Annonce

Enhedslisten
14. oktober 2016 - 10:13

Enhedslisten-medlemmer bryder tavsheden i sag om udtalelser om væbnet revolution

I en udtalelse sendt til Modkraft kalder fire medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse det for en »overreaktion«, at politisk ordfører Pernille Skipper blandt andet sagde, at folketingskandidat Jonathan Simmels udtalelser om væbnet revolution var i strid med partiets grundlæggende værdier.

I september valgte folketingskandidat for Enhedslisten og Modkraft-blogger Jonathan Simmel at trække sig som suppleant for forsvarsordfører Eva Flyvholm. 

Han skulle ellers have vikarieret for hende, mens hun skal på barsel efter nytår.

I den anledning ønskede DR at lave et portræt af Jonathan Simmel, og i et interview i en frokostpause blev han blandt andet spurgt ind til hans holdning til væbnet revolution.

Interviewet blev aldrig bragt i sin helhed, da Simmel valgte at trække sig, inden det blev sendt. 

Men ifølge DR sagde han blandt andet.

- Selvfølgelig findes der situationer, som kan opstå, hvor det vil være acceptabelt. Men i dagens samfund vil det være en helt absurd tankegang at tro, at man skulle til at slås på den måde, lød det blandt andet fra Jonathan Simmel i interviewet.

Tog skarpt afstand

Da Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper blev bedt om at forhold sig til udtalelsen, og at Jonathan Simmel havde valgt at trække sig, lød beskeden, at hun »ikke kunne tage skarpt nok afstand,« og at hun var ganske tilfreds med hans beslutning.

- Jonathan Simmels udtalelser står fuldstændig for hans egen regning. Det strider mod Enhedslistens grundlæggende værdier, vores politik og er uacceptabelt, sagde Pernille Skipper til DR.

Adspurgt om hun havde lagt pres på Jonathan Simmel, for at han skulle trække sig, svarede Pernille Skipper:

- Jeg har fortalt ham, hvad jeg synes.

Resten af Jonathan Simmels udtalelser er ikke offentligt tilgængelige, men er efterfølgende blevet lagt frem i et lukket Facebook-debatforum for medlemmer af Enhedslisten. For mens partimedlemmerne har været tavse i pressen, har sagen skabt heftig debat internt på partiets lukkede debatfora.

Bad om redegørelse

De fire medlemmer af hovedbestyrelsen, som nu kalder Pernille Skippers udtalelser for en overreaktion, bad om en redegørelse om forløbet, som blev fremlagt på hovedbestyrelsesmødet den 8. oktober.

»Af redegørelsen fremgår det indirekte, at Jonathan Simmel har været udsat for pres fra forretningsudvalget og folketingsgruppen, hvilket er uhørt i Enhedslisten. Ligeledes må vi konstatere, at den politiske ordfører tager afstand fra ting, som Jonathan Simmel ikke har udtalt og dermed planter hun den idé i pressen, at Jonathan Simmel har holdninger, han ikke har og ej heller har givet udtryk for,« skriver de fire hovedbestyrelsesmedlemmer Allan Krautwald, Hans Jørgen Vad, Helge Bo Jensen og Jeanne Toxværd i en fælles udtalelse til Modkraft.

Læs hele indlægget her.

Læs også kommentaren »For revolution og ikke-vold« der blev skrevet i kølvandet på Jonathan Simmels tilbagetrækning

Ifølge Modkrafts oplysninger har særligt folketingsgruppen frygtet, at en debat om partiets holdning til væbnet revolution skulle blusse op igen og tage opmærksomheden fra blandt andet Enhedslistens kritik af kontanthjælpsloftet.

Kort efter Jonathan Simmel besluttede at trække sig, lød følgende kommentar fra Per Clausen, der er tidligere folketingsmedlem og nu sidder i byrådet i Aalborg:

- Hvis man som dansk politiker i en dansk sammenhæng i dag begynder at teoretisere om, hvad der vil ske i Danmark i fremtiden, er der stor sandsynlighed for, at folk drager den konklusion, at det er noget, man anser som en sandsynlig og naturlig udvikling. Mener man ikke det, er der ikke grund til at bruge tid på at snakke om det, sagde han til Modkraft.

»Skal ikke fravælges pga. historier i pressen«

For det var netop Jonathan Simmel, der i foråret 2013 startede en debat om partiets holdning til væbnet revolution med denne udtalelse til Berlingske:

Vi kan godt acceptere en væbnet revolution i Danmark, så længe vi holder fast i, at der skal være massiv folkelig opbakning, sagde han.

Året efter blev ordet revolution næsten skrevet helt ud Enhedslistens partiprogram. Det optræder to gange i programmet.

Om mulige historier i pressen som følge af Jonathan Simmels udtalelser skriver de fire hovedbestyrelsesmedlemmer:

»Kandidater for Enhedslisten vælges af medlemmerne og fravælges ikke af forretningsudvalget og folketingsgruppen, grundet mulige vinkler på en historie i pressen.« 

Som svar på kritikken fra de fire hovedbestyrelsesmedlemmer henviser Enhedslistens presseafdeling til det svar, som medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget Mikkel Warming har skrevet i kommentar under indlægget:

Bare for en god ordens skyld :

De holdninger og vurderinger som denne kommentar giver udtryk for, blev fremført - og foreslået på hovedbestyrelsesmødet i Enhedslisten den 8. Oktober. De blev forkastet af et stort flertal.

Et flertal bakkede op om FUs håndtering af sagen ved at tage en redegørelse til efterretning med stemmerne 15 for, 4 imod, og 4 blanke.

Mikkel Warming

medlem af Enhedslistens HB og FU

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce