Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
reportage
15. maj 2012 - 12:59

Frækt, frivilligt og feministisk

Feministisk porno er skabt på frivillighed og udforsker queer-seksualitet i sorte arbejderkvarterer. Det fortæller Sune Køter i anden del af sin øjenvidneberetning fra Feminist Porn Award. 

Læs første del af Sune Køters reportage fra Feminist Porn Award her.

Torsdag aften var vi blevet inviteret til V.I.P. Cocktail Party for instruktører og involverede i festivalen, før aftenens arrangement Public Provocative Porn i en nærliggende biograf.

Festen blev holdt i Good For Her, der viste sig at være en lille hyggelig butik, der ved første øjekast var langt fra vores forestilling om hovedkvarteret til et af verdens førende fænomener indenfor feministisk og queer-porno.

Ligeså stille kom de forskellige instruktører og aktører dumpende: Buck Angel og hans kone, den svensk/spanske Erica Lust, der har været bannerfører for den mere maistream-prægede feministiske porno, den sorte lesbiske queer-instruktør Nenna fra Californien og lokale N Maxwell Lander.

Vi blev taget imod af vores kontakter fra Good For Her, Carla og Lorraine / Coco La Creme sammen med Carlyle Jansen – ejeren og bagkvinden for festivalen og Good For Her.

De var totalt glade for, at vi havde sendt Naked Love, som de var helt vilde med, og at vi var kommet hele vejen fra Danmark for at være med til awarden.

Cocktails'ene var øl fra det lokale bryggeri, og stemningen var uformel og afslappet, selvom samtalerne naturligvis var noget anderledes end de fleste andre steder.

To queer-porno skuespillere, der diskuterede om, hvorvidt de mandlige pornoskuespilleres body worship (som jeg aldrig helt fandt ud af, hvad var) var sjove eller kedelige, Sara Koppel og Buck Angels passionerede snak om gårsdagens seance, og ikke mindst de transformerede kønsdeles ændrede følsomhed og deraf betydning for seksualiteten. Og så lidt mere almindelig snak om den amerikanske regerings planer for verdensherredømmet etc.

Kort sagt: Vi befinder os i en kultur, der mener noget om verden, der tager stilling til egen krop og væren i verden, og selvom det for os var rimeligt uvant (og meget af porno-slang'en og jargonen forblev volapyk) faldt vi ret godt til rette.

Feminisme og sex

I samlet trop begav vi os til fods igennem Torontos gader et par blokke væk til biografen på Bloor Street, hvor aftenens forestilling skulle være, gik forbi køen under hujen og piften (og følte os som en blanding af stjerner og stalkere) og satte os ind i biografens mørke.

Aftenens program blev præsenteret af Coco La Creme fra Good For Her.

Vi skulle præsenteres for fire meget forskellige instruktører, have en snak omkring feministisk porno og se et par længere klip fra deres nyeste værker med efterfølgende spørgsmål fra salen.

Erica Lust var den første, der kom op, en gudsbenådet prima donna, der helt klart var vant til at være dronningen af feministisk porno og krukket fnisede over, at hun havde regnet med at være den sidste, der kom op, og derfor ikke var helt forberedt.

Men krukkeriet forvandt heldigvis, da hun snakkede om feministisk porno, hvor man kunne høre, at det var noget, der lå hende på sinde.

Hun havde studeret statskundskab med speciale i feministiske teorier på universitetet i Lund, og da hun flyttede til Barcelona, og flere af hendes venner arbejdede i filmbrancen, fik hun ideen om at kombinere sine to store passioner: Feminisme og sex.

Hun syntes, der manglede porno med et feministisk approach, og de definitioner, hun dengang formulerede, var vist rimeligt meget også dem, som Feminist Porn Award og den feministiske porno generelt hylder: Hun ville gerne se porno, der for det første var lavet med henblik på tænde kvinder, og for at det kunne ske, var det vigtigt at vide, at alle der deltog, arbejdede under gode forhold, og at de kun gjorde ting, de havde lyst til.

Og derudover mente hun, at det var nødvendigt – netop også for at sikre ovenstående – at lave porno, hvor kvinder var den bærende del af instruktionen, produktionen og distributionen.

Sorte arbejderkvinder

Den næste, der kom op, var N Maxwell Lander, Torontos lokale unge queer instruktørtalent, uddannet (og vildt dygtig) still-fotograf, der næsten lige havde haft sin debut som filmskaber.

Hun udforsker grænselandet imellem kunst og porno, laver syrede film med sine venner i rollerne, og hun virkede mere drevet af kreativ intuition og et kunstnerisk Do-It-Yourself gå-på-mod, end af de store teoretiske overvejelser omkring den feministiske porno.

Dem havde til gengæld Nenna fra Oakland mange af. Hun ser feminismen som en del af et større (queer-)politisk hele, hvor det for hende er anti-racismen, der er totalt vigtig. Hun havde bredt det ud til kun at lave film med sorte kvinder på alle poster for at give sorte kvinder et talerør: Queer fænomenet var stadig et hvidt middelklasse fænomen, og hendes mål var at arbejde på mere accept af queer-seksualitet i de sorte arbejderkvarterer.

Se et interview med Nenna.

 

Til sidst kom vor helt Buck Angel op, han var rørt over, at han som mand var blevet inviteret med til en debat om feminisme og mente, at det viste, at mænd bestemt også kan være feminister.

Jeg har ikke tænkt mig at gå i dybden med alle filmene, men vil dvæle lidt ved den første, da jeg helt klart ser den som et godt udtryk for, hvad feministisk porno kan, når det er godt, nemlig Nennas »Hella Brown: Real Sex in The City«.

I en lille intro møder vi Hella Brown på hendes cykel i hendes hood i Brooklyn. Sort kvinde i 20'erne, der grinende fortæller, at det er første gang, hun skal være med i en pornofilm, at hun er vildt spændt og synes, det er totalt fjollet, men ser totalt frem til det.

Hun kører væk, og der klippes til hendes lejlighed, hvor hende og Nenna leger og pirrer hinanden.

Der er ingen reallyd, kun fed dreven undergrundsmusik, sanselige billeder, smukke og æstetiske, samtidig med, at de er rå og eksplicitte, pludselig forsvinder musikken, og reallyde af hud mod hud, støn og suk og fnis tager over.

Det er porno, men det er langt fra mainstreamens upersonlige kødelighed. De har kontakt, de to kvinder. Med hinanden. Det er rå sex, de går hårdt til den - også med diverse remedier - men de griner og har virkelig en eller anden form for helt unik blid kontakt. 

Der er ingen tvivl om, at de har rigtig dejlig sex, at de har det sjovt, og da de kommer med safterne drivende ned af benene, er man heller ikke i tvivl om, at det er gået ordentligt for sig :)

Se klip fra Hella Brown· Real Sex in The City.

 

Den næste film var flere klip fra Buck Angels »Sexing The Transman XXX« (porno-udgaven af dokumentaren), hvor man bl.a. lærte den upcoming transmand porno-star James Darling lidt bedre at kende, og en længere seance med Buck og en transmand-lege-kammerat i hardcore porno leg, machomandekroppe og testosteron brunst med strittende transmandomme og dildoer i de forslugne transmandlige kønsåbninger.

Og så N Maxwell Landers tre kunstneriske kortfilm, hvor fragmentariske billeder af onani, bare fødder i maling, lys, skygge, mørke, musik, hænder, læber og støn er det, der hænger fast i min hukommelse som et fantastisk mærkeligt erotisk syretrip i en surrealistisk verden.

Og vi sluttede af med Erica Lust's »Cabaret Desire«.

I fortællingen følger vi to personer, der skal på date med hinanden, og deres tanker omkring det udført af speakerstemmer, krydret med minder om deres første knald for lang tid siden.

Krydsklip imellem speakerstemmen, der bander »typisk mig«, imens manden taber kæden, kvinden, der i bedste sex & the city stil sidder og drikker champagne med et »her sidder jeg og drikker champagne med mig selv«, og så hede sexscener med de to skønheder i en nok sanselig og æstetisk, men også pæn stereotyp og stereotypt pæn knaldeseance, der afsluttes med et cumshot.

Se the making of »Cabaret Desire«.

 

Efter bifaldet kom de fire instruktører op på scenen, og spørgsmålene fra salen begyndte.

100 procent frivilligt

Et af spørgsmålene lød f.eks., hvordan de udvalgte deres skuespillere og sikrede sig de feminstiske kriterier om, at de var med på baggrund af lyst og frivillighed, og det kom der nogle interessante fortællinger ud af.

Nenna startede med at sige, at hun ikke ville have kvinder der var for unge eller havde for mange personlige problemer, hun ville kun arbejde med folk, hun stolede på var afbalancerede og 100% gik ind på det, de lavede. Og hun gjorde meget ud af at lære dem ordentligt at kende, før eventuel indspilning.

Desuden opfordrede hun dem til ikke at gøre karriere som pornoskuespillere, men holde det som en bibeskæftigelse, og derfor brugte hun sjældent de samme skuespillere flere gange.

Buck Angel fortalte for det første, hvordan det i starten havde været sindssygt svært for ham overhovedet at finde nogle at arbejde sammen med. Hvordan han på alle sine rejser rundt i hele landet kun havde fået fire (tror jeg) transmænd, der var friske på at lave porno (der var dog rigtigt mange, der henvendte sig til ham nu, efter dokumentaren havde bredt sig), også fordi han altid sagde til alle dem, der var interesserede, at de skulle gøre sig en ting klar: Når du først har lavet en pornofilm, kan du ikke fortryde.

Den er derude for evigt.

Din familie, dine venner, dine kærester, alle vil til enhver tid kunne se den, lige meget hvor meget, du ændrer dig eller fortryder.

N Maxwell Lander sagde, at hun indtil nu kun havde arbejdet med kærester, venner og folk, hun kendte i forvejen, så hun indtil nu ikke havde stødt på nogle problemer i den retning.

Erica Lust var den sidste og sagde, at hun ikke havde de problemer med at skaffe folk som de andre, da folk efterhånden bombarderede hende med e-mails om at være med i hendes film.

I starten havde hun henvendt sig til bureauer, hvor hun havde fået at vide, at hun ikke måtte snakke med skuespillerne før indspilning, altså at deres politik var, at instruktøren intet personligt skulle have med dem at gøre, før de skulle skyde, hvilket hun selvfølgelig ikke kunne acceptere.

Et andet spørgsmål fra en mandlig pornoskuespiller var, hvad Feminist Porn Award ville gøre for CIS-mænd, der gerne ville ind i den feministiske porno, men ikke følte, der helt var plads til dem.

Så fortalte Buck Angel, at da han startede, var der ingen, der ville røre ham med en ildtang, og at der kun er én ting at gøre: Hvis man som CIS-mand gerne vil være med i noget god femistisk porno, så må man selv lave noget god femistisk porno og være med til at påvirke kulturen på den måde.

Og med de ord sluttede arrangementet i biografen, og vi tog i taxi gennem Toronto til hæsblæsende afterparty på en nærliggende queer-bar.

Besøg Feminist Porn Awards hjemmeside.

Dette er anden del af Sune Køters øjenvidneberetning fra Feminist Porn Award. Tredje og sidste del bliver bragt snarest.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce