Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
essay
27. juli 2012 - 14:59

Drejebogen for den politiske hiphop

Public Enemy var hiphoppens første revolutionære gruppe. I år er det 25 år siden, den debuterede.

Public Enemy er en gruppe, hvis karriere fortæller meget om kunstformen hiphop. Musikkens muligheder og begrænsninger, dens samfundsmæssige betydning, dens idealer, sejre og forspildte muligheder er alt sammen temaer i historien om hiphoppens første revolutionære gruppe.

Hiphopkulturen er et produkt af en unik periode i amerikansk historie. Den opstod i 1970'erne, på et tidspunkt, hvor sorte amerikanere, efter mange års kamp, på papiret, havde opnået flere friheder og muligheder i samfundet end nogensinde før.

Mange befandt sig dog stadig på samfundets bund, og økonomisk krise, sociale nedskæringer og øget kriminalitet og stofmisbrug førte til, at mange af landets storbyer i 1980'erne blev fattigere, farligere og mere forarmede.

Dermed havde en ny generation af afroamerikanere deres egne udfordringer at slås med.

Baggrunden

De faktorer skabte grobund for hiphopkulturen, men denne startede ikke, som det ofte påstås, som en politisk udtryksform. Derimod opstod den som et festfænomen blandt fattige minoritetsunge i New York, som søgte et alternativ til tidens glittede disco-natklubber.

Tidlig rapmusik var derfor karakteriseret ved simple festrim og praleri, som udviklede sig til verbal sparring mellem de konkurrerende udøvere. Efterhånden som kunstformen modnedes, begyndte den dog også at analysere nogle af de sociale faktorer, der havde ført til dens egen opståen.

Numre som "The Breaks" med Kurtis Blow og "Hard Times" med Captain Rapp var tidlige eksempler på rapsange, der bevægede sig udover de gængse pralerier og kommenterede på de samfundsforhold, der fandt sted i Ronald Reagans USA.

Hør "The Breaks":

 

Det var dog først i 1982 med sangen "The Message" af Grand Master Flash and The Furious Five, at rapmusikken for alvor blev et redskab for slagkraftig social kritik.

Sangen bragte socialrealismen tilbage til kommerciel sort musik efter en periode, der primært havde været domineret af apolitisk og hedonistisk discomusik.

"The Message" var et skræmmende portræt af storbyens slum og den desperate tilværelse, dens indbyggere levede.

Hør "The Message" her:

 

Nummeret blev ekstremt indflydelsesrigt, og mere seriøse budskaber begyndte hurtigt at brede sig i hiphoppen.

Et eksempel var den socialt kommenterende "Its Like That" med rapgruppen Run DMC, som i midten af 80'erne nærmest egenhændigt etablerede hiphoppen som den dominerende gadekultur, såvel som en kommerciel og kulturel magtfaktor i det amerikanske medielandskab.

Run DMCs minimalistiske og metalliske trommebeats og råbende rap indfangede perfekt firsernes storbyvirkelighed, og lagde grunden til hiphoppens første deciderede politiske bølge, som blev anført af Public Enemy.

Yo Bum Rush The Show

Lederen af Public Enemy, rapperen Chuck D, fik ideen til en revolutionær hiphopgruppe, som skulle bringe mere politisk bevidsthed ind i genren. Han rekrutterede rapperen Flavor Flav, dj´en Terminator X, og producerteamet The Bomb Squad, som bestod af Hank og Keith Schocklee og Eric Sadler.

Senere blev dansetruppen Security of The First World med Professor Griff i spidsen tilføjet, og Public Enemy var en realitet. I 1987 blev de signet til det pionerende hiphoppladeselskab Def Jam Records.

Public Enemy var en del af en ny generation af hiphoppere, som var i gang med at redefinere den hastigt udviklende genre.

De byggede videre på Run DMCs nyskabelser, men tilførte mere sofistikerede flows og rimteknikker, nye produktionsmetoder og tekstligt indhold.

Coveret til Public Enemys debutplade, Yo Bum Rush The Show, fra 1987 indikerede at der var noget nyt i gære. De fleste i gruppen var klædt helt i sort, og deres logo var en sort mand i en snigskyttes sigtekorn.

Selvom mange numrene på pladen var tidstypisk blær og battleraps, indeholdt den også numre som "Megablast", som fordømte stofmisbrug og narkohandel, og "Timebomb" , som refererede til sydafrikansk apartheid og Black Panthers.

Det var dog især "Message From A Black Man", hvor Chuck D indigneret rapper om slaveri, social ulighed og sort stolthed, der indikerede, hvad der var i vente.

It Takes A Nation of Millions...

På deres anden plade, It Takes A Nation of Millions to Hold Us Back fra 1988, skrev Public Enemy drejebogen for den rene politiske hiphop. Hvor "The Message" var en beskrivelse af ghettoens vederstyggeligheder, var Nation et opråb om at ændre de eksisterende forhold, såvel som en pegefinger rettet mod de ansvarlige. Over tolv numre retter Chuck D sit verbale skyts i alle mulige retninger.

Han kritiserer alt fra narkohandlere i sorte kvarterer til FBI, beskylder tv-stationerne for at hjernevaske deres seere og sorte radiostationer for at ignorere hiphop. Han namedropper desuden et væld af kunstneriske og politiske inspirationskilder, som Marcus Garvey, John Coltrane og Malcolm X.

De revolutionære gloser var ledsaget af en ligeså revolutionerende lyd.

The Bomb Squad havde udviklet en innovativ produktionsmetode, hvor de samplede fra et utrolig bredt kildemateriale. James Brown-trommer, Slayer-guitarriffs, free jazz, politiske taler og utallige uidentificerbare lyde blev vævet sammen til en kaotisk collage, som perfekt komplimenterede Chuck Ds retoriske salver. Samtidig leverede Flavor Flav den perfekte komiske modvægt til Chucks ultraseriøse rap.

Nation solgte godt og højnede både gruppens og rapmusikkens profil. Musikritikere, journalister og sågar dele af den akademiske verden begyndte at spidse ører og tage genren mere seriøst.

Public Enemy befandt sig i spidsen af en bevægelse i hiphoppen, som var begyndt at inkorporere venstreorienterede, afrocentriske, og feministiske temaer i deres musik i et forsøg på at uddanne og opløfte deres lyttere udover blot at underholde dem.

Disse kunstnere, som inkluderede Native Tongues-kollektivet, Queen Latifah og KRS-1, beskæftigede sig med de temaer og udfordringer, som hiphopgenerationen stod overfor, og medvirkede kraftigt til at højne deres generations politiske og historiske bevidsthed og således forme dens livssyn og værdier.

Kontroverser

Et af de centrale værker fra perioden var filmen Do The Right Thing, hvis instruktør, Spike Lee, var en af tidens vigtigste sorte filmskabere og en blandt en håndfuld unge sorte instruktører, som var i færd med at sætte deres præg på Hollywood i en slags parallel til det Public Enemy lavede i musikbranchen.

Det gav derfor god mening, da Lee bad dem om at bidrage med et nummer til filmen, som var en udforskning af racespændingerne i 1980'ernes New York. Public Enemy leverede nummeret "Fight The Power", et af deres mest slagkraftige nogensinde.

Sangen blev et vigtigt omdrejningsspunkt i filmen og boostede kraftigt Public Enemys popularitet. De befandt sig på toppen af deres indflydelse, hvilket reaktionen på sangen viste.

I et af sangens vers rapper Chuck D:

"Elvis was a hero to most
But he never meant shit to me you see
Straight up racist sucker was
Simple and plain
Motherfuck him and John Wayne
Cause I´m black and I´m proud
I'm ready and hyped plus I'm amped
Most of my heroes don't appear on no stamps"

Det var en kommentar til den forskelsbehandling, som han mente, der var på sorte og hvide kulturpersoner, såvel som den måde, sort kultur historisk var blevet udnyttet af hvide.

Sangen satte gang i en heftig debat, som rakte langt ud over musikmiljøet, hvilket viste Public Enemys stigende indflydelse og deres evne til at skabe debat.

Det blev dog mere alvorligt, da Proffessor Griff kom med nogle antisemitiske udtalelser i pressen, hvilket skabte et ødelæggende tilbageslag i medierne, som endte med at skade dem voldsomt.

De var dog stadig darlings blandt musikkritikere, ikke mindst på venstrefløjen, hvor mange mente, at de videreførte punkens og rockmusikkens rebelskhed.

Ironisk nok blev hiphopkunstnere på det tidspunkt modtaget bedre i mange "hvide" medier, mens sorte medier i vidt omfang ignorerede dem. Det var en situation, som Public Enemy gentagne gange brokkede sig over i deres musik, og som fik store konsekvenser for genrens fremtidige retning.

Splittet kultur

Det sorte samfund var splittet omkring den nye kunstform, hvilket betød, at hiphopkulturen fra starten mødte stor modstand. Den blev betragtet som en dille, der ville gå i sig selv, men efterhånden, som det blev klart, at det ikke var tilfældet, kom den under angreb fra flere sider.

Rapmusik blev forbundet med vold og kriminalitet, og mange frygtede, at den havde dårlig indflydelse på unge mennesker.

Splittelsen trak sig primært ad generationslinjer, men hiphoppens tætte forbindelse til den sorte underklasse gjorde, at mange fra både middelklassen og de ældre generationer havde svært ved at acceptere den.

Vigtigt var det, at mange sorte ledere vendte sig imod den med den konsekvens, at rapmusikken, i modsætning til tidligere sorte kunstformer som jazz-, gospel- og soulmusik, forblev uden tilknytning til noget politisk projekt eller et bredere miljø, der kunne forme dens udvikling.

Det gjorde, at politisk progressive kunstnere som Public Enemy var stærkt begrænsede i deres muligheder for at kæde deres musik sammen med konkret forandring i deres samfund. Det medvirkede desuden til, at den langt mere apolitiske gangstarap blev mere populær.

Gangstarap

Gangstarap, som blev pioneret af kunstnere som Ice T, Schooly D og N.W.A., mindede i lyd og tekster på mange måder om Public Enemy, men med vigtige forskelle.

De rappede også om ghettoens problemer, som narkohandel og vold, men gjorde det i første person og distancerede sig ikke moralsk fra de handlinger, de beskrev. På den måde mudrede de bevidst grænserne mellem fiktion og virkelighed og rigtigt og forkert.

Selvom megen tidlig gangstarap også advarede om faldgruberne ved den livsstil, den beskrev, var det især mentaliteten hos N.W.A. fra Los Angeles, der i de kommende år fik stor indflydelse.

Hvor Public Enemy kanaliserede deres vrede udad, lod N.W.A. primært deres frustrationer over "systemet" gå ud over deres eget nærmiljø, meget ofte i form af kvinder.

De forkastede sofistikerede samfundsanalyser til fordel for et nihilistisk verdenssyn, hvor vold, kriminalitet og kvindehad ikke aftvang dybere reflektion eller moralske tømmermænd. Gangstarappen repræsenterede et befolkningssegment, som havde mistet tiltroen til fællesskab og lokalsamfund og de politiske paroler, som Public Enemy smed om sig.

Selvom gangstarappens ekstreme udtryk i sig selv kunne opfattes som et politisk statement, blev den hurtigt mere sensationspræget og opportunistisk i takt med dens stigende popularitet. Der fandt således en stigende polarisering sted i hiphoppen, som ikke faldt ud til kunstnere som Public Enemys fordel.

På deres tredje album, Fear of A Black Planet, uddybede de deres politiske synspunkter og videreudviklede deres musikalske udtryk. Pladen var kritikkerost og kastede klasikkere som "Fight The Power",  "Welcome To The Terrordome"  og "911 Is A Joke" af sig.

Pladen blev deres bedst sælgende, men der begyndt at være interne spændinger i gruppen, blandt andet på grund af Professor Griff-episoden, som resulterede i hans udstødelse af gruppen.  

Året efter udkom deres fjerde album Apocalypse 91: The Enemy Strikes Black, som trods gode anmeldelser blev køligere modtaget, og den blev deres sidste virkelig stærke plade.

Kommercielle gangstere

Gangstarappen fik et stort kommercielt gennembrud omkring samme tid, og det ændrede magtbalancen i hiphoppen. Gangstarappen redefinerede ideer om autenticitet og maskulinitet, og en ny æra, som var defineret af machoattituder, materialisme og sexisme, kom til at tegne genren, hvilket gjorde at Public Enemys budskaber om social bevidsthed og politisk sammenhold blev stadig mere irrelevante.

Mange gangstarappere kritiserede desuden Public Enemys musik for at være for prædikende og ude af touch med, hvad der foregik i ghettoen.

Public Enemy svarede igen med pladen Muse-Sick-N-Hour-Message fra 1994, som kritiserede gangstabølgen, men den blev dårligt modtaget, og gruppens tid som trendsætter var reelt forbi.

Gruppens originale line-up splintredes, men fortsatte under Chuck Ds ledelse med at udgive plader, som dog generelt blev sablet af anmelderne. Publikum begyndte ligeledes at svigte, et udtryk for hiphopmiljøets notoriske nådesløshed.

Krig med pladeselskabet

I 1998 gik Public Enemy i åben krig med deres pladeselskab, da de lagde en gratis version af deres remixalbum, Bring The Noise 2000, til gratis download på internettet.

De blev efterfølgende droppet af Def Jam, og deres mainstreamkarriere var endegyldigt forbi. De har dog stille og roligt fortsat med at udgive plader uafhængigt, med afsæt i den fildelingsteknologi, som de var blandt de første til at pionere.

Trods deres relativt hurtige nedtur, og det paradigmeskift, det var udtryk for, lever politisk rap stadig i bedste velgående.

Ikke mindst udenfor USA, hvor Public Enemys politiske rapmusik har haft stor indflydelse. Især i politisk ustabile lande fandt mange unge mennesker i 80'erne og 90'erne en brugbar udtryksform i de revolutionære rim og konfrontatoriske beats.

I lande så forskellige som Sydafrika, Jugoslavien, Cuba og Palæstina blev rapmusik i 1990'erne flittigt brugt til at tale magthavere og establishment imod.

Senest så man også under det arabiske forår, at rapmusikere er begyndt at indtage lederroller for unge mennesker, som er frustrerede over deres traditionelle ledere.

Selvom politisk rap i vidt omfang flyttede væk fra USA efter Public Enemy-æraen, dukkede en ny bølge af Public Enemy-inspirerede hiphoppere frem i hjemlandet omkring årtusindskiftet.

Rappere som The Coup, Dead Prez og Immortal Technique har siden fundet nye måder at sammenkæde musik og politik, som er relevant for nye generationer.

Efter Public Enemy blev politisk rap aldrig mainstream igen, men trods gruppens relativt korte tid på toppen satte den dybe spor i hiphoppens selvforståelse.

For mange tages det i dag for givet, at rapmusikkens sande opgave er at tale systemet imod, tale de smås sag og ufiltreret informere om, hvad der foregår i samfundet.

Den tankegang har Public Enemy en kæmpe del af æren for, et faktum som ikke engang benægtes af gruppens største kritikere.

Så selvom revolutionen måske nok udeblev i første omgang, kan gruppen trøste sig med, at mange af gruppemedlemmernes idealer stadig lever videre femogtyve år senere.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce