Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Anmeldelse
27. april 2012 - 12:11

Fra ekstremisme til stueren politik

Dokumentarfilmen »Ordet Fanger« overrasker og underholder, mens den stiller skarpt på
indvandrerdebatten de sidste 25 år.

En dansk sommereng ligger hyllet i morgendis, mens solens første stråler farver himlen purpur-rød. Fuglene kvidrer, og alt ånder fred.

Pludselig blandes den sprøde fuglekvidren med muezzinens kald til bøn, et klagende, smukt »allahu akbar« lægger toner til billederne af den danske sommermorgen, indtil den Mogens Camres røst bryder idylen: »Masseindvandring fra andre kulturer. Tvang mod vore borgere til at acceptere andre skikke river et samfund op indefra«.

Den provokerende tone er slået an, og historien om udviklingen i den danske indvandrerdebat de seneste 25 år kan begynde.

Helle Hansens nye debatfilm »Ordet Fanger« følger retorikken i de seneste 25 års debat om indvandrer- og flygtningespørgsmål og søger bevis for, at den generelle tone i debatten er blevet mere rå, og at grænserne for, hvad der er stuerent, har flyttet sig.

»Pæne« politikere afgør, hvad der er stuerent

Med afsæt i de tidlige 1980’eres nærmest komisk uvidende fremstilling af »de fremmede«, der afspejlede sig i racistiske forestillinger om, at folk fra andre kulturer besad en dyrisk og primitiv natur, følger filmen udviklingen gennem årene og over det politiske spektrum.

Hvad der i sin tid kun blev udtrykt af den yderste højrefløj i form af Fremskridtspartiet, holdninger der blev latterliggjort eller fordømt af resten af de politiske partier, vandt langsomt mere indpas i debatten, i takt med at først Fremskridtspartiet, siden Dansk Folkeparti og derefter de store borgerlige partier indså, at der lå et betydeligt vælgerpotentiale i skræmmekampagnerne.

Parallelt med den åbenlyse udvikling i, hvilke udtryk og metaforer de forskellige partier og politikere benytter sig af, formår filmen at skildre, hvordan de »pæne« politikere spiller en vigtig rolle i at afgrænse, hvornår noget er stuerent, og hvornår noget er racistisk.

Fra en debat i de tidlige 80’ere, hvor alle partier fordømte Fremskridtspartiets racistiske udmeldinger, tog til genmælde og gjorde meget ud af at markere, at der var tale om racisme, til en situation, hvor flere og flere borgerlige politikere forsøger at sætte sig ind i denne »angst og bekymring«, forsvare den og forklare den som en ængstelighed overfor »flygtningestrømmen« frem for racisme.

Provokerende billedmontager

Ved hjælp af humoristiske og provokerende billedmontager, der kobler folkekære symboler såsom landsholdets fejring af EM-sejren i 1992 og fejring af dronningens fødselsdag med arabisk pop-musik og billeder af flag-afbrænding, eller klip fra Blågården på Nørrebro med ”I Danmark er jeg født” som baggrundsmusik, formår Helle Hansen at udstille nogle af de skræmme-billeder, der har næret indvandrerdebatten.

På samme måde griber filmen fat sproglige billeder og metaforer, såsom »mørkemænd«, »tilstrømning« og »fundamentalisme«, udstiller dem rent visuelt gennem billeder af fiske-strømme og el-ledninger, og påviser, hvordan disse metaforer gradvist har spredt sig over det politiske spektrum og har mistet deres oprindelige provokerende klang.

Udtryk, der for 20 år siden udløste hovedrysten og foragt eller latter, er i dag blevet en del af den almene sprogbrug i debatten på stort set hele det politiske spektrum.

Et underliggende budskab i filmen synes at være, hvordan den forestillede trussel om masseindvandring har medført en grov retorik, der måske i langt højere grad er en trussel for landet, idet den – som filmens indledning pointerer – fungerer som gift mellem mennesker.

Filmen fungerer således glimrende til at sætte skarpt på en udvikling, som flere gange er blevet pointeret af kritiske røster i debatten, men som måske
først for alvor forstås, når den udstilles gennem film-mediet.

Kronologi savnes

Som en slags mini-diskursanalyse kunne filmen måske have været ekstra effektfuld ved at have været mere konsekvent i sin kronologi – flere steder fornemmer man, at filmen hopper lidt frem og tilbage for at understrege en pointe. Og ved f.eks. konsekvent at have markeret årstal og politisk kontekst for de forskellige udsagn kunne filmen også have vundet ekstra point som dokumentation for udviklingen.

Hvor filmen gør meget ud af at gribe fat i de sproglige billeder og udstille deres udbredelse over årene, hæfter den sig i mindre grad ved de forskellige
rationaler og argumentationer, der har formet debatten gennem tiden.

Man får glimt af disse skiftende rationaler ved at sammenligne Glistrups og Kjærsgaards skingre frygt for »muhamedanerne« i 80’erne med Foghs og Løkkes tilsyneladende pragmatiske, økonomiske retfærdiggørelse for pointsystem og andre stramninger i 00’erne.

At debatten har været præget af så forskellige rationaler er måske også med til at forklare, hvorfor ytringer, der tidligere blev opfattet som dybt stupide og racistiske, i dag er accepterede hos størstedelen af de politiske partier.

Billederne af »mørkemænd« og »tilstrømning« indgår i dag i helt nye sammenhænge, hvor såkaldt økonomiske argumenter tilsyneladende kan retfærdiggøre en modstand mod de fremmede.

Pointsystem og strammere kvoter synes således i højere grad at bygge på en forestilling om, at jo mere »fremmed« en given indvandrer eller flygtning er, jo sværere – og dermed dyrere – vil integrationen være.

Men disse slutninger angående de bagvedliggende rationaler i debatten står det op til seeren selv at drage.

Filmens primære projekt er en provokerende dokumentation af udviklingen i retorikken omkring indvandrer- og flygtningespørgsmål, og ved hjælp af finurlige kunstneriske greb formår filmen på én gang at fange, ryste og underholde.

»Ordet fanger«. Dokumentarfilm af Helle Hansen, Larm Film 2012.

Filmen vises i tv 30. april 2012 kl. 21:55 på DR2.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce