Deleøkonomi - hvad er perspektivet?

Deleøkonomien udskriges som redning for økonomi, samfund og miljø, men er meget uklart defineret.

Jeg vil i denne artikel bevæge mig gennem fortaleres og skeptikeres argumenter for til sidst at diskutere, hvordan deleøkonomien, som den tegner sig, kan siges at være med til at overskride kapitalismen.

Det kræver en gennemgang af udviklingerne og mulighederne inden for kategorierne produktion, distribution og konsum.

Indledning

Hvad er det i grunden, man deler i deleøkonomi? Det er enten ting, man allerede ejer, eller viden og informationer, man gerne vil dele med andre. Delebiler er en blanding af en ting (en bil) og en tjeneste (brugen af den).

En stor del af deleøkonomien består i salg af gamle ting, der ellers ikke ville blive markedsført, men nu bliver det på genbrugsmarkedet.

Deleøkonomiens tjenester befinder sig typisk i det digitale rum eller afhænger af det.

Yderpunkter er ren uddeling, såsom at man lader sine bøger blive på hotellet, der derefter lader andre gæster bruge dem, som de vil. Bøgerne er blevet værdiløse på markedet, de er kun ren brugsværdi. og så har vi forladt kategorien 'økonomi'.

Deleøkonomien skal altså også være økonomi, så der må være penge i det. Andre derimod mener, at deleøkonomien potentielt kan dække både produktion, distribution og konsumleddet og afskaffe den gængse pengeformidling af varer.

Der er megen forvirring om emnet. Jeg vil først se på deleøkonomien, som den gængs fremstilles og udvikles af entreprenante internauter for dernæst at analysere de videre perspektiver for kapitalistisk overskridelse.

Deleøkonomiens indrekapitalistiske rum

De fleste fortalere for deleøkonomi er ikke så systematiske, at de sondrer mellem produktion, transport og logistik (mellemmænd) og så distribution og konsum. Ej heller sondrer de nødvendigvis mellem fysiske goder og tjenesteydelser.

En sangvinsk fortaler og entreprenør som Claus Skytte definerer deleøkonomi således: 'digitale platforme for mikroentreprenørskab'[1].

Han taler også om ressourceoptimering, i og for sig ikke en tosset måde at sige det på, men det er et perspektivskift. Skytte er ikke bevidst modstander af nogen som helst kapitalistisk verdensorden, selvom han og de andre udviklere har store forestillinger om at forandre verden og taler om en megatrends.

Hvis man er hård, kan man sige, at de blot finder nye nicher inden for serviceøkonomien.

Som udgangspunkt kan man tage, at deleøkonomi består i spredning og mere effektiv brug af ressourcer, ejendom eller allerede produceret udstyr, længerevarende forbrugsgoder, værktøj osv., som har forladt den almindelige kapitalistiske produktionsproces og befinder sig i distributions- eller konsumtionssfæren.

Lad os se på nogle eksempler[2]:

• I 2012 delte 800.000 i USA biler, 1,7 millioner i 27 lande;
• Hver ny delebil overflødiggjorde 15 personligt ejede biler;
• Der er 100 cykeldelingsprogrammer over hele verden med omkring 140.000 cykler;
• AirBnb har ifølge sin hjemmeside over 1 million tilmeldte udbydere − det startede i 2008 og er groft sagt en udlejning af en del af eget hjem til fremmede;
• Der er også »couchsurfing« (i princippet gratis), deling af legetøj, slips, festtøj eller andet tøj, der kun bruges enkelte gange af den samme.

Her er der altså tale om at bruge noget, man allerede ejer, og enten uddele det gratis, udleje det til andre eller sælge det for en slik.

Der kan også være tale om et simpelt bytteforhold. I tilfældet cykler står bystyrer ofte bag.

Frivillig deling af viden over nettet er for det meste gratis for afsender og modtager, der finder ikke køb og salg sted. Men via tredjemands (eller en internettjenestes) algoritmer kan data sælges videre til dem, der ser potentialet for salg af egentlige varer og tjenesteydelser, der er målrettet en bestemt brugers specifikke behov.

Pga. af Facebook-brugernes antal kan det børsnoterede firma Facebook tjene penge på sin formidling. Der er nu også tegn på, at Facebook vil udvide sin business-model og gå nye, dvs. gamle veje, i form af at sælge tjenester, der linker mere direkte til køb og salg af 'stuff'.

Faremomenter og muligheder

Ifølge Bent Greve, der har beskæftiget sig indgående med emnet, er der fire faremomenter ved deleøkonomien, der gennemgås ét for ét nedenfor.

Et femte tilføjes for skribentens egen regning.

1. Eksisterende producenter får ny konkurrence
AirBnb udgør en alvorlig konkurrence for hoteller, der må gå ned i pris eller ud af business.

Hyrevognschauffører og -selskaber er rasende over en tjeneste som Uber, hvor bilister kan udleje sig selv med bil i deres fritid og på den måde udgøre en konkurrence, der føles som unfair af autoriserede taxiselskaber, der har en række forpligtelser til at stå til rådighed, levere god service og betale skat. Taxier skal også helst være af en vis kvalitet.

Til det kan man indvende, at Uber også sætter standarder for sine udbydere. Når det drejer sig om industrielt producerede varer som biler, ser bilindustrien ikke ud til at sælge færre biler på trods af det omsiggribende deleri.

Tjenester som GoMore konkurrerer i virkeligheden snarere med offentlig transport som tog og busser.

2. Risiko for skatteminimering
Det koster megen hovedpine, hvordan man skal beskatte sælger. Hvordan ved skattevæsnet overhovedet, at der finder køb og salg sted? Webportalsinformationerne kan være svære at få fat i.

Så selvom der kan fastsættes en overgrænse for, hvor meget man skattefrit kan tjene på at udleje et værelse, og i hvor lang tid man kan gøre det uden at skulle betale skat, er det svært at kontrollere.

Der er selvfølgelig også et element af at udnytte grænseoverskridende transaktioner og selskabskonstruktioner på en skattetænkende måde, når man sørger for at få flere parter med i spillet.

Man kan knytte dette sammen med en stigende informalisering af økonomien, altså at den sorte økonomi griber om sig. Platformskapitalisme er et ord for den side af sagen.[3]

Det er rigtigt, som også Per Henriksen gør opmærksom på i artiklen »Fælleseje og selvorganisering − et strategisk svar på den neo-liberale globalisering« i Det ny Clarté, nummer 3/2015, at deleøkonomien til dels er uden for de gængse kapitalistiske forløb. Det er med til at skaffe indkomst til folk uden for arbejdsmarkedet, men kan nemt føre til øget 'sort' økonomi.

Vækst uden jobs øges altså, eller de jobs, der skabes i deleøkonomien, er for en stor dels vedkommende underbetalte og ikke baseret på faste overenskomster.

3. Forbrugernes stilling gøres vanskeligere
Formidlerne tager ikke ansvaret for, at kvaliteten af det udbudte svarer til forventningerne. Selvfølgelig vil portalen lide skade på sit omdømme, hvis der er mange klager. Men forbrugerne kan have svært ved at finde en modtager for klagen. De sociale medier må holde for. Kun hvis en brugers brok bliver ’liket’ tilstrækkelig mange gange, er der håb om at tjenesten hører efter.

Det modsatte kan også tænkes: en lejer af en lejlighed, der gør krav på at have vundet brugsrettigheder til den, som det er sket i Californien.

I det tilfælde var AirBnb-kontrakten udløbet, og derfor kunne der ikke direkte appelleres til AirBnb om hjælp. Eller det kunne vige udenom.

4. Nye typer af markedsdominans
De store spillere indeholder internettjenester som Google, der er under anklage for at udnytte sin markedsdominans til også at fremme de vareformidlende tjenester, som Google faktisk tjener penge på.

Uendelig mange forsøger sig med nye portaler for en form for deling i håbet om at 'make it big', den gode gamle drivkraft.

Pointen er imidlertid, at medmindre man opnår markedsdominans, har man ingen chance.

5. Forbrugsmuligheder for de rige, nu med god samvittighed
Dette punkt stammer ikke fra Bent Greve. Som nævnt går en del deleøkonomi ud på at aflæsse noget, der ellers skulle smides ud. Det er sympatisk, at man organiserer, at ressourcer ikke spildes, at tøj kan bruges af andre end dem, der har købt det − og i længere tid.

Men de, der på den måde gør andre glade, kan derefter med god samvittighed købe nyt. For i og med at folk − en stor del − er blevet mere velstående, og at langvarige konsumgoder er blevet relativt billigere, vil der være en tendens til at udskifte hurtigere.

Fattigrøvene får det ikke helt nedslidte, og de, der anskaffer sig nyt lige lovlig tidligt, kan have god samvittighed over at have givet det gamle videre til genanvendelse. Det er en form for trickle-down, et almissesystem.

Nogle af tingene kan måske vække en vis interesse hos andre og kan sælges, hvor prisen mestendels dækker mellemleddets arbejde og omkostninger.

Fordele

Fordelene er, igen ifølge Greve:

• Kapitalapparat eller det længerevarende forbrugsgode bruges mere effektivt (men slides så også);
• Forbrugerne kan få ydelser til billigere priser;
• Mellemled forsvinder og kontakten mellem køber og sælger/producent bliver mere direkte og enkel;
• Færre direkte faste omkostninger og dermed mindre samlet behov for produktion af en række goder.

Til det tredje punkt kan man sige, at der jo netop for det meste er skubbet en webportal ind som formidler mellem køber og sælger, og den skal også aflønnes omend ofte minimalt per transaktion. Loven om store tal er i spil. Så det ene vokser ud af det andet.

Andre fordele er ifølge ovennævnte Claus Skytte, at velfærdsstaten også kunne blive hjulpet.

F.eks. kunne borgerne oprette en digital konto baseret på et vist mål skattefrihed, som de kunne trække på, hvis de gav direkte omsorg til medborgere, der ellers plejer at blive betjent af det offentlige. Så når man hjalp fru Andersen, kunne man kreditere det.

Skulle folk så have udbetalt de samme penge, som de ikke har glæde af at trække fra i skat, hvis de nu ikke har nogen særlig indkomst, altså en form for borgerløn med nyttejob? Og hvad med professionalismen? Det melder historien ikke noget om.

Jo, vi skal dele og lave platforme, men lad os gøre det selv. Og undgå kontrol og mikroregnskaber for vores godhed.

Og i øvrigt er noget sådant med til at fremme tendensen til overvågning, også muliggjort af den digitale verden.

Hvordan hænger deleøkonomi og kapitalismen sammen?

Det interessante perspektiv er, hvordan deleøkonomi og kapitalisme hænger sammen. For det første er mange af de ting, der er sat i værk, en måde at overleve krisen på. Få nyt tøj eller i hvert fald andet tøj til en billig penge.

For det andet befinder deleøkonomien sig mestendels inden for den i kapitalistisk forstand mindre vigtige konsumsfære, selvom deleøkonomiske tiltag kan give detailhandlen konkurrence.

For det tredje kan nogle få lidt småbeskæftigelse, altså uformelle deleøkonomiske initiativer kan være en måde at overleve arbejdsløshed eller underbeskæftigelse på. Dvs. få en indtægt, selvom lønningerne i den etablerede del af økonomien falder eller helt falder bort. Da deleøkonomiske initiativer ofte giver mere mening end almindeligt lønarbejde, accepterer deltagerne at leve billigere, mens de opretholder deres drøm.

Men for det fjerde kombineres alt dette med moderne teknologi. Via de kæmpestore dataophobninger og formidlinger kan der ske nye køb og salg, som udvider markedet eksplosivt. Der er også salg og formidling af data i sig selv. Skræmmende er det, hvis 'deleøkonomi' forbindes med salg af organer.

Men fundamentalt er deleøkonomi en konsekvens af kapitalismens udvikling. Mange ting, der nu indgår i deleøkonomien, kan netop vanskeligt deles på traditionel kapitalistisk vis, 1 : 1.

Det er svært at finde markedspris for ydelser, der ikke er individuelle goder med en klar destination. Gamle Marx talte om produktivkræfternes udvikling.

Jeremy Rifkins visioner - er de for vidtløftige?

Jeremy Rifkin kobles ofte sammen med deleøkonomi. I hvert fald beskæftiger han sig med de samme fænomener, men går ét skridt videre og taler ligefrem om den tredje industrielle revolution.

Han forudser nærmest en logisk overskridelse af privatejendomsretten og bruger ord som 'det samarbejdende fælleseje' ('the collaborative commons').

I sin bog fra 2014,The Zero Marginal Cost Society med underoverskriften The Internet of Things, The Collaborative Commons & The Eclipse of Capitalism[4], anvender Rifkin mikroøkonomisk produktionsteori på begrebet. Væsentlige argumenter gennemgås et for et.

1. Løbende omkostninger falder bort
Mange af de ydelser, der sælges, musik, bøger (e-bøger), underholdningsformidling osv. er blevet stort set gratis at formidle eller har mistet sin vareform. Der er ikke nogen løbende omkostninger forbundet med deres produktion. Hvad skal man med CD'er og DVD'er, når man kan streame? Tjenester som Netflix samler en masse muligheder på en platform, som de får folk til at betale en lille smule for at få nem adgang til.

Til det er at sige, at den enkelte visning af 'House of Cards' ingen omkostninger har. Men det har produktionen af serien. Så et eller andet sted skal produktionsomkostningerne dækkes. Og det bliver de, men kun hvis de omgærdes af kontrolforanstaltninger.

Til gengæld for generøsitet på ét marked, holdes andre ude, og det lykkes at blokere, så kun dygtige hackere kan omgå et markedsforbud mod f.eks. at streame den igangværende sæson af en serie, som vises af en tv-kanal i USA, eller som bare ikke er frigivet til streaming på det pågældende marked. Man kan kun gætte på, at det er for at holde betalingsgejsten oppe.

2. Grøn energi og undervisning
Rifkins pointe ifølge DJØF-bladets omtale i maj 2015 er, at grøn energi kan hjemmeproduceres og egenproduktionen af goder stige. Et andet eksempel er, at undervisningsudgifter kan falde pga. af netmuligheder for at tage kurser.

Det er bare ikke rigtigt, at grøn energi ingen omkostning har: Der skal investeres i udstyr såsom solceller eller en lille vindmølle. Derefter falder omkostningerne mod nul, det kan man være enig i.

Så næste punkt er, at vi bevæger os over mod et samfund, hvor den marginale omkostning ved produktionen eller konsumtionen er nul, men hvor der er store anskaffelsesomkostninger. Det kræver måske endnu større kapitalkoncentrationer, end vi allerede har set.

Og ja: profitraten vil falde, for der skal meget lidt levende arbejde til at operere alt det udstyr. Hvis fatter eller mutter selv kan klare reparationer og vedligehold, bliver omkostningerne flyttet ind i privaten. Eller de kan måske bytte med naboen for en anden ydelse.

3. Store investeringer og industriel produktion
Rifkin anerkender problemet med tunge investeringsudgifter, men kommer om ved det ved at udtrykke, at maskiner kan replicere sig selv og lave deres egne reservedele med den rette programmering. Produktionsprogrammer kan downloades, og 3D-printere kan producere alverden. Der skal samarbejde til, men det bliver ikke på et kapitalistisk for-profit marked.

Det forudsætter naturligvis, at råstoffer eller recyklede materialer er tilgængelige. Hvis nye råstoffer skal fremskaffes, er vi ikke helt henne i et CO₂-frit samfund, som Rifkin mener hører med til sin fremtidsvision.

4. Kapitalismens fredelige selvdestruktion og knaphedsproblemet
Kapitalismen vil bryde sammen indefra og på fredelig vis afløses af det samarbejdende fællesskab ifølge Rifkin, der absolut ikke er marxist. Det viser sig også i, at han indrømmer, at landbrugsvarer og vand kan blive problemet, for her er der tale om knapheder, tæring på jordens ressourcer.

Rifkin synes at glemme andre naturressourcer, metaller osv. Det er ikke klart, om han mener, at der er nok at genbruge.

I virkeligheden kan man også deles om landbruget. Man skal blot ophæve privat ejendomsret til jorden og slet ikke have sådan noget som salgbare eller kapitaliserbare fiskekvoter. Ja blot bestyre det fælles livsunderlag i fællesskab.

Konklusion

Deleøkonomien er kun til dels en ny produktionsmåde, men indtil videre blot en anden måde at formidle ukurante varer på.

Heldige start-up virksomheder kan tjene penge på formidlingen, hvis de kan slå stort igennem med en dum lille app. Nogle få internetentreprenører bliver måske meget rige, ebay, Lauritz.com, men er de en del af deleøkonomien? De er måske bare en ny form for internetmarskandisere.

Interessant er det at tænke tilbage på økonomisk demokrati, hvor arbejderen skulle have andele i industrien. Kan man få de selvorganiserende grupper til selv at skaffe sig start-up kapital til større produktioner?

Konklusionen må være, at det, der bliver tilbage af kapitalismen, netop bliver monopolet på adgang til kapital til de store investeringer.

Kapitalismen giver ikke op uden videre, men teknisk/teknologisk er det mere end muligt, at den falder omkuld på historiens mødding pga. af sin egen logik.

Karen Helveg Petersen er ansvarshavende redaktør på tidsskriftet Det ny Clarté. Hun har en Ph.D. i økonomi, er marxistisk økonom og skribent om politisk økonomi samt konsulent i udviklingsarbejde (energi).

Artiklen bringes også i Det ny Clarté 3/2014.