Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Nekrolog
31. januar 2014 - 9:00

Det begynder med hinanden

Pete Seeger har stillet den femstrengede banjo fra sig, så magthaverne kan sove roligere nu. Og dog: Sangene og erfaringen lever videre.

Det store fyrtårn, Pete Seeger (1919-2014) er her ikke mere i fysisk forstand.

Men hans sange, og ikke mindst den måde, han arbejdede med sange og mennesker, vil leve videre som et utroligt smukt kunstnerisk og politisk arbejde, der er højaktuelt, ikke mindst i vore dage.

Hans lange karriere og ikke mindst de vigtige sange, som han blev kendt for, er velkendt.

Derfor skal denne nekrolog først og fremmest handle om, hvad Pete lære os i denne kolde tid, hvor neoliberalisme og kapitalismen har kronede dage. Hvor de rige bliver rigere og de fattige flere og flere. Hvor unge og ældre kunstnere løber rundt med hovedet under armen, uden rigtigt at vide, hvad man skal rive og flå i.

For rede verden kan og skal kunsten åbenbart ikke. Nej, så hellere prøve at rede sig selv og le hele vejen hen til banken.

Pete Seeger fandt hurtigt ud af, at det var meget sjovere at spille med folk end for folk.

Rørende er det at høre de mange smukke optagelser, hvor han bare lige sætter sangen i gang, og så tager publikum tage over. De bliver så at sige en del af bandet.

Og det virker. Det skal jeg love for. Jeg taler af erfaring.

Pete slog de strenge, der var rørt så mange gange tidligere ude blandt små folk, i hjemmene, i arbejdssjakket, til møder, både verdslige og kirkelige. Ja, alle de gange, hvor man oplever det dejlige, at en følelse kammer over, og man begynder at synge.

Og ikke mindst: De smukke sange, som ikke står i de officielle sangbøger. Som herhjemme, hvor nogle af de smukkeste sange, jeg kender, ikke findes i Arbejder- eller Højskolesangbogen.

Pete var kommunist, og han blev selvfølgelig udelukket fra alle offentlige medier.

Nogen mente åbenbart, at det var farligt at synge om den virkelighed, som vi lever i. Og ikke mindst, hvis man gør det med respekt for dybe folkelige rødder.

Pete vidste nemlig, at ens rygrad visner, hvis man ikke danser med sin bedstemor. Og Pete bød i en menneskealder i den grad op til dans, og det gjorde ikke noget, at det ikke skete i radio og tv.

Jungletrommerne bar hans oprør ud i verden. Dér hvor mødet mellem mennesker er smukkere og rigtigere.

I dag hylder mange mennesker det autentiske. I en krisetid efterspørges de virkelige værdier.

Det gjorde Pete hele sit liv. Et folk, som ingen sange har, er let at holde i skak. Det viste Pete, og han sagde med sine sange, som en anden gammel frontkæmper Stephane Hessel: Stop ligegyldigheden! Luk Øjnene op, engagér jer!

Senest var han med, da Occupy Wall Street bevægelsen kunne dokumentere, at 99 procent af USA’s befolkning er helt uden indflydelse på finansmarkedet og dets kombatanter, såsom Goldman Sachs, der jo som bekendt kører med klatten herhjemme for tiden.

Skal man være lidt firkantet og filosofisk, så har der ligesom altid været to bevægelser: Den borgerlige romantiske, hvor kunstneren sidder i sit elfenbenstårn og får budskaber og inspiration fra oven, og så den mere kulturradikale, hvor man digter og synger om den virkelighed, der er lige omkring en.

Når Petes ven og våbenbror Woody Guthrie skrev på sin guitar: »This Machine kills Fascists«, så var det udtryk for to ting: Fascismen er en uhyggelige og nærværende realitet, og den kan allerbedst bekæmpes med sange og melodier.

Petes sange var således en kunst med ståsted, rødder og nærvær i et folkeligt oprør. Et oprør, som mange af os fra tressernes ungdomsoprør fandt inspirerende og brugbart.

I dag er en ny folkemusik revival på vej. Atter myldrer singer/songwritere frem. Væk med den passive lytten, nu skal vi selv spille.

Det er helt i Petes ånd. Nu mangler vi bare, at sangene også begynder at handle om noget.

Jeg har hørt mange unge sige, at det er svært at mene noget om verden i dag. Det hele er så kompliceret. Kun nogle af hip-hopperne giver magthaverne fingeren.

Pete Seeger kunne i sin tid ikke få hul igennem til de store officielle medier. Først da Johnny Cash inviterede ham med i sit show, fik han lidt air play, og den første store folkmusic revival bragte senere i den grad en række sangere i Petes ånd på banen: Bob Dylan og Joan Bays osv.

Spørgsmålet er om en ny dansk folkemusik revival med progressive sange vil kunne få plads i DR, hvor et lille reaktionært playliste-udvalg enerådigt bestemmer alt. Jeg tvivler.

For da jeg inspireret af Petes sang: Bring Them Home, forsøge at få min variation om soldaterne i Afghanistan: Støt Vore Drenge, Bring Dem Hjem, spillet i DR blev døren forsvarligt banket i.

Lytterne kunne jo tro, at DR´s medarbejdere delte min protest over krigen, hed det.

Pete fortæller selv, at han ændrede den gamle sang, We Will Overcome til We Shall Overcome.

Det er jo troen på egne kræfter, der virkelig flytter noget.

Slogannet »Yes, we can« bragte således Obama i det det hvide hus, og Pete og Bruce Springsteen sang Woodys sang This Is Your Land, da Obama blev indsat som præcident.

Et smukt vågent og nærværende langt liv er forbi. En sand revolutionær kæmpe har stillet den  femstrengede banjo fra sig. Magthaverne, der styrer pengene og forurener vor klode, kan sove roligere nu.

Og dog, Petes farligste våben: »Det begynder med hinanden«, er en vished, som altid vil tone rent og ægte.

For der er noget særligt ved sandheden.

Arne Würgler er musiker


Se også Linksamlingen om Pete Seeger m. nekrologer på Modkraft Biblioteket

 

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce