Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
26. august 2014 - 12:04

Dagpengene – et studie i nederlagets strategi

Kampen for et ordentligt dagpengesystem bør af fagbevægelsen føres som en offensiv for beskyttelse af arbejdsvilkår, ikke som socialpolitisk kompensation for uheldige borgere.

Selv om der endnu er halvanden måned til første tirsdag i oktober og begyndelsen på det ny folketingsår, er der allerede godt gang den offentlige politiske debat.

Højt på dagsordenen står en række udenrigs- og indenrigspolitiske temaer, der bare ikke vil gå væk: fra katastrofale konflikter i Irak, Gaza og Ukraine til alvorlige problemer med listeria, salmonella og MRSA-bakterier i de danske fødevarer.

Der er nok at tage fat på for folketingets medlemmer.

Men øverst – allerøverst – placeret på den politiske dagsorden står endnu engang dagpengespørgsmålet. En situation, som statsministeren personligt bidrog til, da hun returnerede fra sommerferien med overskriften »Thorning: Ingen dagpengeændringer på finansloven« (Berlingske 9. august 2014).

Med en træfsikker »dumstædighed« (Johanne Schmidt-Nielsen) placerede statsministeren således regeringen, sig selv og sit parti midt ind i den politiske skærsild.

Politikerne kan udskiftes, politikken ikke

Helle Thornings udtalelse var møntet på lang tids utilfredshed i »det socialdemokratiske bagland« – primært de faglige tillidsrepræsentanter, afdelingsformænd og forbundsformænd – som stadigt tre år efter regeringens dannelse har svært ved at leve med Socialdemokratiets accept af dagpengereformen (som betingelse for en regering med De Radikale).

Accepten er indeholdt i regeringsgrundlaget fra oktober 2011: »Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen.«

Genopretningsaftalen indeholdt bl.a. en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år. Aftalen blev indgået af VK-regeringen og Dansk Folkeparti i maj 2010 og senere vedtaget med opbakning fra bl.a. De Radikale.

Tilbagetrækningsreformen, som også nævnes i grundlaget, blev aftalt i maj 2011 af VK-regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale til endelig vedtagelse af et folketingsflertal efter det førstkommende valg.

Reformen var således en betingelse for, at De Radikale ville gå i regering med S og SF. I konsekvens heraf stemte de to partier i december 2011 også for en udskydelse af efterlønsalderen og en kortere efterlønsperiode.

Ved hjælp godt parlamentariske håndværk lykkedes det således De Radikale at sikre, at regeringsskiftet ikke stillede sig i vejen for gennemførelse af nødvendighedens politik.

Som Margrethe Vestager sagde det over for Ritzau i april 2012 (ved tilslutningen til Finanspagten):

»Omverdenen kan se, at vi kan stå inde for den ansvarlige økonomiske politik, som er ført i mange år«.

Man forstår, at det måske nok tilkommer vælgerne at fælde dom over politikerne, men ikke over politikken.

Denne opgave er i stedet lagt i hænderne på kreditbureauer som Standard & Poor's, Fitch og Moody's, der med deres vurderinger kan ændre finansmarkedernes syn på dansk økonomi fra den ene dag til den anden.

Af samme grund øger de seneste 25 års tilnærmelse af de to blokkes faktiske politik ikke i sig selv sandsynligheden for en »Große Koalition« med deltagelse af både Venstre og Socialdemokraterne.

Af hensyn til kontinuiteten i den økonomiske politik er det nemlig vigtigt, at vælgerne kan stemme på to regeringsalternativer. Hvis den ene regering får tæsk af vælgerne og taber et valg, må den anden gribe stafetten og videreføre den samme økonomiske politik, nødvendighedens politik.

Dansk Folkepartis centrale rolle som opsamler og afleder

Selv om partierne holder sig inden for de to blokke og – med De Radikale som stensikker undtagelse – også vil gøre det efter det kommende valg, er der en vis bevægelse i deres indbyrdes positionering.

Dette har kunnet mærkes i den offentlige debat, som fulgte i kølvandet på statsministerens udtalelse.

At SF har forladt regeringssamarbejdet ændrer i første omgang ikke på meget inden for rød blok; partiet slikker stadig sårene oven på den smertefulde og ydmygende exit.

Enhedslisten samler i et vist omfang de frafaldne stemmer op, dog uden at kunne anvende disse i en politisk offensiv med henblik på en regeringsdeltagelse.

Tilbage står Socialdemokraterne forpligtet af samarbejdet med De Radikale og regeringsgrundlagets ord om at gennemføre blå bloks politik.

Regeringsperiodens eksponering af netop dette forhold har svækket partiets troværdighed; troen på partiet som et socialt bolværk mod krisepolitikkens værste excesser er faldet støt og roligt, hvilket også kan aflæses i meningsmålingerne.

Det er med afsæt specielt i dette forhold og problemerne i rød blok generelt, at vi skal forstå de interne bevægelser i blå blok, deres betydning for de to blokkes indbyrdes styrkeforhold, og hvorfor en venstreledet regering efter al sandsynlighed bliver resultatet af næste valg (uanset diverse bilagsfarcer med Lars Løkke i rollen som sig selv).

Dagpengespørgsmålet er også centralt i denne forbindelse.

Det var Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl i spidsen, som under forhandlingerne med VK-regeringen om genopretningsaftalen i maj 2010 foreslog en halvering af dagpengeperioden.

Men i dag støttes partiet af mange, som er imod disse ændringer. Hvordan kan det gå til?

Forud for folketingsvalget i 2011 var der blandt mange lønmodtagere et udtrykt ønske om, at en ny socialdemokratisk ledet regering skulle stoppe angrebene på velfærdsordningerne og rulle de værste ændringer tilbage bl.a. på dagpengeområdet.

Socialdemokraterne og SF levede i deres egne valgoplæg kun i begrænset omfang op til disse forhåbninger.

Men de ledende oppositionspolitikeres ambitioner om at indtage regeringskontorerne kombineret med fagbevægelsens næsten autistiske ønske om et regeringsskifte overskyggede dette skisma i en grad, så mange vælgere efter mødet med den ny regerings politik følte sig bedraget og derfor blev særdeles lydhøre over for de mange påstande om »løftebrud«.

Et forhold, der selvfølgelig blev yderligere næret af, at Socialdemokraterne og SF i regeringspagten med De Radikale ikke blot forpligtede sig til at undlade et opgør med VK-regeringens politik, men også til at videreføre den selvsamme politik.

Senere gjorde SR-regeringen sig til advokater – par excellence – for nødvendighedens politik. Som Bjarne Corydon udtrykte det i dagbladet Information i april 2013:

»En fremtidssikring af vores velfærdssamfund kræver, at vi som regering tager ansvar og træffer nødvendige beslutninger – også når de er upopulære eller giver prygl«.

Denne linje kommer også til udtryk i statsministerens arrogante åbningsreplik efter sommerferien; en linje som konstant forøger afstanden til de socialdemokratiske kernevælgere.

Alt dette gør, at Dansk Folkeparti – på trods af sine meritter og sit ståsted i blå blok – kan tiltrække de vælgere, som ganske vist bliver ramt af partiets egen politik men som først og fremmest føler sig svigtet af Socialdemokraterne.

Manøvren bliver desuden mulig, fordi lønmodtagerne i dag hverken opfatter Enhedslisten eller SF som relevante politiske alternativer, og fordi fagbevægelsen konstant vakler i sin kritik af regeringen.

Sagt ligeud: I dag er det primært det højrepopulistiske Dansk Folkeparti, som kan tage imod de kritiske lønmodtagervælgerne; det sker ved at slå på de sociale og nationale strenge, som det sikreste værn mod den sociale deroute, store dele af lønmodtagerne frygter.

Partiets vælgeropbakning vil senere blive konverteret til støtte for en ny Venstre-ledet regering, der vil føre en politik vendt mod de samme lønmodtagere, og som derfor på ny vil give næring til kritik; - som igen risikerer at blive rettet mod først og fremmest Socialdemokraterne, hvis partiet ikke i mellemtiden gennemgår en selvransagelse og et politisk kursskifte.

Men hvad så med Dansk Folkepartis placering i blå blok? Risikerer partiet ikke at optræde for socialt bevidst og udstede for mange løfter til, at blå blok kan føre rendyrket borgerlig politik efter næste valg?

Risikoen er tilstede, og bekymrede ledere i de store borgerlige aviser løfter da også pegefingrene. Men Thulesen-Dahl er mester i at balancere på en knivsæg – koordineret med Lars Løkke og Venstre.

I blå blok vil partiet efter et valg få til opgave at komme kritikerne i møde, og – på baggrund af (you name it!) skiftende konjunkturer, ændrede forudsætninger eller ny viden – absorbere kritikken og sikre en mild afvigelse med det det ene formål at fastholde den overordnede kurs.

Det arketypiske eksempel på denne taktik er Ældrechecken, som eksponerer specifikt, mens det generelle problem sikres en fortsat dunkel tilværelse.

På flere måder er Dansk Folkeparti i dag faktisk bedre end Socialdemokratiet til at kombinere kritikken af kapitalismens urimeligheder samtidig med en fortsat legitimering af denne.

Fagbevægelsen: Hvordan kommer den tilbage på sporet?

Men hvor bliver fagbevægelsen af? Hvorfor spiller LO’s formand Harald Børsting ikke rollen som Alexander den Store, hugger den gordiske knude over og befrier den socialdemokratiske stridsvogn fra det åg, som De Radikale udgør?

Først og fremmest fordi fagbevægelsen – af historiske grunde – i mange år har praktiseret ansvarsforflygtigelse.

Man har overladt den politiske bane til primært Socialdemokraterne uden grundigt at beskæftige sig med, hvilken politik man ville have gennemført – efter 10 år med Fogh og Løkke; og hvilken politik det overhovedet ville være muligt for Socialdemokraterne og SF at føre i en regering med De Radikale.

Man fokuserede ensidigt på at slippe af med VKO-flertallet og den borgerlige regering uden at diskutere det politiske alternativ. En forfejlet strategi, som har ført til det nuværende dilemma.

I dag kan fagbevægelsen ikke undslippe sit politiske ansvar og overlade det til Socialdemokraterne eller noget andet parti. I dag skal fagbevægelsen argumentere anderledes grundigt for at vinde opbakning i den brede befolkning inklusive sine egne medlemmer.

Dagpengespørgsmålet er et godt eksempel på, at der er lang vej endnu.

De faglige ledere (og i øvrigt også flere venstrefløjspolitikere) har i den aktuelle debat primært lagt vægt på konsekvenserne for den enkelte – at det er synd for de arbejdsløse, deres børn og familier. Fokus bliver dermed rettet mod dem, der er er blevet ramt af reglerne – frem for mod en ændring af disse.

Denne vægting i argumentationen fremmer en tankegang, hvor dagpengeproblematikken går fra at være et samfundspolitisk og klassemæssigt spørgsmål til et specifikt socialpolitisk.

LO’s formand Harald Børsting gjorde sig skyld i dette, da han i Politiken den 20. august 2014 frarådede at diskutere dagpengesagen som »en generel ydelsesproblemstilling«.

I stedet efterlyste han »en slags nødhjælp til de trængte familier og enkeltpersoner, som er havnet i akutte økonomiske problemer, fordi de er faldet ud af dagpengesystemet«.

Endvidere: »Vi ved, at nogle familier ikke kan klare sig. Ligesom man har det i kontanthjælpssystemet, skal man have mulighed for at lave trangsbestemte vurderinger af, at hvis man ikke kan klare sig for det og det beløb, så kan man få tillæg til dit og dat. Det vil være et kommunalt skøn, og jeg synes som minimum, man skal overveje at give de familier den hjælp«.

På denne måde lykkedes det for LO-formanden at sløre endnu en ændring af det rettighedsbestemte ydelsesområde til i højere grad at virke som trangsbestemt socialpolitik.

Det er pr. definition at opløse en kollektiv rettighedsordning i en individualiseret trangsordning, hvor det er dem, der udmåler trangen, som bestemmer.

Dagpengene – offensivt italesat

Frem for »det er synd for«-metoden kunne man argumentere for dagpengene som forudsætning for både fleksibilitet og tryghed på arbejdsmarkedet:

At udbud og efterspørgsel af arbejdskraft hurtigt kan matche hinanden, er helt afgørende for effektivitet og produktivitet i et kapitalistisk samfund. Derfor har arbejdsgiverne - og i øvrigt også LO’s ledelse - traditionelt ønsket, at reglerne for både ansættelser og opsigelser skal være fleksible.

Set fra lønmodtagernes synspunkt forudsætter det imidlertid, at man kan føle sig tryg – økonomisk og socialt, når man står uden job.

For at sikre samfund og virksomheder den tilstrækkelige kvalificerede arbejdskraft, skal lønmodtagerne kunne uddanne sig i arbejdsløshedsperioder.

Men det kræver også, at man som arbejdsløs kan koncentrere sig om at tilegne sig de nødvendige kvalifikationer og kompetencer – jo lavere indtægt desto vanskeligere bliver det.

Dagpengespørgsmålet er altså påtrængende for de arbejdsløse, men så sandelig også for de beskæftigede kolleger og fagbevægelsen som helhed.

Når arbejdsløshed betyder risiko for social deroute for den enkelte, stiger presset nemlig på løn og arbejdsforhold. Jo dårligere kompensation desto flere vil blive tvunget til at sælge arbejdskraften billigere end godt er – og navnlig billigere end overenskomsten foreskriver (arbejdsløse helt uden indtægt er selvfølgelig mere desperate end arbejdsløse på dagpenge).

Med en faldende kompensation vil løn og arbejdsforhold blive presset – både af de arbejdsløse, som ønsker at få et arbejde; og af de beskæftigede, som er skrækslagne for at miste deres arbejde.

I samme omgang rammes det faglige arbejde, som vil få langt vanskeligere vilkår, når folk er taknemmelige for i det hele taget blot at have et arbejde. Der skal meget til, før de siger fra over for chefen, og der skal endnu mere til, før de store lønmodtagergrupper går i kamp for ordentlige lønstigninger; det ser vi i Danmark, i Europa og i USA.

Som vi altid har vidst: Høj arbejdsløshed svækker lønmodtagernes faglige organisering og trykker lønnen (ikke så sært, at uligheden vokser).

Og det er præcist det, der har været hele hensigten med tilbagetrækningsreformen.

Derfor drejer det sig heller ikke om at få gennemført socialpolitiske kompensationsordninger, men om at få forlænget dagpengeperioden og forkortet optjeningsperioden som forudsætning for at kunne tilbageerobre ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Benytter vi os derimod af »det er synd for«-metoden, vil de arbejdende kolleger på det stadigt mere stressede arbejdsmarked sige til de arbejdsløse: Hvad klynker I for? Og så i øvrigt håbe på ikke selv at blive arbejdsløse.

Tilpasningen vil blive en dyd, og modstanden blive anskuet som de fås evindelige forstyrrelse af sikkerheden for de mange og af »den offentlige orden«.

Et kollektivt svar på et kollektivt problem vil fortone sig til fordel for den betingede socialhjælp til ofrene for nødvendighedens politik.

Klaus Krogsbæk er medlem af internettidsskriftet Kritisk Debat, hvor artiklen også er offentliggjort som en ugekommentar den 25. august 2014.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce