Et halvt års læsning

Alene det at læse den igennem tog mig det meste af juleferien, og så blev jeg endda ikke helt færdig. Det er også derfor, kære læser, at du først får anmeldelsen et halvt år efter, at bogen udkom.

I virkeligheden er det flere bøger i en, og jeg synes de i forskellig grad er vellykkede.

Først og fremmest så er Per Bregengaares bog en introduktion til den menneskelige historie – med vægt på udviklingen af samfundsformerne, politiske forandringer, klasser og arbejderbevægelsens historie.

Som sådan er den glimrende. Vil man have et overblik over europæisk historie og en god introduktion til arbejderbevægelsen, så start bare her.

Så er der også en masse filosofi i bogen, politiske strategiske overvejelser og personlige vinkler. Det bliver næsten for meget

Bogen som historiefortælling

Bogen begynder med starten af universet, for 12,3 milliarder siden og bevæger sig så fremad derfra.

Livet opstår på side 68. På side 109 er bogen nået til menneskenes opståen, på side 151 til de første bysamfund og på side 323 til kapitalismen. Den russiske revolution starter på side 412, 68’-revolutionen på side 526 og den globale islamiske terrorisme på side 628.

Styrken i bogen er Per Bregengaards store overblik og viden, der gør fortællingen interessant og flydende. Ind imellem træder Per et skridt tilbage, som når han overvejer betydningen af samspillet mellem natur og menneske – også i forhistorien:

»Mange kriser i menneskets historie kan føres tilbage til ødelæggelsen af de eksisterende økologiske kredsløb. Nogle gange fører de til skelsættende omvæltninger for menneskeheden. Udviklingen af først landbrugssamfund og siden verdens første industrisamfund i Storbritannien er skabt af voldsomme indgreb i den eksisterende naturs orden, men giver næppe den fulde forklaring på de nye tider. Ødelæggelsen af skovene er en forudsætning for påbegyndelsen af en ny epoke i menneskets historie i form af det kapitalistiske industrielle gennembrud, men også andre væsentlige betingelser er og skal være til stede. Det gælder først og fremmest lønarbejdet og arbejdsdelingen i en kapitalistisk produktionsmåde, som har ulmet i Europa siden 1200 tallet.” (side 325).

Per Bregengaard baserer sig på en marxistisk tradition og forholder sig reflekteret og kritisk til den. Men ofte når han ikke frem til en helt klar og skarp fortolkning … men præsenterer forskellige vinkler og synspunkter og lader dem stå. Det er både en styrke og svaghed i bogen.

Kapitlet om kapitalismens gennembrud er stærkt, og baserer sig da også på Karl Marx kapitalen og andre tidlige socialisters skærende kritik. Det gør stadig indtryk på mig, hvordan bønderne blev fordrevet fra jorden, da kapitalismen opstod i Storbritannien.

Godsejerne skulle bruge jorden til at holde får for at skaffe uld til den nye tekstilindustri. Og samtidig var der brug for arbejdskraft i byerne.

Det førte til at mange landsbyer blev nedlagt, bønderne blev jaget væk fra de steder, hvor de havde boet, og bindingen mellem småbønder og smålandbrug blev ophævet.

Fattigfolket, der nu var blevet rodløst, blev jaget ind til byerne og for at føje spot til skade blev der lavet hårde straffe mod »løsgængeri« – fængslinger, deportationer og dødsstraf.

Alt det var nødvendigt for at skabe bønderne om til arbejdere og jage dem ind i fabrikkerne til uendelig lange arbejdstider til en ussel løn.

Den sociale katastrofe var så massiv, at arbejderbefolkningen i England i lange perioder ikke kunne reproducere sig selv. Børnene arbejdede på fabrikkerne før de var ti år, og de små børn døde, mens mødrene arbejdede. Det var nødvendigt med en stadig tilførsel af arbejdere til industrien.

I vores moderne tid fortsætter fordrivelsen af befolkningen fra jorden mange steder i den tredje verden og skaber et proletariat, der må sælge sin arbejdskraft i den tredje verdens nye metropoler.

Så fortsætter bogen sin tour de historie … og den lægger sig i forlængelse af andre af sådanne historiske oversigtsværker … Brysons En kort historie om næsten alt, som Per Bregengaard ofte refererer til, og H.G. Wells Menneskeslægtens historie i 12 bind, som udkom på dansk i 1939.

Bogen har også samme oversigtsværkers svaghed – at den ofte baserer sig på andre historier og oversigtsværker og ikke helt kommer i dybden. 

Mens man læser, hører man den erfarne gymnasielærers stemme, og så kan man godt miste koncentrationen, som gymnasieelever indimellem gør, når lærere udlægger tekster.

Oktoberrevolutionen i Rusland 1917

Da jeg selv er uddannet i russisk og har beskæftiget mig meget med den russiske historie, så sad jeg, da jeg læste kapitlet om den russiske oktoberrevoution og tænkte … hvorfor skriver han ikke noget om dette? Her mangler hint …

Det er meget populært i disse år, at se oktoberrevolutionen var et kup, og det er en opfattelse, som Per Bregengaard tilslutter sig. Og det mener jeg ikke er rigtigt.

Det er rigtigt, at den 25. oktober 1917 foregik der noget, der var en magtovertagelse i Petrograd, og at det involverede Petersborgs soldater og arbejdere, der var i oprør, såvel som Den militær-revolutionære komite under ledelse a Trotskij og Bolsjevikkerne.

Men det er kun en lille del af den revolutionære proces, der rystede hele Zarens Rusland fra begyndelsen af 1917 og frem til begyndelsen af tyverne.

Per får ikke beskrevet, at Zarstyret brød sammen på grund af sine indre modsætninger, som var skærpet på grund af krigen.

Revolutionen var i virkeligheden en lang række forskellige kraftfulde revolutioner …  hvis fællestræk var hadet til Zarstyret og ønsket om at vælte det.

Der var nationale revolutioner i Polen, Finland, Georgien, Armenien og de baltiske lande. Polen og Finland havde succes med at skabe selvstændige lande, der senere fik stærkt reaktionære regimer.

Blandt soldaterne handlede det først og fremmest om modstand mod krigen. I byerne var det kamp mod sult og lange arbejdstider, der skabte den revolutionære stemning blandt arbejderne.

På landet var det tvangsrekvisitionerne af mad, heste og mænd til soldater, der skabte utålelige forhold.

De mange revolutioner havde modstanden mod Zaren til fælles, men ikke så meget andet.

På landet foregik der i perioden fra februar 1917 og frem en revolution, som bolsjevikkerne slet ikke styrede, men kun kunne forholde sig til. Bøndernes overtog simpelthen jord og skove – ofte som blodige overtagelser af godser mm.

I Ukraine var det ikke bolsjevikkerne, der var den stærkeste røde strømning, men anarkisterne under Nestor Makno. De indgik i en alliance med bolsjevikkerne og var den væsentligste kraft i sejren over de hvide generaler i det sydlige Ukraine. Bagefter brød bolsjevikkerne alliancen og nedkæmpede de anarkistiske styrker.

Hvis jeg ligesom Per Bregengaard skal spekulere over, hvad der kunne være sket, så tænker jeg, at en af de store fejl i den russiske revolution var, at bolsjevikkerne ikke kunne eller ville lave varige alliancer med andre strømninger i arbejderbevægelsen – med eksempelvis mensjevikkerne i Georgien, der havde taget magten der, og anarkisterne i Ukraine.

Havde man formået at lave en arbejderstat baseret på en bredere alliance – og dermed selvfølgelig også en mere demokratisk funktionsmåde med tolerance overfor hinandens synspunkter – så kunne meget havde set anderledes ud og den stalinistiske stat være undgået.

I bolsjevisme og leninistisk partistruktur ser jeg ligesom Per Bregengaard en fare for centralisering, der kan lede til stalinisme.

Omvendt har jeg svært ved at forestille mig succesfulde revolutioner, hvis der ikke er velorganiserede, meget bevidste, socialistiske partier. Jeg ser ikke en automatisk linje fra Lenin til Stalin, som mere en risiko, som man må sikre sig imod med et stærkt partidemokrati. Og ved at undlade en udvikling til et etpartisystem.

Hele den indre dynamik i den russiske revolution, får Per Bregengaard ikke helt fat på, og jeg synes kapitlerne om oktoberrevolutionen og Sovjetunionen er et af bogens svagere.

Jeg vil i øvrigt ikke rode mig ud i en længere russisk historie, men henvise til Medvedevs tekst »Revolutionens Korsveje«, som er udgivet på Modkraft, og Modkrafts samling af tekster om Den russiske revolution fra 90 året for den russiske revolution.

Socialdemokraterne og den danske velfærdsstats rødder

På side 489-519 gennemgår Per Bregengaard udviklingen af den danske velfærdsstat og det danske socialdemokrati.

Det spiller fremragende ind i den diskussion, der i øjeblikket foregår i Enhedslisten om velfærdsstaten. Her er en god og klar og temmelig kortfattet introduktion, som hele den nye generation af politisk aktive på venstrefløjen bør læse.

Bogen beskriver både den historiske udvikling af velfærdssamfundets mange gode sider – den gratis uddannelse, folkepensionen og hvordan det opstår som klassekompromisser – som svar på krav fra arbejderbevægelsen i en tid, hvor der er industrialisering, og hvor kapitalen har behov for arbejdskraft, som reproduceres og som er disciplineret.  

Per Bregengaard kommer også ind på velfærdsstatens svagheder og dens afvikling under neoliberalismen.

Boligmarkedet fra progressiv socialdemokratisme til liberalisme

I den progressive stemning i efterkrigstiden fører socialdemokratiet en progressiv politik. Den socialdemokratiske regering giver lavtforrentede statslån, så huslejerne i nybyggeriet kan holdes nede, og lejlighedsmarkedet er et reguleret marked med loft over huslejerne. Samtidig opstår der mere og mere parcelhusbyggeri, og boligmarkedet bliver gradvist liberaliseret:

»Et stort boligforlig mellem Socialdemokraterne og de borgerlige partier i 1966 sætter yderligere fart på liberaliseringen af boligområdet. Forliget betyder bl.a. at det bliver tilladt at udstykke de private udlejningsejendomme til ejerlejligheder.

Mange lejere i de huslejeregulerede private ejendomme får et billigt tilbud, som det er dumt at afslå. Andre lejligheder bliver solgt ved fraflytning.

Boligspekulanterne fortjenester er under alle omstændigheder formidable. … Taberne er de mindrebemidlede uden store fradragsfordele. De får vanskeligere ved at skaffe sig en bolig, der er til at betale på et stadig mindre udlejningsmarked. 

Væksten i andelen af boligejere på bekostning af lejerne betyder en styrkelse af ejernes politiske interesser. Socialdemokraterne kan ikke længere være lejernes parti.

Man balancerer og fører en mere og mere borgerlig boligpolitik. De kollektive løsninger indenfor boligsektoren reduceres mere og mere til at være socialpolitik for samfundets ringest stillede.

Det er et alvorligt tab af universalisme. Konsekvensen er at mange almene byggerier efterhånden får karakter af ghettoer fyldt med sociale problemer« (side 514).

Big Bang og ateismen

Bogen starter med Big Bang som naturvidenskaben åbenbart mener, at det hele startede med for 13,7 milliarder siden.

På det tidspunkt var hele verden samlet i et knappenålshoved, og så eksploderede det hele i en voldsom, udadgående bevægelse, som man kalder Big Bang.

Det fortsætter stadig, for universet ekspanderer, mens du sidder og læser dette.

Det er sådan set interessant – og Per Bregengaard beskriver det fint. Men for mig efterlader det mange spørgsmål. 

Hvor ved naturvidenskaben det egentlig fra? Hvad er det, der er de stærke facts og argumenter for teorien, og har den nogen svagheder? Det vil jeg gerne vide, og det får jeg ikke svar på i bogen.

Og hvad var der så før Big Bang? Hvor længe vil ekspansionen fortsætte? og hvad er der så udenfor universet … i det som vi ekspanderer ind i?

Ja det forlanger jeg ikke, Per Bregengaard skal svare på, men jeg synes så store ubesvarede spørgsmål kalder på skepsis.

Jeg vil gerne kende forudsætningen for teorien om Big Bang.

Mennesker har det jo med at tro, at vi er meget klogere end dem, der levede før, og mens de ingenting havde forstået, så har vi forstået det hele. Men måske er der stadigvæk en hel masse vi ikke har forstået?

Man kunne også spørge både sig selv og Per Bregengaard: Er det relevant for os mennesker? Vi er små myrer, der kravler rundt på den ballon, der hedder jorden, og det er en smagssag, om det egentlig er relevant for os som mennesker at spekulere over verdens oprindelse.

Det minder mig om den gamle vittighed: Astronomiprofessoren fortæller studenterne: »Solen vil brænde ud om cirka 3,2 milliarder år. Der vil ikke være noget liv på jorden og jorden vil forsvinde«.

En student besvimer og begynder at græde.

Professoren trøster studenten og siger: »Så, så 3,2 milliarder år er længe«.

Studenten klarer op og bliver glad og siger: »Åh gudskelov, jeg troede De sagde, jorden ville forsvinde om bare 3,2 millioner år«.

Min personlige teori er at verden pulserer … at den måske nok er startet med et Big Bang, men at ekspansionen på et tidspunkt vil stoppe og så trække sig sammen igen, til et knappenålshoved, der bliver til et nyt Big Bang osv.

Men er det egentlig relevant? Det kommer ikke til at ske i menneskehedens levetid, og vi har ingen indflydelse på det, og det er ren spekulation.

Alligevel kan man godt spekulere over det. Det gør Per Bregengaared så, og det er alt ære værd, men jeg synes ikke helt det er vellykket, for det mangler en drøftelse af præmisserne.

En ting skal vi i hvert fald bruge de spekulationer om, hvordan verden er opstået til. Det er til at give et modsvar til religionerne, der simpelthen siger: »Det lavede Gud´«.

Hvis man ikke kan acceptere den forklaring – som ateister som Per Bregengaard og jeg –  så må man nødvendigvis forsøge at finde en anden forklaring. 

Man kan godt erkende, at det ikke lykkes med formuleringen: »Fortællingen om Big Bang mm. ligger udenfor eller på grænsen af hvad videnskaben har et bud på«.

Per definerer forskellen mellem ateistiske og religiøse mennesker meget fint: »Mit videnskabeligt begrundede syn på naturen er væsentligt for min ateistiske livsanskuelse. Jeg ved at religiøse mennesker føler det anderledes. Jeg forstår dem ikke rent følelsesmæssigt, men vil gerne tolerere…. Forskellen er ikke større end at vi i praksis kan arbejde og kæmpe for det samme.« (side 78).

Svigerfar

Et tredje element i bogen er, at Per Bregengaard fletter sit eget liv, sin familie og sine erfaringer ind i bogen.

Han har åbenbart haft en herlig, gammel svigerfar –Westy, en arbejder af den gamle skole – en klassebevidst, rød arbejder, som ikke var medlem af noget parti. »Men ingen i familien kunne som han kommentere og rase over grådige arbejdsgivere, der ’stjæler med arme og ben’ og som kun forstår magtens sprog. Han slog på arbejdernes sammenhold og havde i øvrigt ikke meget tilovers for politikere og pampere.«

Sådanne arbejderpersonligheder har jeg også kendt nogen stykker af, og det er godt at et portræt af en af dem bliver skrevet ned for med afindustrialiseringen af København og mange andre steder i Danmark, så er det mennesketyper, der ikke findes så mange af mere.

Det er godt, at Per Bregengaard erindrer os om, at klassebevidsthed ikke kun er noget marxister finder på, men at den findes levende i arbejderklassen.  

Men jeg synes ikke helt det lykkes, Per Bregengaard at bruge de personlige vinkler, og nogen steder bliver tråden ikke fuldt op.

Nutiden: Neoliberalisme og socialistisk strategi

Per runder bogen af med et kapitel om nutiden, neoliberalismen og overvejelser over socialistisk strategi. Det er udmærket, men bliver måske ikke helt skarpt nok.

Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at nogen afsnit er skrevet ud fra devisen »så må jeg også huske at have noget med om det og det« … og de mange skarpe enkeltiagttagelser drukner i den meget lange bog, hvor det er let at tabe koncentrationen.

Vi er i hele verden, i hele tidsperioden og så bliver det lidt overfladisk. Når Per fx skriver om de asiatiske økonomier, Thailand, m.fl. og krisen i slutningen af halvfemserne, så slutter han: »Det lykkes den internationale Valutafond, IMF at knække tigerøkonomierne. … Det ligner neoliberalismens indtog i Chile og Sovjet så meget at det nærmer sig det trivielle.« (side 595)

Det giver jeg lyst til at sige, ja, men Per Bregengaard, de lande klarer sig jo meget godt i dag, under den næste krise, helt knækkede kan de ikke have været?

Eller når Per skriver om »Computeren og Internet forandrer verden« … så er det en vigtig pointe, at »Computere og internet bidrager til en voldsom centralisering og koncentrationen af magt på samme måde, som skrift og tal for omkring 5.000 år siden for første gang i menneskehedens historie muliggør en koncentrering at magten i et statsapparat. Fremvæksten af den europæiske enevældes centralistiske statsmagt for omkring 400 år siden er på lignende vis formidlet af bogtrykkerkunsten.«

Han fortsætter: »Computere, internet mm. er uundværlige i opbygningen af et socialistisk demokrati grundlagt på fælles ejendom og gennemskuelig økonomisk selvforvaltning i lokalsamfundet og på verdensplan«. 

Men der mangler her en forståelse – som måske er især er blevet tydeligt efter de seneste par års afsløringer – af, at nettet bruges til kontrol af mennesker, til overvågning, og at det styres af amerikanske strukturer som NSA og andre stater.

Der er et frigørende element i nettet, men det får ikke fri udfoldelse, de store servere er under kontrol af den store kapital i USA.

(Det kunne i øvrigt, i parentes bemærket, være anderledes – Danmark havde sin egen datacentral og kunne have valgt at holde denne centrale infrastruktur på statens nationale hænder – men det er blevet solgt til CSC.)

Jeg synes heller ikke, det helt er rigtigt bare at kalde computeren en produktivkraft, i hvert fald er der meget spildtid i computere. Meget overflødig kontrol og produktion af tekst, som vi sidder og sender frem og tilbage til hinanden på milliarder er E-mails.

Der er også meget som man kunne producere i det gamle industrisamfund, som ikke kan produceres af computere.

Sådan sidder jeg tit igennem bogen tilbage med en fornemmelse af, at der mangler noget … at der burde blive gravet et spadestik dybere.

Men hvis Per Bregengaard skulle have gjort det, ville det nok ikke havde taget syv år at skrive bogen, men 70 år.

»Vi kan reformere os ud af en krisebefængt kapitalisme«

Det er den provokerende overskrift på kapitel 49 på side 604.

Per starter med et forbehold, der gør det mere spiseligt: »Ja det kan vi, hvis vi har viljen og flertallet til det og stærke kræfter ikke saboterer reformerne. Det sidste er i høj grad et springende punkt«. …

Ja det er mildt formuleret. For mig er det provokerende, fordi jeg tror at en samfundsudvikling væk fra kapitalismen vil forudsætte et brud – som jeg kalder en revolution.

Det brud betyder ikke, at alt bliver forandret i et splitsekund, men at der bliver nød til at være en overgang af magt fra den klasse, der i dag har den, til en anden.

Per Bregengaard skitserer i øvrigt et udmærket politisk program i dette kapitel, men kommer ikke ind på det springende punkt … hvad gør vi, når de der har magten i dag, systematisk vil modsætte sig vores progressive reformer?

Hvordan kan vi forestille os, at den herskende klasse får frataget sin magt?

Et stort brød

Det brød, Per Bregengaard har slået op, er meget stort … det er nok for stort, og det er her og der ikke helt gennembagt.

Men det er helt tydeligt drevet frem af et stærkt indre behov for at forstå verden i sin helhed og at præsentere forståelsen. Det er alt ære værd.

Min datter kommenterede: »Far du har læst i den bog i et halvt år«. Og det er rigtigt, det er en kæmpe mundfuld. Jeg er kørt sur i den mange gange, men er også vendt tilbage til den mange gange.

Hvis jeg skal give Per et råd, så er det at skrive en stribe mindre bøger ud fra det, han har lavet. Der kunne bl.a. laves en kort, fremragende introduktion til den moderne danske historie fra middelalderen og frem ,og der kunne også skrives en god pjece om strategiske overvejelser under neoliberalismen. Der kunne nok også laves en god filosofisk traktat.

Bogen er et gigantisk projekt, som Per Bregengaard har arbejdet på, efter at han trådte tilbage som skoleborgmester i København.

Heldigvis er bogen forsynet med klare kapiteloverskrifter og gode stikordsregistre, så man hurtigt kan finde frem til de myriader af emner, bogen behandler.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg jævnligt vil vende tilbage til bogen, når jeg har brug for at vide et eller andet … så vil jeg tænke … det har Per nok skrevet noget om, og så er det ind efter den tykke, grønne bog.

Det er godt for venstrefløjen, at vi har sådanne intellektuelle fyrtårne, der skuer ud over hele verden og forsøger at samle det op, de ser.

Per Bregengaard har med dette arbejdet givet en god gave til venstrefløjen og til landet som helhed.

Tak for det.

Mikael Hertoft er cand.mag i russisk og medlem af Enhedslisten.

Per Bregengaard: En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen. Forlaget Frydenlund 2013, 684 sider. 299 kroner.