Annonce

EU
7. maj 2013 - 15:34

Folkeafstemning om patentdomstol

Regeringen ser ikke ud til at kunne samle kvalificeret flertal for dansk deltagelse i europæisk patentdomstol. Spørgsmålet må derfor sendes til folkeafstemning, siger Nikolaj Villumsen (EL).

Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har ifølge Berlingske Tidende alle besluttet at sige nej til dansk deltagelse i en fælleseuropæisk patentdomstol.

Konsekvensen er, at spørgsmålet derfor sendes til folkeafstemning, da regeringen ikke kan samle det kvalificerede flertal, der kan sanktionere dansk tilslutning.

Hvis regeringen vil fastholde beslutningen, skal spørgsmålet derfor godkendes ved folkeafstemning, da Justitsministeriet har vurderet, at dansk deltagelse er en suverænitetsafgivlse efter paragraf 20 i Grundloven.

Krav afvist af regering

Det har ifølge Nikolaj Villumsen, EU-ordfører for Enhedslisten, ikke været muligt for regeringen at skaffe det kvalificerede flertal, fordi den har afvist flere forslag fra Enhedslisten, der skulle sikre demokratisk kontrol og garanti mod softwarepatenter.

- En EU-patentdomstol vil fjerne de demokratiske og retssikkerhedsmæssige muligheder, vi har i dag, fordi vi kan gå til danske domstole eller ændre patentlovgivningen i Folketinget, siger Nikolaj Villumsen.

- Jeg frygter en dansk tilslutning vil ødelægge den frie og åbne udvikling på softwareområdet. Vi har allerede set, at EU’s patentkontor i tusinder af tilfælde har udfordret den lov, der forhindrer udstedelse af softwarepatenter. Vi frygter, at der i fremtiden vil ske et skred på området, og at EU-patentdomstolen vil acceptere denne praksis. Vi har forsøgt at få ministeren til at garantere, at forslaget ikke vil have denne konsekvens, men forgæves, siger han.

Fagforening imod

Også IT-fagforeningen PROSA er imod patentdomstolen. Fagforeningen frygter, at patenter vil besværliggøre såkaldte open source-projekter og favorisere store virksomheder, der har ressourcer til at forfølge patenter.

»Softwarepatenter er ikke nødvendige for at kunne udvikle en forretningsidé. Meget af den udvikling, nettet er undergået, skyldes, at folk har stået på skuldrene af hinanden og udviklet videre på andres idéer. Hvis softwarepatenter indføres, vil det blive langt dyrere og mere besværligt at udvikle nye systemer og funktionaliteter, og det vil derfor hæmme innovationen og væksten« hedder det på PROSA hjemmeside.

Læs artiklen »Bevar forbud mod softwarepatenter« på PROSA hjemmeside

Fagforeningen kræver derfor, at en ny domstol er uafhængig af den europæiske patentsammenslutning, EPO, og at det danske forbud mod softwarepatenter opretholdes.

Annette Vilhelmsen har som erhvervsminister allerede skrevet under på EU's patentaftale i februar 2013. Den nye europæiske patentdomstol vil få sin hovedplacering i Paris, men med specialiserede afdelinger i München og London.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce