Efter COP21: Glasset er 80 procent tomt

Klimatopmødet i Paris endte som planlagt med en aftale. Den træder i kraft i 2020, hvis den bliver ratificeret af mindst 55 af landene i FN's klimakonvention og disse 55 lande tilsammen står for mindst 55 % af de globale drivhusgasudledninger.

Ud fra de udtalelser, regeringerne kom med i Paris, burde de to betingelser ikke udgøre nogen hindring, om end overraskelser er mulige, som da USA ikke ratificerede Kyoto-aftalen.

»Et godt stykke under 2 grader« – hvordan?

Aftalen fastsætter som mål at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur »et godt stykke under 2° C i forhold til det førindustrielle niveau og at fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5° C over dette niveau, i erkendelse af, at dette vil reducere klimaforandringsrisiciene betydeligt«.

Desuden erklærer man i aftalen sin vilje til at nå disse mål med respekt for princippet om delt, men differentieret ansvar, for menneskerettighederne, for retten til sundhed, retten til udvikling, de oprindelige folks rettigheder, de handicappedes og børnenes rettigheder og ligestillingen mellem kønnene, alt imens man styrker kvindernes stilling og fremmer solidariteten mellem generationerne, og man noterer sig betydningen af en »retfærdig omstilling« for den arbejdende befolkning og under hensyntagen til landenes respektive kapacitet…

Man kan selvfølgelig kun tilslutte sig disse principielle standpunkter, men den tekst, som de 195 landes repræsentanter ved COP vedtog, giver ingen garanti for, at de vil blive fulgt af handling.

Frem for alt er aftalen aldeles uklar, når det gælder, hvilke tidsfrister der skal overholdes, for at klimamålene kan nås: Den nøjes med at sige, at »parterne tilstræber, at de globale emissioner topper så hurtigt som muligt, for derefter at indlede hurtige emissionsreduktioner i overensstemmelse med den bedste tilgængelige forskning med henblik på i anden halvdel af århundredet at opnå en balance mellem de menneskeskabte emissioner fra kilderne og optaget gennem drivhusgasdrænene«.

Det afgørende for, hvilket niveau opvarmningen stabiliserer sig på, er imidlertid, i hvilket år udledningerne topper, hvor hurtigt de globale udledninger derefter reduceres, og præcis hvornår mellem 2050 og 2100 den globale balance mellem udledninger og optagelse indfinder sig.

Forenes det uforenelige?

Da den franske præsident, François Hollande, tog ordet ved plenarmødet den 12. december, glædede han sig over, at det var lykkedes konferencen at »forene det tilsyneladende uforenelige« ved at vedtage et dokument, der var »både ambitiøst og realistisk«.

»Den skelsættende aftale for kloden, den har vi nu,« konkluderede han. Før ham talte hans udenrigsminister, Laurent Fabius, som formand for denne COP og priste sig lykkelig ved et resultat, der var så »afbalanceret som overhovedet muligt«.

FN's rammekonvention om klimaforandringer, UNFCCC, stammer fra 1992. Den har kun affødt et meget utilstrækkeligt forsøg: Kyoto-protokollen. Gennem de senere år har klimaudfordringen i stigende grad undergravet kapitalismens legitimitet og dens politiske forvalteres troværdighed. I kølvandet på Paris-topmødet står det allerede nu klart, at vi vil blive mødt med en storstilet modoffensiv, som skal slå fast, at systemet, al kritik til trods, er i stand til at dæmme op for den katastrofe, det har skabt, og at regeringerne i dets tjeneste er på højde med situationen.

Derfor kan de, der ikke tror på, at en grøn kapitalisme er mulig og at klimaet kan reddes uden at rokke ved systemets grundlæggende tendens til vækst, med fordel undersøge Paris-aftalen ud fra denne vinkel: Har COP21 »forenet det uforenelige«? Netop det skal vi se nærmere på i denne artikel.

Har Paris da gjort indvendingerne fra vrantne pessimister og økosocialister til skamme? Svaret på dette spørgsmål er i hvert fald 80 procent »nej«. Hvorfor 80 procent? Fordi man ud fra ekspertudsagn fra FN's klimakonventions sekretariat kan slå fast, at kun knap en femtedel af vejen er tilbagelagt, når det gælder om at holde sig under 2 graders opvarmning – og endda kun på papiret. Med andre ord er der ikke tale om, at glasset er halvfuldt eller halvtomt. COP21-glasset er mindst fire femtedele tomt. Grundlæggende fortsætter klimakatastrofen, og beviset for, at det uforenelige kunne forenes, mangler stadig. Forklaring følger.

Mellem aftalen og løfterne

Der indgår to elementer i forhandlingerne: på den ene side den tekst, der er vedtaget i Paris, og på den anden side de »klimaplaner«, som de enkelte deltagerlande har vedtaget og sendt til UNFCCC-sekretariatet op til COP21. I forhandlerjargonen er disse klimaplaner benævnt INDC: Intended Nationally Determined Contributions, dvs. de nationalt fastsatte intentioner om bidrag til redning af klimaet. Den tekst, der er vedtaget i Paris, opstiller ganske vist et mål om en opvarmning på mindre end 2 grader og så tæt som muligt på 1,5 grader. Men INDC'erne – hvis tidshorisont er 2025 eller 2030 – holder sig langt fra inden for dette mål. De estimater, der er udregnet på basis af INDC'erne, viser en samlet effekt, som fører os mod en katastrofal opvarmning på omkring 3 grader.

Denne modsigelse mellem aftalens hensigtserklæringer og realiteterne i de klimaplaner, som aftalens underskriverlande har meldt ind, er ingen hemmelighed. Det forslag, der blev vedtaget i Paris – samtidig med selve aftalen – »understreger med alvorlig bekymring det presserende behov for at løse den betydelige kløft mellem den samlede effekt af parternes modvirkningsløfter i form af
globale årlige udledninger af drivhusgasser i 2020 og det samlede forløb for udledninger svarende til målet om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2° C og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5° C«.

Denne kløft mellem INDC'ernes samlede effekt og målet om 1,5 til 2 grader som vedtaget i Paris er blevet studeret af den ad hoc-arbejdsgruppe, som blev nedsat under COP i Durban for at finde ud af, hvordan man kunne hæve ambitionsniveauet i klimapolitikken (Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action). Den 30. oktober 2015 afleverede denne arbejdsgruppe som led i forberedelserne til COP21 en detaljeret rapport til UNFCCC-Sekretariatet.

Hent »Synthesis report on the aggregate effect of the intended nationally determined contributions« hos UNFCCC (pdf)

I denne rapport sammenlignes summen af indmeldte INDC-udledningsmål for 2025 og 2030 med »business as usual« og med forskellige varianter af den bane, som de globale udledninger ifølge FN's klimapanel, IPCC, skal følge for at have 66 procents sandsynlighed for at holde opvarmningen under de 2 grader »med de laveste omkostninger« (disse baner udgør, hvad den seneste IPCC-rapport kalder least cost 2° C scenarios).

Studiets forfattere betjener sig af en enkel metode: De tager business as usual-udledningerne som referencescenario (0 % af 2°-målet) og least cost-2°-scenariet som det mål, der skal nås (100 % af 2°-målet). Derefter udregner de, hvor stor en procentdel af 2°-målet man når til med summen af de udledningsreduktioner, INDC'erne indeholder. Og deres konklusion er, »i denne sammenligning skønnes INDC'erne at reducere forskellen mellem 'business as usual'-udledningerne og 2°-scenarierne med 27 % i 2025 og med 22 % i 2030«. Det er på den baggrund, jeg ovenfor har anført, at »COP 21-glasset er 80 procent tomt«.

Det er i øvrigt ikke udelukket, at disse 80 procent er for lavt sat. Faktisk burde man underkaste INDC'erne en mere indgående analyse for at efterprøve, om staterne har pustet deres tal op for at fremstå som klassens duks. Det ville ikke være første gang, man har snydt på vægten i klimapolitikken. Tænk blot på, hvordan EU's medlemsstater har overvurderet udledningerne fra deres forurenende industrier, for at disse gratis skulle modtage flest mulige CO₂-kvoter, som de efterfølgende solgte med fortjeneste.

Faktum er, at mange INDC'er satser kraftigt på skovenes optagelse af CO₂ eller på relative reduktioner af udledningerne frem for reduktioner i absolutte tal, så der er god grund til at være på vagt. Men lad os overlade dette aspekt til specialisterne og stille skarpt på, hvordan Paris-aftalen forestiller sig, at man skal overvinde kløften mellem INDC'erne og målet om en opvarmning, der holder sig mellem 1,5 og 2 grader.

Overvindelse af kløften? Ja tak!

Først som sidst må jeg tilstå, at jeg savner forklaring på et punkt i IPCC-rapporterne: Diagnosen for klimaforandringerne er stadig mere bekymrende og processen skrider endnu hurtigere frem end forudset i modelberegningerne, men hvordan kan det så være, at man fra den fjerde til den femte rapport i den grad har udskudt det tidspunkt, hvor de globale udledninger skal toppe for at give 66 % chance for at forblive under de 2 grader? Ifølge den fjerde rapport skulle man for ikke at overskride 2 graders stigning knække kurven senest i 2015, men ifølge den femte rapport vil det stadig være muligt at holde sig under de 2 grader, hvis man først nedbringer de globale udledninger fra og med 2020, 2025 eller endda 2030, om end det så bliver med voksende vanskeligheder. Jeg antager, at rapporternes forfattere ikke blot har haft til hensigt at holde modet oppe, altså at der er en videnskabelig forklaring på denne glidning. Men jeg kender den ikke…

Hvordan det end forholder sig, lad os da gå ud fra, at udledningerne kan toppe i 2025 eller i 2030, uden at det er uforeneligt med de 2 grader eller de 1,5 grader. Hvordan har man i Paris-aftalen tænkt sig at overvinde kløften mellem INDC'erne og målet om en opvarmning »et godt stykke under 2° C«? Svaret står i den vedtagne tekst: ved at revidere INDC'erne hvert femte år, sådan at ambitionsniveauet hæves. Denne revision hviler udelukkende på parternes gode vilje. Aftalen er ikke juridisk bindende og indeholder ingen sanktionsmuligheder. Når huset brænder, er det lige stærkt nok, at man fremlægger et sådant løfte som et historisk gennembrud!

Her er timingen også central: Paris-aftalen træder i kraft i 2020, og den første revision finder først sted i 2023. Her skal man huske på, at det tog otte år at få ratificeret Kyoto-protokollen, som kun omfattede et lille antal parter og kun krævede reduktioner i småtingsafdelingen. At tro, at man på ti år, i en tid med voksende geopolitiske spændinger, vil se 195 lande enes om de 80 procent af vejen, som de endnu mangler at tilbagelægge for at redde klimaet, det er reelt at spille russisk roulette med hundreder af millioner menneskers skæbne og med økosystemerne.

Man kan roligt påstå, at den økosocialistiske analyse ikke ugyldiggøres af COP21 – den bekræftes tværtimod: Når det kapitalistiske system støder imod de økologiske grænser, kan det kun skubbe problemets kerne foran sig og gøre problemet mere og mere komplekst og farligt.

Var der nogen, der sagde »fossile brændsler«?

Apropos farlighed må den, der troede på mirakler i Paris den 12. december, stille sig selv to andre spørgsmål:

• Hvordan kan det være, at »fossile brændsler«, »industri«, »kul«, »olie«, »naturgas«, »bilproduktion« og andre ord, der er lige så afgørende for klimaet, ikke optræder en eneste gang i teksten fra Paris? At ordet »energi« kun er nævnt to gange i én sætning vedrørende Afrika (ud over i navnet det Internationale Energiagentur)?
• Hvordan kan det være, at ordene »energiomstilling«, »energibesparelser«, »genbrug«, »genanvendelse«, »fælles goder« eller »lokalisering« aldrig bruges? At udtrykket »vedvarende energi« kun anvendes en enkelt gang og kun vedrørende »udviklingslande« (især Afrika)? At »biodiversitet« kun nævnes en enkelt gang? At begrebet »klimaretfærdighed« også kun forekommer en enkelt gang – som »vigtig for nogle« – netop i den rodebunke af et afsnit, hvor man også nævner biodiversiteten og vigtigheden (igen »for nogle«!) af Moder Jord?

Disse udeladelser er ikke en tilfældige, men kendetegnende for et bestemt projekt, en kapitalistisk strategi over for klimaudfordringen. Klimabenægterne synes i færd med at tabe spillet inden for den herskende klasse, og godt for det. Ikke desto mindre ville det være en fejl at ånde lettet op efter Paris-aftalen og anskue den som et »stærkt signal«, »en afslutning af de fossile brændslers kapitel« eller en vending mod en »retfærdig omstilling«, som nogle har kaldt den. De ansvarlige for katastrofen – frem for alt den fossile sektor og finanssektoren – har stadig et fast greb om roret.

En vending, men mod hvad?

En vending? Ja, uden tvivl. På højeste plan er man nok blevet bevidst om, at den globale opvarmning, hvis den ikke tæmmes, udgør en uberegnelig risiko for samfundet, dets sammenhængskraft og dets økonomi. Pave Frans' rundskrivelse om klimaet er også et udtryk for dette fænomen.

Det er sandsynligt, at visse kapitalistiske beslutningstagere ikke vil stille sig tilfredse med at bruge denne COP som en facade for at dække over den katastrofe, som deres politiske laden stå til har banet vejen for siden Jordens Topmøde i 1992, og at de vil forsøge at enes om at bygge bro mellem INDC'erne og det, der er nødvendigt for at holde den globale opvarmning under 2 grader. Men det er derimod usandsynligt, at det vil lykkes dem, blandt andet fordi vendingen er påbegyndt meget sent, fordi den fossile kapital har foden på bremsen, og fordi den multipolære er underlagt voldsom inter-imperialistisk rivalisering, uden tydelig ledelse.

Desuden er målet ikke alt, der er også måden. Least cost-2°-scenariet, som inspirerer strategerne, handler ikke bare om at bruge »bløde energikilder«, men også om atomkraft, om afbrænding af fossile brændsler med CCS (kulstoflagring), om kæmpe vandkraftanlæg og om afbrænding af biomasse med indvinding af kulstof. IPCC's femte rapport efterlader ingen tvivl: Uden disse midler er det ikke rigtig »rentabelt« at holde sig under de 2 grader, for omkostningerne stiger kraftigt, og profitterne trues. Helligbrøde!

Afbrænding af biomasse med indfangning af kulstoffet står højt på teknologientusiasternes hitliste. Rationalet er, at ved at afbrænde denne biomasse, lagre CO₂'en fra forbrændingen og dyrke ny biomasse, som under sin vækst optager CO₂ fra luften, kan man ikke alene reducere udledningerne, men også mindske mængden af CO₂, der er opsamlet i atmosfæren. Logikken fejler ikke noget, men det enorme forbrug af biomasse, som dette projekt indebærer, kan ikke undgå at ødelægge såvel økosystemerne som de samfund, der bor i dem.

Det er ikke desto mindre den vej, Paris-aftalen udstikker, når den f.eks. annoncerer en omfattende »mekanisme for bæredygtig udvikling«. Det viser sig, at der blot er tale om at sætte fuld kraft bag den »mekanisme for ren udvikling« (Clean Development Mechanism – CDM), som blev indført i Kyoto – og som bl.a. har gjort det muligt for europæiske bilkoncerner at »kompensere« for deres udledninger ved at investere i »skovprojekter« i lande i syd, på bekostning af de indfødte folk.

Her har vi den »realistiske ambition«, som Hollande omtalte under COP21's medieombruste højdepunkt. Her har vi det sande ansigt for det, nogle insisterer på at hylde som den »grønne kapitalismes« indtog. Lad os se realiteterne i øjnene. Det, der er ved at blive indført i den »bæredygtige udviklings« navn, er anti-økologisk og anti-socialt, det redder ikke klimaet og vil nødvendiggøre stadig flere repressive tiltag for at knække modstanden og lægge låg på systemkritikken.

Den politimæssige undtagelsestilstand i Frankrig blev erklæret med henvisning til kampen mod terrorisme, men den er, når det kommer til stykket, ganske afslørende for visse skjulte tendenser i denne COP.

Daniel Tanuro er belgisk agronom og bl.a. medforfatter til bogen Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ (Solidaritet, 2015).

Artiklen er oversat fra La Gauche (Belgien) af Finn Kjeller.