Annonce

Kampdag
7. marts 2012 - 19:53

God kamp, kvinde!

Pippi-protest, pigepissoir og sexkøbsaktion. Kvindernes internationale kampdag markeres landet over.

Torsdag den 8. marts er det for 102. gang blevet tid til at fejre kvindernes internationale kampdag.

Derfor er der arrangeret demonstrationer, manifestationer og events, der skal understrege, at der efter et helt århundrede med årlige kampdage stadig er kønsslagsmål at udkæmpe.

Modkraft giver her et bud på, hvordan man kan fejre dagen.

Landsdækkende kønskamp

I Aarhus åbner Kvindemuseet på Domkirkepladsen dørene for sluts, kussefotos og internationale kvindeskæbner i forsøget på at sætte kvinders indflydelse til debat. Folkene bag bogen »Kvinde Kend Din Krop« genåbner kussomaten, Maria Sloth fra Slutwalk Aarhus holder tale, og to feminister med arabiske rødder diskuterer kvindernes arabiske forår.

Læs mere om arrangementet her.

Derudover er der planlagt arrangementer i Aalborg, Odense, Rønne, Svendborg, Kolding, Skanderborg, Grenå, Odder og København.

Se det samlede program for dagen i Kvinfos kalender    

Pippi, Holberg og Curie 

I dagens anledning ifører FOA-medlemmer sig Pippi Langstrømpe-udklædning foran Kommunernes Landsforening i København i Weidekampsgade 10 klokken 15.30. Her giver de aben videre - sammen med kravet om ligeløn ved overenskomstforhandlingerne i 2013.

16.30 trækker FOA-kvinderne til Staunings Plads til politisk debat, suppekøkken og musik frem til klokken 18.30.

Læs mere om arrangementet her.

Fra en af dagens morgenaktioner i København i anledning af Kvindernes Kampdag. Ludvig Holberg har fået kyse på. Foto: Mette Kramer Kristensen.

Hele dagen kan man i København opleve opførelse af Ludvig Holbergs monolog ’ZILLE HANS DOTTERS GYNAICOLOGIA eller Forsvars Skrift for Qvinde Kiønnet’. Monologen er skrevet i 1721 og hører til Holbergs tidligste produktion. Her tages spørgsmålet om kvindernes råderum og rolle op til debat.

Læs mere om arrangementet her. 

Nerdtours.dk står bag en feministisk byvandring fra Frue Plads klokken 16.00, Cinemateket viser Mervyn LeRoys film om Madame Curie fra 1943, og på Den Sorte Diamant fejrer Kvinfo startskuddet på 'Nordisk Kvindelitteraturhistorie på Nettet' klokken 19.00 med indslag fra blandt andre forfatteren Kirsten Thorup og sangeren og komponisten Anne Linnet.

International kvindekamp

Verdenskulturcenteret ved Skt. Hans Torv sætter fokus på etniske minoritetskvinders kamp med taler og musik og en udstilling lavet af en gruppe kvinder, der har boet i Danmark i op mod 10 år, men som ikke kan stemme til folketingsvalg.

Læs mere om arrangementet her.

På Institut For Menneskerettigheder på Wilders Plads holder Afrika Kontakt klokken 15.00 en høring om kulturel konservatisme og mediernes diskrimination af kvinder - og hvad det medfører af politisk vold og eksklusion.

Læs mere om arrangementet her.

Europahuset i Gothersgade åbner dørene for debat om europæisk ligeløn klokken 16.00, og Dannerhuset sætter fokus på vold mod kvinder i globalt perspektiv fra klokken 17.30.

Venstrefeminisme og rådhustis

På Rådhuspladsen i København går 8. marts Initiativet på barrikaderne mod trafficking. Under parolen »Forbyd Sexkøb Nu!« taler blandt andre Enhedslistens Rosa Lund og 8. marts Initiativets Hanne Helth klokken 16.30. Efterfølgende debatterer blandt andre Özlem Sara Cekic fra SF prostitution i Huset i Magstræde fra klokken 18.00.  

Læs mere om arrangementet her.

Demos fejrer kampdagen på Nytorv fra klokken 17.00 med taler fra modkraftbloggerne Trine Pertou Mach (SF) og Farhyia Khalid (Asylret), og her kan forventes en lige venstre til de blå feminister.

»Venstre lancerede "højrefeminisme" sidste år og forsøgte at aflyse kvindekampen. Men ligelønnen skranter, og den lige repræsentation kan vi se i vejviseren efter. Velfærdsstaten er under pres. Kvindehusene trues af lukning. Hit med de 18%. Fingrene væk fra Ligestillingsministeriet! Kvinder i den offentlige sektor skal ikke være krisens ofre!«, skriver de i indkaldelsen.

Læs mere om arrangementet her.

Aftenens møde i Københavns Borgerrepræsentation er også præget af kvindekamp. SFs Iben Wiene Rathje stiller forslag om at fylde København med pissoir'er til kvinder - eller missoir'er. Kvinders ret til at tisse gratis, stående og uden for megen ståen i kø bakkes op af Enhedslisten og dele af Socialdemokratiet. Forslaget forventes at blive behandlet omkring klokken 19.00. Selskab For Ligestilling har planlagt en happening, og der er normalt god plads på tilskuerpladserne på Rådhuset.

Læs artiklen »Politiker kræver missoir på kampdag« hos Jyllands-Posten.

Har de mange arrangementer givet lyst til mere kvindekamp, holder Kvindehuset åbent hus lørdag den 10. marts med taler, kussomat, performances, oplæsning og kvindefest.

Læs mere om arrangementet her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce