De spaniensfrivilliges demokratiske værdier forpligter

»Fra Madrid til Damaskus«.

Under denne problematiske overskrift kunne man den 2. januar 2015 i Weekendavisen læse historikeren Morten Møllers omtale af den nyudkomne bog Brødrene Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig.

Morten Møller paralleliserer de spaniensfrivillige i 1930’erne med de unge danskere, der aktuelt drager til Syrien og kæmper på flere fronter.

Artiklen er rubriceret under historie. Det burde forpligte. Historiekendskab er en demokratisk fordring.

Men Morten Møller sætter sagligheden over styr allerede med indledningen: »Se godt på billedet – Det er 30’rnes hellige krigere.«

»Se godt på …« kendes som en stående vending under fotos i forbindelse med efterlysning af skumle kriminelle.

Morten Møller fortsætter: »De (tre brødre) drømte ikke om et islamisk kalifat, men om et kommunistisk samfund. Deres gud fandtes ikke i det hinsidige, men hed Josef Stalin og sad sprællevende i Kreml og kontrollerede de internationale brigader, som brødrene og deres kammerater tilhørte.«

Det er ikke en redelig historisk fremstilling, men en uvederhæftig og udokumenteret påstand.

Aage, Harald og Kai Nielsen, eller en intellektuel som Gustaf Munch-Petersen, der også nævnes i artiklen, kunne i 1930'erne umuligt have en faktuel historisk viden om Stalin og stalinismen, der på nogen måde svarer til nutidens.

Hvor i brødrenes breve omtales Stalin, og hvor findes der belæg for at påstå, at brødrene betragtede Stalin som en gud?

Personkulten i Sovjet gennemløb en proces, der kulminerede efter Anden Verdenskrig, hvor den med brug af de moderne massemedier efterhånden dominerede det post-feudale og underudviklede samfund, der var i gang med en omfattende omvæltning.

Personlighedskult kunne genfindes i varierende grader i de Moskva-tro kommunistpartier over hele verden, men den var af indlysende historiske og sociologiske grunde langt fra af samme konsistens som i Sovjetunionen.

Der er intet historisk belæg for at antage, at de spaniensfrivillige – dvs. de arbejdere og intellektuelle, der tog til Spanien for at forsvare republikken og den sociale revolution imod fascismen – generelt betragtede Stalin som en gud; end ikke en verdslig!

Det omfattende historiske materiale, der i dag står til historikernes rådighed, kan på ingen måde validere påstanden.

At mange spaniensfrivillige delte den tids progressives – illusionsfyldte – syn på Sovjetunionen er sandt, men i brødrenes barndomshjem var der ikke noget Stalin-portræt. Det var fagforeningsfanen, der hang på væggen.

De vestlige, kapitalistiske lande var i dyb krise efter den Første Verdenskrigs katastrofale imperialistiske magtopgør og det amerikanske børskraks afsmitning på verdensøkonomien.

Sovjetunionens planøkonomi og dens resultater vakte i de år håb og beundring i brede lag og blev ivrigt studeret af mange vestlige økonomer, der tænkte i statskapitalistiske baner. Omfanget af stalinismens terror var ukendt.

Den dominerende presse bragte i Danmark, som i andre vestlige lande, nok artikler om terror i Sovjetunionen, men var samtidig – som oftest – valne eller ligefrem 'forstående' over for fascismen i Italien, nazismen i Tyskland eller kolonialismens uhyrligheder.

Det er et faktum, der sjældent tages op af nutidens presse.

De spaniensfrivillige drog i krig mod fascismen og kongedømmet i en international klassekamp, der forsvarede en folkevalgt og venstreorienteret, republikansk regering.

Under Napoleonskrigen efter den franske revolution drog mange europæere – som det eksempelvis fortælles om H.C. Andersens far – i krig for de republikanske idealer om frihed, lighed og broderskab. Og langt op mod vor tid hang Napoleons portræt som et (fejlagtigt) republikansk symbol hos tilhængere af de idéer – også i danske hjem.

Men det var ikke idealisme i borgerlig forstand, men proletarisk bevidsthed, »der fik tre unge mænd fra Husum til at bestige deres tunge jerncykler og køre til Spanien«. De ville simpelthen gøre op med udbytningen i et uretfærdigt, kapitalistisk samfund.

Morten Møller fremstiller den beslutning som kontroversiel:

»Ganske som i dag frygtede man at få radikaliserede unge mænd med friske krigserfaringer og et varmt had til regeringens syn på konflikten hjem til Danmark«, hedder det.

Men nej, det var aldeles ikke ganske som i dag! Regeringens syn på borgerkrigen i Spanien var ganske rigtigt ikke at forsvare demokratiet, men at være strengt »neutral« helt på linje med de andre vestlige demokratiers – i modsætning til Sovjetunionens aktive militære assistance til republikken og til Italiens og Tysklands terrorindgreb på Franco-oprørernes side.

Men det var ikke som i dag, hvor de vestlige regeringer – også Danmarks – fører aktiv krig i Mellemøsten og Afrika.

De islamistiske kræfter, som Vesten erklærer at bekæmpe, har længe været støttet og udnyttet af Vesten og dets allierede i lande som Afghanistan, Libyen og Syrien.

Regimer væltes ikke, fordi de er diktatoriske, men fordi de ikke vil følge Vestens diktat. Saudi Arabien betragtes, selv om det finansierer salafister, derimod af Vesten som en vigtig allieret.

»Nu har konflikterne i Mellemøsten vakt en ny generation af unge danskere. Ser vi bort fra Anden Verdenskrig (herunder Vinterkrigen i Finland), har vi ikke siden den Spanske borgerkrig oplevet en tilsvarende rekruttering af danske statsborgere til en militær konflikt i udlandet.«

Historisk korrekt, for de (i artiklen uomtalte) omkring 6000 frivillige soldater i Frikorps Danmark drog jo i krig som led i besættelsens samarbejdspolitik med Nazi-Tyskland! Og de mange soldater, der i det sidste årti er sendt, relativt ukontroversielt, i krig som bidrag til det internationale magtspil, rekrutteres jo af danske regeringer som led i Nato-samarbejdet.

Morten Møller mener, det skaber en parallel historisk situation mellem nutiden og 1930’erne:

»Parallellerne mellem fortid og nutid er åbenlyse. Det samme er de ideologiske forskelle. For de spaniensfrivillige var fascismen den store fjende, for de syriensfrivillige er fjenden de vantro. Uagtet deres kommunistiske overbevisning kæmpede brødrene Nielsen i en hær, som forsvarede en folkevalgt regering mod et militærkup støttet af Hitlers og Mussolinis tropper. Islamisk Stat er derimod en sjælden brutal oprørs- og terrorbevægelse uden nogen form for politisk legitimitet.«

Nej, Morten Møllers gentagne forsøg på en historisk parallel er ikke redelig!

Hvis man ikke vil forvirre begreberne, bør en verdslig politisk stillingtagen ikke sidestilles med de troendes credo og dertil hørende religiøse åbenbaringer. Det drejer sig om to vidt forskellige dimensioner og kategorier, i yderst forskellige historiske sammenhæng: henholdsvis en nutidig religiøs oprørskrig mod »vantro« og vestlig indflydelse, og en historisk politisk motiveret forsvarskrig mod fascismen.

Morten Møller skriver:

»Syrienskrigere eller syriensfrivillige kalder vi dem med en klar parallel til de spaniensfrivillige.«

Med al respekt! En sådan floskel er ganske uklædelig og uproduktiv.

Fagligt kompetente historikeres opgave er at korrigere historisk ukorrekte floskler og ikke ukritisk gentage dem! Den, der mangler historisk kendskab, er lettere offer for manipulering.

Nej, de salafistiske jihadisters attentater i Paris og disse samme franskmænds deltagelse i krigen mod Bachar el-Assads regime, og mod Iraks styre og befolkning, er af en ganske anden natur end borgerkrigen i Spanien.

Det er også historisk uholdbart at hævde, at det var »uagtet« deres »overbevisning« at kommunisterne kæmpede i en hær, der forsvarede en folkevalgt regering.

De europæiske kommunistpartiers »folkefrontpolitik« i 1930'erne var tværtimod en politisk kamp for at få etableret sådanne progressive regeringer som et værn mod fascismen.

Ved et tilbageblik på perioden er det – globalt set – slående at konstatere, at de kapitalistiske demokratier svigtede deres egne erklærede værdigrundlag.

Før Sovjetunionens afgørende militære indsats under Anden Verdenskrig – med umådelige ofre – fremstod Stalins taktiske ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland – efter forgæves forsøg på at opnå alliancer med de vestlige stormagter – som et yderst sort og smertefuldt kapitel.

USA deltog først i Verdenskrigen efter det japanske angreb på Pearl Harbour i december 1941. USA bekæmpede paradoksalt nok aksemagterne i demokratiets navn, men anvendte internt apartheid – selv i hæren.

De borgere, der startede den militære kamp mod fascismen og nazismen som led i klassekampen, var i mange regeringers øjne ikke kun dissidenter, men fjender.

De erklærede demokratiske intentioner fulgtes, når det virkeligt gjaldt, sjældent op af handling af de toneangivende og dominerende kræfter i samfundet.

Brødrene Nielsen vendte efter den Internationale Brigades opløsning tilbage til Danmark.

Da Tyskland besatte Danmark, var brødrene blandt de første i den organiserede modstandsbevægelse i modstandsorganisationen BOPA.

I november 1942 indledte dansk politi en arrestationsbølge af bl.a. spaniensfrivillige, som de (helt rigtigt) formodede tog del i den tiltagende sabotage.

125 personer – heriblandt Aage Nielsen – blev indsat i Horserødlejren. Han blev løsladt i foråret 1943, formodentlig fordi man regnede med, at han ved overvågning ville kunne lede politiet frem til aktive modstandsfolk. Men Aage forsvandt i illegaliteten.

I efteråret 1943 blev han af en stikker angivet til politiet og indsat i Vestre Fængsel. Gestapo torturerede ham derefter til døde og udleverede hans lig til de pårørende til almindelig skræk og advarsel.

Kai og Harald Nielsen blev efter likvidering af Aages angiver pågrebet af politiet. Under et flugtforsøg blev de skudt ned og hospitalsindlagt.

Det lykkes dem dog ved lægernes hjælp at flygte fra hospitalet. Derefter blev de af modstandsbevægelsen sammen med deres familier sendt til Sverige, hvor de igen blev fængslet, men senere løsladt.

Kai og Harald Nielsen fik først i en sen alder tildelt den hæderspension af staten, som indsatsen i modstandsbevægelsens sabotagehandlinger gjorde dem fortjent til.

Jeg havde i en årrække det privilegium at være en af Kai Nielsens nære venner. De menneskelige kerneværdier, som han og andre radikalt selvstændigt tænkende mennesker satte livet ind for, forpligter nok så meget i nutidens verden – hvor nye trusler mod menneskeheden er kommet til.

Dengang som i dag er mediernes »sandheder« langt fra nok til at dæmme op for farerne mod demokratiet.

Som Edward Snowden har udtrykt det: »Det rigtige mål for en persons værdi er ikke, hvad man siger, man tror på, men hvad man gør for at forsvare sin overbevisning.«

Vi må finde ud af, om vi vil gøre op med finanskapitalens absurde og totaliserende logik, hvor kapitalismens krise fører til sociale forringelser, der truer os lige så uomtvistelig som polernes smeltevand.

Frygt fører til antisemitisme og islamofobi – og kan kun bekæmpes ved at tage fat ved roden.

Stormagternes (og dermed Danmarks) vildfarne strategiske krige fører alene til gensidig blind fanatisme og terror. Desværre er det pyromanerne, der huserer lige nu.

Bjarne Mortensen er pensioneret flyarbejder og fagforeningsleder i CGT Air France. Han bor i Paris.

Læs et udsnit af Albert Scherfig, Charlie Krautwald, Daniel Madsen og Nadia Zarlings bog »Brødrene Nielsen - Breve fra den spanske borgerkrig « på Modkraft.