekt de mere groteske sider af det brølende tiår, og kan næsten betragtes som en forløber for punk, æstetisk og holdningsmæssigt.

I hvert fald er der en klar kontinuitet mellem ret meget af det, som skete i tyverne i Berlin og det, som skete sidst i 70'erne og begyndelsen af 80'erne med navne som Nina Hagen, Deutsch-Amerikanische Freundschaft, Malaria og delvis Einstürzende Neubauten - og også tidligere med for eksempel politrockcabaret-gruppen Floh de Cologne.

Indtil 1933, hvor Weill og hans viv, sangerinden Lotte Lenya, måtte flygte fra Tyskland på grund af trusler på livet efter nazisternes magtovertagelse, arbejdede han oftest sammen med Bertolt Brecht, mest succesfuldt omkring operaerne Die Dreigroschenoper (hvorfra stemmer Mackie Messer/Mack The Knife gjort kendt i vestlig mainstream-kultur af Louis Armstrong) og Aufsteig und Fall der Stadt Mahagonny (hvorfra stammer Alabama Song, gjort kendt i rockverdenen af The Doors).

I disse operaer sammenknyttede han den folkelige cabaretsang og mere typisk moderne partiturmusik med stor succes.

I 1933 flygtede Weill til Paris, hvor han fik opført sin anden symfoni. Denne viste en ny side af Weill, en mere melodisk/melankolsk, næsten neoromantisk stil, mere venlig og rund i udtrykket. Stilen var delvis foregrebet af sangspillet/orkesterværket Der Silbersee og sangballetten Die Sieben Todsünden, der har begge har musikalske temaer tilfælles med symfonien.

I 1935 flygtede Weill videre til USA, hvor han boede indtil sin død i 1950.

Som nævnt begyndte Weills udtryk at forvandle sig allerede i begyndelsen af 30'erne fra de hårde klange og det fortegnede udtryk til mere imødekommende og insisterende melankoli i takt med nazismens fremgang.

I USA skete en sammenfatning af denne udvikling i en jazz- og musical-inspireret scenemusik, som integrerede det ekspressive med det reflekterende og atmosfæreskabende. Ikke mindst inspireret af samarbejdet med nye, amerikanske tekstskrivere, som Maxwell Anderson og Ira Gershwin.

I denne periode indoptog Weill jazzens rigt facetterede tonesprog i sine kompositioner, og hans musik kom til at lyde mere "amerikansk", hvilket også var hensigten.

Weill skabte også i denne periode udødelige klassikere, for eksempel "September Song" (gjort kendt af Frank Sinatra) og "Speak Low", i dag en jazzstandard, der er indspillet af et utal af kunstnere, og altså også af Caroline Henderson.

Kompromisløs

Kurt Weill var således en komponist, der med udgangspunkt i et revolutionært kunstnermiljø i Berlin fastholdt en kompromisløs, musikalsk vision i et ligeså politisk ladet emigrantmiljø i USA, men på mere kommercielle betingelser.

Caroline Henderson har på samme måde konsekvent fulgt en stærk, musikalsk vision, siden hun udgav sit første soloalbum "Cinematastic" i 1995.

"Lonely House" viser en kompromisløs kunstner med fuldstændigt greb om sine virkemidler og et tidløst udtryk.

Kurt Weills sange behandles nænsomt og kærligt af Caroline Henderson, og det fortjener de også. Kurt Weill er aldrig hørt sådan før, men musikken er ført igennem helt i hans ånd.

En stor bedrift, der fortjener sit publikum.

Caroline Henderson: "Lonely House". Produceret af Caroline Henderson  (Copenhagen Records 2013). Udkommer den 25. marts.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce