Annonce

Faglig kamp
28. maj 2014 - 13:04

Fagforening undrer sig: 40 kr. i timen til rumænere hos Dong Energy

Fagforeningen 3F kræver en efterbetaling på 14 millioner kroner efter det er kommet frem, at 84 rumænske bygningsarbejdere er ansat til en timeløn på 40 kroner ved energiselskabet DONG Energy's olieterminal i Fredericia. Enhedslisten vil have regeringen på banen.

Dong Energy A/S, der har den danske stat som den største aktionær, beskyldes for social dumpning af fagforeningen 3F.

Ifølge fagforeningen går 84 rumænske bygningsarbejdere lige nu rundt i Fredericia til en timeløn på 40 kroner, hvor de ved at udbygge en olieterminal for energiselskabet.

Det skriver Fagbladet F3.

– Der er tale om grov underbetaling. De rumænere, jeg har talt med, oplyser, at de får 5 euro og 27 cent i timen. Det svarer til 40 kroner, siger Jan Holm Nielsen, der er formand for Byggegruppen i 3F Fredericia til Fagbladet.

Kræver 14 millioner i efterbetaling

De underbetalte østarbejdere er ansat af det rumænske firma Irem Servicii, der er underentreprenører for et italiensk firma, som udfører opgaven for Dong Energy i Fredericia.

Trods adskillige møder mellem de involverede parter har det ikke været muligt for 3F at se dokumentation for, at de danske overenskomster bliver overholdt.

Derfor kræver fagforeningen nu en efterbetaling af cirka 14 millioner kroner på vegne af de 84 rumænere.

Det svarer til den skyldige løn, overarbejde, feriepenge og pension i otte måneder

Læs artiklen »Rumænere får 40 kroner i timen på Dong-byggeri« hos Fgabladet 3F.

EL: Corydon må kræve kædeansvar i Dong

I en pressemddelelse udsendt onsdag kræver Enhedslisten, at regeringen går ind i sagen og kræver at Finansministeren stiller krav om kædeansvar i Dongs entrepriser.

– Det er dobbeltmoral af værste skuffe, at staten via Dong medvirker til grov udnyttelse og underbetaling af udenlandsk arbejdskraft. I Staten og i andre statslige virksomheder er der krav om arbejdsklausuler, som sikrer, at der er ordentlige løn- og ansættelsesvilkår hele vejen ned gennem kæden, og at hovedentreprenøren kan pålægges ansvaret for det, siger Finn Sørensen, Enhedslistens ordfører for indsats mod social dumping.

Og fortsætter:

– Finansministeren må bruge sin magt, som repræsentant for staten som hovedaktionær i Dong A/S. Han må simpelt hen pålægge Dongs ledelse, at de stiller de samme krav til deres entreprenører, som andre statslige virksomheder. Der skal være løn- og ansættelsesvilkår på overenskomstniveau og kædeansvar i Dongs kontrakter.

Finn Sørensen har onsdag stillet spørgsmål til ministeren om sagen for at »se, hvor langt regeringens vilje til at bekæmpe social dumping egentlig rækker, eller om Finansministeren måske alligevel mente det, da han sagde, at kædeansvar er skadeligt for konkurrenceevnen,« som det formuleres.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce