En fragmenteret fortælling om de 99 procent

1. del Occupy Wall Street bevægelsen indefra

For langt de fleste kom Occupy Wall Street bevægelsen (OWS) ud af det blå. Jeg befandt mig selv i USA, indtil to måneder før OWS brød ud, og trods min grundlæggende optimisme kom bevægelsen som en total overraskelse for mig.

Finanskrisen og dens fatale konsekvenser i form af arbejdsløshed, øget fattigdom og økonomiske problemer for en bred del af den amerikanske befolkning, havde allerede for længst sat sig igennem. Men der skulle gå tre år, før en bredere folkelig bevægelse rettede vreden mod Wall Street og det system, som har en stor del af skylden for krisen.

Kritikken, der kom ud af bevægelsen, forblev lige så ukonkret og overordnet, som bevægelsen selv er mangfoldig og uorganiseret. Alligevel formåede bevægelsen at ændre én fuldstændig central ting, nemlig det, der blev snakket om, og kimen til en ændring af den politiske bevidsthed blev sat i gang. Fra at være en finanskrise, blev krisen via OWS til en fordelingskrise.

Problemet var ikke længere teknisk og isoleret til finansmarkederne og de uheldige konsekvenser, der påvirkede resten af samfundet. Problemet var derimod en lille og stenrig elite, som udnyttede de 99 procent.

En fragmenteret fortælling

”Vi er de 99% - Occupy Wall Street bevægelsen” er et forsøg på at give et billede af OWS indefra, et portræt af en bevægelse skrevet af selv samme bevægelse. Bogen er et sammensurium af forskellige teksttyper - taler, dagbogsnotater, manifester, strategirefleksioner og langsigtede politiske overvejelser.

Bogens bidragydere er mange, og der veksles mellem mere eller mindre kendte amerikanske politiske aktivister og akademikere som Naomi Klein og David Greaber, men også helt ukendte bidragydere er med, og så er flere af teksterne kollektive produktioner. Bogen er derfor fragmenteret, men målet om at give et mangesidet billede, som faktisk stemmer overens med den bevægelse, der beskrives, lykkes et godt stykke hen ad vejen.

Bestræbelserne på at indfange både bevægelsens mangfoldighed, dens nyskabelse, dens omfang og egentlige væsen, virker til tider stakåndet og ufuldendt. Men det afspejler nok den kendsgerning, at OWS kom som en kæmpe overraskelse for alle. Selv for de mennesker, der indgik i den første planlægning, der senere førte til OWS. Derfor bliver det også svært at indfange, hvad det egentlig er, der foregår.

Hvem startede OWS

Bogen er inddelt i tre overordnede dele. Del 3 fokuserer på, hvordan forandring er mulig og giver forskellige eksempler på hvordan, det kan ske. 2. del handler om, hvad der skal forandres, og den første del, som også er den længste, beretter om, hvad der skete før og under OWS. Her fortælles bl.a. historien om, hvordan OWS egentlig blev til.

Det var nemlig ikke den berømte Adbusters indkaldelse til demonstration d. 17. september, som satte tingene i bevægelse. Derimod skal æren nærmere tildeles New York City General Assembly (NYCGA); en gruppe af aktivister, hvoraf flere havde erfaringer fra bevægelserne i Spanien, Grækenland og Egypten.

Det var på mange måder netop erfaringer og inspiration fra disse bevægelser, som igangsatte NYCGA, en folkeforsamling, der diskuterede politik og finanskrisens konsekvenser i parker og på offentlige pladser. Kapitlet er vigtigt, fordi det netop viser, at OWS ikke opstod ud af det blå, men krævede forberedelse og strukturer, der allerede var begyndt at blive etableret.

Samtidig peger denne del af historien også på OWS’ fremtid og særligt på den fremtid, der vedrører udviklingen af egentlig politik. For udviklingen af politik og ideer til en anden fremtid kommer ikke ud af det blå, men gennem erfaring, diskussioner, organisering og ikke mindst kompromisser mellem de mennesker, som prøver at organisere sig sammen.

At formulere konkrete krav eller ej

Gennem flere af bogens kapitler berøres på forskellig vis spørgsmålet om at formulere konkrete krav eller ej. Spørgsmålet er i høj grad knyttet til netop spørgsmålet om spontanitet vs. organisering, fordi formuleringen af konkrete krav og presset for, at de gennemføres, netop kræver organisering.

Bevægelsen har fastholdt, at den ikke vil stille konkrete krav til de politiske ledere, for det er ikke opfyldelsen af enkelte krav, der vil gøre en forskel. Problemet ligger i systemet som sådan.

Det er gennem en årrække blevet mere og mere udemokratisk og tjener ikke de 99 procents interesser, men derimod den ene procent, som sidder på flæsket og bruger enhver mulighed for at rage mere til sig. At stille konkrete krav til systemet og de politiske ledere vil ikke ændre noget på længere sigt, derimod ligger potentialet for forandring i bevægelsen selv.

Ideen er, at man må praktisere det, de politiske ledere ikke kan. Man må udleve og udvikle en anden måde at leve og være på, og derfor bliver det direkte demokrati og selve det minisamfund, der udvikler sig i Zuccotti Park ekstremt vigtigt for OWS. OWS’ praksis med ikke at stille krav forsøges indfanget i kapitel 7, hvor den beskrives som politisk ulydighed, i stedet civil ulydighed.

Forfatteren sammenligner OWS med borgerrettighedsbevægelsen, som havde helt konkrete segregeringslove, de kunne protestere imod ved at bryde dem. Modsat er de love, OWS prøver at ændre, ikke engang nogen, de overhovedet kan bryde. For det er love, der giver virksomheder samme rettigheder som mennesker, skattehuller, der lader de rige blive endnu rigere osv.

Samtidig er det langt fra kun de konkrete love, som udgør problemet. Det er også manglen på demokrati, en korrumpering af de politiske institutioner og en indskrænkning af de grundlæggende rettigheder og friheder, der burde tilhøre ethvert menneske.

Derfor er OWS bevægelsens daglige praksis faktisk dens krav, fordi der brydes med tanken om, at den almindelige borger bør stille krav til det politiske system, som systemet så efterfølgende løser. Det er et opgør med tanken om, at det kun er valgte ledere, der beskæftiger sig med politik.

Politik er derimod noget langt mere grundlæggende, nemlig den måde, vi lever vores liv sammen.

At OWS sikkert har haft umådeligt svært ved at blive enige om at stille konkrete krav er én ting, at der faktisk er en pointe med ikke at gøre det, er en anden. Og den er vigtig at få med.

Spørgsmålet, vi står tilbage med, er dog, om det er nok? Bogen giver i sig selv ikke svaret, selvom den holder hårdt på potentialet i ikke at stille krav til det politiske system. Et af bogens kapitler beskriver OWS’ metode som en mangfoldighed af taktikker, hvilket henviser til brugen af mange forskellige aktionsformer.

Ideen er, at de mange former supplerer hinanden – selvom brugen af vold dog anses som yderst problematisk. Derfor kan det undre, at samme pragmatiske indstilling ikke indtages overfor spørgsmålet om krav. Hvorfor ikke formulere krav til det politiske system, når det giver mening? At det kan give mening at stille krav, er bogens 2. del selv et eksempel på. Her reflekteres over, hvad der skal forandres og hvordan.

Et kapitel beskriver bl.a. konkret, hvor vigtigt det er at forandre skattesystemet, så der kommer en langt mere lige fordeling. Denne idé er én som oplagt kunne danne basis for krav til det politiske system. Bogens spredte argumentation for ikke at stille krav, hænger derfor ikke nødvendigvis så godt sammen med de konkrete forslag til forandringer, som bogen ligeledes byder på.

Det er muligt, at OWS simpelthen mener, det ikke er muligt at ændre eksempelvis skattesystemet gennem det politiske system. Efter at have levet i USA i et år, forstår jeg dem godt.

Der er ufatteligt langt til magten, og det politiske system udgøres i høj grad af en politisk elite, som igennem generationer har siddet på magten.

Selv med denne viden og forståelse overfor den enorme afmagt, mange amerikanere føler, og den indstilling, OWS har overfor det politiske system, tror jeg, at en kombination af strategier (at stille krav, når det giver mening, at lade være, når det ikke gør) er lige så nødvendig, som en kombination af taktikker (politiske aktionsformer).

Dermed ikke sagt, at OWS skal udvikle sig til en lobby organisation for de 99 procent, langt fra. Men en udogmatisk og pragmatisk tilgang til forandring er efter min mening nødvendig.

Vi forandrer ikke verden uden at røre ved den og involvere os i den – også de mindre rare dele.

Kapitel 13 i bogens 3. del peger i denne retning ved at diskutere de muligheder, der ligger i at arbejde med forandring på regionalt niveau.

Det er måske mere eller mindre umuligt at skabe store forandringer på det føderale niveau, men de enkelte amerikanske stater og kommuner har et relativt udbredt selvstyre, som kan bruges til at skabe forandringer, der vil gøre en egentlig forskel i de 99 procents liv.

Ærligt?

Bogen er god til at skabe indlevelse og begejstring, men mangler til tider ærlighed. For selv om OWS er noget af det mest opløftende, der er sket i amerikansk historie siden borgerrettighedsbevægelsen, ved enhver, som har beskæftiget sig bare en smule med basisdemokrati og mangfoldige sociale bevægelser, at det ikke er nemt.

Derfor sidder man nogle gange med følelsen af, at man egentlig mere havde brug for de faktiske erfaringer – også de dårlige, i stedet for en udelukkende positiv beskrivelse.

Bogen giver i så høj grad et billede af, at ideer og aktionsformer vandrer fra kontinent til kontinent, fra det arabiske forår til den europæiske sommer og videre til det amerikanske efterår. Netop derfor er fejlene, og det, der var svært, også så vigtigt, for hvis ideen er, at der skal ske en globalisering af modstanden, er udviklingen, der bygger på erfaringer, helt nødvendig. 

Og her bliver spørgsmålet om organisering og spontanitet igen vigtigt. Systematiseret erfaring hænger nemlig sammen med organisering. Hvor spontaniteten er nødvendig som den kraft, der sætter tingene i gang og antænder oprøret, uanset om det er på Tahrir pladsen eller i Zuccotti Park, er organiseringen nødvendig for at gøre oprøret permanent.

Organisering er nødvendig for at kunne udvikle politiske ideer, strategier og taktikker, og for at finde ud af, hvad der bør gøres og hvordan – og det gælder, uanset om forandring skal ske gennem det det politiske system eller selvorganiserede basisdemokratiske aktioner.

”Vi er de 99% - Occupy Wall Street bevægelsen” er udgivet på forlaget Tiderne Skifter 2011.

Læs kapitel 7 fra bogen "Ingen ledere, ingen vold" af Nathan Schneider her.

2. del Hvor er Occupybevægelsen nu?

Denne del af anmeldelsen blev bragt på min blog d. 16. maj 2012

Da denne bog blev sendt i trykken, var Occupy bevægelsen et par måneder gammel. Nu er der gået over et halvt år siden Zucutti Park blev indtaget og situationen er forandret en hel del. Der er stadig Occupy grupper i en lang række amerikanske byer fra Kansas City til Austin. Min oplevelse af Occupy bevægelsen, er dannet på baggrund af mit sidste besøg i USA, konkret i The Bay Area, hvor der er Occupy San Francisco, Oakland og Berkeley.

En udmattet bevægelse

Den ’klassiske’ version af Occupy bevægelsen i The Bay, virker på mange måder udmattet. Teltlejrene er væk, og man samles om ’general assemblies’. Processen omkring disse forsamlinger virker opslidende, og jeg mødte flere, som ikke orker at deltage fast i forsamlingerne mere. Jeg kender en dansker, som er bosat i San Francisco og som har deltaget fast i forsamlingerne siden starten og indtil for en måneds tid siden. En af de ting, han påpegede er manglen på kompromisvillighed.

Folk holder fast på deres egen dagsorden og afsporer gerne diskussioner for at få denne igennem. Hans beretning afslører svaghederne og problemerne ved basisdemokratiet. Det suger alt liv og energi ud af langt de fleste deltagende, hvis ikke der skabes noget med snakken. Hvis ikke basisdemokratiet kobles til konkrete politiske praksisser, til aktioner, eller til udvikling af politiske ideer i fællesskab.

Og her er kompromisset og lysten til at forandre sig selv i fællesskab med andre, en absolut nødvendig del. Det var min oplevelse, da jeg boede i USA, at det amerikanske samfund på mange måder opdrager til individualisme modsat kollektivitet. Det udgør en stor udfordring for OWS, særligt når det kommer til spørgsmålet om organisering, hvor kompromisset er centralt.

Besæt hjemmet, bondegården og broen

Trods de lidt nedslående beretninger fra forsamlingerne, virker det som om, OWS samtidig har udviklet sig til en række interessante ting. I de tilfælde hvor OWS har udmøntet sig i konkrete politiske praksisser og eksperimenter, virker det til at gå en del bedre.

Jeg hørte om flere ting, men særligt to nye OWS grene lød spændende – Occupy the home (OH) og Occupy the farm (OF). OH er en gruppe der forsøger at forhindre nogen af de mange tvangsauktioner, som er blandt resultaterne af den økonomiske krise. At miste sit hjem hænger i mange tilfælde sammen med, at man allerede har mistet sit job, og den pludseligt opståede hjemløshed er et voldsomt dyk på den sociale rangstige.

Gruppen forsøger at forhindre tvangsauktionerne ved hjælp af juridiske midler, såvel som fysiske blokader af de udsattes hjem og har eftersigende haft flere succeser med at forhindre planlagte udsættelser og derved givet familierne bedre muligheder for at undgå at blive sat på gaden på længere sigt.

OF er en besættelse af et stort stykke land ejet af University of California. Besættelsen går konkret ud på at den ellers ubrugte jord opdyrkes og derved skabes selvforsyning af fødevarer, som samtidig er dyrket bæredygtigt. OF har nogle andre muligheder for inklusion, fordi man ikke nødvendigvis skal bo i besættelsen som man skulle i teltlejrene. Det betyder at en hel del familier og ældre mennesker deltager i OF.

Udover samtaler med en række amerikanere, fik jeg mit indtryk af bevægelsen igennem deltagelse i dette års 1. Maj. Det første, der var planlagt, var en blokade af Golden Gate Bridge kl. 07.00 om morgenen. Blokaden var kommet i stand, fordi den fagforening der organiserer bro- og færgearbejderne omkring Golden Gate, havde henvendt sig til Occupy bevægelsen og bedt om hjælp til at blokere broen.

Blokaden skulle fungere som pressionsmiddel i en faglige konflikt, som arbejderne havde med færge- og broselskabet. Blokaden blev dog aflyst i sidste øjeblik, da selskabet indgik en form for forlig med arbejderne. I stedet blev der afholdt manifestationer ved flere færgeterminaler, men disse var eftersigende ikke nogen stor succes. Dog var alliancen mellem fagforeningen og Occupy bevægelsen i sig selv interessant og vigtig.

Forfejlede strategier eller at skide i egen rede

8.30 var planlagt forskellige manifestationer i Oakland midtby – bl.a. én mod gentrificering. Antigentrificerings manifestationen gik ind på en af de lokale cafeer og begyndte at demonstrere der, øjensynligt mod den gentrificering caféen skabte.

Aktionen illustrerer fint det paradoks, som OWS bevægelsen indeholder, da en del af de hvide middelklasse unge som også deltager i OWS og som oftest er dem, der ønsker bevægelsen radikaliseret i form af mere militante aktioner (som antigentrificeringsmanifestationen), også er dem der flytter til Oakland og derved er med til at danne base for gentrificering.

Flere af dem jeg talte med, mente ikke at disse unge skulle afholde sig fra at flytte til Oakland. De skulle måske bare ikke skide i egen rede, og gøre sig rigtig upopulære blandt Oakland-beboere, ved at bruge alle kræfterne på, at ødelægge forretningen for de lokale cafeer. Lige såvel, som de burde overveje, at militariseringen og radikaliseringen af bevægelsen også er ekskluderende.

Bl.a. fordi konsekvenserne for at deltage i kampe mod politiet, hærværk og lign. ofte er meget forskellige afhængige af hvor man kommer fra og hvilken farve ens hud har.

Oakland er på mange måder blevet Occupy bevægelsens sorte får. Det er her, at det uudtalte ikke-volds kodeks er blevet brudt oftest og heftigst. Samtidig har bevægelsen her, udviklet sig til i høj grad at handle om forholdet til politiet. I et forsøg på at forstå denne udvikling, er det dog helt centralt at kende til Oaklands historie. Det er herfra Black Panthers stammer. I Oaklands har politibrutaliteten og racediskriminationen altid fyldt meget. Derfor er Oaklands version af Occupy bevægelsen også formet af denne historie.

Når den sekteriske venstrefløj tager over

Senere på dagen 1. maj blev der afholdt forskellige manifestationer foran Oakland Rådhus, alle orkestreret af Occupy Oakland. Der var en hel del taler og musik og mens dele sådan set var fint, var det overordnede indtryk også, at bevægelsen i nogen grad var overtaget af sekteriske venstrefløjsgrupper. En tendens jeg ligeledes oplevede under mit ophold i USA i sidste år.

Fordi venstrefløjen igennem en årrække har været så marginaliseret og den brede befolkning så desillusioneret, er det som om kun de mest sekteriske venstrefløjsprojekter har overlevet. De strømmer derfor til når nye sociale bevægelser opstår og kaster sig over dem. Dette billede præger i nogen grad de dele af Occupy bevægelsen jeg så, og det er ærgerligt.

Det virker dog ikke til at være tilfældet i samme grad med de projekter, der er udsprunget af OWS, såsom OF og OH.

De papirløse og Occupy bevægelsen

Senere på dagen tog vi til en demonstration for papirløse immigranters rettigheder og arbejdsforhold. Den var ikke direkte arrangeret af Occupy, men havde en masse deltagere derfra og var koordineret med Occupy aktiviteterne. Jeg deltog i samme demonstration sidste år og i år var den vokset 5, måske ti gange. Politiet anslog 5000 deltagere, hvilket snarere betyder 8000 mennesker, og det var en utrolig god oplevelse at deltage. Demonstrationen gik igennem de fattigste dele af Oakland og havde deltagere fra alle sociale klasser og racer.

Særligt stærkt repræsenteret var latino befolkningen, som ligeledes udgør langt den største andel af de papirløse. Der er ingen tvivl om, at denne demonstration aldrig var vokset sig så stor, hvis ikke det havde været for aktiviteterne omkring OWS. Og det samme virker til at være tilfældet med en række andre politiske aktiviteter, bevægelser og projekter.

Så selvom det virker til at dele af Occupy bevægelsen, ikke er fortsat med at være en politisk succes, er der samtidig positive ting som er blomstret op eller sprunget ud fra bevægelsen.

Intet er som før

En ting der blev understreget af flere jeg talte med var, at Occupy bevægelsen havde ændret en helt central ting, nemlig det folk snakkede om. Samtalen, om den foregår til en fest eller i New York Times, er grundlæggende ændret. Nu handler den om ulighed, om de 99 procent, om interessemodsætninger, om chefers lønninger og bonusser, om tvangsauktioner osv.

Samtidig har Occupy bevægelsen mange steder medført en politisering af hverdagslivet. Bevægelsen har alle steder opfordret folk til at dele deres historier, fortælle hvad der gør dem en del af de 99 procent og det har de gjort til forsamlinger, på internettet, i pressen og til hinanden på gaden.

Det har betydet forandringer - forandringer af bevidstheden. Det kan måske ikke ses endnu, og har ikke udfoldet sig i konkrete ændringer, men det er et første og helt centralt skridt. Sociale bevægelser kommer ikke fra den ene dag til den anden, men tager utrolig lang tid at opbygge – se bare på arbejderbevægelsen.

Ovenstående bygger et på et tre ugers besøg i en begrænset del af USA. Det er derfor selvfølgelig muligt, at situationen er en helt anden andre steder.

Se også links på Tidslinjen om Occupy-bevægelsen, den 17. sept. 2011