Annonce

Fagligt
19. marts 2015 - 15:44

Første Ryanair-fly i Københavns lufthavn blev tre timer forsinket

»En god dag«. Sådan betegner en talsperson for lufthavnsansatte en happening, der hilste Ryanair velkommen i Københavns lufthavn, da det forsøgte at tyvstarte dets aktiviteter i København.

Klokken 15:05 onsdag den 18. marts landede FR632 i Københavns Lufthavn. En halv time senere skulle flyet efter planen lette igen med Dublin som destination.

Det var Ryanairs første flyvning fra København, og flyets personale var ikke omfattet af nogen overenskomst.

Ryanair har nemlig nægtet at indgå en aftale med fagbevægelsen i Danmark, ligesom det også har gjort alle andre steder.

Flyet blev imidlertid kraftigt forsinket. Cirka 60 lufthavnsansatte valgte at lave en happening i nærheden af flyet, så flyet ifølge Ryanair ikke kunne blive tanket.

LO-formand Harald Børsting advarede før aktionen mod at obstruere Ryanairs aktiviteter.

– Vi skal bruge de værktøjer, der er i det fagretslige system, sagde LO-bossen bl.a. til Politiken.

LO har også efterfølgende fordømt onsdagens aktion. LO støtter dog fagforeningen Flyvebranchens Personale Union (FPU), der som medlem af Serviceforbundet også er en LO-fagforening, i kravet om overenskomst for kabinepersonalet.

Ryanair tilkaldte under happeningen politiet, der dog ikke anholdt nogen, da alle sikkerhedsforanstaltninger var overholdt.

Klokken lidt over 18 kunne flyet endelig lette, mere end tre timer forsinket.

Ryanair har siden meldt ud, at selskabet agter at sagsøge hver enkelt person, som deltog i onsdagens aktion.

En god dag

De ansatte i lufthavnen er dog selv tilfredse med onsdagens forløb og afviser, at de blokerede for flyet. Det fortæller en talsperson, Jane Larsen, til Modkraft:

– Jeg synes, det var en god dag i går. Vi fik holdt en rigtig fin og festlig happening, hvor vi bød Ryanair velkommen til Danmark med dannebrogsflag for at markere, at her i Danmark foregår arbejdet naturligvis på danske vilkår.

Hun understreger, at de ansatte kæmper for ordnede forhold i hele branchen.

– Ryanair er velkomne i Danmark, men vi forventer naturligvis at arbejdet foregår på danske vilkår. Når Ryanair åbner en base i Danmark, er det kun ret og rimeligt, at det selvfølgeligt foregår på danske vilkår, siger hun.

– Vi er naturligvis lidt bekymrede, når vi hører fra vores kolleger, hvilke forhold Ryanair byder deres ansatte andre steder. Det er selvfølgeligt vigtigt for os, at vi fortsat kan få løn under sygdom, betalt ferie, barselsordninger og andre rettigheder, som er almindelige på det danske arbejdsmarked. Derfor bakker vi lufthavnsansatte selvfølgelig op om FPU's kamp for at få overenskomst.

Jane Larsen føler sig overbevist om, at det nok skal lykkes at få ordnede forhold i Ryanair:

– Her i Danmark har vi et unikt system, og jeg sætter min lid til, at arbejdsretten nok skal træffe en fornuftig afgørelse, så vi ordnede arbejdsforhold i Ryanair, siger hun.

Flere aktiviteter i vente

Også andre steder i lufthavnen var der onsdag dukket aktivister op for at vise, at de støtter op om fagbevægelsens krav om ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Adskillige steder både i og uden for lufthavnen stod der grupper i farvede veste med faner, skilte og løbesedler om social dumping.

En af grupperne aktionerede med tape for munden for at markere, at man i Ryanair risikerer sagsanlæg og bøder for at udtale sig kritisk om firmaet.

– Man kan mærke, at bekymringen stikker dybt i den danske befolkning. I går fik vi støtte fra stilladsarbejdere, bryggeriarbejdere, kontoransatte, pædagoger og mange andre, der ønskede at bakke op om den danske model, fortæller Jane Larsen.

Alle, der støtter FPU's ønske om overenskomst er velkomne til at dukke op og give en hånd med uddeling af løbesedler de kommende dage.

Man mødes både fredag, lørdag og søndag kl. 13 foran terminal 2 for at uddele flyers.

26. marts arrangerer FPU en fredelig happening foran Arbejdsretten, når den skal tage stilling til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Også her er alle velkomne. Det foregår kl. 14 foran Arbejdsretten på Skt. Annæ Plads.

Fagforeningsfjendsk flyselskab

Ryanair er de senere år vokset til at være Europas største luftfartsselskab med mere end 86 millioner rejsende hvert år.

Selskabet nægter konsekvent at indgå aftaler med fagbevægelsen og har været involveret i adskillige faglige konflikter i andre lande.

Selskabets kommercielle direktør, David O'Brien, sagde til DR den 20. februar 2015, at det »er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi er interesseret i overenskomster, men det er simpelthen ikke foreneligt med vores forretning.«

Flyvebranchens Personale Union (FPU), der organiserer piloter, kabinepersonale og operatører i Danmark, får opbakning til kampen fra den internationale sammenslutning af transportarbejdere, ITF.

I en udtalelse fordømmer transportarbejdersammenslutningen bl.a. at Ryanair »blankt har afvist fagforeningens anmodning om kollektiv overenskomst«.

Den opfordrer desuden »kabinepersonale fra alle forbund samlet under ITF til at give deres maksimale solidaritet og støtte til FPU«.

Læs FPU-udtalelsen her

Ryanair er meget lukkede om løn- og arbejdsforhold i firmaet, men det er bl.a. kommet frem, at visse stewardesser tjener under 10.000 kroner om måneden efter skat og kun er sikret 11 måneders løn om året. Der er ingen løn under sygdom og heller ikke nogen firmabetalte feriepenge. De ansatte skal desuden selv betale for uddannelse, uniformer og ID-kort.

Læs mere om arbejdsforholdene hos Ryanair hos DR

Alessandra Cocca har tidligere været ansat for Ryanair i Norge. I snart to år har hun dystet mod lavprisselskabet i retten.

Til fagforeningen FPU’s hjemmeside fortæller hun:

»Ansatte har ingen rettigheder. Mange starter i jobbet med gæld til selskabet efter at have gået på et obligatorisk kursus. Jeg fortæller min historie, og jeg går til retten mod selskabet, fordi jeg mener, at man ikke kan tillade folk at arbejde under sådanne forhold.«

Læs interview med Cocca hos Politiken

Sympatikonflikter under opsejling

LO har anlagt sag ved arbejdsretten med det formål at kunne starte en hovedkonflikt, der kan presse Ryanair til en overenskomst.

Men mens arbejdsretten i sneglefart behandler denne sag, så valgte Ryanair altså at fremrykke deres indtog i Københavns Lufthavn.

Syv fagforbund under LO, herunder 3F, HK og Dansk Metal, har desuden varslet sympatikonflikt.

Hvis konflikten træder i kraft får Ryanair ikke leveret mad og drikke til sine passagerer, der bliver ikke fyldt brændstof på flyene og de bliver ikke gjort rene.

Både Enhedslisten og SF har offentligt støttet op om fagbevægelens krav om overenskomst hos Ryanair. Førstnævnte har sågar lavet en temaside om konflikterne i luftfartsbranchen.

Se Enhedslistens temaside »Støt de ansatte i luftkrigen«

Luftens helte

Flyvebranchens Personale Union (FPU), der organiserer piloter, kabinepersonale og operatører, lancerede onsdag kampagnen ’Luftens Helte’, der skal være med til at lægge pres på Ryanair for at indgå overenskomst.

Kampagnen blev skudt i gang med et stormøde onsdag eftermiddag, hvor omkring 100 interesserede var mødt op.

På facebook præsenteres initiativet bl.a. således:

»Luftens Helte er alle dem, som insisterer på fair vilkår, og som gør noget ved det. Det er piloten, det er stewardessen, det er ham, der sælger dig aviser og hotdogs, og det er dem, der sørger for, at din bagage når ud til flyet. Men det er også dig! Det er nemlig alle os, som støtter flyvepersonalets krav om danske løn- og arbejdsforhold, og det er alle dem, som deler det gode budskab«.

Besøg kampagnen på Facebook

Læs mere om konflikten på FPUs hjemmeside

Globaliseringens konsekvenser

Ryanairs indtog i Danmark falder sammen med en stribe konflikter i luftfarten.

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS var ramt af strejker i slutningen af februar, hvor en 11 dage lang konflikt i lavprisselskabet Norwegian også blev indledt.

For øjeblikket er der desuden strejke i den tyske luftfartsgigant Lufthansa.

De faglige kampe i luftfartsindustrien viser, hvordan også veluddannede lønmodtagergrupper kan blive ofre for den globale kapitalismes evige jagt på profit, skriver sociologen Jonas Gielfeldt i en analyse på netmagasinet Kritisk Debat.

»Gennem nye selskabskonstruktioner og flytten-rundt på medarbejdere kan overenskomster trylles væk og løn og arbejdsforhold forringes. Og hvis ikke dette er godt nok, kan man simpelthen prøve at bruge EU-lovgivningen til at underkende det danske overenskomstsystem. Globaliseringens konsekvenser har tidligere i høj grad været knyttet til udflytning af arbejdspladser og social dumping. Men flyindustrien viser et nyt og om end endnu mere skræmmende perspektiv. Et perspektiv hvor selve overenskomstsystemet helt legitimt kan forlades eller decideret angribes. Dette tvinger fagbevægelsen i offensiven«, skriver han.

Arbejdskampe i relation til luftfarten er med til at sætte den dagsorden, som den danske og den internationale fagbevægelse skal tage stilling til og agere på - ikke bare her og nu men også i fremtiden, mener Gielfeldt.

»Globaliseringens konsekvenser har længe påvirket store dele af det danske arbejdsmarked. Allerede i slutningen af 1980erne begyndte de første industrijobs i lavtlønssektoren at flytte til billigere lande. Tekstilindustrien i det midtjyske ophørte således næsten med at eksistere. Siden er andre produktionsområder kommet under pres. Seneste eksempel er Danish Crowns seneste fyringsrunde i Slagelse. En anden konsekvens, der først for alvor er slået igennem de sidste 10 år er den sociale dumping inden for fx byggefagene og i servicebranchen som et resultat af EU's indre marked.«

Læs mere hos Kritisk Debat

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce