Socialisme er opgør med alle former for undertrykkelse. Demokrati som flertalsstyre står i modsætning til den radikale målsætning. Socialistisk demokrati er derfor kun et delmål.
Det er en glæde at se, at der er kommet udkast til Principprogram, som hovedbestyrelsen i Enhedslisten har kunnet stemme for.
Det indeholder mange forbedringer i forhold til skrivegruppens første udkast, og mange ændringsforslag har haft en god effekt.
I samme ombæring må vi dog konstatere, at hovedbestyrelsen har valgt at basere de vigtigste ændringer i forhold til programmet på skrivegruppens såkaldte afsnit B: »Kimen til et nyt samfund (l. 484-514).
Som også andre har bemærket (Jørgen Lund: »Tilbage til den moralske kritik«, Socialistisk Arbejderavis nr. 336 (i udvidet form »Gæsteblog: Et forslag til strudse-program« på Modkraft) og Morten Thing: »Staten, revolutionen og sproget« på Modkraft) har det nogle konsekvenser.
Afsnit lægger grundlaget for en anden politisk forståelse end den, det nuværende principprogram er udtryk for. Ændringerne, som afsnittet er udtryk, for danner linjen for de kommende års politik udvikling i partiet.
Selvom man kunne være enig med de gode 95 procent af programmet, er det de sidste fem procent, der danner nybruddet.
Programmet kan læses på mange måder, og vægten kan lægges mange steder, sådan som det også er fremgået af en række oplæg fra de forskellige repræsentanter i skrivegruppen. Hver især læser de deres eget arbejde vidt forskelligt.
En problematiserende læsning og dens konsekvenser, vil jeg prøve at optegne i dette indlæg.
Afsnittet »Kimen til et nyt samfund« har to problemer. For det første anses det offentlige (altså staten) for at bære kimen til socialisme.
Det er en diskussion, der er taget igen og igen på venstrefløjen, og som traditionelt set har udgjort en skillelinje for vores arbejde; en skillelinje, hvor Enhedslisten indtil nu har lagt sig på den side, der mener, at staten og derved også det offentlige, ikke kan bruges til at opnå socialisme.
Et »nyfund« i omtalte afsnit er dog formuleringen, at det offentlige ikke er kimen til socialisme, men er kimen til socialistisk demokrati:
»Her gemmer sig kimen til et andet samfund. Vi kan se, at tingene kan være anderledes, og at der er dele af vores samfund, hvor vi kan ane socialisme. Det giver konkrete muligheder for at udvide de rum, hvor demokrati dominerer frem for profitjagt. Og det giver inspiration i arbejdet for et samfund, hvor økonomien er underlagt demokratisk kontrol, og hvor menneskers behov er i centrum for produktionen. Et socialistisk demokrati.« (l. 508-514 - linjeangivelser henviser er til trykte papirudgaver i Enhedslistens medlemsblad Rød+Grøn, red.)
Programforslaget igennem bliver det på intet tidspunkt gjort klart, hvad socialistisk demokrati er, og hvorledes det adskiller sig fra ikke-socialistisk demokrati eller reelt demokrati, som er et andet begreb, der heller ikke forklares.
Det gøres dog meget klart, at socialistisk demokrati er bedre og giver flertallet i befolkningen magten til at træffe samfundsmæssige beslutninger.
Hvordan et flertal konkret skal gøre det, er overladt til spekulation – også selvom det vil have mulighed for at gøre brug af mere »direkte demokrati«, hvad end det så skal betyde.
Brugen af begrebet, socialistisk demokrati, leder i sin ukommenterede form unægtelig tankerne hen på socialdemokratiets tanker om socialistisk demokrati som modsætning til proletariatets diktatur. Altså at magten kan og skal erobres gennem folketinget, og at kampen for et »reelt« demokrati derfor er forudsætningen for kampen for socialisme.
Kampen for demokrati blev af de tidlige socialdemokrater derfor også gjort til omdrejningspunktet for deres kamp.
»Hvis man skulle udpege ét tema som dominerede i Socialdemokratiets agitation og politik i perioden 1884-1915, måtte det uden tvivl blive kampen for demokratiet«, skriver Claus Bryld således i Den demokratiske socialismes gennembrudsår (side 142).
Måske håber Enhedslistens hovedbestyrelse, at en anden dygtig historiker i fremtiden kommer til at skrive værket Det socialistiske demokratis gennembrudsår.
I hvert fald lægger den i sit udkast lige så meget vægt på demokratiet som drivkraft for forandring, som deres socialdemokratiske forfædre.
Den skriver således:
»Allerede i kampen mod kapitalismen ser vi nye demokratiske måder at organisere sig på. De udgør kimen til socialistisk demokrati.« (l. 559-562), og: »Den nye demokratiske struktur […] bærer også kimen til et socialistisk demokrati…« (l. 754-756).
Der er naturligvis intet bemærkelsesværdigt i, at demokratiudvikling spiller en afgørende rolle i opbygningen af et socialistisk demokrati.
Hvad der derimod er bemærkelsesværdigt er, at målet for Enhedslistens arbejde i det nye program bliver at arbejde for socialistisk demokrati frem for, for socialisme.
Programmet igennem ledes al organisering og kamp frem til den enkeltstående vigtigste linje i programmet, hele Enhedslistens formålserklæring:
»Derfor arbejder vi for en grundlæggende forandring af vores samfund, hvor kapitalisme erstattes af et socialistisk demokrati. Det er det, vi kalder for en revolution« (l. 798-801).
Enhedslistens kamp gøres derved primært til en demokratisk kamp og kapitalismen primært til en hindring for »reelt« demokrati.
Det bliver understøttet af, at begrebet socialistisk demokrati bruges næsten lige så ofte som udtrykket socialisme (10/13).
Når socialisme endeligt bliver brugt, er det ofte for at forbinde det til demokrati:
»Den socialisme vi arbejde for udvider demokratiet…« (l. 533) og l. 524-527, l. 535-539, l. 542-545, l. 610-614.
En kamp for at udvide demokratiet og omforme en form for demokrati til en anden accepterer samtidigt, at det nuværende samfund er demokratisk, og at vi derfor skal holde os inden for dets spilleregler.
Det fremsætter flertallets diktatur over mindretallet som Enhedslistens mål, også selvom det svøbes i den mere politisk korrekte formulering demokrati.
Det begrænser socialisme til at være en demokratiudvidelse uden at gøre det klart, at socialisme i vores vision også er frihed.
Socialisme er en ende på al undertrykkelse og individets ret til at bestemme over sit eget liv.
Kun dette langt mere radikale krav kan sikre mindretallenes rettigheder uagtet om de er etniske, seksuelle eller politiske.
Socialismen er kun demokratisk som proces frem mod det undertrykkelsesfrie samfund. Fordi demokrati nødvendigvis betyder undertrykkelse, kan der under socialismen ikke tales om demokrati.
Lad os ikke glemme ordets reelle betydning, mens det borgerlige samfund går i selvsving over deres demokratifetich i det nye årtusinde.
Målet om et samfund frit for undertrykkelse, et klasseløst/kommunistisk samfund, er muligvis en utopi. Men det er dette mål, der giver et revolutionært parti et systemoverskridende perspektiv.
Det er et mål, der afviser staten i alle former som et undertrykkende magtapparat frem for at omfavne dets »demokratiske« aspekter.
Ved at forlade et langsigtet endemål gik Socialdemokratiet i starten af forrige århundrede fra deres tidlige evolutionisme over til den moderne reformisme. En reformisme, der havde som mål i første omgang at overtage statsmagten, men siden at udvide det offentlige, indtil man havde opnået socialisme.
Så vidtgående krav stiller Enhedslistens hovedbestyrelse ikke. Blot vi får socialistisk demokrati har vi sejret.
Reinout Bosch er medlem af Enhedslisten.
Se også Revideret disussions-oversigt om Enhedslistens principprogram.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96