Annonce

Rød regering?
25. februar 2013 - 16:36

Forargelse over regeringens kontanthjælpsreform

Regeringens forslag om en halvering af kontantjælpen til unge vil skabe flere hjemløse, advarer Enhedslistens socialborgmester i København, Mikkel Warming. Facebook koger af vrede, men SF afviser kritikken.  

En kommende »vækst-pakke«, som skal styrke det danske erhvervslivs konkurrenceevne, skal finansieres ved hjælp af nedskæringer, ikke blot i statens uddannelsesstøtte, men også i unges kontanthjælp.

Selv om vækstpakken endnu ikke er offentliggjort, er det dog bekræftet, at regeringen vil bruge pengene på at sænke selskabsskatten fra 25 til 22 procent.

Nogle af pengene skal hentes ved at sidestille kontanthjælpsmodtagere, der bor sammen med deres partner, med ægtepar, hvilket skal give staten en ekstra indtægt på 360 millioner kroner om året.

Samtidig skal unge under 30 år motiveres til at tage en uddannelse eller et job, hvorfor en stor del af de unge kontanthjælpsmodtagere i fremtiden kun får ret til en velfærdsydelse på SU-niveau.

Det fremgår af regeringens nye kontanthjælpsreform, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fremlagde på et pressemøde mandag.

Læs artiklen »Dokumentation: Her er regeringens kontanthjælpsudspil« hos DR.

Læs artiklen »Studerende: Morten Ø. er en scumbag« hos Modkraft.

Kan skabe hjemløshed

Ifølge Enhedslistens beregninger, så vil de 25-29-årige, der i dag får 10.500 kroner før skat i kontanthjælp, ryge ned på godt 5.700 kroner før skat.

Det er næsten en halvering af deres indtægt, og dermed bliver det håbløst for mange af disse mennesker at finde en bolig, hvor de kan betale huslejen, mener partiet.

Hvis forslaget vedtages, kan det altså få alvorlige personlige og samfundsmæssige konsekvenser for de mennesker, som ikke kan klare kravet om en uddannelse, advarer Enhedslisten.

– Jeg må på det kraftigste advare regeringen mod at gøre dette. Vi ser allerede nu, hvordan de helt unge på den nedsatte ungeydelse ikke kan få økonomien til at hænge sammen, og mange ender som hjemløse, fordi de ikke kan betale huslejen. Dette forslag vil med sikkerhed sende endnu flere mennesker på gaden, siger partiets socialborgmester i København, Mikkel Warming, i en pressemeddelelse.

Læs pressemeddelelsen »Regeringen sætter flere unge på gaden« hos Enhedslisten København.

Læs også kommentaren »Løftebruds-regeringens dyneløfteri« hos Modkraft.

»En sort dag«

Borgmesteren får opbakning fra Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl.

Han mener, at regeringens forslag vil skabe en »ny fattigdomsydelse«.

– Det er en sort dag for regeringen. Stik imod valgløfterne og stik imod hensigterne i regeringsgrundlaget vil man nu øge uligheden og gøre tusinder af arbejdsløse fattigere, lyder det fra ordføreren.

Han er dog ikke afvisende overfor at forhandle med regeringen om at skabe en reform med en større social profil.

– Vi møder selvfølgelig op til forhandlinger, hvis vi bliver inviteret. Og vi er parate til at forhandle om en reform, der kan få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Men vi kommer aldrig til at lægge stemmer til en reform, som tager penge fra arbejdsløse børnefamilier for at give skattelettelser til toppen i erhvervslivet, siger Christian Juhl i en pressemeddelelse.

Læs artiklen »Enhedslisten om reformer: Usmageligt, ufatteligt, rædselsfuldt« i Politiken.

Læs også analysen »Generalangreb på overførselsindkomster« hos Modkraft.

De sociale medier koger

Også på facebook er mange folk ude med riven efter regeringen.

Særlig udbredt er deling af tidligere statusopdateringer fra socialdemokratiske ministre og kampagnemateriale fra den seneste valgkamp.

Årsagen er, at både den nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og nuværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) dengang, de var i opposition, slog til lyd for offentlige investeringer frem for skattelettelser til erhvervslivet. 

De tidligere udtalelser er stadig synlige på ministrenes offentlige profil, og de har fået så meget opmærksomhed, at DR nu har samlet de bedste/værste.

Samtidig har flere medier udskiftet beskrivelsen af regeringens flagrende holdninger fra »kovending« til »kolbøtte«. 

Læs artiklen »Fortiden indhenter Mette Frederiksen på Facebook« hos DR.

Modkraft spurgte mandag netavisens læsere på facebook, om det stadig giver mening at kalde regeringen »rød«.

Det var der ingen af mere end 70 mennesker, som har skrevet en kommentar, som mente.

Derimod får regeringen skudsmålene »grå«, »gul«, »grumset« og »lortebrun«.

Læs alle de kreative bud på Modkrafts facebook-profil her.

SF afviser kritik

Regeringspartiet SF benytter også facebook til at kommentere mandagens regeringsudspil.  

På partiets officielle facebook-side omtales udspillet som »ikke nogen let reform«, men samtidig slås der til lyd for, at den nye reform tilbyder en »bedre hjælp« til samfundets svageste.

»Regeringen har præsenteret sit udspil til en kontanthjælpsreform. Det er klart, at det ikke er nogen let reform, men omvendt er der ingen tvivl om, at det nuværende system ikke er godt nok. Vi fremlægger en reform, der stiller nye krav til de stærkeste og giver bedre hjælp til de svageste. Samtidig gør den op med et rigidt system baseret på matchgrupper – ikke på menneskers individuelle behov.«

Samtidig afviser SF, at man tager fra de fattige og giver til de rige, sådan som Enhedslisten hentyder.

»Det er ikke korrekt, at vi tager pengene fra kontanthjælpsmodtagerne og giver dem til erhvervslivet. Regeringens forslag er, at provenuet fra nedsættelserne i ydelser bliver brugt på uddannelse til de unge og styrket indsats for svagere grupper. Det er den efterfølgende varige effekt af at få folk i arbejde, der skal gå til at sikre en tilpas vækst i det offentlige forbrug til at sikre fremtidens velfærdssamfund«, lyder SF's facebook-analyse.

Læs mere på SF's facebook-side her.

Blog-debatten raser

Også Modkraft-bloggeren, Leif Donbæk, som er kandidat til det kommende kommunalvalg for SF i København, skyder Enhedslistens kritik ned.

Han kalder regeringens kontanthjælpsreform for et »ret fint forslag« og beskylder på sin Modkraft-blog socialborgmester Mikkel Warming for bevidst at overdrive konsekvenserne af reformen.

»Regeringens forslag for de 25-29 årige handler kun om de uddannelsesparate, og jeg vil gerne spørge Mikkel Warming, om han virkelig mener, at det er den samme målgruppe, som dem, der bliver hjemløse under socialforvaltningen i København,« skriver Leif Donbæk og fortsætter:

»Virkeligheden er, at de her unge pt. bliver fastholdt i et tåbeligt system. Dem, der falder ud af det system og eksempelvis ender som hjemløse, gør det oftest fordi, de er for lang tid i arbejdsløshed. Det ved Mikkel Warming også godt – men det havde selvfølgeligt ikke været så god en mediehistorie.«

Mikkel Warming svarer i kommentarfeltet på bloggen, blandt andet:

»Kære Leif. Jeg synes det måske mest deprimerende i din blog er, at du åbenbart ikke kan forestille dig at fattigdom i sig selv kan medføre sociale problemer.«

Og han fortsætter:

»Det er som om du tror, at der findes en række unge kontanthjælpsmodtagere der nærmest bliver tvunget til ikke at tage en uddannelse af jobcentrene. På grund af deres alt for høje kontanthjælp. Sådan ser jeg ikke virkeligheden. Jeg er enig i, at beskæftigelsessystemet er rigidt og i lange stræk menneskefjendsk. Hvorfor laver man så ikke det om istedet for at halvere unges kontanthjælp?«

Læs bloggen »Kontanthjælpsreformen og Mikkel Warmings manipulation« og deltag i debatten hos Modkraft.

Læs kommentaren »SF's bagland afviser højrefløjens klassepolitik« hos Modkraft.

Læs bloggen »Kontanthjælpudspillet er asocialt, uværdigt og modbydeligt!« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce