Annonce

Köln
29. januar 2016 - 10:20

Debattør: Köln-overgreb skaber feminationalisme

Debatten om de seksuelle overgreb i den tyske by Köln puster til nationalistiske tendenser forklædt som bekymring for kvinders vilkår, siger redaktør og forsker, Nazila Kivi forud for Modkrafts debatmøde.

Nytårsnat skete der en række seksuelle overgreb i den tyske by Köln, og efterfølgende er flere af de formodede overgrebsmænd blevet udpeget som flygtninge og asylansøgere.

Og i takt med, at mere end 700 kvinder har indgivet anmeldelser om overgreb er medierne, herhjemme og internationalt, flydt over med historier, hvor politikere og eksperter har fremturet med politiske analyser, der både har søgt at afklare, hvad der er sket, hvorfor, og hvad man som samfund skal gøre for at undgå, at det sker igen.

De seksuelle overgreb har ikke mindst været brugt af regeringen og højreorienterede politikere til at sætte fokus på integrationspolitik, argumentere for yderligere stramninger af asylpolitikken, samt givet en anledning til at stille krav til etniske minoriteter og deres tilstedeværelse i europæiske samfund.

Imens er venstrefløjen blevet taget med bukserne nede, mener Nazila Kivi, der er redaktør på tidsskriftet Friktion, Modkraft-blogger og køns- og minoritetsforsker.

Hun kritiserer venstrefløjen for at være i defensiven, når den taler om berøringsangst og overtager højrefløjens politik. Og det er farligt, for således bliver islamofobien fodret uforstyrret og hele det politiske landskab rykker til højre.

Læs artiklen »Modkraft inviterer til debat: Er overgrebene i Köln et wake-up call for venstrefløjen?« hos Modkraft

Se Nazila Kivis blog på Modkraft

Hvad kan venstrefløjen lære af den måde, som debatten om overgrebene i Köln har udviklet sig?

– Venstrefløjen er endnu engang blevet taget med bukserne nede og er endt i defensiven ovre i hjørnet, hvor den parerer beskyldninger om den påståede berøringsangst, som højrefløjen kaster om sig med. Venstrefløjen har i stedet brug for at formulere nogle klare dagsordener, der også indebærer kampen for kvinders rettigheder både i Danmark og globalt uden at lade sig spænde for en fremmedfjendsk vogn. Det er en opgave, der selvfølgelig både kan og bør lade sig gøre. 

Hvis overgrebene i Köln ikke handler om kultur, hvad handler det så om?

– De handler i bund og grund om overgreb mod kvinder. Det er også vigtigt at huske, at seksuelle overgreb sker hele tiden, og normalt er reglen altså, at de bliver tysset ned eller bortforklaret, Hvis Köln gør, at vi begynder at tale om seksuelle overgreb og tage dem alvorligt, er det et skridt i den rigtige retning. Men når seksuelle overgreb begået af såkaldte ’muslimske’ mænd får særlig stor bevågenhed, er det blot endnu en måde, hvor de nationalistiske strammer-tendenser er forklædt som bekymring for kvinders vilkår - det som jeg kalder feminationalisme.

Læs Nazilas kronik »Den hvide 'femi-nationalisme' trives iblandt os« hos Politiken

Hvorfor siger nogle politikere og debattører, at venstrefløjen har berøringsangst for at bruge kultur som forklaringsmodel?

– ’Berøringsangst’ er et retorisk kneb, der nedtier kritikerne af kulturelle forklaringer.  Det ligger lige til højrebenet at sige, at kultur er årsag til ulighed, mangel på demokrati og fravær af ligestilling. Vi har nogle politikere, som er for dovne, magelige eller populistiske til at sætte sig ind i de komplekse mekanismer, der skaber eksklusion, radikalisering eller mangel på rettigheder til kvinder.  


Hvad er venstrefløjens konstruktive løsninger på, at de seksuelle overgreb, som vi så i Köln, ikke sker igen?

– Venstrefløjen bliver nødt til at flytte sig progressivt og offensivt ved at komme med nogle bud på, hvordan vi arbejder hen mod et bedre samfund - inklusive bedre rettigheder for alle kvinder og minoriteter. Og de skal gøre det uden at rykke sig defensivt mod højre, for det skaber kun endnu mere plads på højrefløjen. Det må da efterhånden være tydeligt, at den taktik ikke holder. Hvis man er i tvivl, kan man se på den store lussing, som Socialdemokraterne fik serveret af vælgerne ved gårdagens meningsmåling. Helt ærligt, hvordan synes de selv, det går?



Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce