Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Analyse
22. maj 2013 - 9:38

Finanslobbyen på vinderkurs

Det sidste punktum er ved at være sat for den liste over reformer af finansreguleringen i EU, der voksede ud af finanskrisen. I forløbet har det været mange kampe mellem finanslobbyister og politikere. Vinderen er kåret i denne omgang.

I september er der gået fem år siden Lehman Brothers krak, der blev det store symbol på finanskrisen anno 2008. Alligevel er det først nu, at EU er ved at runde af på den store dagsorden for reformer af finansreguleringen, der voksede ud af krisen. De sidste søm slås i senere på året, men allerede nu kan vi godt bedømme indsatsen.

Det kan gøres på flere måder. De færreste - om nogen - vil hævde, at vi nu er helt rustet mod nye finanskriser, så lad os være så forsigtige og uambitiøse, som man kan tillade sig, og spørge: Er de særlige problemer, der blev rejst af krisen løst? Svaret er nej.

En af årsagerne er den politiske kamp, der har udspillet sig om EU’s svar på krisen. Fra begyndelsen var finanslobbyen i Bruxelles kampklar og offensiv. Fra den kant var vurderingen, at en krise af den størrelsesorden måtte resultere i skrappere krav til finanssektoren, og det nyttede ikke bare at stille sig på bagbenene – der måtte konkrete forslag til. Derfor har finanssektoren ikke stillet sig på bagbenene, men har med et klæbrigt udtryk været »proaktive«. Mens finanssektoren har måttet sluge et par bitre piller, så gik den sejrende ud på de store linjer.

Ud af Lehmans skygge?

Krisen rejste helt grundlæggende spørgsmål om kapitalismen i dag – om finansmarkedernes rolle i det hele taget, og det var systemiske problemer, der kom til overfladen. Men kigger vi snævert på krisen og spørger, hvad det var for regler, der åbenlyst slog fejl, så tog følgende fire spørgsmål prisen som de mest populære skydeskiver: Bankregulering, reglerne for kreditvurderingsinstitutter, spekulative værdipapirer – derivater, og hedgefonde.

Verden hænger ikke sådan sammen, at hvis alle døre for spekulative udskejelser blev lukket på de fire punkter, så ville vi have et robust finanssystem, immun mod kriser og nedsmeltninger. Det er snarere sådan, at enhver finanskrise – og der kommer fler’ – tager forskellige udtryk. I 1990’erne fandt stribevis af valutakriser sted, siden kom kriser på det amerikanske aktiemarked, en finansrelateret fødevarekrise i 2008, og man kunne fortsætte.

At de særlige problemer, som krisen i 2008 rejste, burde føre til skudsikre regler, er derfor ikke et vidtgående krav, men ganske ydmygt. Og derfor er det sigende, at på de store linjer er det netop ikke sket. Det kan ses gennem fire eksempler; bankregulering, kreditvurderingsinstitutter, derivater og hedgefonde.

Bankregulering

Lehman Brothers’ krak i september 2008 blev det første af mange bankerotter verden over. Også i Europa faldt store banker som dominobrikker, og på politisk plan søgte regeringer hurtigt en løsning i at forhøje kravet til bankernes reserver. Og for ganske nyligt blev det derfor endelig vedtaget i EU at hæve de såkaldte »kapitalkrav«, som definerer hvor store reserver bankerne skal have. EU-reglerne er en aftapning af den internationale Basel III-aftale, som faldt på plads i sommeren 2010 efter forholdsvis hurtige forhandlinger på omtrent halvandet år.

Fra dag ét har bankernes lobbyorganisationer været på pletten for at minimere effekten af de nye krav. Først ved at få de internationale forhandlere til at sænke ambitionerne for hvor høje de nye kapitalkrav skulle være, og siden ved at presse på for en meget speciel EU-implementering af reglerne. Basel-kravene til reserverne er nemlig defineret som »minimumskrav«, men i EU-udgaven må medlemslandene kun under særlige omstændigheder og på betingelse af en tilladelse fra Kommissionen stille større krav til reserverne end kravene fra Basel. Med andre ord er der tale om maksimumskrav, og et stort tilbageskridt for bankreguleringen.

Hertil skal lægges, at EU i samme omgang har konsolideret bankernes ret til selv at vurdere hvordan kapitalkravene skal beregnes. Brugen af interne risikovurderingsmodeller giver faktisk store banker mulighed for at bringe de reelle reserver så langt ned, at hele øvelsen med hævelse af kravene ligner slag i luften.

Kronen på bankværket hedder bankunionen. Den skal placere Den Europæiske Centralbank som en mægtig vagthund med blikket stift mod de største banker. Men et af problemerne er, at de regler, centralbanken skal sikre respekt for, tilbyder bankerne ovenstående smuthuller på størrelse med et bankkrak.

Kreditvurdering

Selv lige før boblen brast på det amerikanske ejendomsmarked, anbefalede de såkaldte kreditvurderingsinstitutter varmt at købe de værdipapirer, som kort tid efter var næsten værdiløse. Reglerne for institutterne havde givet dem for stort spillerum. Et hovedproblem med institutterne er deres økonomiske afhængighed af dem, de leverer »ratings« til. De får penge for at vurdere værdipapirer. Med en amerikansk eksperts ord:

»Denne enestående interessekonflikt er måske den vigtigste enkeltstående årsag til den nuværende globale økonomiske krise … Med så store honorarer på spil, kan man ikke undgå at se, at institutterne i bedste fald blev tilskyndet til at se bort fra muligheden for bankerotter, i værste fald, at de bevidst præsenterede overdrevent høje vurderinger.«

Derfor skal der mere til end lidt overvågning udefra for at komme systematiske, mistænksomme fejlvurderinger til livs. I USA lød en udbredt kritik, at de daværende regler havde én afgørende brist; at de ikke tillod myndighederne at inspicere og regulere de metoder, institutterne bruger til at vurdere værdien af et derivat eller lignende.

Hvad så med EU? Forunderligt nok havde EU ingen regler for kreditvurderingsinstitutter før krisen. På baggrund af rådgivning – overvejende fra finanssektoren selv – vurderede Kommissionen, at lovgivning ikke var nødvendig, og derved blev det.

Den beslutning blev taget op til revision efter krisen, og et arbejde med særlige EU-regler blev sat i gang, og løb frem til vedtagelsen i begyndelsen af i år. De nye regler pålægger finansvirksomheder at skifte ratinginstitut hvert fjerde år, men udover det er det så som så med fremskridtet. Og helt afgørende så giver reglerne ikke mulighed for grundigt tilsyn og regulering af metoderne, der bruges i ratingprocessen.

Med andre ord flugter EU's nye regler med de amerikanske regler, der viste sig helt ubrugelige i 2008.

Derivater

Krisen førte også til et kritisk gennemsyn af derivatmarkedet. Derivater er papirer, der ikke repræsenterer en værdi i sig selv, men som giver penge »hvis noget sker«, det kan være en pris på en vare eller en aktie, der går op eller ned, eller et marked, der kollapser, f.eks. ejendomsmarkedet. Derivater er derfor den mest spekulative type værdipapirer.

Derivater er blevet meget populære inden for de sidste par årtier, og en af årsagerne er, at de hævdes at kunne bruges til at fordele »risiko« på en rationel facon, der fremmer finansmarkedernes effektivitet. Problemet i 2008 var, at det viste sig at være en illusion. Et forsikringsselskab,  AIG, der havde solgt derivater for at sikre investorer mod problemer på det amerikanske ejendomsmarked, blev kun reddet takket være rundhåndet støtte fra den amerikanske forbundsregering.

Der er gjort fremskridt på spørgsmålet om de komplekse værdipapirer, derivater. På derivatområdet er den vigtigste reform, at de fleste derivater fremover skal handles via »clearinghuse«, der er institutioner, der skal fungere som mellemmænd mellem sælger og køber. Derved bliver markedet mere gennemsigtigt, og i kraft af mellemmændene også mere »sikkert«. Måske. For sikkerheden for, at mellemmanden er sikker, er der ikke garanti for.

Derudover vil 11 EU-medlemslande indføre en skat på finanstransaktioner, herunder derivater, der selvom den er forsvindende lille, måske vil have en effekt på mængden af handler med derivater. Skatten omfatter dog ikke dét EU-medlemsland, hvor omtrent 80 procent af derivaterne handles, nemlig Storbritannien.

Transaktionsskatten er formentlig den største overraskelse under reformdebatten. Her blev der taget et lille skridt mod at skrumpe derivatmarkedet. Det er til gengæld også det eneste reelle skridt i den retning. Det er f.eks. ikke blevet til forbud mod særligt farlige og spekulative værdipapirer. Kun spekulation mod statsobligationer fra EU’s medlemslande er blevet begrænset, men på en måde, som efterlader så store smuthuller, at det næppe får betydning.

Samlet set har vi ikke set noget hårdt angreb på derivatmarkedet. Og for dem, der håbede på, at omfanget af derivathandlen ville blive bragt ned, er der i hvert fald ingen plads til optimisme: Efter en kort nedtur i 2008 har derivathandlen på globalt plan fulgt den stejle opadgående kurve, den fulgte før krisen.

Hedge fonde

Hedge fonde – investeringsfonde, som typisk går efter de helt kortsigtede gevinster - kom i søgelyset, fordi de tilbyder en måde at undgå den regulering og rapportering, som gælder for banker. Sammen med regnskabsstandarder var de årsag til, at mange bankers svage investeringer blev gemt væk.

Egentlig ville regnskabsregler have været et mere oplagt mål, da disse havde større betydning for krisen end hedgefondene, men bl.a. som følge af pres fra de europæiske socialdemokrater, endte hedgefonde med at indtage en mere prominent plads i debatten.

Hedgefonde blev faktisk anledningen til det mest spektakulære lobby-slag i EU på finansområdet, da London-baserede hedgefonde lancerede en kampagne i 2009 mod Kommissionens forslag. Efter deres mening, ville Kommissionens oprindelige udspil have udraderet hedgefond-industrien i Europa. Pudsigt nok lød svaret fra anden side, at forslaget var »hullet som en schweizerost«.  Det var Poul Nyrup Rasmussens ord på de europæiske socialdemokraters vegne, da han opremsede ti forskellige problemer ved hedgefonde, som Kommissionens forslag ikke gav løsninger på.

Med lidt god vilje kan man sige, at to af Nyrups krav blev opfyldt, resten fandt ingen plads i det endelige direktiv. Alligevel blev det af de europæiske socialdemokrater set som et mægtigt fremskridt, da det blev vedtaget.

Der er da ingen tvivl om, at EU’s nye regler vil skabe større åbenhed om hedgefondene. Men deres praksis vil ikke ændres synderligt. Og måske kan hedgefondene endda bruge EU-reglerne til at skabe sig et større spillerum. Fremover skal de nemlig kun godkendes i ét land for at kunne operere på hele EU’s territorium.  Selv de mest aggressive hedgefond-lobbyister var jævnt tilfredse, da direktivet blev vedtaget.

Vinderens formel

Det ville være forkert at sige, at der ikke er sket noget, eller at der ikke er sket fremskridt siden finanskrisen. Men de skridt, der er taget passer gennemgående fint ind i den begrænsede dagsorden finanssektoren selv har formuleret som svaret på krisen.

Det er regler, som ikke begrænser finanssektorens investeringsstrategier, og som befinder sig indenfor det samme snævre koncept for finansregulering, som havde slået rødder før krisen. Det er et koncept, som bl.a. tillægger tilsyn en langt større rolle end regulering. Sat på spidsen betyder det, at sandsynligheden for, at de store svagheder på finansmarkederne opdages, bliver større. Men mulighederne for at gøre noget ved dem er begrænset.

På flere områder er der sågar en risiko for, at de nye regler forringer muligheden for at regulere finanssektoren. Mest tydeligt er det nok i de forslag, der endte med at blive stærkt præget af hensynet til det indre marked, såsom bankreglerne.

De næste slag

Det kan forlede til at sige, at slaget blev tabt i denne omgang, og at vi nu må vente til næste krise for at få en lignende mulighed for at indføre effektiv regulering af finansmarkederne.

Helt sådan ser virkeligheden dog ikke ud. For selvom EU efterhånden har arbejdet sig igennem den spiseseddel, der blev præsenteret umiddelbart efter krisen, så er dagsordenen så småt ved at blive udvidet. I år vil det f.eks. blive diskuteret om der skal indføres en opdeling af bankernes kundeafdelinger og investeringsenheder for at skærme kunderne mod effekterne af vild spekulation. Ligeledes vil hullerne i den vedtagne lovgivning udløse en debat om, situationen kan reddes ved lappeløsninger, eller der skal mere til.

Det meste af den stående debat i Bruxelles handler om at finde en løsning på de mange problemer, som første runde efterlod os med. Det betyder også, at selvom første runde er slut, er den næste begyndt. Der synes dog at skulle en markant ændring af styrkeforholdene til, før vi ser det løft i ambitionsniveauet, der er brug for. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce