COP21-dokument lægger op til nye klimaforbrydelser

Til klimamødet i Bonn den 19.-23. oktober – det sidste forhandlingsmøde inden COP21 i Paris – ligger der et nyt dokument, som er udsendt af de to formænd og facilitatorer for forhandlingerne, Ahmed Djoghlaf og Dan Reifsnyder, den 5. oktober. Til stor tilfredshed for mange kommentatorer og journalister fylder det nye udkast kun ca. 20 sider mod over 80 for de tidligere versioner. Nogle anser det for et »fremskridt«, fordi dokumentet er »kortere, lettere at læse […] lettere at håndtere« og »gør det muligt at komme videre i forhandlingerne«.

Alligevel må vi sige, at udkastet er uacceptabelt. Her kommer begrundelsen – i 10 punkter.

1. Problemets kerne, landenes mål for reduktion af udledningerne, er ikke en del af forhandlingerne

Hvor utroligt det end måtte lyde, indgår de kvantificerede mål for udledningsreduktioner efter 2020, som staterne var blevet bedt om at melde ud inden COP21, ikke i de emner, der forhandles om. Disse mål, som er ikke-bindende og frivillige, har hidtil været langt fra tilstrækkelige, men de bliver ikke revideret opad som følge af forhandlingerne. Når man lægger de indmeldte løfter sammen, er de meget langt fra, hvad der er nødvendigt. Stats- og regeringscheferne har ganske vist forpligtet sig til at holde den globale opvarmning på højst 2 grader i dette århundrede, men deres løfter om udledningsreduktioner vil føre til en global opvarmning på mindst 3 grader. Det ville være logisk, at afstanden mellem prognosen og målet blev gjort til genstand for forhandlinger, og at den resterende indsats blev fordelt mellem landene. Men det logiske bliver ikke tilfældet i Paris. Det er ikke på dagsordenen for forhandlingerne. Hvad er så på dagsordenen? En afklaring af, om de indmeldte mål skal kaldes »bidrag« eller »forpligtelser«, og hvordan man måler, efterprøver og bogfører dem. Kort sagt vil man i FN forhandle om beholderen, ikke om indholdet.

2. FN og staterne har tænkt sig at forhandle med den globale opvarmning

Artikel 3 i aftaleudkastet er et godt eksempel på, hvor inkonsekvent og farligt det er. Klimavidenskabsfolkene har klart opstillet de nødvendige mål på kort, mellemlangt og langt sigt samt køreplaner, som ville gøre det muligt at holde sig under 2 grader eller – helst – 1,5 grader frem til århundredets udgang. De slår til lyd for, at de globale udledninger skal reduceres med 40 til 70 % inden 2050, at udledningerne skal toppe senest i 2020, og at udledningerne af drivhusgasser højst må svare til 44 gigaton CO₂ om året frem til 2020, 40 Gt frem til 2025 og 35 Gt frem til 2030. Ingen af disse kort- og mellemfristede mål nævnes i udkastet. IPCC's (FN's klimapanels) resultater og anbefalinger ignoreres slet og ret.

Hvad foreslår man som mål på mellemlangt eller langt sigt? Det vides ikke. Teksten nævner som muligheder, at udledningerne skal toppe i et ikke nærmere angivet år eller endnu mere generelle formuleringer om at opnå »CO₂-neutralitet«, »nul udledninger netto« eller »lave udledninger«. Alle disse formuleringer er både vage, meget langt fra den præcision, der er påkrævet i denne type forhandlinger, og i sig selv problematiske, hvilket jeg skal komme ind på senere.

Derudover bliver staterne kun »opfordret« til at formulere langsigtede mål. Hvad angår deres mål på kort og mellemlangt sigt, skal forhandlingerne afgøre, om staterne »skal nå dem« eller »bør nå dem«. Denne skelnen mellem »shall« og »should« viser hele tvetydigheden i forhandlingerne, hvor man er parat til at opbløde forpligtelserne, så snart lejligheden byder sig. FN og forhandlerne lægger med andre ord op til at forhandle med klimaet. Det er ikke acceptabelt: Man kan ikke forhandle med den globale opvarmning; drivhuseffekten og opvarmningens konsekvenser for de områder og befolkninger er ikke til forhandling. Det eneste, man kan gøre, er at begrænse og bremse dem. Det synes FN og staterne ikke at have forstået.

3. Der er ingen mekanisme til at øge indsatsen

I betragtning af klimakrisens hastende karakter bør staterne være forpligtede til regelmæssigt at revidere deres reduktionsmål og øge ambitionerne. Denne mekanisme er imidlertid ikke klart defineret. Det progressive element, som ville forpligte deltagerne til at revidere deres mål opad, er kun en blandt en række valgmuligheder, og revisionsprocessens praktiske former er ikke nærmere beskrevet. Således forudser udkastet ikke, at der skal gøre status over efterlevelsen af målene før i 2023 eller 2024, dvs. om over otte år. Indtil da vil der uden tvivl blive slået nye rekorder for internationale drivhusgasudledninger, og klimasituationen vil være blevet endnu mere presserende.

Det spiller ingen rolle, for den foreslåede ordning forudser intet tilfælde, hvor den presserende klimasituation tvinger staterne til at foretage større reduktioner af deres drivhusgasudledninger. De foreliggende reduktionsforslag er allerede uacceptable, og alle scenarier kræver væsentlig større indsatser, men alligevel udskyder den foreslåede ordning enhver mulighed for at revidere staternes mål opad i ti år – en evighed set i forhold til intensiveringen af klima-destabiliseringens følger. Det er lige, hvad der skal til, for at menneskeheden kan være sikker på at ramme klimakaossets mur med fuld fart!

4. Man ignorerer kilderne til over 80 % af CO₂-udledningerne

Man tror det næppe: Her er en tyve siders tekst, som skulle danne rammen om en international politik mod klimadestabiliseringen, men som på intet tidspunkt nævner de fossile energikilder. Kan du forestille dig, at man holdt en international konference om lungekræft, hvor afslutningsdokumentet ikke kom ind på forbruget af tobak? Det er, hvad der nu sker i FN, når det gælder klimaet. Dette dokument er i øvrigt et tilbageskridt i forhold til de tidligere versioner, hvor man omtalte muligheden for at skære ned på statsstøtten til fossil energi. Den nævnes ikke længere.

Forkortelsen af dokumentet – for at nå ned på de tyve sider, som kommentatorerne glæder sig over – er ikke tilfældig. Selv om den fossile energisektor hvert år modtager over 700 mia. dollar i direkte offentlig støtte og, hvis man tager højde for alle de indirekte tilskud, støttes med 10 millioner dollar i sekundet, nævnes denne sektor ganske enkelt ikke i papiret. En smuk bekræftelse af skismaet mellem klimaforhandlingerne og virkelighedens globaliserede ekstraktivistiske flugt fremad.

Forslaget er altså, at COP21 i Paris fortsætter med fuldkommen at se bort fra de fossile energikilder. Til stor glæde for olie-, gas- og kulselskaberne, som ustandselig gentager, at det er illusorisk at ville reducere de fossile energikilders andel af energimikset drastisk. Denne blindhed i forhandlingerne, når det gælder den fossile energi, er ikke noget nyt. Gennem over tyve års klimaforhandlinger i FN-regi har det aldrig været på tale at lade alle eller dele af de fossile brændsler blive liggende i undergrunden, skønt afbrændingen af fossile brændsler står for mindst 80 procent af CO₂-udledningerne. Ingen stat, intet multinationalt selskab og ingen international institution foreslår at begrænse kul-, naturgas- og olieproduktionen ved kilden.

Det aktuelle aftaleudkast lader, som om det er muligt at reducere drivhusgasudledningerne uden at reducere det, der skaber udledningerne. Det kan bare ikke lade sig gøre. Mange forskere opfordrer nu til en slags internationalt moratorium for al ny efterforskning og udvinding af fossile brændsler. Heri får de støtte fra titusinder af borgere i hele verden, som kræver, at mindst 80 % af de påviste fossile energireserver skal fastfryses.

Se appellen »Freeze fossil fuel extraction to stop climate crimes« på 350.org

Hvis dokumentet bliver det, der forhandles om, betyder det, at staterne og FN slet og ret vender ryggen til dette presserende, legitime og videnskabeligt underbyggede krav, og i stedet blåstempler nye klimaforbrydelser.

5. Der er ingen passende finansiering

Afsnittet om finansiering er et af de mest indholdstomme i dokumentet. Det siger intet præcist. Det virker ikke, som om det er en prioritet at mobilisere den nødvendige finansiering til stater og regioner, så de kan gennemføre en omstilling til økonomier uden fossil energi eller til at lade de hårdest ramte befolkninger tilpasse sig til og modstå følgerne af klimadestabiliseringen.

Det, som man forpligtede sig til i København i 2009, nemlig at bevilge 100 milliarder dollar inden 2020 for at støtte de dårligst stillede lande og befolkninger, er stadig ikke blevet udmøntet. Alt er overladt til forhandlingen i Paris, som om det ikke havde været muligt at gøre fremskridt på dette spørgsmål de sidste seks år. De rigeste lande nægter at binde sig til finansiering og gør alt, hvad de kan, for at trække på andre finansieringskilder, navnlig fra den private sektor.

Endelig foreslår man ingen køreplan for, hvordan staternes finansielle forpligtelser skal fastholdes eller øges, efterhånden som klimakrisen forværres.

6. Luftfart og søfart holdes udenfor

Luftfarten og den maritime transportsektor står for henholdsvis 5 % og 3 % af de globale CO₂-udledninger, svarende til henholdsvis Tysklands og Sydkoreas samlede udledninger. På intet tidspunkt har de to sektorer været omfattede af de nationale reduktionsmål, der er fastlagt inden for rammerne af de internationale forhandlinger. I adskillige år har mange organisationer i civilsamfundet kæmpet for, at der fastsættes specifikke reduktionsmål for de to sektorer.

De to sektorer blev nævnt i tidligere udgaver af dokumentet, men er nu fritaget for ethvert reduktionsmål, selv om deres udledninger i tilfælde af business as usual kan stige med 250 % frem til 2050.

De mindst udviklede lande havde også krævet, at de to sektorer skulle bidrage til den internationale finansiering af kampen mod klimaforandringer – et forslag, som ikke længere fremgår af dokumentet i den nye udgave. Mens de stærkeste staters regeringer, heriblandt den franske regering, slår på, at der skal indgås en »universel aftale«, holder dette dokument næsten en tiendedel af CO₂-udledningerne uden for aftalen. Hvis dette dokument godkendes som grundlag for forhandlingerne, vil det være en godkendelse af, at to sektorer, der anses for afgørende for den økonomiske globalisering, afskærmes fra klimatiltagene.

7. Der er ingen plan for at fremme den vedvarende energi

I 2011 offentliggjorde IPCC et notat, som fastslog, at »hen ved 80 % af den globale energiforsyning vil kunne dækkes af vedvarende energikilder inden midten af dette århundrede, hvis indsatsen understøttes af passende offentlige politikker«. Men forhandlerne nævner slet ikke vedvarende energi i det nye dokument: Ordet optræder ikke, og der er ingen plan for at fremme vedvarende energi internationalt eller nogen ordning for at understøtte den økonomisk og teknisk.

Man tror det næppe, men kendsgerningen er, at hvis dette dokument bliver grundlaget for forhandlingen, vil de 196 FN-parter have begået den bedrift at forhandle i næsten 25 år om den globale opvarmning uden nogensinde at aftale noget, der kunne understøtte udbredelsen af vedvarende energi. I samme periode har WTO (Verdenshandelsorganisationen) gennem sit tvistbilæggelsesorgan annulleret adskillige nationale og regionale planer til støtte for vedvarende energi, med henvisning til at planerne ikke var i overensstemmelse med de internationale handelsregler. Forhandlerne fra FN's medlemsstater har ikke modsat sig denne tankegang og har dermed bekræftet, at de tildeler de internationale handelsregler større betydning end kampen mod klimadestabiliseringen!

8. Menneskerettigheder, sociale og demokratiske rettigheder henvises til et betydningsløst afsnit

Det er lykkedes dokumentets forfattere at samle menneskerettigheder, kønsligestilling, oprindelige folks rettigheder og alt, hvad der kan holde sammen på et samfund i tilfælde af alvorlige klimaforstyrrelser (fødevaresikkerhed, socialpolitik, retfærdig omstilling, ordentlige arbejdsforhold osv.) i ét eneste afsnit. Et afsnit, som stort set ikke siger noget, selv om det handler om spørgsmål, som engagerer det store flertal af fagforeninger, menneskerettigheds-, bonde- og græsrodsorganisationer.

Afsnittet siger blot, at man må respektere og tage hensyn til alle disse spørgsmål. Og det er anbragt i præamblen til det, der skal blive aftaleteksten fra COP21. Det betyder, at man ikke længere nævner disse fundamentale spørgsmål i kernen af de retligt gældende bestemmelser, som skal styre forhandlingerne om klimaforandringerne efter 2020. Kort sagt er det et afsnit uden værdi. De nævnte mål og principper marginaliseres altså i en grad, som sjældent er set i en FN-aftale.

Troede du, at Paris-konferencen kunne blive en vigtig etape hen imod en global energiomstilling på grundlag af social retfærdighed, menneskerettigheder og fødevaresuverænitet? Så kan du godt vågne op, det kommer ikke til at ske.

9. FN's rammekonvention for klimaet svækkes over hele linjen

I forlængelse af det sidste punkt betyder aftaleudkastet en betydelig udvanding af principperne fra FN's rammekonvention om klimaforandringer, der blev skrevet og vedtaget i 1992 i Rio de Janeiro (Brasilien). Denne konvention er langt fra perfekt, men den bygger på en række principper, som handler om retfærdighed mellem de forskellige lande og de forskellige befolkninger på kloden: Alle har ikke lige stort ansvar for klimakrisen og råder ikke over lige store midler til at imødegå den. Det tages der højde for med et princip om fælles, men differentieret ansvar. Dette princip er med tiden blevet udvandet og bliver det yderligere her: I artikel 2 nævnes kun, at aftaleteksten »afspejler« dette princip, hvilket overlader det til alle tænkelige fortolkninger.

10. Farlige ideer er stadig inde i billedet

Mange punkter kunne nævnes i denne forbindelse. Lad os nøjes med begrebet »nul udledninger netto«, som er et af de mulige langsigtede mål, der lægges op til i dokumentet. Betegnelsen »nul udledninger netto« kan forveksles med »nul udledninger« og dermed få en tilsvarende opbakning. Men de to begreber har vidt forskellig betydning og virkning. Når man tilføjer »netto« til et mål om »nul udledninger«, forvansker man fuldstændig det oprindelige mål. I stedet for at kræve reelle reduktioner af udledningerne, tilskynder en nettoberegning til at benytte CO₂-kompensation i massiv global målestok.

Denne kompensation kan indebære, at man inddrager milliarder af hektar skov og agerjord til at oplagre kulstoffet fra de drivhusgasudledninger, som man lader fortsætte. Mange sårbare lokalsamfund i landene i syd har allerede mistet deres jorder og fået deres fødevaresikkerhed bragt i fare som følge af disse CO₂-kompensationsordninger. I stedet for at tage ved lære af erfaringerne risikerer forhandlerne at udbrede disse metoder ved at fastlægge et langsigtet mål om »nul udledninger netto«, hvorved lokalbefolkningernes jordrettigheder og fødevaresuverænitet undergraves.

Konklusion: Et nej til dette dokument er vores eneste seriøse valgmulighed

Det var i 2011, i Durban, Sydafrika, at staterne gav mandat til de FN-forhandlinger, som inden udgangen af 2015 skal udmunde i en »en protokol, et andet retligt instrument eller en samordnet løsning med retskraft« som efterfølger for Kyoto-protokollen, hvis anden forpligtelsesperiode udløber i 2020. Efter Durban-konferencen har der været 85 forhandlingsdage, sammenlagt næsten tre hele måneder – forhandlinger, der har medført en utrolig mængde rejser for forhandlere fra de fire verdenshjørner, alt imens orkaner, storme, oversvømmelser og tørker har hærget mange egne af verden.

Man kan således ikke påstå, at forhandlerne og staterne har manglet tid til at gøre sig bekendte med situationens alvor og til at arbejde frem imod en aftale, der er på højde med udfordringerne. Alligevel er det foreliggende dokument ikke på højde med udfordringerne. Tværtimod fører det os mod klimakaos og stadfæster klimaforbrydelsen som reguleringsform i forhold til klimadestabiliseringens konsekvenser. Det er ikke acceptabelt.

Nogle kommentatorer hævder, at en kortere tekst er et fremskridt, og at man må acceptere den som grundlag for forhandling for så at forbedre den. De tilføjer, at hvis denne tekst bliver afvist, vil de fjorten dages forhandlinger i Paris skulle starte med en længere og endnu mindre læselig og forståelig tekst. Javist. Men hvad har det med den presserende klimasituation at gøre?

Er målet at få en hvilken som helst aftale i hus eller at få en aftale, der er på højde med situationen? Hvor er vi på vej hen, hvis man accepterer en sådan tekst som forhandlingsgrundlag, når enhver nogenlunde klartseende person ved, at den ikke vil kunne forbedres radikalt? Hvorfor bilde nogen ind, at den kan forbedres væsentligt, når den allerede er et resultat af staternes minimale forslag?

NGO'er, fagforeninger, sociale organisationer og miljøorganisationer må udtale sig om indholdet og ikke om forhandlingernes form: Er dette dokument egnet til at håndtere klimanødsituationen på en socialt retfærdig måde? Nej, bestemt ikke, og det bør være rigeligt til, at vi siger klart og enstemmigt nej til dokumentet. Hvad risikerer vi? At få forhandlingerne til at gå i hårdknude? At forsinke dem? At skabe en politisk krise inden for FN's klimakonvention? Det ville være at tillægge os selv temmelig stor indflydelse på stats- og regeringsledere og forhandlere, som ikke lytter til os.

At acceptere dette dokument som forhandlingsgrundlag er omtrent det samme som at sige, at forhandlingerne er på rette spor. Det er ikke tilfældet. Hvorfor så ikke sige det? Hvorfor ikke direkte udtrykke vores bestyrtelse over, at forhandlingerne fører os mod klimakatastrofen?

Ved klart at afvise dette dokument, fordi det ikke lever op til situationens krav, giver vi offentligheden en klar melding om, at der er et problem. Dermed skaber vi en politisk spænding, som er gavnlig. Det skaber opmærksomhed og giver mulighed for at fortælle, hvad der står på spil, løfte sløret for, hvad der foregår, og tvinge alle til at spille med åbne kort. Det handler om at gå ud til offentligheden og tydeligt forklare, at bag de smukke ord er der ingenting. Det er på høje tid, at vi slår alarm. Hvis ikke vi gør det, hvem gør det så?

Maxime Combes er økonom og medlem af Attac France. Han har senest udgivet »Sortons de l'âge des fossiles ! Manifeste pour la transition«, Seuil, coll. Anthropocène (oktober 2015) og er medredaktør af »Crime Climatique Stop ! L'appel de la société civile«, Seuil, coll. Anthropocène (august 2015).

Se det omtalte forhandlingsdokument, »Co-Chairs' non-paper containing the basis for negotiation of the draft Paris climate package« (ADP.2015.8.InformalNote) på hjemmesiden for UNFCC

Artiklen er oprindelig bragt som blogindlæg på Mediapart.fr den 8. oktober 2015 og er oversat af Finn Kjeller.