Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
økonomi
23. oktober 2012 - 15:42

DREAM on, ADAM, SMEC

En kraftig diskussion er i gang om de danske økonomiske makromodeller. Gør de mere skade end gavn? 

Problemstillingen der cirkles om er, om modelpræsteskabet (finansministeriet og vismændene) fejlagtigt foregøgler, at de kan se ind i fremtiden og klart definere de værktøjer, der skal til 'for at komme på ret kurs'.

Artiklen her gennemgår, hvordan modellerne er bygget op, deres hovedantagelser- og begrænsninger.

Hvis venstrefløjen vil være med i debatten, er det vigtigt at forstå, hvad modellerne står for, og hvis man vil have dem revideret, må man vide, hvilke elementer der relativt let kan pilles ved, hvilke der ligger i hele filosofien og sikkert er svære at rokke ved, og hvilke man må insistere på at smide ud eller putte ind.

Mens hun var kandidat til posten som formand for SF, annoncerede Annette Vilhelmsen, at økonomer skulle gennemgå de blinde pletter i regeringens økonomiske modeller.[i] At sætte ’økonomer’ til det er dog en mindre god idé, for de kan per definition ikke se deres egne blinde pletter.

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har brilleret med følgende svada: ” [vismændenes skole] ...  benytter nogle bestemte metoder. Hvor man underbygger sine udsagn med tal og empiri, og hvor de udsagn, vi kommer med, skal ligge inden for en fornuftig teoretisk ramme. Det er 95 pct. af alle danske økonomer, der tilhører den skole.”[ii] Det sidste er desværre nok rigtigt.

Hvad er en makroøkonomisk model?

For det første skal siges, at modeller er et sæt ligninger, der bygger på teorier om sammenhænge mellem de vigtigste økonomiske relationer. Ligningerne fodres med data. Det kan virke uskyldigt ved første øjekast. Problemet er, at nok er der en sammenhæng mellem f.eks. indkomst og forbrug, men dybereliggende kausaliteter kan få dem til at udvikle sig i samme retning i én periode, i forskellige retninger i en anden.

Makroøkonomer opererer med nationalindkomsten og dens gennemsnitlige fordeling på konsum, opsparing og skatter, mens nationalproduktet består af producerede varer og tjenesteydelser, der kan opgøres i forbrugs- og investeringsgoder, både privates og regeringens.

Eksport minus import lægges til på produktsiden. Hvis importen er større end eksporten, går det ud over opsparingen, fordi importen udvider den indenlandske konsumtion.

Da forbrug optræder på både indkomst- og produktsiden, bliver opsparing og investering grundlæggende identiske i makroøkonomiske modeller med den lille udlandshandelsmodifikation. Opsparing såvel som konsum kan være både privat og offentlig, men de ses som hinandens modstykker i grundmodellen, altså f.eks. giver mere privat opsparing rum for mere regeringskonsum- eller investeringer.

I virkeligheden foregår det jo modsat: regeringen forgælder sig for at konsumere/investere eller servicere eksisterende gæld v.hj. af nyudstedte obligationer solgt til indenlandske og udenlandske købere, der her optræder som opsparere.

Investeringer finansieres kun i mindre grad af opsparing, og under alle omstændigheder er finansmarkedet meget større end investeringerne, ja, større end nationalprodukt- og indkomst, men det marked modelleres ikke. Grænseoverskridende kapitalbevægelser formidlet af finansmarkedet ignoreres jævnthen også.

’Parametret’ for forbrugskvoten (dvs. den procentsats forbruget i gennemsnit udgør af indkomsten) har man fundet ved at samkøre data fra fortiden. Det antages, at det også gælder i fremtiden, så når den forventede vækst i indkomsterne er fundet, kan man hurtigt finde det fremtidige forbrug.

Er parametret 10 år gammelt, kan der jo være sket noget nyt i mellemtiden, og der kan også være tegn på ændringer i nutiden, men devisen er: hellere tage fejl end slet ikke tage noget, så fortiden kører videre, indtil den modvilligt afskaffes. 

Men nogle gange vender man indkomst og forbrug om. Hvis økonomien ikke vokser, siger man, at forbrugskvoten er 1, altså alt der produceres konsumeres. Der sluttes fra et resultat til en automatisk nybegyndelse (når noget produceres, sælges det også, indkomst skabes, og kredsløbet starter automatisk igen).

Det er en moderne version af Say’s lov, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Den er også forkert. Økonomien kan godt vokse, uden at alle konsumgoder forbruges, ligesom den også godt kan gå i stå, selvom de alle sammen spises op.

Det er investeringerne, der driver værket, er keynesianere og marxister enige om, og de har deres selvstændige forløb. Opsparing er et pseudoproblem, siger marx’ske økonomer, men ikke keynesianere. 

Når modeller benytter tal og ’empiri’, drejer det sig om processerede data. Der er groft sagt to typer data i udgangspunktet: registerdata og estimerede data.

Registerdata er f.eks. dem, der stammer fra folkeregistret eller medlemskartoteker. De er korrekte, men er de komplette? Hvad er f.eks. de rette tal for arbejdsløshed, den registrerede eller den udvidede arbejdsløshed?

Mens den første stammer fra registre og derfor er fristende at bruge, indeholder det sidste tal et estimat over dem, der måske gerne vil i arbejde, men af forskellige grunde står uden for arbejdsmarkedet. Det finder man ud af gennem interviewundersøgelser.

En tredje måde er at ’triangulere’ data, alså bruge forskellige datakilder, der ikke er umiddelbart forenelige, men kan analyseres og kompletteres v.hj. af kendt viden, logiske slutninger og en dose intuition. Alle disse data puttes så ind i computermodellerne, hvorved man genererer de parametre man bruger i fremskrivninger og konsekvensberegninger.

Danske modeller

Der er tre hovedmodeller på det danske økonomiske marked. Modellen, der udarbejdes af DREAM-gruppen, er langsigtet. DREAM betyder Danish Rational Economic Agents Model, og vi andre kan sige ”dream on”, og det gør gruppen.

To modeller satser mere på det korte sigt - konjunkturerne. De økonomiske vismænd bruger nogle af de allerede teoretisk præparerede data fra DREAM i deres SMEC (Simulation Model of the Economic Council), mens finansministeriet bruger ADAM (Annual Danish Aggregate Model) udviklet af Danmarks Statistik.

En god Svend Auken joke var, at ”nu fik Adam smæk”. To fhv. overvismænd, Christen Sørensen og Niels Kærgård, har i Information kørt en mildest sagt privat, men meget ophedet diskussion, om SMEC eller ADAM kom først til verden. De fleste andre er vist ret ligeglade. De daterer sig begge fra halvfjerdserne, altså SMEC og ADAM.

Når Niels Kærgård skriver en kronik, der hedder, ”Vi tror for meget på de økonomiske modeller”,[iii] hvori han udtrykker, at de forskellige modeller er forenklinger, og man skal vide, hvad man vil bruge dem til, så kan man kun svare, at det ’vi’, der tror på modellerne, nok er de 95 pct. af økonomerne, men at der er 5 pct. tilbage – plus en stor del af den befolkning, der ikke er deformeret af at have studeret økonomi.

DREAM

DREAM-systemet fra 1997 består af fire modeller: befolkningsfremskrivning, uddannelse, befolkningsregnskab og den økonomiske model DREAM.

Når man f.eks. skal forudse det fremtidige boligbehov, skal man ikke bare have demografiske data og fremskrivninger, men også idéer om, hvor stor en husstand bliver i gennemsnit, og hvornår børn flytter hjemmefra osv.

Hvis nogle af disse faktorer ændrer sig som resultat af forhold, der ikke er uafhængige af hinanden, eller som genereres i det system, der skal fremskrives, taler man om ’endogene variabler’, hvorimod udefra kommende data er ’exogene’, dvs. de fodres udefra, evt. i form af chok.

Den økonomiske model DREAM bruges til at beregne de fremtidige offentlige indtægter og udgifter på basis af en strukturel makromodel.  Hver for sig modelleres 3 understørrelser for offentlige udgifter: kollektivt offentligt forbrug, der stiger med nationalproduktet, individuelt offentligt forbrug og indkomstoverførsler. 

Det individuelle offentlige forbrug opdeles i sundhedsvæsen, social omsorg, undervisning samt fritid, kultur mv. og fremskrives på baggrund af registerdata.

Dog antages det, at sundhedsudgifterne stiger med mere end den gennemsnitlige økonomiske vækstrate, når det drejer sig om den del, der har at gøre med ældrepleje. Det er vel det, der er blevet til ’ældrebyrden’. Mht overførselsindkomster refereres der så til den strukturelle makromodel, der fremskriver økonomiens udvikling baseret på produktivitet osv.

Makromodellen ser den strukturelle ledighed som et gennemsnit af fortiden og som ”stort set” exogen. Forudseenhed antages også, samt rationelle forventninger.

Det er svært at gennemskue, hvorfor man tilføjer det sidste, for rationelle forventninger er i praksis blot lig med modelbyggernes antagelser, der per definition er de rigtige.

En pudsig bemærkning er: ”Modellen er langsigtet i den forstand, at priser og lønninger antages at kunne nå at skabe ligevægt på alle markeder i hver periode. Der antages at være imperfekt konkurrence på alle markeder. Dette giver anledning til mark-up-prisdannelse på varemarkederne og strukturel ledighed på arbejdsmarkedet.”[iv]

Imperfekt konkurrence? Jeg kan berolige læserne med, at udsagnet ikke har noget reelt at gøre med konkurrence eller ej, det betyder blot, at man ikke kan kende de fremtidige markedspriser og derfor går ud fra de omkostningsbestemte priser, man selv genererer, og som man så sjasker en procentsats oveni – til profit vel.  

SMEC

SMEC består af 600 ligninger med 1000 variabler. På hjemmesiden www.dors.dk står: ”Modellen baserer sig på stabile, historiske sammenhænge som søges afdækket ved hjælp af statistiske metoder (økonometri).”

Man har med andre ord ligesom med DREAM estimeret sig frem til langsigtede historiske sammenhænge, der køres åndløst ud i fremtiden.

Samtidig skal lige siges, at modellen også antager ’mean reversal’, dvs. at udsving vender tilbage til den gennemsnitlige tendens, eller også sørger vismændene for, at de gør det ved at anbefale, at man ændrer på de variabler, der er til rådighed for at presse de utilpassede tilbage til den langvarige tendens.

Det korte sigt lades i stikken, fordi det kun er i det lange løb man har ’instrumenter’ man kan få et ønsket resultat ud af. Gang på gang har vismændene på trods af deres påståede konjunkturmodel sat kikkerten for det blinde øje og overset konjunkturerne.

De gjorde intet for at advare mod overophedningen inden krisen, som Christen Sørensen mange gange har gjort opmærksom på, og krisen kom helt bag på dem.

Et arbejdspapir fra 2007 skriver [egen oversættelse fra engelsk], at ”modellen bygger på nationalregnskabsdata. De fleste estimater stammer fra data fra 1966-2005. Der er 8 produktionssektorer og 5 typer import. Efterspørgslen er delt op i 6 typer privat konsum, offentligt forbrug, 3 typer investeringer og 5 typer eksport. Et strukturelt input-output system [altså når man putter det og det ind, kommer det og det ud i faste forhold, KHP] forbinder efterspørgsel og udbud samt priser. Beholdningsstørrelser og flydende størrelser (stocks and flows) modelleres konsistent og sikrer, at opsparing oversættes til finansiel velstand og investeringer til realkapital. Modellen behandler renter, valutakursen, skattesatser, offentligt konsum, total faktorproduktivitet, udlandets efterspørgsel efter eksport samt importpriser som exogene.”[v]

Selv en lægmand vil kunne forstå, at data, der puttes ind i så mange ligninger, må pålægges nogle begræsninger, så systemet ikke eksploderer.

Men ’virkeligheden’ har naturligvis ikke de begrænsninger. Den er fri til at gå i krisetilstand og bryde parametrene. Men i det mindste skal dens underliggende parametre hele tiden justeres, hvis en model skal have troværdighed. Det bliver de så ikke.

Derudover er der det mærkværdige ved det, at selvom man har 600 ligninger, så er finansmarkedet næsten ikke med. Dvs. alt essentielt vedrørende den finansielle sektor er ikke-eksisterende eller fejlspecificeret, nemlig når man kan mene, at opsparing oversættes til finansiel velstand, en lille afvigelse fra at opsparing = investering.

Men hvis denne velstand er sat i papirer, hvis kurs falder drastisk, hvad så? Det med at resten af opsparingen oversættes til investeringer i realkapital er som sagt også meget tvivlsomt. Samt hvor? I Danmark eller i udlandet? I Danmark åbenbart, for det er jo grundantagelsen. 

ADAM

ADAM slår SMEC med flere hestelængder, hvad angår ligninger, for den har ikke færre end 2500 af dem, og den er således mere detaljeret, men stort set har den samme type antagelser. Renten bestemmes af udlandet, og der er ikke ligninger for finansmarkedet. Igen: det befrier jo modellerne fra at forudsige kriser.

”En forøgelse af arbejdsstyrken øger umiddelbart antallet af arbejdsløse, jf. pilen fra kassen med demografi til kassen med ledige.- Den større arbejdsløshed reducerer lønnen, så konkurrenceevnen forbedres. Det øger eksporten, som får BNP og beskæftigelsen til at stige. Den stigende beskæftigelse redresserer den umiddelbare stigning i arbejdsløsheden, og på langt sigt udvides beskæftigelsen i samme omfang, som arbejdsstyrken er udvidet. Dermed er demografien, den eneste af pilediagrammets eksogene faktorer, som påvirker beskæftigelsen på langt sigt.”[vi]

Det er noget af en udbudsøkonomisk tilståelse. Det lyder derudover helt biologistisk.

Neoklassisk syntese

Vi taler i den grad om modeller baseret på ’den neoklassiske syntese’ inden for makroøkonomien, der antager en masse økonomisk adfærd, der simpelthen ikke holder en meter, såsom ovennævnte om, at beskæftigelsen stiger med arbejdsstyrken ”på langt sigt”.

Og hvis så, hvilken art beskæftigelse, industriel eller af tjenesteydelser – ændrer det forhold sig over tid?

Sagen er, at modellerne ikke tager hensyn til de strukturelle forandringer i økonomien, der genereres ’endogent’, f.eks. ved at virksomheder flytter. Eller er det et exogent fænomen? Der er noget arbitrært ved sondringen, især fordi ordet exogent både bruges om det, aktørerne (regeringen) kan pille ved - efter konsultation med modellerne, naturligvis - og om noget, man ikke er herre over, og som man blot kan prøve at antage den fremtidige opførsel af.

Det er klart, at institutionelle faktorer negligeres. I øvrigt virker det også, som om ADAM og SMEC bruges mere til det lange sigt, hvor det er svært at blive skældt ud for, at det ikke helt går, som det skulle. Man kan altid forlænge sigtet.

Da vismænd og andre magtfulde økonomer ikke kan anbefale regeringen at gøre noget ved udlandet eller forhindre ’kriser’ i al almindelighed, sørger de for at koncentrere deres anbefalinger om den ’værktøjskasse’ man har.

Det bliver uvægerligt de offentlige budgetter, helst sociale ydelser, der skal holde for, når Bjarne Corydon svinger hammeren.

Det passer med, at offentligt konsum i SMEC var exogent (måske stammer de anvendte data dog fra DREAM), dvs. noget man kan pille ved og så lade udleve via sin effekter på de øvrige forhold. Men det er ikke så simpelt, for nogle utilsigtede endogene processer kan sættes i gang.

Når bankøkonomer og finansanalytikere udtaler sig om det, de skulle have forstand på, nemlig finanserne, tager de en anden hat på hovedet, og de har helt separate modeller for sammenhænge mellem kurser og renter, som intet har at gøre med deres udtalelser om og forståelse for den grundlæggende økonomi, der kører på de gamle præmisser.

Jeg har f.eks. hørt en højt placeret bankøkonom fra Deutsche Bank, der, efter at han meget fint havde fremlagt finansielle størrelser og udviklinger i USA i forbindelse med krisen, pludselig gik over til at tale om ’output gap’.

Det er det gab, der er mellem den faktiske og den mulige produktion, og som økonomer mener må lukkes for at komme tilbage til ligevægt. Bankøkonomen overså helt, at der er sket fundamentale ændringer i de grundlæggende strukturer, og at det er svært at forestille sig et fast optimalt punkt.

Revision

Hvad kan man så anbefale? Et fornuftigt økonom-team må kigge på de økonomiske processer og prøve at skrive dem op fra bunden.

De totale modeller har mistet troværdighed – totalt. De er ikke andet end blinde pletter. Så logisk set må det være blandt de 5 pct., der ikke er med i den økonomiske konsensus, man skal finde fornyelsen.

Desværre vil resultatet af en sådan revision heller ikke være for optimistisk, ja, den kunne nemt føre til, at man indser, at økonomierne er ved at gå op i sømmene, og at man er instrumentløs.

Man kunne modsat håbe på, at en mere realistisk indskrivning af den offentlige sektor i økonomien kunne føre til en anden forståelse af frihedsgraderne.

Klart er det, at brugen af de nuværende modeller fører til for megen optimisme på den ene side, for megen nedskæring på den anden.

Som det mindste må man vel forlange, at finansmarkedet inkl. aktiemarkedet, kapitaleksport- og import finder vej ind i modellerne, der derudover skal have deres parametre reestimeret. Man kan til gengæld godt smide nogle ligegyldige ligninger ud, der kun giver en falsk fornemmelse af præcision.

Artiklen er en udvidet udgave af en artikel bragt på Det Ny Clartés hjemmeside (www.clarte.dk).



[i] Information d. 11. okt. 2012.

[ii] Citeret i artiklen: ”Enhedslisten: Økonomiske vismænd er ’blå klakører’”, Information, d. 31. maj 2011 (http://www.information.dk/269856)

[iv] www.dreammodel.dk, om Den makroøkonomiske model.

[v] Se  http://www.dors.dk/graphics/Synkron-Library/Publikationer/Arbejdspapirer/2007-1.pdf: ”SMEC, modelbeskrivelse og modelegenskaber”, Arbejdspapir 2007:1 af Dorte Grinderslev og John Smidt fra Det økonomiske Råds sekretariat,

[vi] Adam – en model af dansk økonomi, Danmarks Statistik, marts 2012, s. 18.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce