Annonce

Kritik
15. september 2014 - 16:54

Forskere dumper ny ekstremisme-rapport

Forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier kalder konklusionerne i ny rapport om politisk og religiøs ekstremisme i Danmark for »tvivlsomme«. Enhedslisten og Libertære Socialister er også ude med riven.

Det er ikke kun på venstrefløjen, at man ryster på hovedet af en ny kortlægning af ekstremistiske og antidemokratiske miljøer i Danmark foretaget af Det Nationale Forskningscenter, SFI.

I en usædvanlig hård kritik langer flere forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, ud efter rapporten, der skal danne grundlag for regeringens handlingsplan imod radikalisering.

Ifølge forskerne fra DIIS er datamaterialet i den nye kortlægning alt for spinkelt, og de metoder, der er brugt i forbindelse med indsamling og formidling, så ugennemskuelige, at det er »uvidenskabeligt« og »bekymrende«. 

Læs artiklen »Ekstremisme-kortlægning får drøje hug af venstrefløjen« hos Modkraft.

Tvivlsom, forældet og graverende problemer

»Som rapporten står, må læseren stole på, at forskernes ubeskrevne definitioner, kriterier og vurderinger er troværdige, hvilket er svært, når forskerne er anonyme,« lyder det i en kommentar på instituttets hjemmeside.

Samme sted betegnes resultaterne af SFI’s kortlægning for »tvivlsomme« og »forældede«, hvilket ifølge DIIS betyder, at »kortlægningen ikke (muliggør, red.) en fremtidig vurdering af eventuelle udviklinger« inden for området.

Læs udtalelsen »Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark - en problematisk kortlægning« hos DIIS.

– De problemer, der er i denne her rapport, er så graverende, at vi er nødt til at gøre opmærksom på dem. Vi mener ikke, rapporten opfylder kriterierne for at være god forskning, siger Ann-Sophie Hemmingsen, ekstremismeforsker ved DIIS til dagbladet Politiken.

Læs artiklen »Forskere kritiserer kortlægning af ekstremisme« hos Politiken.

Enhedslisten: Hvor er dokumentationen?

Som tidligere beskrevet på Modkraft, så tager også venstrefløjen afstand fra den nye SFI-rapport.

I rapporten nævnes konkret venstrefløjsgrupperne Researchkollektivet Redox, Antifascistisk Aktion (AFA), Antiracistisk Netværk og Libertære Socialister, som tilhørende de 15 »ekstremistiske og antidemokratiske miljøer«, der ifølge SFI angiveligt findes i Danmark.

Enhedslisten er igennem partiets afdeling i Aarhus en del af paraply-organisationen Antiracistisk Netværk.

Overfor Ritzau afviser retsordfører Pernille Skipper dog, at der skulle være udemokratiske tendenser på spil der.

– Så vidt jeg ved, er Antiracistisk Netværk en helt fredelig organisation med et helt legitimt antiracistisk formål, og der er heller ingen underbygning i rapporten af, at de skulle være ekstremister eller antidemokrater. De optræder tilsyneladende på listen, fordi nogle enkeltpersoner menes at have noget at gøre med at sætte plakater op, der afslører nazister. Det kan man mene om, hvad man vil, men jeg har svært ved at se det som kvalificerende til at blive kategoriseret som “ekstremistisk", siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper, til Ritzau.

Jeg læser ikke rapporten sådan, at Antiracistisk Netværk skulle være hverken antidemokratisk eller voldelig i sit virke. Jeg synes faktisk, det virker mærkeligt, at netværket beskrives som en ekstremistisk gruppe. Jeg synes heller ikke, at rapporten underbygger det på nogen måde. Gjorde den det, ville vi selvfølgelig tage det meget alvorligt, udtaler Pernille Skipper.

Udgrænser legitim kritik

I en nye udtalelse fra gruppen Libertære Socialister, som er blevet offentliggjort på Modkraft mandag, går kritikken igen.

Ifølge den venstreradikale organisation er ekstremismestemplingen af venstrefløjen et forsøg på at skabe »skræmmebilleder (der, red.) tjener til at udelukke bestemte politiske idéer fra samfundsdebatten«.

– Overordnet set må denne nylige fokus på »politisk ekstremisme« ses som et forsøg på at udgrænse en helt legitim og demokratisk nødvendig politisk kritik af uretfærdigheder i det bestående system og at fjerne fokus derfra ved at underkende den som relevant kritik og i stedet gøre den til et spørgsmål om et manglende demokratisk sindelag hos afsenderen, skriver organisationen.

Og opfordrer til at smide rapporten i skraldespanden.

– At delegitimere sine politiske modstandere ved at pakke falske påstande og bagvaskelse ind i noget, der skal ligne seriøs forskning, er ikke bare fejt, men også direkte skadeligt for demokratiet og debatten. Vi håber, at selvstændigt tænkende folk ser dette som det makværk, det er, og putter det direkte i makulatoren, udtaler Karsten Brandt-Knudsen fra Libertære Socialister.

Læs hele udtalelsen »Libertære Socialister: Vi er ikke antidemokrater« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce