Annonce

Flygtninge
19. september 2015 - 11:41

»De værste lande at rejse gennem var Ungarn og Danmark«

Filminstruktør Anahi Testa Pedersen har mødt et par af de mennesker, som i sidste uge rejste gennem Rødby for at tage videre mod Sverige. I interviewet forklarer de om deres oplevelser i Danmark.

Videoen viser nogle af de mennesker, som sejlede med færge til Rødby i sidste uge, og herefter blev holdt indespærret i Rødby Hallen for enten at blive registreret som asylsøgere eller for at vente på at rejse mod Sverige.

Filminstruktør Anahi Testa Pedersen mødte dem efterfølgende i Malmø, hvor de var på vej videre til Stockholm. De var lettede over at være nået til Sverige, men meget påvirket af deres oplevelser i Danmark.

De fortæller blandt andet om, hvordan politiet har tilbageholdt et barn for at tvinge et forældrepar til at lade sig registrere i Danmark.

En anden fortæller om, han oplevede at blive modarbejdet af en tolk, som arbejdede for politiet.

- Det værste land at rejse gennem var Ungarn og Danmark, fortæller han.

Politiken og MetroXpress ville ikke vise interview 

Anahi Testa Pedersen har forsøgt at få beretningerne bragt i Politiken og MetroXpress, men begge aviser har ikke været interesseret.

Politiken gav som begrundelse, at videoen ikke viser noget generelt om flygtninges oplevelser, og at vinklen ikke er skarp nok. Derudover fik Anahi Testa Pedersen at vide, at Politiken skulle se, om videoen passede ind i deres dækning.

MetroXpress gav som begrundelse at videoen er for politisk, og at der skulle være en modvægt til historien, for eksempel fra politiets synsvinkel.

- Det kan diskuteres om menneskelige beskrivelser er politiske, spørger Anahi Testa Pedersen og fortsætter.

- I det hele taget oplever jeg lidt en mur af definitioner, måder at betragte historier på etc, som på en måde slører for at fortælle om nogle mennesker, der har oplevet noget i vores land. Når der sker store forandringer i vores verden, synes jeg det er vigtigt at få så meget forskelligt slags dokumentation ud som muligt, så begivenhederne bliver belyst på forskellige måder ud fra forskellige synsvinkler. På den måde kommer man tættere på at dække “virkeligheden”.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce