Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
13. august 2012 - 12:23

Er sondringen mellem produktivt og uproduktivt arbejde (stadig) relevant?

I de vestlige kriselande begynder der at lyde røster om, at vi skal have industrien tilbage, vi skal i hvert fald nødig miste mere af den. Der tales om reindustrialisering eller om at genvinde balancen i økonomierne. Bag det svæver en forestilling om, at industrielt arbejde er mere ’produktivt’, men standardøkonomernes teorier har ikke ord for det. 

Den private og den offentlige sektor

I moderne økonomi har forskellen mellem den private og den offentlige sektor overtaget den plads, den klassiske økonomi viede til produktivt vs. uproduktivt arbejde. Den private sektor ses som den givtige, den ’effektive’, mens den offentlige nærmest er et spild af ressourcer. Ofte fører det til krav om privatisering af offentlige serviceydelser. Fortalerne  glemmer imidlertid, at der også er et lille p for profit, som den private sektor skal have for sit besvær, således at den private sektor altså skal yde effektivitetsgevinster, der er større end dens profitter, hvis den skal udføre en service billigere end det offentlige. Det ligger lige for at konkludere, at det først og fremmest kan ske via lavere lønninger, så driften mod privatiseringer af tidligere offentlige ydelser er intimt forbundet med ønsket om at få lønningerne sat ned. Men lad os begynde at andet sted.

Den klassiske sondring, Smith og Marx

Sondringen mellem produktivt og uproduktivt arbejde er en af de hårdere nysere i Marx-fortolkningen. Dels er det en vanskelig sondring, men derudover er der jo altid dem, der mener, at fænomener kan reduceres til det samme. Vi kender debatten om husmødres arbejde. Hvorfor opgøres det ikke som en del af nationalproduktet? Enten ses det som en mangel på anerkendelse af vigtigheden af dette arbejde, eller også som en måde at undlade at betale for det. Et modargument kan så lyde, at husligt arbejde ikke kun udføres af husmødre, men af os alle sammen, og hvad godt skulle det i grunden gøre at opgøre alt det? Debatten skærer ind i rationalet for bruttonationalproduktet (BNP), der dybest set går ud på at opgøre økonomiers kapitalistiske sundhed, udtrykt i vækst af BNP. Selvom BNP-opgørelser rammer lidt ved siden af, stiller de dog det spørgsmål, om alt lønnet arbejde er ’værdiskabende’,  eller om der er noget, der ikke hører med. Det er overfladisk set nemt at svare på, for alt arbejde opgøres i BNP som læggende værdi til, selvom f.eks. offentligt ansatte anses for kun at levere den ’værdi’, der svarer til deres egen løn (så fik de den). Men en forskel er der altså alligevel – også i almindelig økonomi.

Ser vi på klassisk økonomi er skillelinjen helt anderledes.  Adam Smith mente, at folk, der blev betalt ud af andres indkomster,  ikke bidrog til kapitalkredsløbet og derfor ikke var produktive.

Smith begynder sit kapitel om ”Kapitalens akkumulation eller om produktivt og uproduktivt arbejde” således: “ Der er én type arbejde, der lægger værdi til det emne, det gives ud på: der er en anden [type], der ikke har en sådan effekt.  Førstnævnte, i og med at det producerer en værdi, kan kaldes produktivt; sidstnævnte, uproduktivt arbejde. På den måde lægger arbejdet af en arbejder generelt set værdi til de materialer han arbejder på, nemlig sin egen opretholdelse og sin herres profit.” (The Wealth of Nations, New York 2000, s. 360, egen oversættelse).

Marx vier ikke meget skriveri på emnet i Kapitalen. I stedet skal man hen til Teorierne om Merværdien Bind I, kapitel 4, hvis man vil have hans tanker om emnet udbygget. Her bruger han meget plads på at hamre løs på A. Smith for at mene, at arbejderen lægger sin egen opretholdelse til produktet (plus herrens profit). Værdi skabes i tid, der resulterer i produkter/varer, iflg. Marx, uden nogen direkte relation til værdien af det, der skaber den.  Arbejdskraften  betales blot sin ’værdi’, dens reproduktionsomkostninger. Alle de døde ting, der bruges i processen (maskiner og hjælpestoffer), overfører kun deres værdi, dvs. når produkterne sælges, skal prisen kunne dække deres  genanskaffelsesomkostninger. For maskiner sker det i form af afskrivninger.

Så langt så godt. Arbejde er kapitalproduktivt, hvis det sker for at forøge en kapitalists kapital.  Men kigger vi på konkrete arbejdere, hvem gør så det og hvem ikke? De vanskeligere grænsedragninger har at gøre med dem, der arbejder for en kapitalist, men alligevel ikke er produktive, dvs. de kan være med til at give ham profit, men den kommer ud af omkostningsbesparelser og nogle gange overudnyttelse. Lægger transport til værdien af varerne? Transport ændrer jo ikke varernes substans, den flytter dem kun.  Men er der ikke højere ’værdi’ i en vare, der er transporteret til Danmark fra Kina end den samme vare i Kina? Til det må man vel sige nej, selvom Marx ser ud til at sige ja.[i] Intet forhindrer nemlig varen i at blive produceret i Danmark uden disse transportomkostninger. Transporten er en omkostning. Det er snarere således, at den samme vare produceret i Danmark eller i Kina kan have forskellig værdi p.gr. af arbejdets intensitet og gennemsnitlige produktivitet.

Men Marx’ værdilov er en tendens – ikke kun profitratens tendens til fald, men også selve værdiloven er en lov om bevægelsesdriften- og motoren i udviklingen. Er arbejdskraftens ’værdi’, dvs. dens reproduktionsomkostninger, lavere i Kina, skabes der naturligvis også mere merværdi og derfor mere incitament til at producere i Kina (så ad omveje kommer det med at ’arbejdskraften tilføjer sine leveomkostninger’ til produktet ind som en analogi).  Når vi kigger på den ’virkelige’ verden, må man tænke i pris og omkostninger, og her ser kapitalisten, at det er billigere at producere i Kina.  Udover arbejdskraftens aflønning er der masser af døde omkostninger lagt ned i varerne, og disse er ikke ensartede over hele verden. Derfor kan det være billigere at producere varer i Kina, selvom de konsumeres her og først skal transporteres den halve verden rundt.

Hvad kan sondringen bruges til?

Diskussionen har plaget ’revolutionære’ kredse, fordi det har været underforstået, at det var de produktive arbejdere, der var revolutionens forpost. Men Marx tager debatten op (i det omfang han gør det), fordi sondringen har at gøre med kapitalismens overlevelse. Selvfølgelig også i anden instans, fordi de produktive arbejdere var i et udbytningsforhold, der var mere kollektivt socialiserende end de forhold, som dem,  der ernærede sig som tjenende ån der, levede i, og som kunne føre til lakaj-lignende bevidsthedsformer (”Downton Abbey”). Sondringen mellem produktivt og uproduktivt arbejde ligner altså den mellem vareproducerende og tjenesteydende, uagtet at serviceydelser kan masseproduceres. Nogle gange kan services nedlægges i en vare, og så går det godt igen. Tænk på Apple vs. Facebook.

Men selvom man abstrakt set kan skelne mellem uproduktivt og produktivt arbejde - men ikke så nemt mellem arbejderne - kan man godt præcisere bedre. Produktivt arbejde resulterer i varer, der kan deles, er ensartede, således at det er muligt at værdifastsætte den enkelte vare i forhold til enkeltkonsumenten. Et modsat tilfælde er internettet, hvis enkeltydelser ikke kan værdifastsættes. Ja, faktisk har alle mulige internetydelser svært ved overhovedet at finde en kapitalistisk holdbar business model. I mikroøkonomien hedder den slags ’public goods’, altså offentlige goder. Produktivt arbejde resulterer altså i varer, der i hvert fald i princippet værdibestemmes i forhold til den tid, der går til at producere dem, og hvis besiddelelse er unik. kan konsumeres eksklusivt og dermed har et klart marked. Der er naturligvis mange mellemformer. For softwareprogrammer er det f.eks. svært at afgøre, hvad er det enkelte program er værd. Derfor også alle disse kraftige prisudsving på den slags. Vi ved nemlig kun, at der er nogle omkostninger ved deres udvikling, der skal dækkes ind. Det arbejde er ikke standardiseret, omend en CD-Rom med et program er en vare/service hybrid.

Der er heller ingen tvivl om, at uproduktivt arbejde i vore dage har grebet om sig i omfang, og at servicearbejderne er en udgift for kapitalisten/den offentlige sektor, der gerne sparer dem væk. De er således også under et enormt pres for at arbejde hurtigere, ja, der kan stilles nærmest kafkaske produktivitetskrav: udfyld dobbelt så mange meningsløse skemaer på den halve tid. Sosu-assistenten skal klare de ældre så hurtigt, at idéen med human pleje forsvinder. Den er jo faktisk baseret på, at man giver sig tid.

Så sondringen giver indsigt i udviklingens logik. Man kan forstå problemerne, som den moderne kapitalisme kæmper med, ud fra deres klassiske ’formbestemmelse’ (der er så meget skarpere end det evige: Hvorfor er det ikke lige så godt at...? Eller er det ikke det samme som...?). Også i den private sektor er der en masse uproduktivt arbejde betalt ud af indkomst. På den måde bliver det også klart, at privatisering af tidligere offentlige ydelser ikke i sig selv skaber værdi, dvs. merværdi. Om sundhedsydelser betales ud af privates indkomster eller offentlige skatteindtægter ændrer ikke på deres økonomiske form, dvs. karakter af at være ikke-værdiskabende (men måske nok på administrationsomkostningerne), thi sundhedstjenester konsumeres direkte af patienten. Privatisering har ikke gjort andet end at gøre ydelserne dyrere (profit uden egentlig merværdi bag). På den måde bliver VK-regeringens krumspring i forbindelse med privathospitalerne klarere. Der måtte forskellige småtricks til for at få det offentlige til  at tage sig mere ineffektivt ud, så de private hospitaler kunne få noget mere i kassen for samme ydelser og næsten fremstå som en succes. Noget helt andet er den fremgangsrige medicinalindustri, der leverer en vare, selvom der er det specielle ved den sektor, at patenter forsvares med næb og klør for at skabe overnormale profitter.

Selvom mindre produktivt arbejde er et samfundsproblem, der har at gøre med kapitalismens grundmekanismer, ligger ’løsningen’ ikke lige for. Uanset hvad, er det jo ikke kapitalens tendens at skabe flere produktive arbejdspladser end højst nødvendigt. Så ’reindustrialisering’ skaber ikke nødvendigvis en masse nye arbejdspladser, se f.eks. dette link:  

http://www.opendemocracy.net/ourkingdom/aaron-peters/jobless-reindustrialisation-down-and-out-in-detroit-and-turin-0

Ovenstående giver heller ikke meget håb til keynesiansk skab-arbejde programmer. Men selvfølgelig er der nødvendigt samfundsmæssigt arbejde, der indirekte hjælper værdiproduktionen. Ligesom alt det reproduktive arbejde vi alle laver. Men her er vi ovre i nytten, samfundets materialitet, ikke dets økonomiske form eller drift.



[i] Måske er forskellen, at i Marx’ tid var transporten en del af produktet, for de samme varer kunne ikke produceres overalt. Det er jo så kapitalens tendens, at de kan. Undtagen råstoffer.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce