Dahls dag ....

Den var en dag i september, og sensommersolen spredte sit kolde lys, der stak ind gennem de store vinduespartier i restaurant Geranium, hvorfra man havde udsyn ud over hele byen og de falmede efterårsblade, der endnu hang og dinglede på træerne i Fælledparken.

Det var en festdag, og hele byens kommentariat og nyliberale politikere var samlet for at fejre deres nye liberale chefideolog, Henrik Dahl, der endelig var blevet nummer et i 400 m frisvømning for seniorer.

Der havde været fest og farver i svømmehallen, da den aura-indhyldede mestertænker i sine stramme speedobadebukser steg op på sejrsskamlen.

Joakim B. Olsen hang i én arm fra tremetervippen, mens han skrålede op om, at eliten var som et lokomotiv, der skabte vækst for det lille land.

Ole Birk Olesen rendte – som en anden Groucho Marx – frem og tilbage foran fotograferne, der forsøgte at fange Henrik Dahls selvsikre smil med deres linser.

Sikkerhedsvagter sørgede for at sukkende og kærlighedsskøre kvinder blev holdt væk fra partigruppen, som de slugte med øjnene som rovdyr.

Søren Pind var den eneste, der ikke rigtig fulgte med i medaljeoverrækkelsen. Han var blevet ude i baren, hvor han tog en gibbernakker både til det ene og det andet ben.

Her havde han siddet hele dagen og underholdt et helt hold unge mænd, hvis fædre var stenrige, med at fattige mennesker er dovne, rige derimod driftige, og at det var en sandhed, som de skulle skrive sig bag øret.

Den unge Rasmus Brygger svarede, at hvis man ikke havde haft så forbandet travlt med at skabe en socialstat, så havde landet være endnu rigere!

Kinderne blussede på de unges kinder, der havde det som blev deres synder forladt ved disse vederkvægende ord, der lifligt afstivede deres i forvejen opstyltede egoer.

Den lidt ældre udseende jordemoder og nyligt indvalgte medlem af Alliancen, Karen West, stod ovre i et hjørne og snakkede om hvordan det hele nok skulle blive bedre, hvis bare de unge utilpassede kunne få et tiltrængt spark i deres dertil indrettede bag, og hvis blot hun kunne få lov, så skulle hun fandeme nok selv plante sin stilet dér.

Der havde været en lidt uheldig episode, da hun var ankommet til restauranten, for hun havde tændt en af sine filtercigaretter inde i elevatoren, der skulle føre gæsterne til tops, hvor alting var gjort klar.

En yngre tjenerelev, der ikke rigtig havde hørt efter til den briefing, som hele holdet på restauranten havde fået om de specielle gæster, der skulle trakteres denne aften, kom selvfølgelig til at kvaje sig.

Tjeneren havde med dæmpet og diskret stemme bedt fru West om at slukke sin cigaret, men så faldt der brænde ned.

En seks-syv unge omringede den nervøse tjener, som de overfaldt med rettighedsparagraffer, indtil en kollega fik trukket tjeneren ud af mængden og sendt ham ud i opvasken, hvor han blev resten af aftenen.

Skoddet fra cigaretten havde fru West plantet i jorden på en potteplante, der stod ved indgangen til den fine restaurant.

Men optrinet havde gjort hende opstemt, og nu stod hun og fortalte om hvordan hun hver dag stod ude på sin overdimensionerede altan, i satellitbyen i Ørestaden, hvor hun kunne se dagdriverne hutle sig omkring på det endnu offentlige terræn, der gik helt op til hendes private enemærker. Ikke en eneste dag gik der, uden at hun kom til at tænke på hvor godt det skulle blive, når blot en hård hånd blev taget i brug.

Henrik Dahl strålede som en sol. Her var det hold, som han havde drømt om siden han var helt lille.

Her lyttede man til ham, og her så man op til hans store tankekraft og evne til revse samtiden for alle dens pøbelagtige og uvirksomme slendrian med alt, hvad der er helligt.

Her vidste han, at alle mente sig bedre end det småkravl, der havde sendt landet til tælling og snarlige ruin, og som aggressivt bed sig fast i hans frakkeskøder, hver gang han forsøgte at oplyse offentligheden om den Objektive Sandhed.

Her var den platform, hvorfra han skulle hæve det aura-indhyldede aristokrati til fornyet ledelse af landet.

På restaurant Geranium var stemningen høj.

Det var Thyra Frank der havde valgt lokationen, for, som Anders Samuelsen havde erklæret til en partifest på tinget tidligere på året, var det hende, der var den mest kyndige til det.

Hun havde ellers først foreslået at festen skulle afholdes på brødrene Prices restaurant, men de to brødre var taget til Sydfrankrig, hvor de skulle deltage i et madprogram, sammen med prinsgemalen på Château de Cayx.

De havde glædet sig i ugevis, for ingen kunne æde igennem som prinsgemalen. De tre tykke livsnydere kokkererede og kokkererede til den helt store guldmedalje.

Men uden brødrene Price og deres rundhåndede brug af smør, var der ikke rigtig noget at komme efter, på deres restaurant. Så hellere Geranium, hvor udmærkelserne jo også var så fine.

De stridslystne og liberale fritænkere var allerede begyndt at snøvle lidt, når de sagde noget.

Tjenerne kom ud i køkkenet og rystede diskret på hovedet, mens de spejdede bekymret over på køkkenchefen, der godt vidste, at det her ikke ville ende godt.

Og ganske rigtig: Da tallerkenerne kom på bordet, gik de frisindede politikere amok og åd rub og stub, nærmest før tjeneren nåede at stille tallerknen fra sig. Ingen var interesseret i at vide, hvad det var de stoppede i skuffen, når blot det kunne glide ned med rigelige mængder af vin.

Køkkenchefen havde ellers skældt eleverne huden fuld over, at de ikke kunne finde ud af at lægge de sjældne urter rigtig på tallerknerne med deres pincetter, men nu indså han, at det netop denne aften intet havde af betydning.

Da desserten var kommet indenbords, og lille Simon Emil var kommet tilbage til selskabet, efter en endog meget lang tur på toilettet, på grund af hans lidt skøre mave, var hele gruppen så oppustede og sløve i kadaverne, at de knap kunne finde luft til at få ild i de store cubanere, der nu blev bragt til bords, sammen med petit fours og likører.

Mange var simpelthen faldet i søvn. Kun Ole Birk Olsen og Anders Samuelsen var endnu helt friske.

Ole Birk stod og lavede LA-håndtegn for en fotograf, der grinende forsøgte at stille skarpt. Anders Samuelsen havde hevet op i sin skjorte og udspilet sin vom, så alle kunne se hvor godt han stod til, sådan rent korporligt.

Rasmus Brygger forsøgte sig med en replik om vinens bouquet, men han blev dunket så hårdt i ryggen af Thyra, der lige var blevet færdig med en fædrelandssang om livets bøgeskovsduftende skønhed, så vinen skvulpede i glasset og efterlod en mørkerød plet på hans hvide skjorte.

Mette Bock stod med en halvfyldt magnumflaske Moët & Chardon, pegende med den fra sit skød, mens hun skrålede, at nu var hun manden, og at de bare havde at bukke forover.

Joakim kunne slet ikke holde op med at skraldgrine, selvom champagneskummet væltede ned over hans nypressede garbardinebukser.

Køkkenchefen var rasende. Ingen havde blik for maden, og der var bræk i elevatoren. Men sådan nogle dage er der også, tænkte han, mens han sagde farvel til de to rengøringsdamer, der stod klar med sæbe og spand, så de sidste tegn fra den store sejrfest kunne fortone sig ud i fortidens slipstrøm, og berede vejen for en ny dag.

Da Henrik kom hjem sent om morgenen, godt træt efter dagens mange begivenheder, brød han endelig sammen.

Det havde alligevel ikke været den perfekte dag, som han havde drømt så intenst om.

En var nemlig udebleven, selvom regningen incognito var blevet betalt af ham. Det var Lars Seier Christensen, der ikke var dukket op.

Han var nemlig blevet sat på kur af sin kone og gad derfor ikke at deltage i orgiet. Men det vidste Henrik ikke noget om. Han bildte sig ind, at der var andre grunde.

Selvom Henrik næsten ikke kunne nære højere tanker om andre, end dem, som han nærede om sig selv, var han alligevel ikke kølig uoverfølsom overfor denne driftige forretningsmand.

Hver gang han havde været i stue med ham, havde Henrik det, som om han var blevet forenet med netop den fader, han retmæssig skulle have haft, hvis Naturen havde en lignende begavelse, som ham selv.

Men den store finansmand var ikke dukket op denne aften, og Henrik var skuffet. Men så tog han en rask beslutning. Nu ville han træne sig op til også at vinde 800 meter fri, og så skulle lillefar nok dukke op.

Henrik gik i seng og drømte om fremtidens store bedrifter, som en sand Don Quixote, der sloges vildt med de faretruende møllevinger, der hvirvlede rundt og rundt i hans feberophedede drømme.....

Freddy Hagen er litterat og fotograf.