Tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom advokerer for en liberal feminisme, der reducerer feminisme til formelle rettigheder og overser strukturel ulighed.
Feminismens efterår 2014 må huskes for en farlig forekomst i den offentlige debat. Som sådan er denne tilstedekomst ikke ny eller opsigtsvækkende, tværtimod er den efterhånden en gammel vise.
Forekomsten manifesterede sig i at Liberal Alliance Ungdoms tidligere landsformand Rasmus Brygger, der sprang ud som feminist med paroler om at stoppe feministiske »skyttegravskrige« og med ambitioner om at mødes på midten og tale om også mænds manglende privilegier og rettigheder.
Brygger bringer marginalt nyt i den feministiske debat, men undersøgelsen af fænomenet Brygger afslører den rolle, som liberalismen indtager i og udenfor feministiske debatter.
Man må stille sig selv spørgsmålene: Hvorfor får Brygger en central plads i den offentlige opinion? Hvilke diskurser indskriver han sig i? Hvilken rolle spiller hans liberale feminisme i reproduktionen af strukturerne – de status quo magtforhold, der bestemmer fordelingen af privilegier baseret på race, køn, seksualitet, osv.
Det er disse strukturer, der konstruerer de kønnede, binære grænser, den ulige materielle distribution og de hierarkier, som feminismer inhærent er en kritik mod.
Bryggers feminisme er liberal. Den promoverer lighed mellem kønnene igennem kampen for den private ejendomsret.
Det er en Sheryl Sandberg Lean In-form for feminisme [jf. Sandbergs bog fra 2013: Lean In) som hævder, at kønnene automatisk ligestilles, når den private ejendomsret sikres gennem stadig mindre statsindblanding: retten til at eje en stadig større andel af det, man tjener.
Bryggers liberale feminisme indbefatter altså ambitionen om at give kvinder samme rettigheder som mænd og derved forsøge at integrere kvinder i de herskende strukturer.
Denne form for feministisk argumentation støtter Bryggers ønske om afskaffelse af top-skatten eftersom det – ifølge ham selv – frigør kapital til netop den kvindelige befolkningsgruppe.
Med andre ord støtter Brygger en feministisk rettighedsdiskurs, som har som målsætning at opnå lighed igennem udstedelse af juridiske rettigheder: ejendomsretten, ytringsretten, religionsretten osv.
Men den liberale rettighedskamp som Sheryl Sandberg og Rasmus Brygger tager del i er utilstrækkelig til at angribe strukturel marginalisering.
Historisk set er det borgerlige retsbegreb en måde at beskytte borgeren mod suverænens, monarkens, befalinger. Suverænens eksistensberettigelse blev konstitueret gennem undersåttens samtykke til at lade sig regere mod til gengæld at modtage beskyttelse i form af fundamentale frihedsrettigheder.
Det konstituerede det borgerlige retsbegreb, som skulle sikre grænser for suverænens magtudøvelse.
Men hvordan opstår i dag den marginalisering, som rammer kvinder, seksuelle minoriteter, racialiserede osv.? Når der ikke længere er en identificerbar suveræn, som vi skal beskyttes mod?
Når det hvide heteropatriarkat har social, strukturel karakter viser rettighedsbegrebet sig at være så godt som meningsløst i den feministiske kamp.
Staten, som i den liberale forståelse antages for nutidens suveræn, er indvævet i strukturer og kan derfor ikke kritiseres som en uafhængig aktør.
Man kan altså ikke rettighedsbekæmpe sig ud af strukturel stigmatisering: strukturer optræder ikke som en konkret, umiddelbart identificerbar suveræn.
Man må derfor spørge sig selv, hvorfor Brygger og andre fastholder, at den liberale rettighedsfeminisme er den »sande«?
Hvilken strategisk position har denne diskurs?
Bryggers »feministiske« udtalelser i medierne rykker hverken ved kønnede grænser eller provokerer den hegemoniske diskurs. Derimod får hans feminisme en strategisk karakter i det liberale projekt.
Hans udtalelser modtages som bekvemme, letfordøjelige kommentarer i en ellers antagonistisk og kompliceret feministisk debat.
Den umiddelbare bekvemlighed har dog farlige konsekvenser, idet den liberale Brygger-feminisme tager del i at maskere de strukturkritiske feministiske strømninger.
Brygger-feminismen afviser enhver form for strukturel ulighed hinsides rettighedsdiskursen og delegitimerer dermed alle former for kritik af disse strukturer.
Eftersom det er de strukturkritiske feministiske strømninger, som har potentiale til at destabilisere status quo og ambitioner om at forstyrre strukturer frem for at assimilere sig til dem, hæmmes den feministiske modstand, når disse strømninger svækkes.
Bryggers selv-erklærede position som »sikker« og »sand« feminist forstærkes, når han vælger at nedgøre og diskvalificere radikale strømninger. Det gør han blandt andet gennem sin konsensusideologi.
I et interview til Alt For Damerne udtaler han, at det største problem for feminismen i dag er den tone, der fremkommer i feministiske fora:
»Det er en ren skyttegravskrig med en helt sindssyg tone og så meget mudderkastning, at man får lyst til at træde et skridt tilbage«.
Fremfor at være nysgerrig overfor hvorfor feminister råber op; i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved den strukturelle marginalisering, der truer med at kvæle radikale stemmer fra den offentlige debat, udbreder han sit hvide liberale heteromandsprivilegium i sin definition af debatbetingelserne.
Strukturproblemet maskeres som et dialogproblem, og han begår et herskerindgreb i debatformen.
Den feministiske kæde falder helt af for Brygger, når han senere i samme interview fastslår:
»Vi er jo i virkeligheden enige om det fundamentale, men debatten ender altid i frustrationer og råberi, og derfor står den fuldkommen stille«.
Kan det være mere eksplicit, hvordan denne retorik lægger låg på den feministiske debat?
Bryggers naivt definerede endemål for den feministiske kamp – absolut ligestilling mellem kønnene – er ahistorisk, fordi den fuldstændig ignorerer de historiske begivenheder, der har installeret bestemte kropstyper og farver med bestemte privilegier i debatten.
Ingen debat sker uden for disse magtstrukturer, og glemmer man dette – tager man alles lige stemme for givet – kvæler man marginaliserede stemmer i ens egen selvforherligelse.
Hans selvforståede konsensusfeminisme ender i en totalitær diskvalifikation af strukturkritiske strømninger og er således farlig for en kritisk debat.
Men Bryggers udtalelser er blot ét liberalt feministisk fænomen blandt mange.
Og en af de vigtigste årsager til anerkendelsen af hans feministiske synspunkt er mediernes fortsatte bidrag af spalteplads til det liberale projekt.
Den mission, som nedgør og diskvalificerer marginaliserede tanker, ideer og kampe, centraliseres næsten automatisk i den politiske debat i medierne.
Det skyldes at de feministiske udtalelser serverer læserne den bekvemmelighed, som ender med at retfærdiggøre en uproblematiseret reproduktion af strukturer – en reproduktion som er svær, ubekvem og upopulær at udfordre, og som langt hen af vejen tilgodeser hvide heteroseksuelle mænd som Rasmus Brygger selv.
Uagtet Bryggers feministiske intentioner tager han del i en hegemonisk diskurs som fra et strukturkritisk synspunkt er gennemført anti-feministisk, da den bidrager til fastholdelse af status quo.
Bryggers politiske position taget i betragtning må man antage, at hans anvendelse af en feministisk signatur er en retorisk snedig strategi.
Beklædningen af feministiske begreber med libaral agenda legitimerer Rasmus Bryggers egen privilegerede position og giver ham potentiel adgang til flere stemmesegmenter, mens han formår at lamme den modstand, der kunne destabiliserer hans personlige politiske position.
Det er denne kombination, som afføder, at marginaliserede feminister nu er nødsaget til at lægge kræfter i at dekonstruere de liberalfeministiske klæder, der er lagt ud som slør for vores kamp.
Brygger-feminismen, som langt fra er exceptionel, kan og bør ikke ignoreres.
I stedet er vi nødt til at granske den og anskue den for, hvad den er: et symptom på en hvid, maskulin, heteroseksuel »feministisk« bekvemmelighed, der uproblematiseret vinder genlyd i den offentlige debat.
Brygger er uinteressant, men hans stemme fordummende og farlig.
Bjørk Lidin og Mathias Klitgård Sørensen er medlemmer af redaktionen for tidsskriftet Hysteria.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96