Frivillig i den spanske borgerkrig

I den aktuelle debat om syriensfrivillige drages ofte paralleller til de frivillige danske kæmpere under den spanske borgerkrig.

Debatten lider under to ting: Dels en uvidenhed om, hvad der faktisk skete med de danske spaniensfrivillige og dels i mange tilfælde en sætten lighedstegn mellem at være frivillig i kampen for et sekulært og demokratisk samfund (den spanske republik og Kobanî) og et reaktionært og fascistoidt religiøst diktatur (Islamisk Stat og Francos oprør).

Læs Bjarne Mortensens kommentar »De spaniensfrivilliges demokratiske værdier forpligter« på Modkraft

To nye bøger – begge fra slutningen af 2014 – er med til at kaste lys over de danske spaniensfrivillige: Om end på to forskellige måder og med vekslende held.

Den første er en udgivelse af de (bevarede) breve, som tre brødre – Harald, Kai og Aage Nielsen - sendte hjem, og som de modtog fra Danmark, især fra forældrene.

De tre brødre var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU. Historien om deres cykeltur gennem Europa for at kæmpe mod fascismen er for så vidt velkendt.

Deres ophold i Spanien blev løbende dækket i Danmarks Kommunistiske Partis avis Arbejderbladet og andre kommunistiske publikationer, der bl.a. bragte adskillige af de i bogen optrykte breve.

I Brødrene Nielsen – Breve fra den spanske borgerkrig har Albert Scherfig, Charlie Krautwald, Daniel Madsen og Nadia Zarling knyttet brevene sammen via baggrundskommentarer til en samlet fremstilling af tre unge danskeres indsats i den spanske borgerkrig og deres videre skæbne.

Det er der kommet en fremragende bog ud af.  

Bogen er opbygget med en indledende introduktion til den spanske borgerkrig af bogens fire redaktører/forfattere. Herefter følger 10 kapitler med breve fra forskellige faser og episoder i borgerkrigen.

Hvert af de kapitler har kommentarer, der placerer brødrenes situation i udviklingen af både den danske og bredere kontekst.

Endelig har redaktørerne et kapitel om de tre brødres videre skæbne – specielt under besættelsen – samt et kapitel, hvor de redegør for deres arbejde med brevene og den spanske borgerkrig.

Herudover er der et nyttigt noteapparat med grundige litteratur- og kildeangivelser.

Brevene og kommentarerne tager os med først på først brødrene rejse gennem Europa til Spanien fra slutningen af august 1936 til de ankommer til Spanien i september.

De tre ungkommunister og deres rejsekammerater hjælpes over grænsen fra Frankrig af anarkisten Durrutti, der senere på året falder i kampene om Madrid.

I Spanien indrulleres brødrene i den første internationale brigade Thälmann og kæmper i oktober i kampene om Huesca og i november og december på Madridfronten.

I januar 1937 overføres Harald, Kai og Aage til luftværnsenheden Argument Dimitrov, hvor de frem til sommeren ligger dels ved Madrid, Guadalajara og Brunete.

Brødrenes breve fra denne periode falder i to grupper. På den ene side er der de breve, der er beregnet på offentliggørelse i den kommunistiske presse, der dels er politiske reportager fra Spanien og dels indlæg i den hjemlige debat om de Spaniensfrivillige.

En samlet dansk presse – bortset selvfølgelig fra DKPs – tog nemlig afstand fra de frivilliges krigsdeltagelse. De frivillige blev stemplet som eventyrere, der søbede rødvin og flirtede med spanske piger på strandene ved Middelhavet.

En del af højrefløjspressen luftede direkte sympati for de spanske fascister og den tyske og italienske militære støtte til det spanske oprør. Resultatet var da også, at Folketinget fra februar 1937 kriminaliserede danske frivillige.

Hvor brødrene i august frit kunne rejse til Spanien blev rekrutteringen og transporten nu udført illegalt.

I den forbindelse skal det måske bemærkes, at antallet af tyske, italienske og portugisiske »frivillige« på fascistisk side anslås til henholdsvis 20.000, 75.000 og 12.000.

De internationale brigader anslås til i alt at have omfattet 35.000 personer, hvortil skal lægges 5.000 udenlandske frivillige i anarkisternes og POUMs militser.

På den anden side er der familiebrevene, der beskriver dagligdagen ved fronten, festerne, orlovsperioder, kærester og kønssygdom.

Det er som brødrenes breve først og fremmest skal berolige familien – og omvendt holder familiens breve dem ajour med dagliglivet derhjemme.

Fra sommeren 1937 er fascisterne i offensiven.

Disciplin og kommandostrukturer skærpes gevaldigt også på republikansk side.

I efteråret 1937 – efter et års krigsindsats – er brødrene tydeligvis mærket, og da de ikke bevilges orlov beslutter den yngste bror Aage sig for at vende hjem, for at desertere, og han når Danmark i september.

I november kommer også Harald, hans spanske, anarkistiske kæreste, Lola, og Kai til Danmark efter at de to brødre endelig har fået bevilget orlov.

Lola udvises fra Danmark i januar 1938, og Harald rejser tilbage til Spanien, hvor han i april tilslutter sig et spansk luftværnsbatteri.

De internationale brigader er nu integreret i den republikanske hær, der er under stadig større pres. Harald kæmper nu under republikkens dødskamp frem til november, hvor han står i spidsen på en gruppe på 88 danske frivillige, der vender tilbage til København.

Lola er i mellemtiden blevet henrettet af fascisterne.

Åge, desertøren, kan ikke umiddelbart vende tilbage til Spanien, men får hyre på forskellige skibe, der sejler forsyninger til Spanien fra juli 1938 frem til republikkens kapitulation 1. april 1939.

Han vender tilbage til Danmark i juni samme år.

Under besættelsen deltager alle tre brødre i modstandskampen i organisationen BOPA, hvor Kai er ledende medlem og deltager i nogle af de første sabotageaktioner.

Aage bliver stukket og tortureret til døde af Gestapo. De to andre brødre likviderer stikkeren og flygter til Sverige, hvor de opholder sig frem til befrielsen.

Bogens fire redaktører har udført et fremragende arbejde med at binde brevudvekslingen sammen til en sammenhængende og spændende historie. Både om brødrene selv, men også om den politiske sammenhæng såvel i Danmark som i Spanien.

En ting i den spanske sammenhæng forbigår bogen dog, uden at det skal forstås som en kritik: Borgerkrigen i borgerkrigen – dvs. det spanske kommunistparti og dets Kominternrådgiveres opbygning af et brutalt og sovjetisk styret sikkerheds politi og likvideringen af anarkisterne i CNT/FAI og venstresocialisterne i POUM.

Borgerkrigen i borgerkrigen er til gengæld omdrejningspunkt for en anden dansk bog: Andreas Bülows roman Midnat i århundredet, der tager udgangspunkt i historien om en anden dansk spaniensfrivillig, trotskisten Åge Kjelsø.

Ligesom brødrene Nielsens historie er også Kjelsøs kendt fra tidligere bøger om de danske spaniensfrivillige, interviews og artikler.

Bülow udfolder Kjelsøs historie på baggrund af en bred og veldokumenteret viden om den trotskistiske venstrefløj i 1930’rnes Europa og udviklingen i det, der ovenfor blev kaldt borgerkrigen i borgerkrigen.

Desværre vælger han at gøre det i romanens form. Mere om det nedenfor, men lad os først tage nogle hovedpunkter i Kjelsøs oplevelser i Spanien.

I sommeren 1936 er den ca. 20-årige Kjelsø og hans ven Felix på cykel gennem Europa. De er på vej til en esperanto-kongres i Beograd, men målet er at komme videre til Japan.

De er nået til Wien, da de hører om Francos militære opstand den 17. juli og den omfattende væbnede modstand mod oprøret.

Efter Beograd beslutter Åge Kjelsø, at Spanien i stedet for Japan skal være hans næste mål.

Efter et forsøg på blive hvervet til de internationale brigader i Marseilles, hvor han bliver afvist på grund af kritik af Stalins samtidige processer mod de gamle bolsjevikledere Kamenev og Zinoview i Moskva, kommer han i anden halvdel af september til Barcelona og tilslutter sig den anarkosyndikalistiske fagbevægelse, CNT’s, milits.

I oktobers slutning og novembers start er Kjelsøs milits på Huesca-fronten (ligesom brødrene Nielsens Thälmanbrigade).

Her kommer Kjelsø i kontakt med det venstresocialistiske POUM’s – Arbejderpartiet for marxistisk samling – milits, som anarkisterne kæmper sammen med, og han kommer for første gang i kamp.

På trods af sit trotskistiske udgangspunkt tilslutter Kjelsø sig efter Huesca de internationale brigader. Her oplever han igen modsætninger med de andre frivillige - i alt overvejende grad partikommunister.

Alligevel står han i januar 1937 ved Madrid-fronten som del af en rekonstrueret bataljon i de internationale brigader og deltager i angrebet mod Rosaz, hvor han såres.  

I april deserterer Aage Kjelsø, da han skal sendes tilbage til sin brigade.

POUM i Madrid hjælper ham til Barcelona. I Barcelona kommer Kjelsø i kontakt med en trotskistisk afskalning fra POUM.

I maj 1937 føler det spanske kommunistparti og folkefrontsregeringen – og det sovjetisk styrede sikkerhedspoliti – sig stærke nok til at angribe anarkisternes og POUM’s styrkepositioner i Catalonien og især i Barcelona.

I majdagene angribes såvel anarkisternes som POUM’s hovedkvarterer i Barcelona, henholdsvis telefoncentralen og Hotel Falcon.

Angrebene bliver slået tilbage og anarkisterne og POUM har den dominerende position i gaderne, mens den republikanske regering bakket op af kommunistpartiet mobiliserer frontsoldater for at sende dem til Barcelona.

Kort fortalt indgår såvel CNT’s som POUM’s ledelser reelle kompromisser med regeringen og kommunisterne, som blot får den konsekvens, at forfølgelsen af venstresocialister og anarkister fortsætter.

I de følgende måneder interneres bunkevis af POUM-folk og anarkister. Regeringspressen og kommunisterne beskylder ledende folk fra POUM og CNT for at være fascistiske agenter og 5. kolonne-folk.

POUM’s leder, Andres Nin, fængsles af det hemmelige politi og tortureres til døde. Mens CNT og POUM raderes væk fra det politiske landkort, fortsætter Aage Kjelsø sine aktiviteter i den lille trotskistiske gruppering, men bliver fængslet af det hemmelige politi og tortureret.

En fangevogter, der tidligere har smuglet et brev ud fra Kjelsø til den gamle ven Felix, hjælper ham i marts 1938 med at flygte fra fængslet i forbindelse med et offentligt tribunal, hvor Kjelsø og andre trotskister anklages for at have myrdet en østeuropæisk frivillig officer, der fungerede som spion i deres gruppe for det hemmelige politi og for at have planlagt mord på fremtrædende regeringsmedlemmer og kommunister.

Det lykkes Kjelsø at slippe ud af Barcelona som blind passager på en båd til Marseille. I juni 1938 kommer Kjelsø tilbage til København.

Under besættelsen bliver han aktiv i modstandsbevægelsen og interneres i Horserød, hvor han bl.a. bliver chikaneres og korporligt overfaldes af kommunistiske veteraner fra Spanien.

Efter krigen var Aage Kjelsø i mange år tillidsmand for kloakarbejderne i København. Han var med til at stifte SF. I 1967 brød han ud og gik med over i Venstresocialisterne.

Han døde i 1995 som 81-årigt medlem af Enhedslisten

Denne historie er jo dramatisk nok i sig selv, så hvorfor vælger Bülow at sløre den i romanens fiktion?

Han skriver selv i et efterskrift: »Selv om denne fortælling kan synes ekstraordinær og utrolig, er den for størstedelen ikke baseret på forfatterens fantasi. Den endelige udformning ligger et sted mellem det, der kan verificeres, og det, der er sandsynligt.«

I efterskriftet gennemgår han de historiske personer, der optræder i romanen baseret på dokumentation både fra spanske arkiver og sovjetiske, der er blevet tilgængelige efter henholdsvis fascismens og murens fald.

Bl.a. har han fundet Kjelsøs tilståelseserklæring fra 1938 efter tortur hos det hemmelige stalinistiske politi i Spanien, som også er optrykt i bogen. Efterskriftet og den omfattende kildeliste afslører, hvor meget der faktisk er verificerbart.

Undertegnede kunne godt have undværet forfatterens forsøg på at formidle, hvad han tror er »sandsynligt«.

Hvis årsagen er en tro på, at fiktionen skaffer adgang til et større publikum med en vigtig historie om stalinismens forræderi mod den socialistiske ide, tror jeg han går galt i byen.

Folk, der på forhånd er interesseret i den del af historien, vil muligvis finde hans bog. Andre vil læse hans roman, hvis det er god litteratur. Det er den desværre ikke.

Den indlagte kærlighedshistorie om kæresten Emperar i de sidste dage i Barcelona er ren Familie Journal: »Så brød hun isen i et underfuldt smil, som bekræftede, at hun kunne se gennem hans indre.» Eller: »Og Aage glemte aldrig det splitsekund, hvor hans læber for første gang kom i berøring med hendes hud.«

Romanformen gør også, at forfatteren er nødt til, at indlægge samtaler med anarkister og folk fra POUM, hvor de forklarer den unge danske frivillige (og læseren) om udviklingen i Spanien.

Det bliver unødigt klichefyldt og paroleagtigt.

Andre steder forsøger forfatteren uden større gennemslagskraft, at beskrive tankerne og hallucinationerne hos Kjelsø, mens han opholder sig i torturfængslet i Barcelona.

Eller han beskriver melodramatisk, hvordan han, efter at være blevet såret, nu er »i en sådan stand, at fronten igen vil være i stand til at tage ham i sin blodige favn.«

Endelig er der en række helt ubehjælpelige beskrivelser fra Danmark, inden Kjelsø tager på sin cykeltur mod Japan:

»En prægtig Ford kørte op på siden af ham og strimlede lige ind i regnvandet, som spulede op og gennemblødte hans jakke. Han kiggede arrigt efter den spektakulære vogn. Vinden stod frontalt ind i ansigtet på ham og testede hans tolerancetærskel  (…) Irritationen gav ham destruktive planer.« Ikke nogen rammende beskrivelse af, hvad der går gennem hovedet på en purung arbejder i 1930’erne.

Nogen vellykket roman er det kort sagt ikke, men hvis man er politisk og/eller historisk interesseret i perioden og temaet, er bogen stadig værd at stifte bekendtskab med.

Herligt ville det dog have været, hvis Bülow havde brugt sin uomtvistelige viden til at skrive en biografi om Aage Kjelsø og perioden. Det ville have givet mulighed for en mere grundig og nuanceret debat om forholdet mellem revolution og antifascistisk kamp i den spanske republik.

Bogen er kommet på forlaget Solidaritet, der skal have stor ros for at spy venstreorienteret litteratur ud til en billig penge.

Til gengæld er prisen, at der savnes en redaktionel vejledning og lidt mere omhyggelig korrektur i denne og andre udgivelser.

Karsten Ditlevsen er uddannet litograf og faglig sekretær i Enhedslistens folketingsgruppe.

Albert Scherfig, Charlie Krautwald, Daniel Madsen & Nadia Zarling: Brødrene Nielsen. Breve fra den Spanske borgerkrig. Forlaget Nemo

Andreas Bülow: Midnat i århundredet. Forlaget Solidaritet.

Læs et uddrag af Brødrene Nielsen på Modkraft

Læs Andreas Bülows og Sven Vestergaards artikel »Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodig rolle under den spanske borgerkrig« om Aage Kjeldsøs fængelsophold i Barcelona under borgerkrigen i Spanien.