Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
KOMMENTAR
13. marts 2012 - 9:26

Demokrati – har vi prøvet dét?

DEMOKRATI – hvad er det egentlig? Dumt spørgsmål. Vi ved alle sammen, at det er dét, vi skal lære de andre. Vi kan diskutere hvordan, f.eks. om vi har lov til at bruge magt, og under hvilke omstændigheder. Men på et tidspunkt kan vores kampe for det gode føre til så meget rod og så mange dræbte, at vi får svært ved at få øje på demokratiet eller kommer i tvivl om, hvad det betyder.

Folkestyre betyder det. Det må jo betyde, at et givet folk styrer sig selv. Så kunne man blive ved at spørge dumt og sige: Hvad er et givet folk? Jamen, det er de mennesker, som bor i en given stat. Og hvem har givet os de stater, vi lever i?

De er, som vi har lært i skolen, skabt af store konger og førere, som igennem årtusinder har ført krige og afholdt konferencer, til der kunne trækkes grænser og vedtages grundlove og hejses flag. Staterne omfatter som regel et flertal af beboere, der taler samme sprog (eller har fået besked om at gøre det) og formodes at have en del fælles vaner og interesser.

Der vil naturligvis altid være mindretal, som bor på den forkerte side af de grænser, lederne har kunnet enes om, eller som kommer ind med tiden. De kan have svært ved at falde til, og det kan give problemer, men det styrker også sammenholdet i flertallet.

Det er der som regel brug for. Staterne er, som sagt, frembragt af ledere, efter krige og forhandlinger, og har fra starten omfattet mennesker, der har været så heldige/uheldige at bo indenfor de trukne grænser, og som tidligere kan have organiseret deres familieliv, arbejdsliv og traditioner på måder, der ikke ganske passer til statens interesser.

Meget ofte ser man lokale former for folkestyre, som må bukke under for en enevældig stat, der endnu er for skrøbelig til at tåle selvstændige befolkningsgrupper på sit område.

Ser man tilbage, kræver det en ganske høj velstand, før en stat kan tillade visse former for frihed og medindflydelse i nogle grupper af befolkningen. Det forudsætter også en tradition for, at staten repræsenterer dem, der bor i den. Begge dele kræver lang tids udvikling. Nye stater må som regel bruge generationer på at nå frem til en eller anden form for folkestyre.

 Mønstret kendes i moderne tid fra kolonierne i f.eks. Afrika, hvor europæiske regeringer delte erobrede områder imellem sig og trak grænserne uden hensyn til de oprindelige befolkninger, som kunne være indbyrdes fjendtlige, tale forskellige sprog, osv.

Da det efter 2.verdenskrig blev politisk opportunt, ’gav man dem friheden’ ved at udnævne dem til selvstændige stater indenfor de gamle koloniers grænser, og med kolonitidens politiske systemer og administrationer. For tiden udnyttes de derved skabte modsætninger til at fremtvinge uskiftning af regeringer i forhenværende kolonier, som søger at hævde deres selvstændighed overfor stormagterne, f.eks. Somalia, Libyen, Syrien. Den officielle hensigt er, at man vil lære dem demokrati, for det har de jo ikke nået endnu. Vi andre var ca. 1000 år om det.

Demokrati – folkestyre – er altså opstået i stater, skabt ved vold, og styret af administrative systemer, som er dannet igennem en lang historie af undertrykkelse. Det skabte ikke et helt nyt samfund, men tilpassede det eksisterende, så ny teknik og nye organisationer kunne få plads. Stemmeret, ytringsfrihed osv. var redskaber til at ændre det, der stod i vejen for det ny.

Derfor blev dele af samfundslivet kun langsomt omfattet af folkestyret, f.eks. arbejdslivet, økonomien, markedet og militæret.

Der er altså grund til at stille mange spørgsmål til demokratiets teori og praksis. Her skal tages tilløb.

Ledelse

Når man nu og da diskuterer kongehuset – dér, hvor man endnu har sådan ét – går praktisk talt alle ud fra, at alternativet skal være en præsident. Man diskuterer derefter, hvad der er fordelagtigst: Er en præsident virkelig billigere end kongehuset? Bedre til at reklamere for staten i udlandet? Mere demokratisk, fordi han er folkevalgt? Er det ikke mere demokratisk med en majestæt, som er hævet over partierne? Osv.

Men er det overhovedet demokratisk med en leder, selv hvis denne er folkevalgt? I mange stater har svaret åbenbart været nej, for dér har præsidenten samme status som de få overlevende monarker, dvs. som  topfigur uden synderlig politisk magt.

Men også i stater, hvis grundlov sætter snævre grænser for præsidentens beføjelser, som i USA, kan der gennem længere tid ske forskydninger, så at man, som nu for tiden, udvikler et embede med magt til at erklære krig og slå udvalgte personer ihjel overalt på kloden uden at spørge om forlov. Præsidenter har altså højst forskellige beføjelser fra stat til stat.

Når man mener at have behov for en kransekagefigur, må det skyldes, at man ser samfundet som en kransekage – bred i bunden og smallere opefter mod pynten på den øverste spids, hvor der kun er plads til én: Lederen.

Modellen stammer fra en tid, hvor konger regerede enevældigt, men bruges i alle slags moderne organisationer. Øverst en direktør, nedenunder evt. vicedirektører, dernæst bestyrelsen (som svarer til et parlament), administrationen, arbejdsledere, og nederst folkene på gulvet, som man siger. Medarbejderne, hvis man vil være høflig.

Hele figuren ejes af aktionærerne. De har stemmeret i forhold til deres investeringer og har indflydelse på virksomhedens drift igennem den valgte bestyrelse. Idéerne om ’demokrati på arbejdspladsen’ betyder således et indgreb i aktionærernes demokratiske rettigheder.

Det moderne samfund er altså snarere et landskab af kransekager af forskellig størrelse, hver med sit særpræg. Men denne kagebakke er kun en mindre del af helheden, som kan virke kaotisk fordi den består af alle de liv, alle de aktiviteter, som udfolder sig indenfor en given stats grænser.

Dette tilsyneladende kaos fylder så meget, at de velorganiserede kransekager ofte opfattes som besværlige forhindringer for befolkningens udfoldelser.

Det har alt sammen at gøre med, at begrebet ledelse er udviklet under krig og udfra en idé om, at man kun vinder, hvis man har en overlegen fører. som man adlyder 100%. Så kan man have ligeså mange soldater og kanoner, det skal være; uden den store leder og den ubetingede lydighed går det ikke. Nu tildags hedder det konkurrenceevne.

I det brede samfund udenfor organisationerne opstår der ustandseligt ledere af alle tænkelige slags. Folk er nu engang forskellige. Men når en leder er ansat til at sidde øverst på en kransekage, opstår der let en ængstelse for initiativer eller modsigelser fra de lavere lag af anretningen.

De opfattes som angreb på ledelsesretten, og ikke nok så avancerede kurser i involverende virksomhedsledelse kan helt fjerne denne mistanke. Den gode medarbejder efterlader derfor sine initiativer udenfor i kaos, når han træder ind på sin velordnede arbejdsplads. Eller tier i det mindste stille med dem.

I meget moderne virksomheder kan man bruge sine kræfter på at komme med forslag, man har lært om på det seneste kursus i medindflydelse. Dem kan medarbejderne så få lov at stemme om.

Stemmeret

Demokratiet er kendetegnet ved, at der er ytringsfrihed, og at vigtige afgørelser træffes ved, at man stemmer om dem. Det er ganske vist langtfra altid synligt, hvem der bestemmer, hvad der skal stemmes om – der kunne måske tænkes andre muligheder end lige dem, som er til afstemning – men som regel fremgår det af den forudgående diskussion mellem folkets repræsentanter.

Ved valg til lokale forsamlinger og til parlamentet stemmer man normalt repræsentanter ind for en fastsat periode, i hvilken de kun er ansvarlige overfor deres samvittighed (som der vist står i den danske grundlov). Kun i få lande kan vælgerne afsætte en repræsentant mellem to valg, hvis vedkommende groft svigter sine valgløfter eller på anden måde skuffer tilstrækkeligt mange vælgere. Det gælder f.eks. i nogle af USA's delstater.

Repræsentanterne var som udgangspunkt valgt af en kreds af vælgere, der kunne have en fælles egn eller en fælles sag, de ville arbejde for. Som samfundet ændrede sig, blev en del af grupperne til partier med erklærede programmer, og det politiske arbejde blev så omfattende, at det blev en fuldtidsbeskæftigelse. Det betød, at man enten skulle være så rig, at man kunne klare sig uden løbende indtægt, eller have løn for at deltage i politik. Det blev et erhverv at være politiker.

I dag er det ligeså indviklet at være fuldtidspolitiker som at være børsmægler. Begge formodes at kunne se ind i fremtiden. Men politikeren skal også overbevise et stort publikum af vælgere om, at han faktisk kan. Fordi han er politiker og er med, hvor afgørelserne træffes.  

Hvis ikke det var sådan, behøvede vi jo ikke hele det apparat. Det er bestemt dyrere end kongehuset.

Argumentet er gerne, at vore samfund er blevet så komplekse, at der kræves en mængde specialister for at styre dem og forklare os andre, hvad der foregår, og hvad vi skal stemme om. Hvis det er hensigtsmæssigt.

Desuden træffes et stigende antal afgørelser globalt. Det er nødvendigt med professionelle, der kan bruge al deres tid på at tolke de regler, uden hvilke intet samfund kan eksistere, og løbende vedtage nye, eftersom der bliver behov for det.

Det er et spørgsmål, om ret mange borgere har reel interesse for de ting, de får lov at stemme om . Til gengæld er der mange, især i lokalsamfund, der oplever tiltagende afmagt, når det gælder deres egne liv. Politikere, de har stemt på, møder op med regler, der laver om på hverdagen, også når der ikke lige er krise, og man kan ingenting stille op.

Uvidenhed

Det kan se ud, som om politikerne bliver mere og mere uvidende om verden udenfor deres arbejdsplads, jo mere professionelle de bliver. Det er for så vidt naturligt, de har jo begrænset tid til at opleve den.

Men skal man håndtere virkeligheden fornuftigt, må man have god tid. Folk går rundt og gemmer på så meget. Man skal kende dem for at forstå, hvad der foregår. Og hvordan kan man regere fornuftigt, hvis man ikke ved, hvad der foregår? Men regeret bliver der.

Uvidenhed om virkeligheden udenfor ens eget miljø er også baggrund for den overdrevne frygt, lederne giver udtryk for med deres ustandselige skræmmekampagner om ydre fjender, vi må stå sammen imod - kriminalitet; økonomiske kriser; ungdommen; arbejdsløse, osv. Frygten synes at bunde i den forestilling, at hvis befolkningen fik tid til at tænke sig om, kunne de finde på alt muligt farligt. Derfor må den hele tiden aktiveres og kontrolleres.

Nervøsiteten bunder ikke kun i uvidenhed om, hvordan verden udvikler sig, selvom det kan give slemme overraskelser. Den hænger sammen med, at lederne i stigende grad er valgte eller ansatte, De kan miste livsgrundlaget.

Derfor er der i krisetider en glidning mod totalitære styreformer. Forholdene kan tvinge til indgreb, der vil få vælgerne/aktionærerne til at fyre lederne, hvor det er muligt. Den slags kan forebygges ved at begrænse ytringsfriheden og stemmeretten. For at kunne gribe rettidigt ind, må man skærpe kontrollen med befolkningen.

Her viser det sig, i hvilken grad de moderne, demokratiske systemer hviler på konkurrence – mellem personer, partier, virksomheder og stater – og til hvilken grad dette begrænser befolkningens indflydelse.

Men i Østafrika i 7o’erne, da jeg boede og arbejdede dér, var det en helt anden slags demokrati, man praktiserede ude i landsbyerne, hvor folk endnu på mange måder levede som før kolonitiden. Jeg var så heldig at opleve det et par gange.

Når en sag berørte hele landsbyen, blev der sammenkaldt til møde. Jeg ved ikke, om alle kom, eller hvordan man udvalgte deltagerne (nogle måtte vel passe på kvæget eller hente vand og sådan noget), men det lignede i hvert fald, at hele landsbyen samledes under det store mangotræ. Folk anbragte sig efter givne mønstre – kvinder for sig, mænd for sig, og hver gruppe mere eller mindre efter alder – og så tog en af de ældste mænd ordet og forklarede, hvad mødet drejede sig om.

Da han var færdig, gentog den næste i rækken det hele, men med ændringer. Og sådan fortsatte det. Folk tog ordet efter tur, og hver især gentog de, hvad den foregående havde sagt, men lavede lidt eller meget om på det. Der var også en del, som afstod, især blandt kvinderne.

Det tog lang tid. To af de møder, jeg overværede, varede flere dage. Men ingen af dem sluttede med en afstemning. De sluttede bare. For den udenforstående var det svært at sige, hvorfor. Men fornemmelsen var, at alle havde fået sagt dét om sagen, de ville, og at der nu ikke var noget at tilføje. Opbruddet var præget af munter lettelse: Så fik vi dét ordnet.

Under den slags forhold vælger man naturligvis ikke repræsentanter, som skal gennemføre noget, der er flertal for. Kun, når det gælder udefra kommende påbud fra staten eller lignende, må man sende nogen afsted med det svar, man er endt med. Hvem det skal være, er fremgået af den lange snak om sagen, hvis der da ikke er tradition for, at det f.eks. altid er nogle af de ældste mænd. Det er praktisk – de har som regel ikke andet at lave, og i denne slags primitive samfund står der respekt om dem.

Den beskrevne måde at ordne fælles anliggender på var naturligvis kun mulig, fordi samfundet ikke var større end, at alle kendte hinanden og kunne være med. Det kunne de, fordi de havde tid, og det havde de, fordi de ikke var afhængige af lønarbejde. Når de overhovedet brugte penge, var det til nogle få varer, de ikke kunne fremstille selv eller bytte sig til for egne produkter.

Deres tid var deres egen, fordi de ikke levede i en pengeøkonomi.

Det var kolonimagternes store problem. De havde brug for arbejdskraft til at udnytte koloniernes ressourcer og opbygge en tidssvarende infrastruktur. Men den lokale befolkning havde travlt med sit eget liv og arbejde. Den havde hverken tid eller lyst til at arbejde på koloniherrernes plantager, i deres miner eller fabrikker, for den var selvforsynende og ikke afhængig af løn.

Derfor indførte man skat. Nogle steder en kopskat – af tysk: kopf, hovede, dvs. en personskat, man skulle betale for at eksistere – andre steder en skat på hytter eller jord. Den blev retfærdiggjort ved, at man byggede veje og sommetider hospitaler og skoler, og de er ikke gratis. Men den skulle betales i penge, og når folk nu var så primitive, at de ikke brugte den slags, måtte de tage lønarbejde hos de fremmede herrer og tjene til skatten.

Det kunne de gøre på ret kort tid, men der var brug for stabil arbejdskraft, så koloniherrerne tvang de indfødte til at blive i længere perioder – sommetider ved at forlange leje af de hytter, de boede i på arbejdspladsen, sommetider ved at sælge dem maden, de spiste, eller ved at tilbyde andre varer, som førte til støt stigende gæld. Brændevin var meget anvendt og kunne føre til livstids ansættelse.

 På den måde kunne man vænne dem til arbejdslivet og lære dem værdien af penge. Lønarbejdet var det vigtigste middel til at lede primitive mennesker ind i den moderne verden, hvor de med tiden kunne blive rigtige medborgere.

Frihed

Det er ikke hundrede år siden, at flertallet i Guds Eget Land (USA), mente, at man kun var et frit menneske, hvis man selv bestemte over sin tid. Den amerikanske drøm var i sin oprindelse og helt op i nutiden, at enhver kunne blive fri og selvstændig igennem hårdt arbejde og dygtighed.

Den, der måtte sælge noget af sin tid til en overordnet, var ikke en fuldgyldig medborger.

Meget længe mente man, at kun fuldgyldige medborgere skulle have indflydelse på samfundets styrelse. Det klassiske frihedsideal blev på den led et tungt argument imod at give rettigheder til slaver, kvinder og lønarbejdere. Det er ikke ganske gået af mode.

They hate our freedom, som Bush sagde om terroristerne. Men sådan er det med slaver, de er misundelige. Det er dét, der gør dem til terrorister.

Derfor giver USA's forfatning alle amerikanske borgere ret til at bære våben – så de kan forsvare sig selv og deres frihed.

Derfor er USA den stat i verden, som bruger flest ressourcer på militæret – så friheden og demokratiet kan forsvares overalt.

Og derfor har den amerikanske præsident på det seneste tildelt sig selv ret til at fængsle eller dræbe hvem som helst på jorden, uden lov og dom, hvis han tror, der er tale om en terrorist. Det er han det eneste menneske, der kan.

Det skal vi alle sammen være glade for. Demokratiet er nemlig truet. Af alle, der ikke ved, hvad det er.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce