Annonce

Højreekstremisme
6. februar 2013 - 14:01

Gyldent Daggry opretter afdelinger i Europa

Det græske neofascistiske parti, Gyldent Daggry, etablerer afdeling blandt eksilgrækere i Tyskland -  og danner søsterorganisation i Italien.

Medlemmer af det græske højreekstremistiske og antisemitiske parti, Gyldent Daggry, menes at være i gang med at etablere en lokalafdeling i den sydtyske by Nürnberg for at rekruttere unge grækere, der er søgt ud af landet for at finde arbejde.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Oplysningen bekræftes af partiets talsmanden Ilias Kasidiaris, som siger, at Gyldent Daggry har dannet en »lokal organisation« i Tyskland.

– Der er et stort samfund, en stor koloni af [etniske] grækere i Tyskland, og af den grund har Folkets Sammenslutning - Gyldent Daggry - besluttet også [at oprette] en lokal organisation i Tyskland, fortæller talsmanden, som sidste år blev kendt i hele Europa, da han overfaldt og slog ud efter to repræsentanter for venstrefløjen i en direkte tv-udsendelse.

Læs mere i The Guardian (engelsk).

Alba Dorata i Italien

Det kontroversielle højreekstremistiske parti har i dag 18 medlemmer i det græske parlament og er kendt for sin organiserede vold mod immigrantgrupper i Grækenland.

Partiet har i forvejen været i tæt kontakt med tyske højreekstremistiske og neonazistiske grupper og ledere af de græske eksilsamfund i Tyskland har taget afstand fra opblomstringen af det højreekstremistiske parti.

De frygter, at partiet ligesom i Grækenland kan finde på at gribe til vold for at styrke sin position blandt eksilgrækerne.

I november måned kom det desuden frem, at Gyldent Daggry har etableret en italiensk aflægger.

I den norditalienske by Trieste blev der dannet en organisation med navnet Alba Dorata (Gyldent Daggry på italiensk) af Alessandro Gardossi, der er tidligere medlem af den nyfascistiske organisation Forza Nuova, der også har tætte bånd til det græske højrefløjsparti.

Partiet skal officielt være registreret den 25. oktober og have lanceret en italiensk hjemmeside den 4. november.

Gyldent Daggry har i derudover etablerede kontakter i Melbourne, Australien, i New York, USA, samt i Montreal, Canada.

Læs mere hos Digitaljournal.com.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce