Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
18. oktober 2012 - 15:48

Euro-krisen (1): Status

Et øjebliksbillede af økonomien i Europa. Det går ned ad bakke. Hurtigt.

Det går ned ad bakke med verdensøkonomien, og især i Euro-zonen ser det skidt ud.

I sin nylige rapport, World Economic Outlook (pdf), er der overalt nedvurderinger i forhold til prognoserne fra juli:

- Kina og især Indien og Brasilien bremser op, i Kinas tilfælde fordi Europa ikke længere har råd til at købe deres eksport.

- USA humper afsted med en ringe vækst, og de ugentlige nøgletal peger i forskellig retning, omend den sidste rapport om beskæftigelse og ledighed viste en lille fremgang. Arbejdsløsheden faldt, men her er spørgsmålet, om det skyldes, at folk kommer i beskæftigelse eller i håbløshed dropper ud af arbejdsstyrken.

Det store problem – som IMF nævner på niveau med Euro-krisen, men som ikke har fået megen omtale i Europa – er, om landet til januar falder ud over 'the fiscal cliff': Hvis ikke præsident og Kongres kan blive enige om at hæve loftet for offentlig gæld, bortfalder mange skattelettelser og velfærdsudgifter automatisk, hvilket vil betyde en voldsom finanspolitisk stramning på 4,5%, der vil ødelægge enhver 'recovery'. Republikanerne, der har flertal i Repræsentanternes Hus, har hidtil afvist kompromisser med Obama, men hvis Romney vinder, er situationen en anden, så man kan diskutere, hvad amerikanerne bør håbe på ...,

- I Øst- og Centraleuropa forventes en opbremsning, igen – som Kina – fordi eksporten til Euro-zonen svigter.

- Endelig Euro-zonen:

Her forventes en negativ vækst på 0,4% af BNP i år og en positiv vækst på 0,2% næste år. Nu er det jo sådan, at væksten afhænger af økonomi og politik, og politiske beslutninger kan ikke stoppes i økonomiske modeller.

IMF understreger da også, at skønnene forudsætter a) at den amerikanske finanspolitik ikke går i sort, og b) at Euro-landene begynder at få styr på deres økonomier, hvilket intet tyder på.

Her på det sidste er der kommet tal, der viser at Europas økonomiske lokomotiv, nemlig Tyskland, nu også er ramt af krisen; det samme gælder Sverige, der hidtil har klaret sig godt. For Danmark er det to store eksportlande, så det tyder ikke godt for os.

Der er også hårde opbremsninger i to andre tidligere succes-lande, nemlig Polen og Tyrkiet.

I Sydeuropa forventes i år en negativ vækst på 2,3% i Italien (vil nok overraske mange, fordi dette land ikke har været i fokus i nogen tid), 1,5% i Spanien, 3,0% i Portugal og 6,0% i Grækenland.

I Irland forventes et fald i væksten fra 1,4% sidste år til 0,4% i år (men negativ, hvis man ser bort fra udenlandske selskabers indtjening), og arbejdsløsheden forventes at komme op på næsten 15%; alligevel udråbes landet til en succeshistorie – at nedskæringspolitikken virker – fordi irerne nu kun skal betale 1% for at låne i udlandet ....

Alt dette er IMF's tal. Tænketanken Capital Compacts er mere pessimistisk, - den forudser et fald i BNP på ikke mindre end 2,5% i Euro-zonen. Det vil betyde dyb depression.

Bjarne Corydon synes at være den sidste optimist i Europa.

Hvorfor går det skidt?

Svaret på det spørgsmål skal jeg gøre kort, fordi jeg og mange andre har skrevet os blå i hovedet om det.

Den økonomiske katastrofe i især Sydeuropa er en planlagt katastrofe, fordi den dikterede nedskæringspolitik reducerer væksten, hvilket udover fattigdom og stigende arbejdsløshed medfører færre skatteindtægter (når indkomsterne mindskes) og øgede offentlige udgifter til dagpenge etc.

Altså større offentlige underskud, hvis reduktion ellers var det erklærede formål med hele øvelsen.

Når de sidste tre års reformer hver gang har gjort situationen værre, skulle man tro, at et eller andet lyst hoved blandt magthaverne sluttede, at der var noget galt med den hidtidige politik, altså at teorien bag politikken var blevet grundigt falsificeret.

Men det er kun de uvidende befolkninger, der tænker sådan. Næ, årsagen til miséren er, at der ikke er blevet sparet i bund. Moderne økonomi, især de berømte modeller, siges at være evidensbaseret, men gad vide hvilket bevismateriale vore økonomer vil acceptere?

Og hvis en teori/model ikke kan falsificeres, så siger standard videnskabsteori at den er meningsløs.

Det er på dette sted, at man med føje kan få en mistanke. Nemlig at det ikke handler om at få Sydeuropa på fode, men om at bombe dem ned til et nyliberalt paradis med minimalstat (det minimale refererer til statens velfærdselement, mens den del af statsudgifterne, der skal servicere kapitalen, nok skal blomstre).

Det er interessant, at IMF – nyliberalismens traditionelle bannerfører – er begyndt at få kolde fødder, se f.eks. denne denne Bloomberg.com artikel.  

I ovennævnte rapport er der nu ikke mange tegn herpå, tværtimod, men i diverse udtalelser har IMF-chefen, Lagarde, anbefalet at udstrække implementeringen af 'reformerne' over længere tid.

Hun har sagt dette til Tysklands finansminster (Schäuble), hvortil han svarede, at hvis man vil bestige et bjerg, er det ufornuftigt at begynde at gå nedad ....

Nævnte hjemmeside (Bloomberg.com) – talerør for finanskapitalen – er også kritisk overfor den europæiske politik, endda meget, se f.eks denne artikel

To smagsprøver:

"Greece, Spain and other struggling governments are being compelled to stick to austerity measures that are thwarting their economies, while Germany and other core euro countries remain unwilling to do what's needed to prevent the euro area from breaking up.

"In short, the EU's crisis management is a mess -- a failure of coordination and a formula for uncertainty, political instability and fiscal overkill. This has real repercussions. The further the economies of strapped countries are allowed to sink, the closer they get to the point where even the ECB's support won't make their governments solvent.

European leaders need to get the banking union back on track, and work toward finding a way out of the downward spiral of budget cuts and shrinking output, such as the fiscal transfers we have advocated."

Bloomberg er amerikansk, og IMF er USA-domineret. Det skal huskes. Deres kritik er motiveret af, at de kan lægge to og sammen, men også af, at den europæiske sump skader den amerikanske økonomi. Jf. også Obamas kritik.

Generelt vil ethvert land jo gerne have, at alle andre fører en ekspansiv politik, så man kan sælge til omverdenen.

Denne artikel følges snarest op af en anden, der ser nærmere på de forskellige initiativer fra ECB og Euro-landenes ledere. Herunder diskuterer jeg modsætningen mellem Tyskland og de andre lande.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce