Annonce

Nedskæringer
23. maj 2012 - 14:52

Enhedslisten-politiker trodser eget bagland

Trods pres fra baglandet agter Enhedslistens repræsentant i Aarhus Byråd, Jette Jensen, ikke at trække sin støtte til et skoleforlig.

 

Enhedslistens medlem af Aarhus byråd er kommet i strid med sit bagland efter at have stemt for et skoleforlig, som blev indgået i sidste uge.

Efterfølgende har partiet med 33 stemmer for og en enkelt imod til et afdelingsmøde underkendt byrådsmedlemmet Jette Jensens beslutning om at deltage i forliget, der blandt andet indebærer lukning af tre skoler i kommunen.

Det får imidlertid ikke Jette Jensen til at trække støtten.

– Jeg har skrevet under på forliget, og det kan man ikke bare trække tilbage. Det kan da godt være, at vi ikke er enige om den her sag, men en aftale er altså bindende, fastslår hun til jp.dk.

Læs artiklen »EL-politiker overhører bagland« hos Jyllands-Posten

Med stemmer fra SF og Socialdemokraterne er der flertal for forliget både med og uden Enhedslistens stemme.

»Medlemsdemokrati essensielt«

Jette Jensens partibagland vil ikke kommentere Jette Jensens udmelding før et ekstraordinært møde i aften. Men det understreges, at partimedlemmerne er lodrette modstandere af forliget.

De mindre samfund kan ikke undvære den lokale folkeskole, mener lokalbestyrelsens talsperson Lone Degn.

– Vi vil ikke medvirke til skolelukninger. Det er ikke vores opgave at administrere nedskæringer, som vi hele tiden har været modstandere af, forklarer hun til Modkraft.

Læs artiklen »EL trækker støtte til skoleforlig« hos Jyllands-Posten.

Hun opfordrer sit parti til at lægge pres på de øvrige partier i byrådet om at indføre længere betænkningstid, når der skal vedtages forlig. 

– I Enhedslisten er det medlemmerne, der lægger linjen. Men skal vi nå at indkalde medlemmer, kræver det altså længere tid end en uge, som det ofte er tilfældet i dag. Men det må altså være den pris, som de andre partier skal betale for at få Enhedslisten med, slutter hun.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce