Annonce

Asylpolitik
8. december 2015 - 18:14

Grenå: Første asylansøgere fjernet af politiet

Syv af 17 asylansøgere, der siden fredag har nægtet at flytte fra Asylcenter Grenå, er blevet hentet af politiet og flyttet til Asylcenter Thyregod. Det foregik i god ro og orden. Ifølge Udlændingestyrelsen, der er ansvarlig for beslutningen, er flytningen begrundet i kapacitetshensyn.

Tirsdag eftermiddag den 8. december blev de første syv af en gruppe på 17 asylansøgere, der siden fredag har nægtet at forlade Asylcenter Grenå, fjernet af politiet.

Asylansøgerne havde forinden fået breve, hvor de var blevet oplyst om, at politiet ville komme og fjerne dem, hvis de ikke flyttede frivilligt, og at de ikke ville modtage kost og kontante ydelser igen, før de var flyttet.

Ifølge Hanne Østergaard, der sammen med to andre fra gruppen Venligboerne var til stede, foregik politiaktionen stille og fredeligt.

– Politiet og Røde Kors-medarbejderne forklarede dem, at de skulle flytte. Derefter tog de frivilligt med, efter de havde fået tid til at pakke deres ting, fortæller Hanne Østergaard til Modkraft.

Ifølge Hanne Østergaard var politiet tilstede med to uniformerede betjente og en bil med civilbetjente. Desuden var et salatfad kort forbi, men kørte hurtigt igen.

De ti andre asylansøgere vil ifølge det, Hanne Østergaard har fået oplyst, blive fjernet af politiet onsdag eller torsdag.

Udlændingestyrelsen: Nødvendigt at udnytte kapaciteten

Det er Udlændingestyrelsen, der står bag beslutningen om at flytte asylansøgerne. Her har kontorchef Thomas Mortensen ikke ønsket at stille op til interview – hverken med Modkraft eller andre medier. Ifølge pressemedarbejder Nils Bak fordi hans kalender er »plastret til«, og han får over 40 pressehenvendelser om dagen.

Thomas Mortensen har dog per mail kunne forklare, at årsagen til tvangsflytningen skyldes, at der »er tale om nogle rokeringer, som løbende foretages for at udnytte kapaciteten bedre. I Grenaa har vi måttet indkvartere enlige mænd i et center, der skal huse familier, og det er ikke optimal udnyttelse af pladsen. Derfor må vi tilpasse, og de enlige mænd kan ikke blive boende.«

Østjyllands Politi har ikke ønsket at udtale sig til Modkraft, men henviser til Udlændingestyrelsen.

Røde Kors: Ikke sjov situation

Regionsleder for Dansk Røde Kors, der står for driften af Asylcenter Grenå, Claus Pedersen, vil til gengæld gerne udtale sig, da Modkraft fanger ham på mobiltelefonen tirsdag formiddag – før politiet havde hentet de syv asylansøgere.

– Vi er på sin vis glade for, at de gerne vil blive boende på vores center, men man er nødt til at se det store billede, siger Claus Pedersen.

I forhold til spørgsmålet om det ikke er skadeligt for integrationen, at asylansøgerne skal flytte fra det netværk, de har opbygget i lokalområdet, svarer Claus Pedersen:

– Det er vigtigt at huske på, at de er i en asylfase, ikke en integrationsfase. Det er selvfølgelig ikke en sjov situation at skulle flytte dem, men det handler om at gøre det bedst muligt for de fleste. Og hvis de får asyl, har de mulighed for at flytte tilbage til området.

Er flytningerne et forsøg på at gøre livet så besværligt for asylansøgerne som muligt?

- Jeg tror ikke, nogen har ønske om at genere nogen. Jeg kan stå inde for den drift, vi har af centrene i Østjylland. Jeg vil ikke kommentere på landspolitik.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce