Annonce

Syrien
13. juni 2013 - 16:21

Danske soldater til Golanhøjderne?

Villy Søvndal siger, at danske soldater kan blive sendt til Golanhøjderne. Udmeldingen kommer efter hårde kampe i området, har fået flere lande til at trække sig fra FN-styrken i bufferzonen mellem Syrien og Israel.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) bekræfter overfor Berlingske, at danske soldater kan blive sendt til Golanhøjderne, som del af en nordeuropæisk FN-styrke i den demilitariserede zone mellem Israel og Syrien. 

Den israelske avis Haaretz rapporterede i går, at FNs generalsekretær Ban Ki-Moon forhandlede med Sverige, om at sende soldater til Golanhøjderne. Sverige var tilsyneladende parat til at overtage missionen, på betingelse af at styrkens mandat og størrelse blev udvidet med soldater fra Danmark, Norge og Finland.

Carl Bildts pressesekretær Erik Zsiga bekræftede i går overfor svenske Dagens Nyheter, at FN har forhørt sig, men nægter at Sverige skulle være indblandet i forhandlinger om styrkens sammensætning eller mandat.

Villy Søvndal fortalte i dag til Berlingske, at han har modtaget en henvendelse fra FN, og at danske tropper kan komme i spil, som en del af observatørmissionen. Han understreger dog, at der ikke er taget nogen endelig beslutning. Både Enhedslisten og Venstre har fortalt Berlingske at de er åbne overfor forslaget.

Læs artiklen »Danske soldater i spil til FN-styrke i Golan« hos Berlingske Tidende.

Læs artiklen »EL og V åbne over for at sende danske soldater til Golan« hos Berlingske.

Læs artiklen » UN, Sweden in negotiations to expand peacekeeping force in Golan Heights« hos Haaretz (kræver login eller betaling). 

Læs artiklen »Sverige kan skicka soldater till Syrien« hos Dagens Nyheter.

Østrig forlader Golanhøjderne efter hårde kampe

Østrig begyndte onsdag at trække deres soldater tilbage på grund af sikkerhedssituationen i området. Kort inden var to medlemmer af FN-styrken blevet såret under hårde kampe mellem syriske oprørere og tropper loyale overfor præsident Bashar al-Assad, der også støttes af den libanesiske Hizbollah-milits. 

Den østrigske kansler Werner Faymann havde i forvejen truet med at trække de østrigske soldater ud, hvis europæiske lande begynder at sende våben til oprørerne - kort efter EU løftede våbenembargoen mod Syrien.

De østrigske soldater har indtil nu udgjort over en tredjedel af FN-styrken i det demilitariserede område mellem Israel og Syrien. 

Kroatien, Canada og Japan har allerede trukket deres tropper ud på grund af den eskalerende borgerkrig i Syrien.

Læs artiklen »Syria conflict: Army 'retakes Golan Heights crossing'« hos BBC.

Læs artiklen »Grønt lys for våben til parterne i den syriske borgerkrig« hos Modkraft.

Fortsatte spændinger mellem Israel og Syrien

Kampene brød ud torsdag den 6. juni efter oprørere overtog en grænseovergang til de israelsk-besatte Golanhøjder nær den syriske by Quneitra. Regeringstropper erobrede efterfølgende grænseovergangen. Spændingerne steg, da ti tanks og pansrede mandskabsvogne fra det syriske militær bevægede sig ind i den demilitariserede zone i forbindelse med kampene. ifølge Haaretz truede Israel med at angribe, men situation eskalerede ikke yderligere.

Israel har bombet mål inde i Syrien flere gange i løbet af den igangvœrende borgerkrig, og Bashar al-Assad har lovet at svare igen, hvis det gentager sig. 

Israel erobrede Golanhøjderne fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967, men den 80 kilometer lange demilitariserede zone blev først etableret af FN efter Yom Kippur-krigen i 1973. 

FNs generalsekretær Ban Ki-moon bad onsdag, FNs Sikkerhedsråd om at ændre FN-styrkens mandat og bevæbning, så de i højere grad får mulighed for at forsvare sig selv.

Læs artiklen »During Quneitra clashes, Israel threatened to attack Syrian forces, UN peacekeeping chief says« hos Haaretz (kræver login eller betaling).

Læs artiklen »Assad vows retaliation to any Israeli attack« hos Al Jazeera English.

Læs artiklen »UN chief seeks to bolster Golan peacekeeping force, warns Syria spillover threatens cease-fire« hos Washington Post.

Læs artiklen »UN Forces in the Golan Perpetuate Israeli Occupation« hos Al-Monitor.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce