Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
kommentar
31. januar 2013 - 17:26

DR har brug for en gennemgribende brainstorm

DR afspejler ikke det danske kulturliv. DR præges af museumsdrift, mainstream og idémæssigt vacuum, mener musikeren TømrerClaus.

 

DR er den største og vigtigste formidler af kulturprodukter i Danmark. Især er DR en stor ”spiller” på musikområdet.

I kraft af DR’s navn og historiske status er DR et positivt ”brand”, som er meget mere end en jukebox. DR er meningsdannende, opdragende, kulturbærende og et (af flere) nationale samlingspunkter.

Os, der er gamle nok, har været vidner til store forandringer i DR gennem tiderne. Under og efter krigen (WWII) stod DR som et monument på troværdighed og danskhed, og der kom gang i en udvikling fra nyhedskanal til underholdnings- og nyhedskanal.

Fra midten af tresserne og 10-15 år frem blev DR mere progressivt eksperimenterende og udviklede i den periode mange nye programmer og måder at formidle tidens strømninger på.

Fra sidst i 70’erne skete der endnu et skift i DR. De mest progressive programmer forsvandt og blev erstattet af mere populær musik i radio og TV.

DR bejlede til masserne.

Monopolet brudt

I 1984 blev DR’s monopol i æteren officielt brudt med den givne tilladelse til lokalradioer, og i oktober 1988 fik DRTV et kompetent modspil af TV2.

Forud for tilladelsen til TV2 var debatten gået på, at DR’s monopolstilling var uholdbar, og at man håbede på bedre og mere varierede programmer, når der blev konkurrence om seerne.

Tiden har imidlertid vist, at konkurrencen ikke har ført til bedre og mere varierede programmer, men derimod til en hård konkurrence om det brede flertals gunst på underholdningssiden i TV med laveste fællesnævner som det højeste mål.

DR radio skærpede på alle fronter deres appeal til de brede lyttermasser. Man ”opfandt” forskellige koncepter, hvor man spillede de samme numre igen og igen (rotations princippet) og målte effekten på lyttertallet og kunstnernes salgstal.

Da man så, at det havde stor effekt, gjorde man endnu mere ud af det.

DR kunne på denne måde selv bestemme hvilke kunstnere, der skulle blive populære, og denne effekt havde naturligt nok afsmittende effekt i alle andre medier.

Playlisteudvalg bestemmer, hvad der skal spilles af musik.

Medarbejderne, studieværterne, kan ikke selv bestemme musikken.

Playlisteudvalget er stort set de samme personer igennem årene. De bestemmer, hvad der er ”radioegnet” osv.

På denne måde fik mainstream musik stille og roligt mere og mere plads, mens nye ”små” (DAP) kanaler tog sig af nicherne, som i starten fik penge og plads. Men stille og roligt blev de udsultet og fungerer i dag kun som DR’s alibi for alsidighed.

Det korte af det lange er, at DR lever sit eget liv.

I en tid, hvor kulturen og kulturprodukter er meget væsentlige, går DR’ enegang, og der er på ingen måder tale om et samspil mellem DR og Kulturministeriet, ej heller er DR’s udbud af musik og film retvisende i forhold til, hvad der produceres i Danmark.

Det er lettere at sige, hvad DR er, end hvad DR ikke er: DR radio og TV er først og fremmest kanaler for mainstream underholdning og nyheder.

Vi må konkludere, at DR ikke afspejler det danske kulturliv, men skaber sin egen virkelighed og selvforståelse.

DR’s fremtidige rolle

Det ligger klart ved en hurtig gennemgang af DR’s historie, at DR’s udvikling stort set kun har gået i én retning med enkelte små oaser af ”forår” her og der.

Nogle vil kalde det amerikanisering, andre modernisering.

Hvad man end kalder det, er kursen for DR afstukket, og det er op til politikerne at komme på banen, hvis der skal ændres på den kurs.

Væsentlige kriterier for et nyt og bedre DR er, at programmerne skal afspejle alle aspekter af danske produktioner: Musik, film, teater, bøger o.s.v.

For alle områderne gælder, at der skal være opsøgende journalistik. Alle danske produktioner skal arkiveres og være tilgængelige i fremtiden, og der skal laves meget mere radio og TV ud-af-huset og fra externe leverandører.

Journalister og andre mediefolk skal opfinde nye måder at formidle på.

Den eksperimentlyst, vi var vidner til i halvfjerdserne, skal vi tilbage til med de nye muligheder, den digitale tidsalder har medført.

Der mangler i høj grad udvikling og opfindsomhed.

Hvad vi ser i dag i fx DRTV er gammel vin på nye flasker -  især i de dyre programmer med meget lav fællesnævner, som fx. MGP og X-Faktor.

Radiomediet, som er så velegnet til fordybelse, kan meget mere end det, vi er vidner til i dag. Der kan udvikles på det, især på den interaktive front.

Det er brug for stærke journalistiske, ledelsesmæssige kompetencer (ikke et kendt ansigt, men flere journalister og færre værter) til at bringe DR's mange programtyper tættere på folk, til at udviske grænserne mellem os og dem, til at få gang i interaktiv radio med lyttere som medspillere og som en del af indholdet.

Hvad skal DR ikke?

Uanset hvor, man befinder sig i Danmark eller hele verden, er der ikke noget, der er nemmere end at lytte til en eller anden radiostation, der spiller mainstream musik.

Siden det nu er tilfældet, bliver det stadig sværere at finde argumenter for, hvorfor DR - en radio som alle danskere er tvunget til at betale til - også skal formidle mainstream musik i så væsentligt omfang som det er tilfældet nu.

Som tidligere beskrevet, fungerer DR’s musiktjenester som reklame for den musik, der spilles.

Hvorfor, man reklamerer gratis for mainstream musik i DR og lader lytterne betale, er meget svært at forstå.

Altså: Der er brug for nye boller på suppen.

Meget mindre mainstream, og nej – der ingen lov, der siger, at trafikradio absolut skal mikses med musikalske ligegyldigheder.

Men DR skal...

Det er en helt anden kultur, vi skal frem til i DR, hvor vi for en gangs skyld vil vise verden vejen og gå forrest med noget.

Det kræver en ledelse, som er mentalt meget forskellig fra den, vi har i dag.

En ledelse, som forstår, at DR er et brand, der nationalt er knyttet til Danmark. Alle danskere betaler til, at det ikke er deres radio, men vores radio.

Vi skal have kulturelt med- og modspil, være en del af den, blive overrasket, provokeret, blive klogere, og vi skal have udviklet noget, der er bedre og større end fodboldkampe og X-Faktor til at binde os sammen. 

DR og licensen

Siden det blev vedtaget, at man skal betale licens til DR, hvis man har en computer, er det reelt at betragte som tvangslicens eller en extra skat på 2.352kr.

Det svarer til cirka 3.292kr før skat for en person, der tjener 23.000 kr. pr. md.

Med en timeløn på 140 kr, svarer det til cirka 17 timers arbejde.

Det er et overgreb, og det skal naturligvis stoppes. Licensen skal sættes (meget) ned, og den skal indregnes i skatten.

Støtten til TV2 skal inddrages over en 2-årig periode.

DR og prioriteringer

DR sætter mange både i søen. Der er produktion af TV-programmer, der er drift af radiohusets koncertsal og orkesterdrift, og der er drift og produktion af radioprogrammer.

Man bør fra politisk side gå udgiftssiden grundigt igennem og vurdere, om de prioriteringer, som DR foretager, er i overensstemmelse med de ønsker, man har for en national radio og TV kanal.

Er det en rigtig prioritering, at man bruger voldsomme beløb på en koncertsal, som meget få danskere nogensinde sætter sine ben i?

Radioens symfoniorkester kan man også stille spørgsmålstegn ved.

Det er nok muligt, at der skal være et symfoniorkester i hovedstaden, men er det DR, der skal stå for drift af det?

Jeg mener, at dynamikken i kulturområdet defineres af yderpunkterne: Det elitære og amatørerne, men man bør hele tiden stille spørgsmål ved begge dele.

Når talen falder på det elitære, som er repræsenteret i de dyre institutioner, som DR’s koncerthus og symfoniorkester, kan man med nogen ret spørge, om det er museumsdrift, eller om der er tale om en nutidig relevant virksomhed.

Er det fornyelse, når man inviterer tidens populære popmusikere til at optræde som solister for symfoniorkesteret, eller er der tale om et meget kostbart kunstnerisk og idémæssigt vaccum?

Kontinuitet er nu engang vigtigt, især for større orkestre. Det tager år at opbygge, så man skal være varsom med større ændringer og nedskæringer, men det må ikke stå i vejen for en løbende dialog og vurdering af relevansen af det, som orkestret arbejder med, orkestrets sammensætning hvad, hvor og for hvem, der spilles.

Vi skriver nu 2013. Nuvel. Hvilken relevans har et stort symfoniorkester i 2013, eller hvad skal et stort symfoniorkester lave i 2013 for at være relevant?

Hvis svaret er, at det skal spille store klassiske værker, hører det ind under opdragelse og museumsdrift. Hvis svaret er, at det skal spille underlægning til Poul Krebs' nye popsange, er det nok ikke det værd, som det koster.

Og det er det heller ikke, hvis det skal være en del af Sigurd Barrets børneudsendelser.

Der skal nok være et symfoniorkester i hovedstadsregionen, men jeg tror ikke, at det er en opgave for DR.

Drift af et sådant orkester er i bedre hænder udenfor DR.

DR skal først og fremmest være en institution, der formidler indhold. Den opgave er svær nok i sig selv.

En anden institution, der alene har til opgave at drive et symfoniorkester, vil være skarpere på at finde relevante opgaver til orkestret og at bringe orkestrets kompetencer ud til et bredere publikum. Fx ved koncerter eller ved et samarbejde med DR.

Det vil være oplagt, at man fx spurgte folk, hvad de synes, et symfoniorkester skal lave og parallelt med det - på et mere professionelt niveau - arbejdede med idéudvikling for et stort orkester og fik nogle opgaver ind, som peger fremad.

DRs Koncertsal

DR's flytning fra det gamle hus i Rosenørns Allé til Amager har kostet dyrt.

Især har bygningen af et koncerthus været meget, meget kostbart.

Nu står det der, og det har kostet så mange penge, at DR har sparet voldsomt på indholdet i alle andre programflader for at få råd til det.

Det er skæbnens ironi, at man bruger penge på et koncerthus med det resultat, at man ikke har penge til indhold, hverken i selvsamme koncerthus eller i øvrige programmer.

Vi ser her et alt for typisk eksempel på fejlprioritering, som har fået store konsekvenser for DR's programflade indholdsmæssigt og kvalitetsmæssigt.

Til gengæld står vi nu med et hundedyrt koncerthus, som naturligvis også kræver hundedyre produktioner og mange af dem, hvis det skal give mening i det hele taget at have bygget det.

Igen har den kulturelle elite formået at lokke pengene fra de ret naive og desværre også idéfattige politikere, og nu har vi et problem: Hvad stiller vi op med et (ret lækkert) stort koncerthus, der kræver store produktioner?

Det bliver en udfordring at få indhold nok i det koncerthus, og vel at mærke et indhold, som er relevant for andre end den kulturelle elite.

DR's koncerthus var en fejl, men da det nu står der, skal det naturligvis bruges mest muligt.

Spørgsmålet er bare, om DR er den rette til at drive det?

DR skal under alle omstændigheder slankes.

Måske var drift, formål, økonomi o.s.v. mere gennemskueligt, hvis et andet selskab eller institution overtog driften af det og startede med en brainstorm, der gerne måtte indbefatte alle ender og kanter i det professionelle kulturliv: Hvad skal vi bruge DR's koncerthus til?

TømrerClaus (Claus Pedersen) er medlem af Enhedslistens kulturudvalg, multimusiker og indehaver af Karma Music, Danmarks ældste uafhængige pladeselskab. Har spillet med et utal af bands, deriblandt Skousen & Ingemann, Boline Band, Lone Kellermann, Dan Turell & Sølvstjernerne, Dream City, FlowerPot-Party, TømrerClaus Band m.v.

Læs mere om DR’s historie.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce