Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
17. december 2015 - 11:09

Erfaringer fra kampen mod det kommercialiserede universitet

Kravet om et et frit og demokratisk universitet, som studerende i Et Andet Universitet opstillede som alternativ til fremdriftsreform og dimensionsplaner i 2014, er en grundlæggende antikapitalistisk parole.

Kampen mod den frie forskning og uddannelse, kampen mod demokrati på universitetet og forsøget på en altomfattende kommercialisering af universitetet er i de seneste år blevet intensiveret.

Den tidligere socialdemokratisk ledede regering med skiftende radikale ministre i front lancerede med fremdriftsreform og dimensioneringsplaner et frontalangreb på universiteterne.

Formålet var at udslette de rester af frie videnskabelige fællesskaber, der måtte være tilbage efter flere årtiers forsøg på at gøre universiteterne til en institution, hvis fremmeste formål er at uddanne lydig akademisk arbejdskraft til et snævert og prekært arbejdsmarked.

Vi har som en del af bevægelsen ’Et andet universitet’ (EAU) forsøgt at tage del i kampen mod denne neoliberale universitetspolitik.

Vi har blokeret, forstyrret, demonstreret, mobiliseret, skrevet, talt og besat for at skabe et frit og demokratisk universitet.

I denne artikel vil vi reflektere over vores erfaringer fra denne kamp, med det formål at styrke den fremtidige kamps taktik og strategi.

Vi er begge tidligere talspersoner for EAU i Århus. Denne artikel er imidlertid ikke et udtryk for EAU’s holdninger, men udelukkende vores egne som aktive i bevægelsen.

Universitetet: historisk oprids

Siden den tidlige middelalder har mange forskellige institutioner gået under navnet ’universitet’.

Helt frem til oplysningstiden og kapitalismens gennembrud i Europa var universitetet først og fremmest en religiøs institution i det feudale samfund. Universitetet opbevarede og videreformidlede teologi, lov og medicin, og spillede derigennem en vigtig rolle for middelalderens hierarkiske sociale magtstrukturer.

Med oplysningen og kapitalismens gennembrud begyndte en omvæltning på universiteterne.

Sammen med resten af samfundet ændrede denne institution sig også, så den kunne indtage en central plads i den moderne nations- og statsbygning, som var afgørende for kapitalismens gennembrud og udvikling.

Dette var det gamle borgerlige og bl.a. Humboldt’ske eliteuniversitet. Her blev den nye statslige og nationale elite opdraget og skolet, og universitetet ændrede karakter. Et nyt videnskabeligt ideal blev dominerende, men selvfølgelig altid med henblik på nations- og statsbygningen.

Efterhånden dukkede også en kritik af selvsamme eliteuniversitet op - først fra arbejderbevægelsens side og senere i form af den kritiske teori, der understregede, hvorledes det borgerlige videnskabsideal i særligt human- og socialvidenskaberne ikke er i stand til at integrere refleksionen over sine egne sociale betingelser og dermed ude af stand til at kritisere det omkringliggende kapitalistiske samfund.

Det hele kulminerende i løbet af 1960’erne, hvor studenter kæmpede imod det gamle Humboldt’ske eliteuniversitet og dets professorvælde, krævede demokrati, selvbestemmelse og omdannelsen af universiteterne til institutioner, hvorfra en grundlæggende kritik og omvæltning af det borgerlige samfund kunne udgå. Den naturlige alliancepartner var oprørske arbejdere.

Resultaterne af de omfattende kampe i denne periode varierede, men generelt var det den eneste periode i universitetets lange historie, hvor kritik af samfundet og et kapitalismeoverskridende projekt overhovedet blev muligt at formulere inden for denne institution. Hverken før eller efter har der været så meget plads til kritisk tænkning og samfundsforandrende projekter på universiteterne.

Den store sociale omvæltning blev dog aldrig nået, hvilket er en vigtig erfaring vi må tage i betragtning for kampen i og omkring universitetet i dag, idet den stiller spørgsmålet: kan omvæltningen af det kapitalistiske samfund udgå fra universitetet?

I dag er 1960’ernes og 1970’ernes kritiske åbning lukket. Det er sket i takt med omdannelsen af universiteterne fra elite- til såkaldte ’masseuniversiteter’, hvilket betyder at universitetet ikke længere først og fremmest er en institution, der indgår i en nations- og statsbygning, men derimod en almen produktivkraft.

Nations- og statsbygningen var afgørende for kapitalismens udvikling og universitetet spillede en særlig rolle heri som reproducerende eliten såvel som ideologien. I modsætning til tidligere indgår universitetet i dag direkte i den generelle kapitalistiske vareproduktion.

Universitets funktion i dag er derfor hovedsagligt at producere viden, der (direkte eller indirekte) kan profiteres på, og højkvalificeret (prekær) arbejdskraft.

Denne udvikling hænger sammen med kapitalismens neoliberale udvikling siden 70’erne; hvor universitetet altså før var en eliteinstitution, der reproducerede feudale og religiøse sociale hierarkier og senere styrkede stats- og nationsbygningen, har universitetet i dag en helt anden funktion: det er en almen produktivkraft.

Det er i denne betydning at universitetet i dag kan betegnes som neoliberalt. Universitetet er blevet umiddelbart vigtigere for økonomien, dvs. for kapitalakkumulationen, end tidligere.

Nutidens universiteter har derfor ikke noget at gøre med, hvad det har været tidligere. Strengt taget giver det ikke længere mening at bruge begrebet ’universitetet’, men i mangel af bedre gør vi det alligevel.

Kommercialisering

Universitetets udvikling til en almen produktivkraft (’masseuniversitetet’) var forårsaget af behovet for en udvidelse af kapitalakkumulationen. Til denne sociale og økonomiske forandring hører også en bestemt politik.

De seneste mange års universitetspolitik kan sammenfattes som omdannelsen af universitetet til en virksomhed – en tendens, der ikke er unik for universitetet, men som har ramt stort set alle offentlige institutioner under New Public Management-ideologiens hærgen.

Tendensen er heller ikke unik for Danmark, men er derimod en del af den mere omfattende neoliberale tendens til at gøre virksomhedsformen til modellen for alle sociale forhold.

Et afgørende element i denne transformation var universitetsloven fra 2003, som afskaffede de demokratiske strukturer, som studenteroprøret i 1960’erne og 1970’erne havde tilkæmpet sig.

Loven afskaffede valg af rektor og dekaner og indførte en gennemført udemokratisk magtstruktur på universitetet – f.eks. er ingen ledere på valg og bestyrelsen har et ikke-valgt eksternt flertal, bl.a. bestående af personer fra det private erhvervsliv.

De to seneste angreb på universitetet tog form af hhv. fremdriftsreformen og dimensioneringsplanerne, begge indført af den tidligere socialdemokratisk ledede regering. Uanset hvilken koalition, der danner regering, er universitetspolitikken grundlæggende den samme.

Universitetet må i dag nødvendigvis administreres som en almen produktivkraft, hvilket betyder, at det bliver omstruktureret efter virksomhedsformen; en politik både socialdemokratisk- og venstreledede regeringer også har tilsluttet sig.

Den strategiske konsekvens af dette er, at kampen ikke kan tage form af en kamp for en anden universitetspolitik. Den kan kun tage form af en kamp på universitetet selv. Hvad denne kamp indebærer, vil vi uddybe i sidste afsnit.

Fremdriftsreformen (vedtaget 2013) udgør et forsøg på at nedbringe studietiden, først og fremmest ved at indskrænke studerendes frihed til fordel for tvangstilmeldinger og tvangsmeritter, samt forværring af SU’en.

Fremdriftsreformen gør det klart, at det for regeringen ikke handler om at skabe dygtige studerende, men blot om at få dem hurtigst muligt igennem universitetsfabrikken. Reformen kommer sandsynligvis især til at gå ud over sociale og faglige studiemiljøer, der i høj grad oppebæres af ’frivillige’ aktiviteter, der ligger uden for arbejdstid, eksaminer og ECTS-point.

Dimensioneringsplanerne (2014) er det seneste og ideologisk set mest tydelige af skiftende regeringers neoliberale universitetspolitik. Planen går ud på at regulere antallet af studiepladser efter ledighedstal.

Essensen af dimensioneringsplanerne er, at uddannelser skal kunne veksles direkte til job på det private arbejdsmarked. Uddannelserne, og derigennem også forskningen, bliver således umiddelbart underordnet kravet om profit.

Meget kritik af dimensioneringsmodellen har gået på brugen af ledighedstal (man har taget udgangspunkt i ledighedstal et år efter endt studie, hvilket giver et skævvredet billede) eller på umuligheden af at forudsige erhvervslivets fremtidige behov.

Problemet med den form for universitetspolitik er dog ikke brugen af tal eller umuligheden af at forudsige erhvervslivets behov – problemet er selve præmissen for dimensioneringen: at universitetet skal indrettes efter erhvervslivets behov.

Fremdriftsreformen og dimensioneringen viser tydeligt hvad ’masseuniversitetet’ er: en institution, der har til formål at producere viden og højt kvalificeret arbejdskraft, der er enten direkte eller indirekte omsættelig til øget profit. Det gamle eliteuniversitet og borgerlige videnskabsideal er blevet erstattet af et nyt profitregime. Den kritiske og frie forskning har aldrig haft dårligere kår.

Et andet universitet

I 2013 startede en gruppe studerende på Københavns Universitet gruppen ’Et andet universitet’ for at fortsætte og radikalisere protesterne mod fremdriftsreformen.

Gruppen lavede en række aktioner, hængte plakater op og erobrede ordet før rektors tale ved immatrikulationsfesten for nye studerende på Københavs Universitet i 2014.

Se video fra aktionen:

Kort tid efter begyndte EAU (og her kom undertegnede med i bevægelsen) at organisere blokader på Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Herefter udvikler gruppen sig til en større bevægelse med flere hundrede involverede og aktive.

Vi deltog i EAUs aktiviteter fra oktober 2014, primært i Aarhus. Vi vil i det følgende fokusere på at reflektere over de erfaringer, vi har gjort os i den del af EAUs aktiviteter, vi selv har været en del af.

EAUs vigtigste aktiviteter siden da kan opsummeres i følgende tidslinje:

  • 19. november: Rektoratet på Aarhus Universitet og Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet blokeres. I Aarhus afholdes samme dag en stor demonstration.
  • 24. november: Blokaden på KU ophæves (af blokørerne selv).
  • 25. november: Blokaden på AU bliver ophævet af politiet, der rydder rektoratet tidligt om morgenen.
  • 26. november: Kvalitetsudvalgets (et regeringsnedsat udvalg, der skulle levere argumenter for regeringens angreb på universitetet) officielle præsentation af dets rapport på Aarhus Universitet blokeres i et par timer, indtil AU’s ledelse beder politiet om at sigte blokører efter straffeloven. 19 studerende sigtes for husfredskrænkelse (jf. artiklerne »Derfor blokerer vi kvalitetsudvalget« og »Universitetsledelsen er autoritær og udemokratisk« i denfri.dk
  • 28. november: Kvalitetsudvalgets anden officielle præsentation i København blokeres (Se Mikas Lang: »Vi blokerer for at tilkæmpe os en plads i diskussionen«, hos denfri.dk). Politiet opløser blokaden ved at slæbe blokører væk. Senere på dagen meddelser AUs ledelse, at de alligevel ikke ønsker, at der opretholdes tiltale mod blokørerne.

Se video fra aktionen 28. november 2014:

  • 1-3. december: Rektoratet på RUC blokeres.
  • 18. december: Demonstration og aktion ved bestyrelsesmøde på AU
  • 13. januar: Aktion ved et møde på Aarhus Rådhus, hvor daværende uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen er til stede. To aktivister trænger ind på mødet, afbryder det og holder en tale.

Se video fra aktionen:

  • 23. februar: Aktion ved bestyrelsesmøde på AU.
  • 23. marts: Aktion ved bestyrelsesmøde på RUC
  • 16. april: Blokade af rektoraterne på RUC, KU og AU. På AU tilkalder ledelsen politiet, og efter halvanden time ryddes blokaden af politiet. I stedet besættes vandrehallen på AU. Blokaderne varer til den 23. april (AU), den 24. april (RUC) og den 1. maj (KU).

Erfaringer

EAUs kamp mod kommercialiseringen af universitetet har givet os en række erfaringer, som forhåbentlig kan være relevante for den videre kamp.

Noget af det, der viste sig at fungere, var EAUs basisdemokratiske organisering. Alt blev besluttet på stormøder, og ved at skifte mødearrangører, ordstyrer o.lign. gjorde vi hvad vi kunne for at undgå skyggeledelse.

De valgte talspersoner var kun talspersoner og kunne ikke tage større beslutninger på vegne af EAU (hvilket universitetsledelsen havde svært ved at forstå). Vi prøvede så vidt muligt at nedsætte åbne arbejdsgrupper til enhver opgave, som stormødet besluttede.

Derved lykkedes det at skabe et miljø, hvor alle umiddelbart kunne deltage i bevægelsen, og ikke først arbejde sig op i uformelle hierarkier.

Endelig betød den basisdemokratiske struktur også, at flere personer var involverede og gjorde sig erfaringer med organisering. Det skabte et tilhørsforhold til flere mennesker end en mere hierarkisk struktureret organisation ville have gjort.

Vi er flere gange blevet kritiseret for at blokere rektorater, når det nu var reformer indført af regeringen, der var vores primære fjende (og ikke universitetets ledelser). Det viste sig imidlertid at være en strategi, som var i stand til at mobilisere lokalt.

Det er på universitetet vi færdes, det er her vi mærker konsekvenserne af regeringens angreb, og derfor giver det god mening, at det er her, vi protesterer.

Det er nemmere at mobilisere lokalt på universiteterne, ligesom det skaber et bedre grundlag for fremtidige kampe.

Endelig var de lokale aktioner på selve universiteterne rettet imod de ikke-valgte ledelser, rektoratet og det eksterne flertal i bestyrelsen. Aktionerne understregede derfor også, at problemet ikke kun er regeringens reformer, men derimod selve den måde, universitetet er organiseret på: som en virksomhed.

Den lokale, basisdemokratiske organisering af bevægelsen understregede samtidig i sig selv manglen på og behovet for demokrati på universitetet.

EAU’s aktioner gjorde det tydeligt, at universitetsledelsen står på den til enhver tid siddende regerings side. Reaktionen fra AU’s ledelse var i den sammenhæng instruktiv.

På den første dag af den første blokade på AU annoncerede prorektor Berit Eika, at ledelsen bød os velkommen, og at man ikke ville tilkalde politiet. Et par dage efter blev blokaden ryddet midt om natten af 10 betjente, og siden da har AUs ledelse ikke tøvet med at tilkalde politiet og sigte os efter straffeloven.

AU’s ledelse gjorde intet for at forsøge at bruge vores kritik af regeringen til at presse på for en anden universitetspolitik. Det blev tydeligt for alle i EAU, at den autoritære og udemokratiske ledelse, der administrerer universitetet som en virksomhed, er en del af problemet.

Det var i høj grad mobiliseringen omkring det enkelte universitet (i stedet for f.eks. store demonstrationer af alle studerende), der gjorde dette klart. Universitetsledelserne har ingen demokratisk legitimitet, og kampen for et frit og demokratisk universitet er dermed også en kamp for at afskaffe ledelserne.

En af vejene til splittelse i bevægelser som EAU er at fortabe sig i diskussioner og stridigheder om, hvordan det ideelle universitet/arbejdsplads/samfund/etc. skal se ud.

Vi lykkedes med at holde et relativt strengt negativt fokus på det, vi gerne ville afskaffe: fremdriftsreformen, dimensionering, udemokratiske ledelser.

Dette er en fordel, da det er nemmere at mobilisere omkring en konkret, fælles modstander. Desuden er det en mere demokratisk strategi at afstå fra at udpensle ideale forestillinger om fremtidens universitet, og i stedet stå fast på, at det netop på demokratisk vis må være op til den organiserede samling af studerende og ansatte at udforme universitetet.

På den anden side var parolen »for et frit og demokratisk universitet« på ingen måde et konkret og specifikt krav. Det var en radikal parole, som det ikke vil være muligt for nogen tænkelig regering at indføre.

Dog kunne mange ansatte og studerende nikke genkendende til EAU’s kritik af manglen på demokrati og frihed (f.eks. til forskning) på universitetet – utilfredsheden er desuden dokumenteret i en rapport over medarbejdertrivsel på AU fra 2014. Erfaringerne fra EAU viser derfor også, at det er muligt at mobilisere på nogle krav, der er umulige at realisere for enhver tænkelig regering, men samtidig giver konkret mening for studerende og ansatte, der til hverdag oplever manglen på frihed og demokrati på universiteterne.

Det passer altså ikke, at radikale paroler ikke er i stand til at mobilisere. Det handler bare om at finde de rigtige.

EAU blev relativt sent opmærksom på de mange lignende kampe og bevægelser, der foregår andre steder i verden. Efterhånden fik vi dog etableret en række gode kontakter til andre bevægelser.

Der blev opbygget gode relationer til radikale universitetsbevægelser i bl.a England, Holland, Sverige og Chile (der blev bl.a. skrevet et fælles manifest).

Kampen for gratis uddannelse og frie og demokratiske universiteter foregår overalt i verden, og fremover vil det derfor være vigtigt at sammenknytte bevægelserne på tværs af lande. Derved kan vigtige erfaringer udveksles, internationale aktionsdage planlægges, fælles manifester og paroler udarbejdes, osv.

EAU’s centrale aktionsform har været blokaden – en aktionsform, der var en del af studenterbevægelsens arsenal i kampen i 1960’erne og 1970’erne, men som siden da desværre i høj grad er gået i glemmebogen.

EAU genoplivede med succes blokaden, der er en meget konkret måde at sabotere universitetsledelsens arbejde på, og man skal ikke undervurdere tilfredsstillelsen ved faktisk at kunne forstyrre ledelsen på denne måde, i stedet for kun at lave symbolske aktioner.

Blokaden er først og fremmest en ideel aktionsform, fordi den ved at besætte et rum over længere tid skaber en række muligheder, som andre aktionsformer ikke giver. På en blokade kan man holde stormøder, debatarrangementer, lave folkekøkken, male bannere, lave workshops, sociale aktiviteter og oplæg.

Blokaden eller besættelsen giver kampen et sted, som kan være udgangspunktet for at skabe det, vi kæmper for: et andet universitet.

Blokaden/besættelsen er vigtig, fordi den kan noget, demonstrationer ikke kan. Demonstrationer og besættelser indtager rum på to forskellige måder. Hvor demonstrationen bliver et sted, man for en kort stund viser styrke og udtrykker krav, bliver besættelsen/blokaden et sted, man mødes, danner fællesskaber, studerer, planlægger osv.

Kampen fortsætter

Til slut et par overvejelser over perspektiverne for den fremtidige kamp. Det må for det første konstateres, at det ikke giver mening at føre en kamp, der foregår inden for rammerne af det eksisterende ’universitet’.

Dette ’universitet’ eksisterer ikke som andet end en almen produktivkraft, hvis formål er at bidrage til og danne grundlaget for en større akkumulation af kapital i det såkaldte ’videnssamfund’.

Lige så lidt giver det dog mening at ønske sig ’tilbage’ til universitetet eller forlange det ’igen’. Universitetet har altid været den herskende klasses institution, fra middelalderen til i dag. Det gamle Humboldt’ske eliteuniversitet var en del af den borgerlige stats- og nationsbygning og derfor et udpræget borgerligt og konservativt universitet.

Universitetet bør derfor ikke bruges i en positiv betydning. Universitetet er, både i dets gamle Humboldt’ske eliteform og i dets nuværende neoliberale form en central institution i det kapitalistiske samfund. Derfor er universitetet ikke noget positivt men derimod en kampplads for en generel samfundsmæssig forandring, i dag mere end nogensinde.

Hvis studenterbevægelsen skal have et emancipatorisk potentiale, må den derfor antage en form, der nu og her gør op med universitetet som institution og peger ud over denne frem mod en grundlæggende samfundsmæssig omvæltning.

Det betyder, at den emancipatoriske kamp på universitetet ikke længere kan handle om universitetet selv.

Hvor studenterbevægelsen før havde sit rationale i at starte en antikapitalistisk kamp inden for universitetet, kræve demokrati, medindflydelse og frihed til at kunne kritisere det omkringliggende samfund, må rationalet i dag gå den anden vej: kampen på universitetet handler ikke om at indrette universitetet anderledes, men om at føre en kamp for en generel samfundsmæssig omvæltning på universitetet, fordi det er her mange mennesker har deres hverdag.

Universitetet i 1960’erne var ikke direkte integreret i den kapitalistiske vareproduktion. Denne relative autonomi gav nogle andre muligheder for studenterbevægelsen end i dag.

Hvor studenterbevægelsen før kunne identificere sig med universitetet som institution og studenten som en positiv identitet, har de sidste årtiers omdannelse af universiteterne til neoliberale masseuniversiteter én gang for alle gjort det klart, at universitetet i sig selv er en del af problemet.

En ændring i universitetspolitikken og af den interne organisering på universiteterne vil ikke kunne ændre grundlæggende på universitetet som en almen produktivkraft i det kapitalistiske samfund. Kampen handler derfor ikke længere om et andet universitet, men om et andet samfund.

Det er på den anden side samtidig nødvendigt at have øje for, at kampen på universitetet ikke umiddelbart kan antage form af en kamp for en generel samfundsmæssig omvæltning.

I første omgang foregår kampen inden for rammerne af universitetet selv, og den vil tage udgangspunkt i både specifikke og mere radikale krav. Det er vores opfattelse, at EAU gik så langt, det var muligt under de givne omstændigheder, hvor en generel afmatning i klassekampen i Danmark har været en faktor i årevis.

EAU’s parole om et frit og demokratisk universitet er på én gang formuleret inden for rammerne af universitetet og peger ud over disse. Universitetet har aldrig været frit og demokratisk, men har derimod altid været en institution for reproduktionen af de til enhver tid herskende magtstrukturerer.

I dag refererer ’universitet’ til en almen produktivkraft i det kapitalistiske samfund. Kravet kan umuligt opfyldes af nogen bestemt universitetspolitik og får kun mening, når det henviser til noget ud over universitetet selv: en generel samfundsmæssig omvæltning for et frit og demokratisk samfund.

Parolen afslørede, hvad universitetet netop hverken er eller kan være: frit og demokratisk. ’For et frit og demokratisk universitet’ er derfor grundlæggende en antikapitalistisk parole.

Det vigtigste for en bevægelse som EAU kan ikke være at ændre kommaer i universitetspolitikken eller endda afskaffe én bestemt reform. Den vigtigste erfaring har været den, som de mange involverede selv har skabt sig. Disse erfaringer med organiseringen af bevægelser kan bringes med videre til andre kampe.

Ud over disse subjektive erfaringer har bevægelsen også bidraget til at skabe erfaringer af objektive faktorer: universitetet er en udemokratisk institution og universitetsledelserne er ikke en alliancepartner.

Vigtigere endnu afslørede bevægelsen universitetet som et problem i sig selv og lagde derfor grunden til at kunne pege ud over universitetet til en generel omvæltning af det kapitalistiske samfund.

En artikel som denne kan ikke have afrundet slutning, fordi den kamp, den reflekterer, ikke er slut. Gyldigheden af de erfaringer og anbefalinger, vi her har udtrykt, vil først blive afgjort i kampens videre forløb.

Der er endnu ikke noget ophøjet punkt, hvorfra EAUs strategi og taktik lader sig evaluere – kun midlertidige rapporter fra en kontinuerlig kamp.

Kampen fortsætter.

Søren Mads Mau er arbejdsløs og forfatter til bogen Hæv Stemmen!

Esben Bøgh Sørensen er cand. mag. i idéhistorie.

Artiklen er oprindeligt bragt i tidsskriftet Det Ny Clarté nr. 28/november 2015.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce