Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Roskilde Festival 2014
1. juli 2014 - 17:11

Færøsk elektrohåb åbner Apollo Countdown

Den 28-årige producer og DJ Brynjolfur var første navn på Apollo Countdown-scenen på Roskilde Festival mandag. Modkraft har mødt ham til en snak om musik, inspirationskilder og det elektroniske miljø.

Hvidt lys kastes ud fra siderne på hjelmen, som Apolloscenen uofficielt er blevet døbt, af Roskildes festivaldeltagere. Bag dj-pulten rykker færøske Brynjolfur de kantede skuldre frem og tilbage i takt til musikken.

På græsset foran scenen danser letpåklædte festivaldeltagere rundt mellem hinanden til den 80’er og 90’er inspirerede house-musik. Det er mandag, og Roskilde er i fuld gang.

Brynjolfur er det unge elektrotalent, som for nyligt spillede en udsolgt koncert til dette års Distortion Festival. Nu fyrer han en fest af på Roskilde.

Den slanke androgynt udseende musiker skruer energisk på pultens knapper og holder de turkise høretelefoner op til højre øre, mens han smiler stort.

Hør Brynjolfur på SoundCloud her.

’Sæt jer ned!’

Lyset skifter fra hvidt til gult over grønt og blåt, og når Brynjolfur af og til lader sig rive med og fristes til at skrue lige vel meget på volumenknappen, regulerer lydmanden lynhurtigt niveauet.

Lidt over halvvejs i koncerten kommer en sorthåret pige hoppende ind på scenen med en mikrofon i hånden.

Det er den kvindelige elektromusiker Mendoza, som tidligere på året udgav singlen ’Love Druggie’.

– Er  klar?! Sæt jer ned! råber hun ud til publikum, som går med på legen og sætter sig på græsset for kort efter at springe op og danse videre.

Efter et par numre forsvinder Mendoza ud bagved igen, og Brynjolfur giver folk endnu en dosis dansabel elektromusik, før han må overlade scenen til næste navn.

Festen er begyndt.

Om valget af Brynjolfur som den første, der indtager Apollo Countdown i år, siger Roskilde Festivals musiktilrettelægger, Thomas Sønderby Jepsen:

– Hvem der åbner Apollo Countdown er en blanding af at finde den rette musik, og så hvem vi ser som en vigtig spiller pt. Begge dele ser vi i Brynjolfur.

Færøsk elektro-pioner 

Brynjolfur støtter hagen på højre hånd, hvor store sølvringe glitrer i solen.

Det mørke hår klistrer let til hans pande, mens blodårene i tindingerne stadig træder mærkbart frem efter en energisk koncert.

Og alt taget i betragtning er den grå sweatshirt med aftegningen af en overdimensioneret myre på brystet, som vidner om, at her er tale om et stykke old school Prodigy-merchandise, også lidt overkill.

– Jeg blev nødt til at have den på, jeg har været kæmpe stor Prodigyfan, griner Brynjolfur og tænder en cigaret.

– Da jeg startede med at lave musik, var jeg meget inspireret af dem. Så bliver man ældre og finder sin egen stil. Men det var det band, der fik mig til at begynde at begynde med musikken.

Den 28-årige musiker er vokset op på Færøerne, og her var den elektroniske musik endnu ikke særlig udbredt, da han begyndte at interessere sig for genren. Derfor kom den første inspiration fra MTV, hvor Prodigy storhittede med deres mere hardcore techno- og rave-inspirerede lyd i starthalvfemserne.

– Mine konfirmationspenge gik til en synthesizer, og så havde jeg fået en computer i gave. Jeg var den første på Færøerne, der begyndte at lave elektronisk musik, siger Brynjolfur.

Musikken samler folk

I 2007 flyttede han til København, og det var også her han begyndte som dj.

– Det er meget stille og roligt at vokse op på Færøerne. Men også meget inspirerende, der er rigtig mange kunstnere. Men jeg tror også, det er noget med , at der virkelig ikke er noget  at lave, så hvis man vil underholdes, må man underholde sig selv, siger han og læner sig lidt frem over skosnuderne på de sorte Dr. Martens støvler.

I dag er hans lyd nærmere disco og house med stærke referencer til slutfirserne og starthalvfemsernes elektroniske club music.

– Jeg har en klar forkærlighed for den periode. Musikken har en ærlighed over sig. Det er rimelig primitivt lavet, det er ikke produceret, og der er en råhed i det, som jeg virkelig godt kan lide. Der er ikke noget poleret over det.

Og så er der noget kollektivt og inkluderende over elektrogenren, som Brynjolfur værdsætter:

– Du behøver ikke være en bestemt type, for at være en del af det elektroniske miljø. Musikken er lavet for at samle folk. Det er ikke den slags musik, du hører alene derhjemme. Det er sådan noget, der får folk til at samles og danse, det er det den er lavet til. Og det synes jeg er fantastisk.

Det skal være en fest

Brynjolfur er både producer og dj.  Hans første single ’I Love You’ udkom sidste sommer på Eskimo Records, og til september følger EP’en ’The Save EP’ på pladeselskabet hfn-music, som også huser store elektro-navne som Kasper Bjørke  og Trentemøller.

På Roskilde Festival optrådte Brynjolfur med et dj-set, som er den måde han også tidligere har performet på klubber som KB18 og Culture Box i København. For nylig gav han dog sin første live-koncert til dette års Distortion Festival.

– Når det bliver en koncert i stedet for et dj-set, er folk meget mere opmærksomme på, hvad der sker i musikken. Når jeg spiller DJ set som her på Roskilde, så vil jeg gerne have, at det skal være en fest, siger han.

Aften og nat plejer at være den tid på dagen, hvor Brynjolfur smider lyd ud over folket, men på Roskilde er festen ikke begrænset af solens gøren og laden, og Brynjolfur var sat til at åbne scenen kl. 15 mandag eftermiddag.

– Jeg var meget skeptisk over for tidspunktet. Jeg troede ikke, der ville være så mange. Jeg var her det første år, Apollo Scenen var der, og da var der ikke så mange, som kendte til den. Men jeg kan se, at den er meget mere etbleret nu, end den var for to år siden. Det var jo vanvittigt at spille deroppe! Det var meget vildere, end jeg troede det ville være. Og helt fantastisk, jeg kan slet ikke beskrive det”, siger han og griner så de fire skønhedspletter på højre kind danser lystigt.

Nu er der så blot tilbage at holde fri og nyde alle de andres koncerter resten af ugen:

– Jeg skal i hvert fald høre The Horrors på søndag. Det er et mega fedt rockband, som jeg hørte rigtig meget for et par år siden.  Og så Damon Albarn, men jeg skal bare se rigtig meget. Det jeg synes er det mest spændende på Roskilde, det er det der med  at gå rundt og opdage noget, man ikke har hørt før. Man bliver altid overrasket.

Se også linkssamling om Roskilde Festival på Modkraft 2014-2004.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce